Finale til tiden og tak herfra

Det er november nu. Allerede. Det er som om, at jeg med alderen får mere og mere travlt med at kigge på hver eneste dag, for året har mere fart på end Concorden, og er jeg ikke opmærksom, smutter sådan et år forbi min tid her på jorden før jeg opdager det. Hvorfor er det, at tiden går hurtigere nu, end førhen? Er det fordi jeg i dag har tiden til, at mærke tidens gang? Tiden er jo den samme, som den alle dage har været. Der er ikke kommet færre dage på et år, eller mindre timer på en dag, der er stadig ti år i et årti og hundrede år i et århundrede, men alligevel er det som om den tid jeg lever i løber forbi mig, hvis ikke jeg er virkelig påpasselig med at holde godt fast i den.

Så jeg binder en snor i hver dag, og gør mit til at netop denne dag bliver husket som noget særligt.

Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at snoren sænker farten på mine dage, men fordi jeg har et fast greb i den, kan jeg give mig selv en fornemmelse af indbildt kontrol. Den imaginære snor er i virkeligheden mit kamera. Mit kamera, som jeg hver eneste dag ( næsten) bruger til at fryse tiden fast, så jeg kan kigge tilbage og se, hvad det nu var der var så særligt lige netop den dag. Og den før og den efter.

Jeg har “millioner” af billeder liggende efterhånden. Nogle gør det rigtigt ondt at kigge på, så de ligger urørt og samler digitalt støv til engang det måske bliver vigtigt for mig, at kunne finde dem frem, men de fleste gør mig glad. De allerfleste fortæller mig historier om udvikling og fremskridt, om kampe og sejre, og om milepæle og venskaber.

Og så er der alle dem hvor planter og farver og uld er i fokus. Og dem med mine børn på. De billeder er de bedste. Hvert eneste billede er et sekund, der er frosset for tid og evighed, og med dem kan jeg få hjælp til at huske det tiden har slettet for mig.

Tiden.

Hver ting til sin tid siger man. Der er en tid for alt, og tiden læger alle sår.

Tiden spiller en rolle i mange af vores sande og kloge ordsprog og talemåder.

Også her på min blog gør tiden sig gældende nu. Den har levet i næsten otte år, og nu er tiden inde til at sige farvel til den. Den har haft sin tid, og den har udspillet sin rolle. Den har gennemlevet den umodne og forsigtige barndom, brugt ungdommen til at finde sit ståsted og sin identitet og berettigelse som læseværdig, den har haft et rigt og fyldt voksenliv og den har ved haltet sig gennem alderdommen ved hjælp af krykker og kunstigt åndedræt. Så at sige.  Min blog har været min dagbog og min kontakt til verden udenfor, men tiden er inde til at takke af. Bloggen er ikke længere min bedste ven, for jeg har hele tiden dårlig samvittighed over ikke, at putte nye ord og sætninger ind på den. Tid har jeg massef af til det, men behovet er væk. Behovet for at notere og fortælle er skrumpet ind til Instaformatet for sandheden er jo, at jeg efter en meget lang rejse endelig er sat af på en perron, hvor jeg ikke er nødt til at kæmpe mig frem til udgangen.

Mit liv ser ud til endelig at være stabilt. HURRA. For nu. Ingen ved hvad tiden bringer, og jeg skal ikke være den der hylder den faste tro på, at livet er stationært, men alligevel. Jeg ER i mere ro nu. Og med den ro følger trangen til ikke, at fortælle så meget. Hvad pokker er der også at fortælle!  Jeg mener… min lykke er en fredelig og Ubegivenhedsrig hverdag, men med sådanne dage følger altså inden ordstrøm med.

Intet nyt er godt nyt, og det gælder i høj grad her og for mig.

Dog er en blog med intet nyt lissom lidt ikke særligt læservenlig tænker jeg…

Så kære læsere. Kære de af jer som stadig måtte være derude. Jeg takker af i dag. Takker for de mange gode kontakter jeg har fået via mine skriblerier. Jeg fastfryser tiden her på adressen, og lader den stå til evig tid. Min fremtid som skribent ligger muligvis et andet sted, og når jeg ved hvor det er så melder jeg ud. På Instagram og Facebook. Instagram har det format, der dækker mine behov som de er nu, og Facebook..  er jeg fanme træt af. Jeg har min profil der, men gider ikke rigtigt det der følger med af åndssvage reklamer, som forsøger at bilde mig ind, at mine venner synes godt om produktet!  Gu gør de da ej.

Vintertiden vil jeg bruge på, at tænke over om jeg skal finde en anden vinkel som skribent, for jeg kan i bund og grund godt lide at lege med ord, men mit problem er, at jeg ikke kan opfinde tekster. Jeg kan kun skrive de ord som er i mig i nuet. Og om min virkelighed. Fantast bliver jeg sgu aldrig HA!.

Sidder der nogen og læser med endnu, og som har ønsker til noget jeg kunne bruge ord på, så kom med forslag. Jeg er åben for nye muligheder.

Bloggen begyndte som de fem i byen, der hurtigt blev til de seks, og som ligeså hurtigt blev reduceret til de to. Så blev den til andre to og sidenhen tre og nu er den så endt med igen at være to. De to siger pænt tak for den tid i gad læse med og vi ses måske igen. I en anden tid.

Kærlig hilsen

Henriette og Herman

De mørke timer inden solopgang

..eller jeg skulle måske skrive den mørke time, for endnu er det heldigvis kun en enkelt time der er tale om, i tiden fra lille Herman vækker mig og til, at lyset begynder at bryde frem.

I den mørke time altså, sidder jeg med min morgenkaffe og mit strikketøj. Sidder og lytter til vinduerne der knirker fordi blæsten har godt fat udenfor. Jeg prøver at indstille mig mentalt på, at sådanne morgener vil der være mange af fra nu af og i månederne som kommer, men jeg synes ikke helt jeg er klar til den del af sæsonen endnu. Jeg har hyldet efteråret og dets farvepalet, jeg har gjort mit til at I alle husker at kigge op og se naturens forfald, men åh det er ikke det samme som, at jeg er parat til at slippe lyset. Det livgivende lys jeg er så afhængig af, og som jeg synes jeg mærker at kroppen ikke har fået nok af.

De seneste uger har jeg været mere end træt, ja nærmest udmattet til et punkt, hvor kaffekoppen vejer mere end jeg orker at løfte! En mindre rundspørge fortæller mig, at det ikke kun er mig der oplever at være ramt af sovesyge. Det er tidligt den sætter ind synes jeg. Men alle er vi enige om, at det må skyldes den alt for korte sommer. Den har ligesom ikke fået fyldt vores depoter op med energi vi kan trække på.

Sådan er årene så forskellige.

Det giver plads til den melankoli jeg har indbygget i sjælen. Melankolien, der helst ikke må have lov til at få overtaget. En smule er i orden, men ikke i større doser. Store doser af melankoli, i kombination med ensomhed, kan sætte gang i et lyntog af tristesse, og passer jeg ikke på ender det med at overtage hele køreplanen for vinteren. Det duer ikke.

For år tilbage havde jeg ikke redskaberne til at nå nødbremsen, men heldigvis har jeg dem i min rygsæk nu. Jeg ved, hvilke metoder der virker mod mørkets tankespind, og derfor læner jeg mig tilbage og lader dagene, som hurtigt bliver kortere og kortere, snige sig ind på mig. Endnu er jeg ikke helt parat, men de kan bare komme an, jeg skal nok forstå at kontrollere dem.

****************

Jeg savner Holger. Holger, der altid var klar til at lægge ryg til nus, og kys på næsetippen.

Jeg savner hans bamseansigt og det finurlige sind. De små kæmpepoter, som villigt lod sig holde rundt om.

I det hele taget er Holger savnet. Hver dag.

På sin egen måde savner Herman ham også. Det mærker jeg især udenfor, hvor de jo altid havde gang i en omgang “hvem kommer først”, men også indenfor når Herman går hvileløst rundt på jagt efter underholdning. Med Holger borte er det nu mine fødder, der må stå model til angreb af farlige fjender og skarpe tænder!

Det er så tilfældigt, men samme dag Holger døde blev også dagen, hvor vejret og vanerne ændrede karaktér. Herman og jeg måtte både vænne os til livet uden Holger, og til at livet på terassen ikke længere gik fra tidlig morgen til sen aften. Det er stadig en svær omstilling, men vi bliver bedre og bedre til at være sammen, os to alene.

Den ide kan jeg da bare godt droppe!

 

 

 

 

Mandag endte med at give anledning til så meget optur og afklaring, at min ide om at gå tidligt i seng nu er droppet. Jeg gik i seng ved halv elleve tiden, men efter en times speedtænkning og uden at have hørt eet ord af, hvad Bent Otto læste op for mig, gad jeg ikke det fis mere.

 

Nu sidder jeg så her og tømmer hjernen. Det er det eneste, som jeg ved med sikkerhed virker, når nu jeg ikke har nogen at tale med. Eller overhælde med ord i en lind strøm. Når først ordene er formuleret på skrift, bliver der stille derinde igen.

 

Så altså..

 

 

Mandag forløb virkelig interessant, og lige nu er jeg faktisk både lettet og tilfreds, afklaret og tryg igen. Og det er en udvikling, jeg absolut ikke i min vildeste fantasi forudså, da jeg sad der i min stol og stortudede af chok. Det er også uden at det var min plan, gået hen og blevet sådan, fordi det nu engang pludseligt skete, og fordi man nogle gange skal slå til. OG allermest fordi jeg i de sidste tre uger der er gået, er blevet mere og mere bevidst om, at jeg bare ikke orker at bo her et helt år mere. Eller hvor mange måneder det så måtte have endt med at tage når nytåret var overstået. Uanset hvad, er selve det ikke at vide hvad jeg har i vente, nok til at jeg ikke vil have den afgørende ro inden i. Det er uhyre stressende for mig, at være i limbo. Det er ikke godt for mig, og så kan det være nok så fint med et helt år at løbe på.. Det vil være et helt år med underliggende uro, og en konstant tanke på om dette eller hint nu vil kunne betale sig at bruge tid på i haven, fordi jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Sådan er det bare. Også selvom jeg er fast besluttet på ikke at lægge mig ned, og på at jeg ikke vil have ødelagt den kommende tid af spekulationer.

 

Det får jeg så heller ikke. Nu.

 

Jeg begyndte formiddagen med at begynde at ringe rundt til de, som skal blandes ind i mine affærer, og bagefter kørte jeg til Fuglse, fordi jeg ved halv elleve tiden fik et tip om et hus. Da det var beset, kørte jeg hjem og fortsatte med at telefonere. Kl 13 havde jeg en aftale med bostøtten, og da hun en times tid senere kørte videre, troede jeg at en lur var på skemaet. Jeg kunne bare ikke sove. Da klokken var tre ringede ejendomsmægleren, og så var jeg igen lige nødt til at gribe knoglen med lidt praktisk. Først ved femtiden var der “ro” på, så jeg gik en runde ude i haven med kattene i hælene, og derefter har jeg “bare” strikket mig igennem aftenen.

 

Og nu sidder jeg så her.

 

To ting har haft afgørende betydning for mig idag.  For det første har min kloge far stillet et spørgsmål, hvor mit svar kom så prompte at jeg ikke længere følte usikkerhed eller tvivl, og for det andet havde besøget i Fuglse samme afgørende effekt. De to hændelser lagt sammen med mine egne overvejelser divideret med en samtale med bostøtten ganget op med den fremtid jeg har mest brug for er lig med, at jeg i morgen skal mødes med mægleren for at få styr på det praktiske.

 

Og det har jeg det rigtig godt med. Nu.

 

Min far stillede mig det spørgsmål, at hvis jeg da jeg sad i Vestergade for et år siden, ikke havde fået Søndergade som en mulighed, men omvendt var blevet tilbudt Kirke Alle, hvad ville jeg så have tænkt om huset og haven?

 

Mit svar var helt uden tvivl, at så ville jeg ikke have blinket et sekund, men klappet begejstret i hænderne, og takket ja. Omvendt vil jeg ikke klappe begejstret over, at skulle ind i flere huse, hvor der er en masse at tage fat på, hvilket nok er en realitet med de fleste bygninger jeg ville kunne betale. Feks var huset i Fuglse en gru og haven uden sidestykke den mest fysisk krævende jeg endnu har set, MEN udsigten og beliggenheden var gudeskøn. Det kan bare ikke nytte noget, for det vil være alt for hårdt i længden at bo sådan, hvis jeg skal tage hensyn til min krops formåen. Og det skal jeg simpelthen. Jeg har også i dag talt med de af godserne jeg har set som muligheder, men her er virkeligheden ( ikke overraskende for mig), at alene indskuddet er en stopklods for yderligere at tænke på det. Derefter kommer huslejen.. Jeg har desværre måtte skyde en hvid pil efter at blive minigodslejer. And so be it.

 

Jeg har lige nu set huset på Kirke Alle fire gange. Fredag aften, lørdag formiddag og igen søndag hvor jeg lige gik en tur derhen, og så i dag. På vejen tilbage fra Fuglse slog jeg et smut forbi, og da jeg satte mig i bilen havde jeg i mit hoved allerede en plantegning klar over, hvordan den have skal se ud med mig som bestyrer. Ja faktisk kunne jeg også allerede der sætte tjektegn ved, hvor de fleste af mine møbler skal stå.

 

Summa summarum er, at jeg nu har afgjort at jeg ikke gider fokusere på køkkenet, som er den kedeligste del. Der er en masse andre fine detaljer jeg er vild med, man kan ikke få det hele og ja.. der er muligheder i matriklen. Feks er baghaven genial til at huse flere seriøse højbede. Der er også et sted, hvor jeg kan have plantebørnehave til en start, indtil jeg får snuset mig ind på, hvad der vokser i bedene rundt omkring. For mig er det en fordel at huset ligger tilbagetrukket, og også at der er forholdsvis åbent ud til vejen, for så er der mulighed for at få hilst på flere nye mennesker. Netop det er en af grundende til at jeg har fravalgt et hus på en mark drømmen. Uanset hvad, så ER det bare bedre for mig, at jeg bliver et sted hvor jeg er ved at være godt stedkendt, og hvor jeg har fået en fint lille netværk. Det er også afgørende, at jeg bor centralt, for der kommer med sikkerhed en dag, hvor jeg er billøs. Den dag er det praktisk at jeg har både apotek, tandlæge, læge og forretninger lige uden for døren.

 

De mange samtaler har nu resulteret i, at jeg ikke kommer i klemme omkring indskuddet. Det har bekymret en del nemlig. Det er nu slået fast, at jeg kan få mit indskud overført til den nye udlejer så snart jeg beder om det. Den nye udlejer har omvendt gjort det muligt for mig at flytte langsomt. Så snart han modtager indskuddet, har jeg råderet over huset, men jeg skal ikke betale husleje før jeg reelt flytter ind. Det betyder at jeg dybest set kan bruge det næste år på at flytte, selvom det selvfølgelig ikke bliver sådan. Jeg kan i stedet se frem til at kunne flytte som jeg nu har overskud til, og så have tid til at alle de ting jeg selv kan håndtere, kan komme på plads. Jeg kan undgå den værste form for flytning, hvor det flyder med flyttekasser og alskens oppakning overalt i huset. Jeg kan sidst men ikke mindst, få haven med mig uden at jeg går helt kold. Eneste jeg synes er svært at overskue er faktisk alle de sk.. løg jeg lige har lagt så systematisk. Over hele haven. Det var ikke en succes  i år, at jeg havde flyttet dem nedgravet i potter og kummer og kasser. De fleste gad ikke rigtig blomstre. Jeg synes omvendt heller ikke at jeg vil efterlade dem, men at lade dem stå til de i juni er færdige, vil også ærgre mig enormt. Den nye have, er så meget en have der bærer præg af, at den har været passet, at jeg ikke vil begynde at grave i den. Og dermed kan jeg ikke grave alle mine egne løg ned på må og få. Store problemer små problemer…

 

Den går jeg nu og tygger lidt på.

 

Nye udlejer er mere eller mindre afkrævet en skriftlig aftale om, at det ikke går ud over mig hvis han skal skilles. Det grinede han ret meget over, for den var sgu ny for ham. Men jeg forklarede ham, at jeg bare ikke vil opleve flere af den slags uforudsete ting. Han har beroliget mig med, at han jo som mægler nok ikke ville behøve, at kræve lige netop mit hus tilbage. Der er ingen restriktioner i haven og jeg har fået dispensation til Holger og Herman. Egentlig må man ikke have husdyr der, fordi huset er helt nyistandsat. Her kunne jeg så berolige ham med, at jeg ikke har et eneste kradsmærke i mine møbler eller på træværket. Den slags gør mine katte sig ikke i da!  Næ nej, de bruger træerne, min skinneben og kradsetræet gør de.

 

Det der driver mig lige nu er også tanken om, at jeg som en bonus vil have noget, der tvinger mit vinterjeg til, at foretage mig noget fornuftigt hver dag. Der er noget at gøre og jeg kan få rørt mig lidt. Og kan jeg intet gør det ikke en hujende fis, fordi jeg ER sikret.

 

 

Det bliver en skøn jul, stuen bliver der nemlig ikke rørt ved før bagefter.

 

Den defekte del af hjernen

 

 

 

En vigtig del af et menneskes evne til, at komme igennem livet uden for mange skrammer, er den del af hjernen, som ( i samråd med hjertet) kan tænke rationelt for at de rette beslutninger bliver taget. Som man bliver ældre bliver erfaringerne taget med på råd. Det er en ret smart indretning, men desværre er den indretning hos mig i udu.

 

Det er ikke noget jeg mærker noget særligt til, når jeg ellers får lov til at passe mig selv. Fra dag til dag er det ikke de afgørende beslutninger som fylder, og det er sådan set ligesom lidt lige meget for min trivsel, om jeg kigger mod øst eller vest. Jeg behøver med andre ord ikke mærke efter, hvad jeg mener om dette eller hint, eller hvad jeg føler for op eller ned. Jeg kan stå op og gå i seng uden, at have rodet mig ud i et eller andet forkert.

 

Helt anderledes og så meget mere svært får jeg det, når der skal tages afgørende beslutninger.

 

Her går jeg fuldstændigt i frystilstand, og jeg er ude af stand til at mærke hvad der er det bedste, eller modsat ville være katastrofalt at gøre. Borderlinere er evig og altid i tvivl om det de nu gør er rigtigt eller forkert. De har af mange forskellige grunde aldrig fået den fornemmelse, vi ellers bliver givet gennem opvæksten indlært, og man kan på den måde sige, at man så skal klare sig gennem livet med en seriøs programfejl.

 

En programfejl, som om og om igen sender os ud i situationer, der ellers kunne være undgået, OG som vi evig og altid skal mærke kiksede konsekvenser af.

 

 

Samme programfejl er nu i spil igen.

 

 

Jeg har ikke sovet særligt fortrinligt siden fredag, fordi jeg med denne uventede og ind fra højre mulighed, pludselig skal forholde mig til en masse. Jeg skal forholde mig til noget jeg faktisk ikke er parat til, men det vil jeg heller næppe blive uanset om det så er nu eller om fem måneder. Det her er bare for meget for mit system, og endnu mere fordi jeg jo er havnet i denne her valgsituation ufrivilligt. Det er alt andet lige noget nemmere at tage et valg, når man gerne vil tage det.

 

Som jeg er indrettet, kan det at jeg har opstillet min egen fordel/ulempe liste simpelthen bare gøre mig mere “syg”, i det jeg nu er bevidst om noget jeg skal vælge imellem, og den bevidsthed stresser mig på en helt vanvittig måde. Listen har trykket på startknappen, og centrifugen af argumenter og ord, kører nonstop uden at jeg bliver klogere. Eller mere i stand til at mærke mig selv.

 

Skal jeg tage hensyn til min umiddelbare og mest mærkbare følelse, så er jeg ude i noget så skørt, som at jeg ikke vil være i det hus fordi jeg ikke kan lide køkkenet!!!! DET holder jo ikke. Det holder slet ikke når jeg samtidigt minder mig selv om, at jeg efter nærmere undersøgelse i aftes på nettet, kan se at jeg vil få forbedret min økonomi ret så meget. Ikke kvantesprings bedre, men flere penge til mad bedre. Ser jeg det fra den vinkel, er der ikke meget at betænke sig på. Jeg ved jo også godt at kattene nok skal komme sig over det her endnu engang, men åh jeg er ikke glad ved at flytte dem. Igen. Og flyttes skal de jo, om det så bliver til by eller land.

Og ja, så sidder der med sikkerhed et par læsere derude, som tænker at NU må hun fandeme tage sig sammen!  “Hun kan ikke lide køkkenet!” hrmpff altså. Hvad fanden tænker hun på? Hun får tag over hovedet og en have med oveni! Hun er pensionist, så der er ikke så meget hun kan tillade sig, andet end at være taknemmelig over, at hun i det hele taget HAR tag over hovedet og en have.

 

Det må de hellere end gerne tænke, men nu er det bare sådan at selvom man er pensionist OG døjer med seriøse “handicap” af den ene eller anden art, betyder det ikke at man så ikke skal tage trivsel og livkvalitet med i ligningen. Nok nærmere tværtimod nu jeg tænker efter. Jeg siger det bare.

 

Der er så forbandet meget at tage stilling til

 

 

 

Hvor ER jeg bare glad for at jeg kan strikke igen. Det må været årets absolutte bedste beslutning, at jeg fik den operation. Den knager stadig i operationsfugerne, arret er helet helt perfekt, men der er lidt bøvl med tommelen stadigvæk, dog KAN jeg strikke og det er min redning sammen med gode dramaserier, så jeg ikke går helt til i spekulationer.

 

 

Der er masser af dem. Spekulationerne. Det er fint nok, at jeg beslutter mig for at tage det heeeelt roligt. Det er udmærket, at jeg ikke vil lade mig knægte. Det er fornuftigt, at jeg først vil være fokuseret efter nytår, MEN det er ikke det samme som, at kroppen bare sådan lige går hen og glemmer eller giver slip. Så selvom alle gode intentioner er igang, har jeg bare smerter nu. Jeg kender dem bedre end jeg kender mine bedste venner, hvilket er mere end jeg synes om, så hver og en af dem ved jeg hvad skyldes, og hvordan skal behandles. At få dem til at forsvinde er derimod umuligt. Det sker først når der er ro på, og det er der åbenbart ikke selvom jeg bilder mig selv ind, at der er det!

 

Pokkers til system. Psyken.

 

 

Jeg har ikke gjort noget aktivt i husfindningsregi, men allligevel gror der ikke mos på mor her. Eller på mine naboer. Og deres venner. Det eneste jeg selv har gjort, er jo at fortælle om situationen til dem jeg er i berøring med, og så har jeg været i kontakt med de af godserne som har udlejningshuse. Der er et par stykker jeg skal tale mere med om det i næste uge. Omvendt er naboerne uden sidestykke hernede, men det ved I allerede for det har jeg glædet mig over mange gange her på siden.

 

I sidste uge talte jeg med naboLinda. Hun mindede mig om, at hendes nabo jo lige var flyttet, og at huset nu stod tomt. Det havde jeg selv helt glemt. Dagen efter havde hun skaffet udlejers navn og nummer, og selv var jeg lige inde på matriklen for at snuse lidt. Huset er pivflot og nyistandsat, men med en meget lukket have. Fredag ringede jeg til manden, som med dyb ærgrelse på mine vegne kunne fortælle, at huset var lejet ud ugen før. Nå, øv og skidt så. Fire timer senere ringede han mig op igen. Han havde grublet lidt over tingene, og var kommet i tanke om, at han jo kendte til et andet tomt hus. Byens ejendomsmægler var ejer sammen en anden, og de ville ikke leje ud til hvemsomhelst, men nu ville han gerne sætte mig i kontakt med dem.

 

Jeg var målløs og helt uforberedt, men også jublende spændt. En samtale senere, og jeg havde en aftale om syn af huset lørdag morgen, klar. Min nysgerrighed var dog til at tage at føle på, så jeg gik stik i mod normalt, ud i aftenmørket og ned af vejen. Det pågældende hus ligger nærmest lige overfor mit nuværende, på den parelleltliggende vej.

 

I mørket så det ret interessant ud, og i dagslys endnu bedre. DOG.. netop lørdag morgen kunne jeg så forsinket sidde og få koldsved over en meddelse på FB, hvori der var taget et billede af en af de her åndssvage dræberklovne, på spil tæt på hvor jeg selv havde været fredag aften. Her i Rødby! Tror da nok lige jeg var gået i koma, hvis jeg havde mødt banditten!!

 

 

Inden jeg fortæller mere om selve huset, vil jeg dele de tanker jeg går og gør mig, med jer. Måske der er noget jeg har glemt eller overset. Som udgangspunkt har jeg jo allerede fortalt at jeg gerne vil benytte chancen til at komme ud af byen igen. Det er der både plus og minus ved:

 

 

PLUS:

Jeg kan gå tur med mine katte

Der er højt til himlen

og solnedgange.

Der er ro og fred

Der er vilde dyr og smuk natur.

 

Omvendt er der det minus at:

Jeg mister centralvarmemuligheden

Jeg mister tætte indkøbsmuligheder

Jeg mister sikkert også den hyppige sociale kontakt med naboer

 

 

Under alle omstændigheder går jeg allerede nu og øver mig i at acceptere, at jeg uden tvivl næppe får så labert et køkken igen. Eller et badekar. Det sidste er jeg virkelig rigtig øv over, for det har forbedret min livkvalitet betydeligt, da det lindrer enormt at kunne ligge i det varme vand. OG at jeg kan ligge når jeg har ondt efter havearbejdet. Det med køkkenet er jo ikke afgørende for at jeg får et godt liv, og jeg kan slet ikke tillade mig at “kræve” samme standard og til den nuværende lejes pris, men det skal ingen hemmelighed være, at har meget mere motivation til at gå i køkkenet, når det er rummeligt og overskueligt og smukt at se på.

 

NÅ, men her går jeg så.

 

Skal det vægte højere at jeg vil mine katte det bedste, eller at jeg bor praktisk og prisvenligt? Man skal nok være kattedame for at kunne følge mig her. Der er ingen rimelig fornuft, vil de fleste tænke, i at det er kattene, som er min største bekymring. Eller at det betyder så meget for mig, at kunne genoptage gåturene, men det er sådan jeg har det. Skal jeg tage chancen og lade et muligt godt blivende sted ryge, og så håbe at der dukker noget andet op? TØR jeg?

 

 

Huset jeg kiggede på, er på alle måder et hus der kunne være perfekt til min situtation. Ikke for stort til een, en overskuelig have med vanvittigt gode muligheder og masser og masser af plads på udendørsarealerne til alle mine fikse ideer. Det ligger godt placeret i hjørnet af en trekant og med absolut fred omkring. Det er ikke en vej der kommer trafik forbi. Det ene nabohus er tomt, så kattene skal ikke slås med nogen derfra. Det er i eet plan, hvilket er dejligt fordi jeg slipper for at skulle slæbe støvsugeren op ad trapperne, og for at kaste op på vejen ned i farten på en hovedpinenat. Omvendt vil jeg savne mine trapper fordi det er så smukt med trapper og lamper på dem.

Der er det mest dødssyge køkken! Et helt i orden i størrelsen køkken der er spritnyt, men præcis ligeså anonymt og ideforladt som alle de plastikkøkkener jeg i tiden har set i de fleste lejligheder i byerne. Røvsyg bordplade der ikke er af smukt træ. ØV, og masser af overskabe endnu mere ØVØV. En lille køkkenvask med en af den slags vandhaner man bare ikke kan vaske en bageplade op i ØVØVØV. Omvendt er der hårde hvidevarer og de er nye, men komfuret er døøøøødkedeligt og jeg ville igen skulle bukke mit legeme ned hver gang jeg skulle åbne ovnen. Måske det endda ikke har varmluft!  ØV

 

I det hele taget har jeg hurtigt vænnet mig til standarden her i “mit” nuværende hus, at jeg er blevet møgforkælet og forvænt.  ØV

 

Nå, men som ventet er det intet badekar, i et badeværelse som nærmest ligner Arildsgårds i Brønshøj til forveksling. Funktionelt, men småt og med anonyme installationer. Positivt igen, er det så at det også er nyt OG at der er lagt nye rør under hele matriklen da køkken/bad blev sat i stand. Derfor er der også fine nye trægulve over hele huset. Det er nymalet og der er masser af skabsplads, med nye custommade trædøre i. De er ret fede. Der er INGEN brændeovn. PIV! Og heller ikke så meget lys udefra som her. Det skyldes at jeg tilgengæld ville få mig en overdækket stor terasse lige ud til haven. Alt i alt er huset faktisk en treværelses lejlighed forklædt som hus. Og med have til. Det er der meget der taler for. Og ikke i mod, for jeg har alt andet lige meget meget mere plads her, end jeg har brugt for. Her er også dejligt højt til loftet, hvilket der ikke er i det hus jeg har kigget på i lørdags. Loftet er omtrent som lofter er de fleste steder og heldigvis ikke så lave som i Vestergade.

 

Har jeg glemt noget? Nå jo, der er det vildeste og herligste bryggers.

 

Måske, men jeg er sikker på at I alle er ved at dø af nysgerrighed ik..?

 

Her kommer fotospam og så vil jeg bare afslutte nu med at sige godnat, for jeg er super træt. Josefine har sovet her i nat, så jeg har været på farten og social hele lørdagen. Jeg er skudt i sænk nu.

 

God fornøjelse:

I morgen får jeg alle praktisk oplysninger om budget og så må jeg lægge hovedet i blød..

Varme i brændeovnen og tanker om jul

 

 

 

I dag er sådan en dag, hvor brændeovnen må i brug. Det er gråt i gråt, og med en kølig vind der står lige på fra havet, er stuerne fra den ene uge til den anden, udpræget kølige.

 

Det er en dag for tyk strik og ild til at hygge.

 

 

Jeg går lidt og trækker den med at tænde for radiatorerne, fordi vejret stadig kan skifte så meget, men der går nok ikke så længe før også de kommer på arbejde. Vi har været så forkælede med den varme september, at jeg foruden glæden ved at det har givet flere udedage, også har tanke på at det betyder senere opvarmning. Jo længere jeg kan trække den, jo mere kan jeg spare på varmeregnskabet, en ikke helt uvæsentlig detalje i min hverdag.

I dag har jeg forsøgt at få fat i min kommuneøkonomidame fordi jeg skal finde ud af, om det er muligt at spare lidt op så jeg kan få råd til at jule. Realiteterne er som altid, at min hverdagsøkonomi er så stram, at der ikke er til noget ekstra. Vi bliver fire i år juleaften. Min to børn og en af deres kærester… Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg det vildt dårligt over at skulle have en fremmed til middag og juletamtam, og så er der ikke en eneste gave under træet. Josefines kæreste er amerikaner, og han skal opleve en dansk jul for første gang. Jeg glæder mig til at gøre mit bedste, men det stresser mig også ad helvede til. For nu at sige det mildt.

Jeg ved, at han ER forberedt på situationen her. Jeg ved, at han er forberedt på ikke at forvente så meget (eller noget som helst), men alligevel. Jeg har julepynt og kan pynte fint som jeg glæder mig til, men julemad, juletræ, knas, kager og gaver.. Det er det ekstra jeg kommer til at ligge søvnløs over. Det der knuger mig mest er, at efter fire år uden min datter til jul, er hun endelig en del af mit liv igen, og så kan jeg ikke engang give hende noget af det, som vi begge har minder om, at jeg gjorde engang. Jeg kan ikke være nissemor. Måske jeg ikke ville tænke så meget over det, hvis vi bare skulle være mig og ungerne, men jeg synes det er totalt pinligt når der kommer en fremmed her for første gang.

At jeg i det hele taget magter en ekstra person juleaften, skyldes ene og alene at vi nåede at få Josefine ind på kollegiet inden. Skulle han have været på besøg i december med ophold her i huset i længere tid, var jeg gået totalt i spåner. Mine forældre kommer desværre ikke. Min far er ikke frisk nok til turen herned, hvilket jeg ikke har forventet men selvfølgelig er super ked af. Det ville have været så dejligt nu, hvor jeg endeligt bor og har plads til os alle. Jeg har forresten forsøgt at lægge penge til side, men efter tre uger på kiks og nudler fik jeg nok, så jeg hævede opsparingen og gik ud og købte ind. Deraf forrige uges totalflip med hjemmebag og gryderetter.

 

 

Nå, men det var lige et sidespor, jeg ville egentlig bare fortælle at jeg har tændt for brændeovnen  :-)