At gå i gang med den fjerde have på fire år er faktisk ikke helt det, jeg går og har allermest brændende lyst til. Det er altid en dejlig og livsbekræftende proces, at lægge planer og føre havedrømme ud i livet, MEN.. min krop er ikke som den var da jeg tog fat i den første i maj 2013. Meget er sket siden da og fysisk har det haft en høj pris. Arme, hænder, skuldre og knæ minder mig nærmest på daglig basis om, at nok er nok. Det er ikke så sjovt som det har været, at gribe spade og skovl. Jo, det er sjovt nok at forandre og forbedre i eksisterende bede, hvor man år for år kan se nye muligheder, men at tage fat fra bunden af.. DET har jeg fået nok af synes jeg. Så rigeligt faktisk.
Forleden stod jeg med min nu forrige udlejer og kiggede på alle de sten, Josefine lå på sine små knæ og gravede ned til sti. Forinden havde Esther gravet kilovis af jordstykker væk, så stien kunne etableres. Nu hvor jeg er flyttet derfra, skal stien og dermed fliserne fjernes igen fordi udlejer ikke selv har lyst til at holde haven. I min nye have skal jeg begynde forfra, og har derfor brug for alle de matrialer jeg kan skaffe til indretning, men ved gud jeg orker næsten ikke at grave stenene op og derefter flytte dem, på den anden side vil det være idiotisk ikke at gøre det fordi jeg jo får brug for dem. At købe nye i et byggemarked kommer slet ikke på tale..
Og sådan går jeg og vejer for og imod. Skal/ skal ikke dit eller dat.
Nok er nok, og så må/vil jeg alligevel tage turen fra bunden af endnu en gang, fordi jeg har en samling planter jeg holder rigtig meget af. De SKAL finde deres egen plads her i ordentlige bede, og bede er her ikke meget af. Så bede skal der graves frem og bedene kan kun udstikkes på en måde…
Der skal fjernes græs. Og der skal graves. Og løftes og flyttes.
Det sidste har jeg gudskelov fået assistance til nu på lørdag. Som det har set allermest umuligt ud for mig at få de sidste og tungeste ting med mig, ( bagnaboerne er nemlig godt trætte af at slæbe tror jeg, eftersom de ikke reagerer på mine opkald, og simpelthen lod en aftalt transport af en fyldt trailer stå uden at lade høre fra sig), har en frelsende engel meldt sig på banen. Fra IG-land er der dukket en kvinde op, som nu tager turen helt oppe fra Birkerød i Nordsjælland og ned til mig. Sammen giver vi den en skalle. Gamle hus’ nye beboer har en trailer, som jeg uden at rødme har inddraget til formålet. UD skal jeg af hans have, og så må han altså lige give en hånd. Om ikke andet så med et redskab så det kan ske.
Lørdag bliver nu endelig dagen, hvor jeg får den sidste uro skubbet fra mig. Det er kun få der forstår, hvorfor jeg ikke bare tager det som det kommer, og slapper lidt af med det der haveflytning. Det eneste jeg kan svare til det er, at siden jeg måtte bide hovedet af al fordom og skam, og rykke ind på krisecentret for seks år siden, har jeg udviklet en nærmest panisk angst for at miste mine ting og mig selv. DEN angst er lissom ikke blevet mindre af de efterfølgende flytninger og årsagerne dertil!
I dag består min indre ro derfor hundrede procent af, at være tryg i en fornuftig bolig OG med det jeg har fået foræret/klunset/købt og arvet siden da. Frygten for tab er overvældende konstant, og hvor andre med rette mener det er galimatias af flytte sten og gamle brædder, så betyder det i dag ALT for mig. At jeg får mit med mig og jeg har mit liv ved mig. Og i det ligger altså ret og kravl og alt, hvad der kan genbruges og bygges af. Alt det som giver mig følelsen af at høre til og være i menneskeligt vater. Så at sige.
Fra det øjeblik jeg kom hertil har hjernen og fantasien kørt omkring, hvordan og hvorledes. Jeg har tegnet skitser om og om igen. Gået rundt ude i haven og kigget og forsøgt at få dimensionerne på plads. I denne have ligger det nemlig ikke lige for, hvordan haverum kan indrettes eftersom arealet består af een stor næsten firkantet plæne med omkringliggende tilvoksede/tomme og små gamle bede i kanterne. Der er også en tudsegammel gangsti, som er temmelig svær at gå på, da rødder og tid har gjort den håbløst uensartet.
Stien er ikke til at undvære, men at omlægge den er en umulig opgave for mig. Derfor går jeg og spekulerer over, hvordan jeg så griber den an, den er nemlig ret smal og nærmest FOR smal til min trillebør feks. Når jeg går i gang med at grave, skal der være styr på både her og nu, og det som må komme hen ad vejen og ud i fremtiden af ændringer, for ikke at jeg skal lave dobbelt arbejde. Som det ser ud nu i mit hoved, er det muligt at jeg i denne første sæson vil koncentrere mig om at få styr på gårdhaven, bedene omkring huset og rundt i kanterne. Selve plænen kommer til at tage mig måneder at grave ud, så det må blive noget jeg gør langsomt, så det areal kan stå klar til 2018. Eneste minus ved den plan, er at jeg så alligevel skal flytte rundt på stauderne et par gange. UH, det er virkelig store tanker jeg går rundt med. Vi taler livsvigtige tanker faktisk.. 
Indretning af en have kan hjælpes godt på vej når man surfer sine “opslagstavler” på Pinterest. På min havetavle er der masser af ideer, så nu skal jeg bare liiiige beslutte mig. Jeg har blandt andet fundet det her:
At jeg nu endelig om lidt har alle mine genstande til indretning ved mig, gør det noget lettere at tage fat. Jeg er jo begyndt så småt med forskelligt, men pludseligt må jeg stoppe fordi jeg mangler et eller andet, der stadig står i den gamle have. Trillebøren er et godt eksempel. Den er ikke flyttet, fordi den ikke kan undværes når jeg flytter rundt på de opgravede tunge klumper med planter. I denne have er efterladt en del gamle redskaber, og de bliver brugt flittigt indtil jeg får mine egen herover.
Jeg er enormt grundig denne gang i mine overvejelser omkring placering. Har læst op på lys og skygge og solens gang på himlen. Igen fordi jeg har erfaringen med mig nu, og ikke vil grave mere end nødvendigt fremover. Planterne skal helst stå rigtigt fra dag eet. De af dem der altså kan få et godt blivende sted at gro. Der er stor forskel på stauder og sommerblomster feks.
Jeg har også brugt en del tid på, at gøre det med frø og såning lettere for mig at overskue. ALLE frøposer har jeg skrevet på, hvad der skal gøres på en måde jeg kan overskue, og der er lavet en huskevæg i bryggerset. Meget har jeg allerede på rygraden, men der er endnu mere jeg bare ikke kan holde rede på, når det kommer til bedste betingelser for en plante, så jeg tager alle metoder i brug for at opnå en frodig og farverig have.
Plads er her masser af og mulighederne er uendelige, man skal bare kunne se dem og det kan jeg heldigvis. Tilbage er kun at få skaffet matrialer til det på ny. Paller feks. Til højbede og et arbejdsbord. Ved ikke lige helt, hvor jeg skal få dem fra denne gang for ærligt talt vil jeg ikke bede de samme mennesker om IGEN, at stille op for at bidrage. Og så er vi ved sagens kerne i det hele. Ikke kun er jeg selv kæmpetræt af nye begyndelser. Mit netværk er det ganske givet også. Jeg har fået hjælp af så mange forskellige, men ganske forståeligt bliver de jo ikke ved at være lige forhippede på at stille op. Så jeg skal finde nye veje og nye venlige sjæle for gu ved hvilken gang. På lørdag skal jeg hilse på en jeg endnu aldrig har mødt. Det glæder jeg mig til, altimens jeg håber på at hun ved vores møde ikke indser, som så mange før hende, at mit liv er lige lovlig besværligt at forholde sig til. Og at det er nemmest at trække sig igen.
Denne gang SKAL det være sidste gang. Går noget galt her, opgiver jeg og flytter i skoven med et telt.
Og nej, de sidste to billeder er ikke hæklede sager, men ærligt talt så nuttede og herlige at jeg bare ville ønske, jeg var ligeså kreativ og hittepåsom indendøre som Gitte. 
