Tulipanlykke og hudløshed

 

 

 

 

Tror jeg begynder med lykken først..

 

Mine tulipaner har ramt den tid, hvor de virkelig begynder at slå sig løs. En efter en, sort efter sort, og farve efter farve åbner de sig, og min lykke over dem gør det samme. De er investeret i med (frivilligt) afkald på fornuftig kost, og lagt med hjerteblod og omsorg i efteråret. Det er mit valg og det har været let at tage, for jeg elsker bare de sprøde kulørte blomster. De hjæper mig til at se, hvad der ellers ville være svært, at livet har noget at byde på, og at det kan fyldes med skønhed og farver. Måske netop derfor har jeg taget kampen op mod sneglene med ekstra ildhu, for pokker tage mig om de skal tage de tulipaner fra mig. NÅ!

 

Det er bare også gået op for mig, at jeg helt overså at, de ikke kommer igen bare lige, så dette forår mangler de hvide.. Det var ellers det jeg frydede mig over sidste år, så da jeg indkøbte dette års løg, forkuserede jeg på de røde/gule/orange og violette/pink farver. De hvide var jo lissom i hus. Derfor mangler jeg sååå meget et hvidt bed med frynsede og krøllede og helt enkle høje hvide soldater, men man lærer så længe man lever, og til efteråret kan jeg så prioritere anderledes, MEN

 

..  her og nu

 

sidst i april

 

-   er de første ved at være færdige ( dem fra Liedl ), og resten ved at springe ud. Hver dag kigger og kigger jeg på dem, til mine øjenæbler er ved at poppe ud af deres huler, fordi jeg bare ikke kan få nok af det mirakel det jo er. Eet enkelt løg er lig med en livskraft, der er både imponerende og voldsom. Og alt dette sker lige her. I min have. Fordi JEG har arbejdet for det, med spade og på knæ og i både småregn og let kulde.

 

Nu kvitterer de med kulører, der gør mit forår virkeligt smukt. Og jeg er taknemmelig.

 

 

 

 

Hvad der er mindre smukt, er den tilstand af total opløsning jeg befinder mig i nu. Ingen tvivl om, at ting ikke længere har plads i den kasse jeg proppede dem i, dengang jeg måtte gøre sådan for at have overskud og fokus, så jeg kunne finde nyt fundament til mig selv og på det tidspunkt også Rasmus. Faktisk er det vel nærmest logik for burhøns. At jeg nu reagerer. Der har ikke været tid/ro/tryghed og fred til det før nu.

 

Igen forleden bragte klogeågedummefornuftigeogskiderarebehagelige læge nemlig en detalje på banen. Som Ironman slog han ned, og konstaterede roligt og klarsynet, at selvom årene går, forsvinder hverken PTSD eller sorg og smerte IKKE. Det lagres bare. Som hundredevis at småbitte æg under et tykt lag af våde blade. Som mit helt eget kuld af mentale og følelsesmæssigt destrutive dræbersnegle. Det æder i det stille og i ly af, at mit fokus har været på noget andet, indtil det til sidst har ædt sig så kæmpe og slimet, at jeg bare ikke KAN ignorere det mere. Gør jeg det så af alt magt alligevel, ja så er det kroppen træder til med hjælp og opråb. I form af smerte i alle mulige afarter. Og her hjælper hverken hvidløg, kaffegrums, æggeskaller, gift eller andre husråd. Der er kun een vej, og den kan blive både lang og drøj.

 

Lignelsen med sneglene er min egen.

 

Så igen. Jeg er ved at gå helt i opløsning. ALT får mig til at bryde i gråd. Som feks lige nu her før. Jeg har glemt at forny min recept på medicin, så jeg ringer til lægehuset. Bliver sat på vent, og der spilles musik. Befriende er det at de har skiftet det rærlige bånd ud med Roy Orbinson, som jeg ikke bryder mig om, belastende er det omvendt at det jeg nu lægger øre til får mig til at tude lige på minuttet!  For der midt i mellem sange om dette og hint, lyder pludseligt et nummer, som sætter gang i noget og så har jeg balladen. Og lægen har en tudende patient i røret, som´egentlig ville noget helt andet. Vi var begge så at sige uforberedte på udviklingen.

 

Og sådan er mine dage nu. Fuldstændigt ude af kontrol. Jeg aner bare ikke, hvornår næste omgang kommer.

 

I mandags var det så slemt, at jeg endte med at ringe efter assistance hos min bostøtte. Det gør jeg ellers sjældent akut. Som i kun to gange tidligere på halvandet år. Her var det noget jeg havde læst i forbifarten. Fra morgenstunden af. Først efter en snak og henad aftenstide, kom jeg på benene og fik mig et bad. De to ting hjalp, og jeg fik også gjort køkkenbordet ryddeligt nok til at brygge middagsmad og bage lidt.

 

 

Tirsdag, i går, gik nogenlunde og jeg gennemførte en dag med planlagt IKKEhaveaktivitet. Sad endda i den, fra om eftermiddagen og til aftenstid. Bare med strik og Holger og et par skrab efter snegle og ukrudt. OG jeg havde pæn kjole på. Nemlig

Med andre ord er jeg hudløs nu. Og lige til at køre på møddingen.

 

Mange af jer derude er smadder søde til at sende mig hilsener via både mail og Snail(haha)mail. Det er noget af det, som giver mig SÅ meget opmuntring og glæde i hjertet, at jeg ikke helt kan sætte ord på det. Der hvor jeg er lige nu, i selvvalgt men ikke frivillig ensomhed, betyder det ALT at der er nogen, som stadig gider mig, og hænger på. At der findes mennesker, som tænker på mig og, som vil mig det godt. Det får mig faneme også til hyle, men på en helt anden måde, og af glæde.

 

Der er bare det ved det, at jeg har rigtig svært ved at være stabil og huske. Så jeg kan være længe om at reagere på henvendelser. IKKE af ligegyldighed, det skal alle være klar over. Jeg læser alt, hvad jeg modtager. Hovedet har bare ikke plads til så meget lige nu, og jeg håber I bærer over med det.

En lang måned er slut, og med den slutter også en periode, som jeg med glæde lægger bag mig.

 

 

Bortset fra den lille græshoppe, som stædigt blev siddende på mit sidespejl hele vejen fra Østerbro til Brønshøj, og er med her kun fordi jeg synes den er smuk, så har jeg bla mistet tre elskede kæledyr i perioden. Det er en sorg, men her har jo også været glæder. Altanen bla.. og gåturene. Min søde underbo som har holdt lidt øje med mig. Mine veninder. Posten som jeg har lært at kende fordi han så mange gange har leveret garn hertil ..   

 

Nu vender jeg blikket sydpå. Og der skal nok også komme et nyt lille pelset væsen til mig en dag. Om så det bliver et marsvin eller en hund eller en hjemløs kat, det må tiden vise. Jeg skal ned og cykle. Og tage tusindvis at ensformige fotos af fugle på himlen. Så mange at I til sidst skriger på nye motiver herfra hihi.

 

Jeg føler mig fredfyldt her til aften, og glad fordi jeg har kysset Josefine på hendes kinder og fortalt hende at jeg elsker hende af hele mit hjerte, selvom jeg nu må langt væk fra hende. Rasmus ser jeg på fredag. Så får han samme omgang.

 

 

Kom maj du søde milde

Den får mig sgu til at tænke på Matador… 

Visse ting glemmer man ikke sån lige

 

 

 

Flytninger feks.

 

Jeg har endnu i meget frisk erindring, hvordan flytningen hertil foregik, og efter halvandet år har jeg stadig ting, som ikke er hængt op endnu. Det er en langsom proces i hvertfald for mig, og nu skal jeg altså på den igen. Pyhh..

 

Godt jeg har tid til at pakke kasser i langsomt tempo, og også godt at jeg kan få sjælen med, men knapt så godt at jeg bogstaveligt talt bliver dårlig af det.

 

Stille og roligt har jeg i dag pakket tre kasser. Ikke noget særligt, bare ting I ved. Lidt tøj som ikke bruges lige nu. Lidt bøger. Nogle tæpper. Dit og dat. Det var nok, og det var hvad jeg kunne rumme. Kvalme og mavepine tog over, nok mest fordi der hænger erindringer ved selve pakke processen. Heldigvis er det her jo en vej til nye erindringer som skal lagres, og de er så meget bedre og mere glade end dem jeg overskriver, men åhh det er fandens så lidt der skal til før jeg begynder at hyle. Så længe efter, og så er såret endnu ikke tykt og helet endnu.

 

I det daglige er det jo slet ikke noget jeg beskæftiger mig med. Den del af min fortid er fortid og jeg er på mange måder videre, men sorgen som jeg ikke engang kan definere, ja den er der åbenbart stadig. Jeg ønsker på ingen måde det liv eller den mand tilbage, så hvorfor fanden bliver jeg så så følsom, at jeg begynder at tude, bare pga en skide papkasse?

 

Psyken og hvad den kan tage er en underlig en.

 

Jeg har pakket nok for i dag, og nu vil jeg se om jeg kan få resten af dagen til at være bare lidt rar. Medicinen I ved..  Jeg sover mega meget, orker intet og har heller ikke lyst, men DET er der heldigvis en løsning på. Så snart kemien er på plads i mine årer, bliver jeg til Henriette igen. Forresten.. det ER altså også bare dødtrist vejr i dag. Nok til at slå selv en klovn til jorden.

 

Jeg hiver lige et billede frem fra en lysere tid:

Langelinie, april ‘11. Knivskarp blå og lysende gul. Tør asfalt og klar himmel. Mere skal der sgu ikke til, for at få mig til at elske livet.

Ind i hulen igen

 

 

Der er tomt i mit hoved og jeg bliver i min seng i dag. Jeg skal lige bearbejde noget. Hvis jeg altså kan samle mig om det, for kaos og uorden har indtaget alle kroge af hjernen. Det er forskelligt, hvordan mine lidelsesfæller beskriver denne tilstand. Jeg selv har billedet af en centrifuge, der er gået i selvsving og ikke kan stoppe. Dengang og nu, vælter rundt uden at jeg kan skille tingene ad. Jeg er rigtig ringe til at passe på mig selv, og det har bragt mig til der hvor jeg er i dag. Det kedelige er, at jeg bare fortsætter med at gøre mig selv fortræd uden at kunne kontrollere mine handlinger.  En ud af kroppen oplevelse så at sige, for jeg kan både se og høre mig selv begå fejltagelser, UDEN at jeg dog kan forhindre det.

 

Heldigvis er jeg god til at nyde de gode øjeblikke, og til at bygge huler med tryghed og varme omkring mig. Det har jeg altid været, og måske netop hyggen og hulerne er min force, fordi det er så afgørende for at jeg kan klare livet. Jeg kommer ud af min hule om lidt igen. Det er jeg sikker på, og det lover jeg. Så snart smerterne i hovedet og maven har fortaget sig, og når jeg har fået lagt alt på rette hylde i hovedet. Det tager heldigvis ikke så lang tid mere. Nu kan jeg nøjes med dage måske uger, men for år tilbage var det måneder og år jeg blev i hulen.

 

 

DET er da fremskridt i sig selv ik..

 

 

En ikkedag er heldigvis snart slut

 

 

 

 

Denne søndag har været mere end almindeligt gyselig. Mit indre er i oprør, og selvom jeg er blevet hjulpet med ord og respons er faktum, at jeg sidder med en følelse af at være magtesløs. Overfor mit eget jeg, og den jeg er. Det jeg kæmper med, og alt det jeg bærer med mig. Allermest har jeg igen oplevet, hvordan fortiden har sat sine spor.  Der er aftryk så dybe at jeg bare er fortvivlet. Kan man nogensinde slippe af med PTS??  EVER??? 

 

 

 

Jeg får det godt igen. Måske i morgen allerede. Men lige nu er jeg Charlie Brown:

 

Nyt fra altanen og så lidt om minderne fra dengang børnene var små

 

 

Endeligt fik jeg griflet et ydmygt indlæg om altanen, og du kan se det her:

 

http://henriettesaltanblog.blogspot.dk/

 

 

 

***********************************************

 

 

 

 

Jeg ved ikke med jer, men jeg selv er altså aldrig vokset fra tegnefilm. Heller ikke selv om mine små nu er flyttet hjemmefra. Til tider savner jeg vildt de hyggestunder, der var i familien når det var weekend, eftermiddag, og ungerne sad på gulvet foran en tegnefilm, med hver deres bakke med små madder på. Så sad de der og var helt væk, imens jeg selv trak sytøjet frem måske, og slappede af efter de hektiske timer med indkøb og menneskemylder allevegne i byen. Der er taget en million billeder dengang, men de fleste fik jeg slet ikke en kopi af, da jeg blev skilt og det eneste jeg lige kunne finde er ovenstående. Det er typisk Josefine hyggefis. Hun har lagt sig godt tilrette foran kassen. Det er fra dengang vi boede i Lyngby kan jeg se. I kurven ligger masser af babylegetøj, så Rasmus gemmer sig et eller andet sted uden for billedet.

 

Ja ok.. sentimentalt måske. Men man ved ikke hvad man har før man mister det.

 

 

Uanset, så sidder jeg da bare selv og ser Iceage NÅ!  Med lidt strik og en kop kaf’.

Det er noget helt andet når valget er nå ja.. et valg. Og altså helt frivilligt :-) Incl. et kig tilbage i fortiden

 

 

 

 

 

Den næste uges tid har jeg tøm-køkkenet øvelse, men i modsætning til sidste måned, hvor det absolut ikke var noget jeg selv havde besluttet, så er det denne gang helt i orden med mig.  I morgen skal jeg nemlig til frisør.

 

250 kroner koster en klipning og det syntes jeg godt jeg kan overse.

 

Allerede i foråret røg de første 10-15 cm, og for et par uger siden tog jeg endnu en bid af samme længde. En langsom tilvænning kan man vel kalde det, men både velovervejet og helt i tråd med den følelse jeg har indvendigt. Jeg ER jo ikke længere helt den samme, som jeg var for bare et par år siden, og jeg føler mig ikke langhåret længere heller. Min identitet er så at sige ved at være noget andet, og ud fra andre betingelser end tidligere, og det er netop en del af det..  At jeg ikke længere kan identificere mig med det langhårede, og det der følger med.

 

Lyder måske lidt nå ja.. langhåret HA! , men summa summarum bliver, at jeg i stedet for at være den superchekkede og altid stylede kvinde, som jeg var i mange mange år, langt om længe er ved at indse at jeg mere og mere hælder mod det praktiske og friske. Jeg ender nemlig nærmest konsekvent med at lave mig en hestehale fordi jeg ikke holder det flagrende ud i mere end et par timer. Når det er nyvasket. Og også nu hvor det er klippet til kanten af skuldrene. Det gider jeg simpelthen ikke blive ved med, og det hænger mig ud af halsen altid at elastikker og klemmer med allevegne. Jeg gider ikke længere bruge den tid og energi der skal til, når man har langt hår og det skal passes ordentligt.

 

AF MED DET siger jeg nu.

 

 

Jeg har været korthåret før. I mange år faktisk. Og både som tyk og som tynd. Selvfølgelig ser det smartest ud når man er slank i ansigtet, men med de vægtsvingninger jeg lægger for dagen, er det helt umuligt at planlægge noget ud fra det, og jeg er faktisk også ligeglad.

 

 

Sikke mange ord jeg kan finde frem bare for at fortælle at jeg skal til frisøren hva.. ;-)  Jeg glæder mig bare, og ser frem til at se ud som jeg føler mig. OG til at kyle alle elastikkerne i nærmeste affaldsspand.

 

 

Her følger lidt historiske billeder. Mange år gamle, men sjovt nok føles det som var det i går :

Og jeg har skam også været gift engang. Korthåret og du godeste.. dengang syntes jeg, at jeg var tyk!! Utroligt, men sandt. Året er ‘95

 

 

 

Og nu vi er ved årtier, billeder og andet sjov så se lige her, hvordan jeg er endt med at ligne min mor. Ikke at der er noget galt i det, det er bare næste lidt uhyggeligt syntes jeg hihi.

Og her er min mor. Omtrent samme alder som jeg har nu. Eneste forskel er nok kun brillerne og smilehullerne hihi.