Jeg kan snart se klart igen

 

 

 

Jeg skrev for et stykke tid siden om det der med uforudsete udgifter. Om hvordan de kan komme ind fra venstre og skubbe andre planlagte udgifter til side. Min planlagte køretur måtte vige, hvilket jeg  jo er dødærgelig over, men sådan er det.

 

 

 

En af de der udgifter, som jeg ikke lige har set komme eller, som jeg i hvertfald har lukket mine i forvejen halvblinde øjne for, er ironisk nok nye briller. Det er ikke en udgift vi hilser velkommen skulle jeg lige hilse at sige, men nu er mit syn faktisk så ringe at jeg ikke kan udskyde problemet længere, så derfor var jeg i går en tur hos brilledamen.

 

Jeg fik sgu et mindre chok da jeg hørte, hvor meget mine øjne har ændret sig siden jeg for halvandet år siden fik de briller jeg har nu, og der er ingen vej udenom det længere. Det er helt vildt faktisk og det hjalp ikke det mindste på chokket, at den flinke dame ( på min egen alder) fortalte, at det var skam da heeelt normalt for min aldersgruppe!  A  HVA  BA??  Min alder??  SÅ gammel er jeg da heller ikke ??  Men jeg skal altså nu vandre rundt med briller fra morgen til aften, briller med overganghalløjsa i ( er det mon første trin på overgangsaldersstigen??? ), og dertil indbygget solskærm, så jeg ikke ( som nu..) skal have to par uden på hinanden, når jeg er udendørs.  Hmmm  Der stod jeg så i blandt 100vis af brillestel, alt for mange valgmuligheder og en ide om at jeg ikke gider ligne en sekretær, en skolefrøken, en bibliotekar, en forsikringsagent eller en revisor. Ikke at der er noget galt med dem, men de signalerer mere klogskab end jeg besidder, og mindre sexiness end jeg gerne ville udstråle ;)    Jeg mener..   een ting er at jeg går hjemme og derfor ikke bruger mit lækreste outfit til hverdag ( mest fordi jeg er en gris og en fumlefidus, der a l t i d spilder på tøjet), en anden ting er at jeg godt ved at jeg ikke ligner en sexy mama i mit skånetøj. Skal dertil nu også lægges klogebriller, så er enden nær og min karriere som fristerinde SLUT.

 

Chokket blev ikke mindre, da jeg hørte prisen for sådan et par øjenåbnere. Hjerteflimmer og åndenød dækker vist udemærket min reaktion, og selvom man ikke skal kimse af tilskud fra kommunen, så er der ikke meget at hente i det store regnskab derfra.

 

Summa summarum solarium:

 

 

HURRA for afdragsordninger!

 

 

Jeg vil bestemt ikke anbefale den slags anordninger, men her må jeg selv ty til dem, for ellers kommer jeg til at lægge alt fra mig i fremtiden. Ingen madlavning, intet tv kiggeri, ikke noget strikkeri og ikke noget med at sidde tæt på kæresten. Alt det jeg ikke kan se nu, bliver kun mere og mere tåget i fremtiden. Jeg afholder mig selvfølgelig fra at tale om aldersbetinget kropslig degenerering, og vil i stedet insistere på at det handler om udefrakommende påvirkninger, såsom medicin, forsvindende ozonlag, den generelle forurening af byluften og måske for meget sprut i mine unge dage.

 

Sådan er det da ik.. ;)

 

 

Tre uger går der inden jeg igen kan se lys for enden af tunnelen, skimte lys forude, se klart som blæk og med vinduer så nypudsede, som krystalglas på dronningens middagstaffelbord. Tre uger som nu, hvor jeg har erkendet behovet, syntes som tre ÅRTIER. 

 

Jeg glæææææder mig til at få syn for sagen igen :-))

Minus til plus

 

 

 

 

 

 

 

Jeg prøver af al kraft at gøre minusdage til plusdage.  Dagens overskrift på min FB profil er denne:

 

Tirsdagens trussel om tungsind tager ikke til. The og trommende regn tricker trivsel og tilfredshed :-)

 

Nu håber jeg det virker, for om jeg vil det eller ej, så er der ikke harmoni imellem krop og sjæl i disse tider. Det er som om jeg ikke kan genkende den. Kroppen altså..

 

En lind strøm af ubehag gør det umuligt bare at være. Især maveregionerne og energien knudrer. Hedeture  i vildt ridt nedover huden rammer som lynet, men om det er midicinen eller livet som det er for mig, der får kadaveret til at brokke sig, kan jeg slet ikke gennemskue. Et faktum er det selvfølgelig at når man går hjemme hver dag, vil det være nærliggende at tænke i retning af hypokondri. Man kan bestemt også have FOR meget tid til at mærke sig selv.. Tid til at pille i navlen og uden afbrydelse overanalysere.  Den er jeg helt med på.

 

Uanset hvad og hvordan og hvorfor, så er det sådan det er. Jeg ønsker mig tilbage til dengang inden jeg kom i behandling. Tilbage til dengang hvor jeg slet intet kunne mærke overhovedet. Heller ikke behovet for noget så elementært som toiletbesøg, sorg, træthed eller mæthed. Dengang INDEN kroppen sagde STOP og begyndte at kræve mit nærver om egen trivsel. Jeg syntes det er dødanstrengende at være så bevidst om selv den mindste lille ændring af kroppens tilstand.  Gider ikke at det fylder så meget i hverdagen. Det er som om den nu efter alle årene med forsømmelse, er gået helt grasat og ikke kan finde en fornuftig balance mellem eksistens og opmærksomhed.

 

 

Jeg vil simpelthen returneres til afsender med forlangende om, at få udleveret en anden model. En der virker upåklageligt og som koster mindre i reservedele og vedligehold. Jeg har derfor skrevet en klage..

Til rette vedkommende:

Jeg vedlægger hermed den udleverede krop med tilhørende uvirksom og defekt hjerne. Den fremsendte udgave er en fejlleverance og ikke den jeg har bestilt, og da jeg regner med at skulle gøre brug af den mange år endnu, mener jeg bestemt at det må være et mindstekrav, at den kan holde til et helt almindeligt liv. Jeg har ikke brug for en krop til hårdt fysisk arbejde eller tunge videnskabelige udredninger, kun en der ser godt ud, er nem at vedligeholde, billig i drift og frem for alt uden behov for evige reparationer. Den behøver heller ikke være tanket fuldt op med tanker. Jeg bestiller også lige en ekstra harddisk med større hukommelse.

Med venlig hilsen

Henriette

 

 

 

Er det så meget forlangt??

Sortseer for en tid

 

 

Ja ja jeg ved det.. Jeg har jo lovet at øve mig i optimismens svære kunst, men når jeg er overstimuleret, underskudsramt med ro, og trætheden dominerer hele mit system, har jeg uendeligt svært ved at tralle og synge. På de dage kører tankerne endnu mere end ellers, og alt det jeg normalt er ( næsten) i stand til at fortrænge af mørke tanker og tunge spekulationer, skubber sig frem i første række af min bevidsthed.

Den besked jeg fik på min fødselsdag, har jeg haft lidt svært ved at tage med oprejst pande. Eller.. jo jeg skal jo nok tackle det og tage det som det kommer,  for som jeg har skrevet er det hverken dødeligt eller farligt, andre har fået værre beskeder en min, men et eller andet sted føler jeg mig lidt amputeret. At vide at mit underliv ikke fungerer som det skal er altså ret så hårdt. At skulle forholde sig til en fremtid med smerter, som i værste fald kun bliver værre, er næsten ikke til at bære.

Jeg ved at det nok skal gå, at der er flere muligheder for lindring, og at jeg er begavet med en mand der elsker mig, og som siger at også DET skal vi nok klare sammen, men lige nu er jeg bare lidt nedtrykt over det.

Kan man sige at jeg mærker alderen trykke??? ;)

Privat vagtværn

Jeg har privat vagtværn.

Hver morgen når jeg går ud på min altan ser jeg denne parade:




Der sidder mange flere længere henne, og det er så morsomt at se på de kæmpe flyvere. De letter og lander i en lind strøm, som om der er skiftende vagter for dem alle.

Der er en livlig snakken og jeg hygger mig vældigt med at kigge på dem, i mens jeg lige tager en runde ved alle mine blomster.

Min moster der jo besøgte mig i går, mente at det må være den brændende sol der er skyld i mine brune og triste blade, især på klematisen. Den vokser jo op ad en væg der ikke er i skygge, og potten er heller ikke godt nok dækket af. Heldigvis har jeg sten og skaller liggende i jordoverfladen og det er helt perfekt. Nu vil jeg være mere omhyggelig med min vandning, og så forsøge at finde en løsning, så der ikke er så varmt rundt om potten. Måske lidt flere tætte blomster skal have plads rundt om den..

I dag skal jeg pakke lidt af vores sager ned, så vi i morgen kan komme tidigt afsted til landet. Det bliver helt underligt at jeg ikke kan blogge i de dage, men jeg vil tage masser af dejlige billeder fra fjord og jord. Det hører sig til og jeg har også hapset Josefines kamera, det er nemlig meget bedre til at tage billeder helt tæt på. He he


En dejlig fredag er forude kan jeg mærke. Hurra for det. :-)

Alderen trykker

Uha.

Kom først i seng halv fem i morges. Vi hyggede så umådeligt i den næsten færdige stue. Nu, hvor jeg er oppe igen har jeg virkelig fortrudt mit letsind. Der var engang hvor jeg kunne køre på meget få timer og alligevel fungere. Feste hele natten, hjem og bade og så videre direkte på arbejde.

Hmmm

SÅDAN er det IKKE mere!

Jeg stod op fordi jeg gerne ville have noget ud af dagen. Solen skinner jo.
Men uhh hvor er jeg kvæstet. Har ondt i knolden, ligner noget der er løgn, med poser på størrelse med de sorte i ved nok, under øjenene. Jeg har indtaget min første kop kaffe, men det virker ikke lige som beregnet.

Kæresten ligger og snuer som en bjørn, og har erklæret at han ihvertfald IKKE vil op før han vågner af sig selv, det er jo sjældent at det er muligt når man er håndværker og skal op kl meget tidligt. Det forstår jeg godt. Men mit indre ur ringer uanset hvornår jeg så end er gået til ro. Så ligger jeg der og kan ikke falde i søvn igen. Op må jeg, og lige have en kop kaffe og lidt morgenmad. Og her er jeg så nu..


Jeg går i seng igen.... Vi ses senere