Hov! glemte lige…

 

 

Lige nu sidder jeg og nyder, at slappe af til noget man enten hader eller elsker. JEG holder meget af det. Synes det er smukt og beroligende. 

 

På DRK, er der doku om kirkemusikkens historie lige nu..

 

Klik på billedet for at læse mere..

Things I love, Google sjov på Halloweens aften

 

 

 

I dag er det Halloweens aften, og selv her i Danmark kan vi ikke længere komme udenom denne, ellers så amerikanske tradition. Det kan man jo så synes om hvad man vil, men jeg synes det er hyggeligt.

 

I dag, hvis I søger på Google ser forsiden lidt anderledes ud. Der er nemlig en lille film på, som også kan aktiveres af jer. En heks er ved at brygge, og så kan I klikke ting ned i bryggen. Det ER sgu da DET, som gør hverdagen lidt sjovere. At det hele ikke er det samme hver dag, og at traditioner holdes. Jeg har selv forsøgt i flere år, at få nye traditioner efter skilsmissen, men deeet har lissom ikke været så let.

 

Derfor elsker jeg de traditioner som opretholdes andre steder, og Goggle søgemaskine har allerede en solid tradition for, at lave lidt sjov på særlige dage. Også på Ravelry er der lidt..  Der sidder et græskar på deres logo i dag

 

Jeg kan desværre ikke vise billede af søgemaskinen da det ikke kan kopieres, så her er i stedet lidt billeder fra Vanløse/ oktober 2011:

Nu vi taler om hygge.. eller, den er da blevet helt væk her

 

 

 

En ting der virkelig generer mig, eller som jeg ihvertfald er frustrereret over, er den manglende hygge i mit liv. Mangler jeg hygge i hverdagen, mangler den også på bloggen det ligger i sagens natur, og det er sgu noget skidt. De sidste to måneder har været fyldt med seriøsitet, problematikker, sygdom, træthed og alt muligt andet kedeligt, og det jeg allerhelst vil fokusere på, er kørt helt ud på et sidespor. Og jeg hader det. Det gør mig trist. Det gør det sværere at komme igennem dagene. Når jeg ikke magter at fokusere på de små glæder, de smukke ting i livet omkring mig, ikke orker at give mig selv fri til netop det, ikke får taget tiden til det, så går jeg endnu mere ned mentalt. At vi så også nu rammer mørke og vinter, får mig til at lige at tænke mig om en ekstra gang. Hvordan sørger jeg for ikke at gå helt ned?

 

Jeg må ændre fokus…

 

 

Fysisk har jeg det virkelig dårligt nu. Heldigvis skal jeg tale med lægen i morgen, men det her er jo ikke noget han kan gøre noget ved, så det er bare en biting. Faktisk har jeg det så dårligt, at jeg kun er ok når jeg ligger ned.. Så jeg ligger så snart jeg kan. Ligger og tænker over alt det her. Og hvad jeg er nødt til at tage hensyn til, for IKKE at ende på en hospitals afd igen. For det er der, jeg er på vej hen. Jeg mærker det indvendigt. De ydre omstændigheder er måske nok anderledes end sidst jeg endte der, men inde i mig er reaktionen den samme. Jeg kan simpelthen ikke tåle at være presset og stresset, og konstant at være i alarmberedskab. Kan ikke tåle at mangle indre ro og fred, at mangle tid og fokus på det, som giver mig lyst til livet, i mine omgivelser. Faktisk er det hele august, september og oktober nu jeg tænker efter, som stort set har handlet om uro og forandringer.

 

 

Hvad kan jeg gøre for at forhindre mig selv i at blive seriøst syg lige nu, har jeg spurgt mig selv.

 

Jeg kan gøre flere ting.

 

Jeg kan:

 

- Indrømme over for mig selv, at jeg IKKE er glad for det sted jeg skal hen. Men jeg kan sørge for at få det bedste ud af det, og så håbe på at mine forventninger bliver glædeligt overrasket.

- Jeg kan acceptere, at jeg må se det som en løsning på et akut problem, men at det ikke behøver at være enden på det hele.

- Jeg kan se praktisk på visse dele af de problemer, som er lige nu og her. Feks at min seng ikke kan komme op i soveværelset. Og at min lænestol er så stor, at den nu nærmest vil fylde hele stuen. Så jeg gør nu det, at min sovesofa kommer permanent op på første, så jeg IKKE skal sove i stuen fremover. Så kan jeg bruge min lænestol som base, og skulle det ske at jeg får gæster.. ja så ved jeg ikke lige hvad jeg så gør, men det handler først og fremmest om min egen trivsel. Min elskede næsten nye og dejlige, men måske også lugtende seng, må på en eller anden måde blive pakket godt ind og så få plads oprejst.. et eller andet sted. Til en dag jeg kan tage stilling til hvad jeg skal gøre med den. ( DET spekulerer jeg konstant over.. hvor jeg skal gøre af den?)

- Jeg dropper ALLE ambitioner om, at få det indvendige af huset til at være bare lidt indbydende, så der bliver kun gjort rent. Ingen maling af noget som helst. Det gør mig ked af, at det må være sådan for der ER virkelig ikke så pænt dernede, men jeg magter det bare ikke.

-  Alle hvad jeg har af hylder og den slags, som skal bores op må jeg også lade ligge. Det betyder at en masse af mine ting må forblive i poser og kasser, and so be it.

-  Med andre ord…

 

Jeg skal bare UD af det her hus, og IND i det næste uden at havne på hospitalet.

 

Jeg skal kunne bruge køkkenet. Jeg skal kunne komme til mit garn. Skal kunne tænde levende lys i vinduet, og jeg skal kunne se tv. Jeg skal kunne bevæge mig rundt uden at kravle over møbler og kasser og poser, som stresser. Så ALT hvad jeg flytter bliver simpelthen sat på lager på første i det lille rum, så er ekstra ud over soveværelset. Krisecenteret lærte mig om ikke andet så dog, at det er uendeligt lidt og meget basalt hvad der skal til, for at jeg kan bevare mig selv og min forstand.

 

Skide være med, hvad jeg drømmer om at ku. Både i og med huset og haven. Skide være med, hvad jeg håber på at kunne senere. Lige nu er det lige meget. Det handler om, at jeg skal have tid og forkus tilbage til det jeg overlever på. Det mentale overskud, jeg langsomt var ved at få opbygget igennem sommeren her ved markerne, var skrøbeligt og slet ikke solidt nok til de sidste måneders hejs. Slet slet ikke. Og ved I hvad.. det der gør mig allermest fortvivlet er det faktum, at uanset hvor mange muligheder og glæder jeg kan få i den nye have, så er og bliver det en byhave og dermed en have, hvor jeg ikke har de vilde dyr at fryde mig over. DET er jeg umådeligt ked af. Så jeg skal bare have en form for kæledyr igen, så snart jeg har overskuddet til det. Praktisk, mentalt og økonomisk.

 

 

Summa summarum:

 

Hyggen skal tilbage. Både i og hos mig selv, og her på bloggen. Det er snart vinter og vi har brug for det.

Det var onsdag..

 

 

20 min på farten og jeg får så ondt i maven, at jeg bare ikke kan mere.

 

Jeg har været der før, og ved at min krop begynder at protestere når jeg er tømt for overskud, men alligevel kører på. Nu er det bare sådan, at jeg den næste måned ikke lige har tid til, at lade alt ligge og få hvilet mentalt ud, men jeg er en smule bekymret. Det er jeg da. Erfaringen viser, at jeg risikerer at ende på langs i månedsvis bagefter, både med psykisk udmattelse, men også med alle mulige fysiske reaktioner. Efter de forrige to flytninger fik jeg feks lungebetændelse.. 

Nå, det er bare på med vanten og køre lige på.

 

Min kontaktperson kommer i morgen med nogle forstørrede kalendersider, som vi smækker op på min væg, så jeg hele tiden kan se og overskue, hvad jeg skal hvornår. Der skal også skrives to do på, så jeg på den måde kan slippe noget af min stress omkring, hvordan og hvornår hvad skal flyttes. Det er nemlig fint, at jeg får tilbudt hjælp, men knapt så fint (for min hjerne/mave), at jeg ikke får helt konkret besked om, hvornår det bliver. Summen af det er enkel. Jeg bekymrer mig helt enormt over, om jeg når at få mine ting ud inden 1. dec.

 

Og nu når vi er ved dec…

 

Det tegner til at blive en noget alternativ måned for mig i år. Nyt sted uden orden og iøvrigt også alene, giver ikke ligefrem basis for julehygge og plads/tid til dekoration og den slags. Jeg har derfor bare et håb om, at et lille hjørne i den ene stue kan være samlingspunkt for nogle lysetager og lidt rødt. Måske jeg alligevel skal lave julekalender her på bloggen, selvom jeg havde besluttet at droppe den?  For dog at have lidt jul og tradition mellem alt det andet, som summer i mit hoved. Det ser jeg lige på.

 

Jeg får ingen billeder taget nu, så november bliver reprisemåned fra arkiverne.

 

83 timer 27 minutter OG.. 14 sekunder, senere

 

 

Jeg må siges at have været tålmodig ik?

 

 

Jeg vågnede i nat, og halvvejs i søvne kaster jeg et blik på skærmen for at se, hvor langt den nu var nået. I samme sekund var jeg lysvågen, fordi bæstet endeligt var igang med at installere alle opdateringer, men var gået i stå fordi jeg skulle godkende et eller andet. Tror I lige jeg fik gang i lys og lamper og mig selv, for at få overstået sidste del af processen..  Jeg skal jo bruge maskinen altså. Er langt bagud med mails, billeder, skriverier og alt muligt andet praktisk.

 

Derfor er jeg nu selvfølgelig møghamrende smadret, men med en aftale med ny udlejer kl 11, må alle dynedrømme bare vente.

 

Jeg skal vel nok ud på omkring 2762 køreture i min lille bil i denne måned, når jeg fylder den til bristepunktet med alt hvad den kan trække, for at fragte mit rodede livs, ligeså rodede indbo til Rødby, så jeg var da lidt spændt på gårsdagens syn af samme. To små ting skal jeg ha fikset inden d. 30, men jeg har allerede fundet en som kan ordne det for mig, da det ikke er graverende eller mekanikerkrævende. Heldigvis..  I dag tømmer jeg det første læs af, nemlig alt det jeg har kørt rundt med siden Samsø. Sække med garn og lidt småting. Næste læs bliver alt muligt praktisk rengøringsgrej og hvad jeg ellers kan tage med.

 

Vinden i piletræerne

Nu begynder det at ligne blæst ud over det sædvanlige.. Første træ er knækket som en tændstik, og flere er på vej til at tage samme vej ud på marken. Det her er SÅ meget mere interessant en hus og hjem, men.. Jeg har fået nøgler til det næste hus jeg skal bo i. Udlejer har nedskrevet alle udbedringer i kontrakten, og de bliver fikset senest d 1. Dec. Jeg får al den maling jeg har brug for, i farver efter eget valg! Både Laila, min Kontaktperson, og jeg var målløse over det, og enige om at udlejer er af den virkelig super slags. Sidst men ikke mindst, min computer kører nu på 46. time med driver opdateringer. SUK mand altså. Ved godt nogle har lagt link til andre programmer, men jeg tør ikke stoppe midt i processen. Ifald noget så går helt galt. 

Vær tålmodig, da dette kan tage et stykke tid.. !!!

..... Jo tak, det skal jeg da lige love for.       14 timer senere og den er stadig igang.  Sådan noget har min tålmodighed bare slet ikke øvelse i, og allermest belastende er det, at man ikke kan se hvor meget der mangler at blive opdateret.  Jeg går ud fra at det skyldes den langsomme forbindelse jeg har hernede, men alligevel. 

Driver problemer..

Den er gal igen med min pc. Jeg er ved at rense, rydde op og opdatere, men det tager en krig, så igen må mobilen holde for, når jeg skal blogge.                          Eneste jeg har på hjerte lige nu, er heldigvis en kort historie.. Efter et par mdr med presset omkring hus og hjem, er jeg nu bare klasket helt sammen. Jeg er SÅ træt, har hele tiden ondt i maven og kvalme. Så jeg ligger bare. Sover og ser lidt tv. Og sover lidt mere. Strikker et par runder. Kigger mig rundt og bliver helt overvældet af hvad der venter af arbejde nu og frem til 1. Dec.                  Når der er kaos i hovedet er der også kaos omkring mig, og det ses tydeligt nu. Sååå...   Jeg skal vist lige tage det lidt roligt nu. Og det prøver jeg da også på. Med tv og søvn. Og strik..        

Engagement mangler I sgu ikke..

 

 

Hvordan skal jeg nu lige formulere mig her….  bum bum, tænke tænke..

 

At det jeg skriver og lever, får alle mulige reaktioner og er et tegn på, at der er liv derude i det ukendte. Måske for nogle af jer fremstår jeg som en, der ikke rigtigt helt tager det ind I skriver, men sådan er det altså ikke. Jeg drister mig til at sige det samme den modsatte vej, med fare for at blive vældig upopulær, men så må det være sådan. Når kommentarer udvikler sig til “samtaler”, lader jeg jer helt bevidst bare køre på, for jeg sidder altså ikke her bag skærmen og venter på næste kommentar, som jeg så kan reagere på. Meningsudvekslinger kan være konstruktive, men også langtrukne og repeterende, og det minder mig lidt om dengang jeg var gift. On and on and on…

 

Muligvis jeg ikke får det hele med her og nu, men sådan her er det altså:

 

Huset er HELT og aldeles lugtfrit. Trods snavset og, at der har boet levende mennesker, er der en MARKANT forskel fra det hus jeg er i nu.

Jeg HAR øje for de ting, man på billederne ellers skal ha luppen frem for at se på en computerskærm. HAR øje for pletter og den slags. HAR bemærket hvad der er af fejl og mangler.

Huset som sådan er gammelt og ja, så er der den slags. Jeg hverken kan eller har mulighed for at flippe over slitage feks. Efterhånden har jeg kun det krav, at jeg skal ha tag over hovedet og at der er et sundt miljø, MEN…

 

Nu har jeg efterhånden boet mange steder. I en periode på 13 år feks, i en over hundrede år gammel lejl på det fine Frb. Privat udlejer med samme tendens, som alle andre private udlejere til, at ha lidt svært ved at hive pengene op af lommerne når noget skulle fikses. I den bolig som i de fleste andre forrresten, var der altid en evig kamp mod det der sorte fnidder, som sætter sig på vinduesrammer og fugerne i badeværelset. Jeg var og ER.. en ivrig udlufter, men det kan bare ikke undgåes, og det må man rengøre sig ud af. Fælles for alle de steder jeg har boet, med og uden “græs” på trærammer og i fuger var, at der ingen af stederne har lugtet som her.

Jeg får selvfølgelig en lejekontakt! Med hvad dertil hører af skriftlige aftaler, som jeg også har med det nuværende hus, der er bare den forskel at jeg nu er blevet klogere, så jeg ved hvad jeg skal ha øje for.

Skulle det alligevel vise sig at udlejer, når vi udveksler underskrifter, ikke helt har samme syn på de ting jeg har ved huset, så er det andet rækkehus stadig til at få. Fristen er i næste uge. Jeg har en bagdør med andre ord.

 

Humlen med det her er, hvad ens forventninger er og, hvad man kan leve med. Selvfølgelig kan jeg ikke leve med og i et sygt hus. Men jeg kan godt leve med en masse andet, af den simple grund at ro og nabofred er mere vigtigt for MIG, end slitage og en antrengende omgang rengøring. Økonomien minder jeg også lige om er en faktor.. 

 

En læser skriver:  “ Jytte Due, jeg forstår godt din skepsis, men jeg tror ikke at Henriette kan/vil bruge hverken vores eller hendes egne dyrekøbte erfaringer. Det er vist tilfældigheder og impulser, der bestemmer.
Hilsen A

 

Sku vi ikke lige bare slå fast, at jeg VIL gerne bruge erfaringer, men det er ikke det samme som at jeg KAN.. Og SLET IKKE det samme som, at jeg handler som jeg gør fordi jeg er BEVIDST uansvarlig og tankeløs. Det er lidt lissom hele mit problem, og netop hvad jeg har forsøgt at give indblik i gennem de sidste fire år!   Jeg gider simpelthen ikke gentage, hvad jeg skrev for bare få uger tilbage, om mekanismerne i min hjerne. Jeg kan bare sige, at jeg virkelig i dette her ikke gør andet end, at tænke og spekulere over, hvad der er bedst at beslutte. Og jeg har besluttet at, hvis jeg skal undgå at have det på samme måde som i Brønshøj, hvor altanen var mit eneste fikspunkt, og hvor jeg kun sjældent havde en udvendig radius der gik længere end til kiosken, så er dukkehuset det rette valg. Jeg havde det ikke godt i Brønshøj, og det har jeg haft her.. hvor jeg har kunnet gå ud i egen have, uden at mange mennesker omslutter mig.  Iøvrigt var udlejer i storbyen ( AAB), heller ikke ligefrem fremme i skoene. Der var fugtskader i soveværelset, kuldebroer i stuen, en væg i køkkenet var slet ikke muret færdig, ringeklokken blev aldrig fikset, et vindue var punkteret, det trak ind alle vegne, malingen dækkede ikke og var klasket på i stor hast, entreen var også præget af fugt, huslejen skyhøj,  så ærlig talt..  Der er problemer alle vegne. Det er bare, hvad man har at opveje de problemer med. For mig er det haven bla.

 

Lad være at forsøge at forstå, det kan man ikke hvis man ikke er mig. JEG forstår mig ikke heller for pokker. Gjorde jeg det var mit liv et andet, og meget nemmere. Jeg prøver bare at leve det liv jeg er blevet givet, uden at skulle være svingdørspatient. Jeg er ikke særligt god til mit liv. Jeg håndterer det så godt jeg kan, og nu må jeg så forsøge at leve det godt et nyt sted, og ved I hvad…

 

Jeg er panisk over det. Har det ad helvede til for nu at sige det mildt. Er angst for at fejle, stresset over at skulle ud i forandring igen, ked af det fordi jeg inderst inde er sikker på, at en flytning lige op mod mørk vinter, bliver gyselig. I mit hoved kommer jeg til at sidde et fremmed sted, ensom og forladt og i kaos. Og i mørke. Alt det forsøger jeg derfor at undertrykke ved, at fokusere på det gode og de positive ting i det her. Haven, den halvdøde by, som IKKE har larm døgnet rundt, ynglingsnaboen inden for rækkevidde, naturen for enden af gaden, at jeg kan få mig en ny strikkegruppe, og at huset IKKE lugter sygt!

 

Søvnløs med den endelige beslutning

 

 

 

Jeg har forliget mig med en nat uden søvn, det må bare indhentes senere, for det her er altså noget, som får betydning for min trivsel og sindsro, i forhåbentlig den næste lange lange fremtid. Lidt har jeg sovet, men I kender det sikkert. Det der med at noget rumsterer, og søvn er en by i Rusland. Der kan man ligeså godt bare leve med, i stedet for imod kroppen og hjernens aktivitet. Og strikke lidt imens..

 

Nu ved jeg, hvad der er bedst for mig. Hvad jeg kan få mest ud af set med de økonomiske, menneskelige og kreative øjne. Sindet får det også bedst, der hvor jeg nu flytter hen. Det bliver IKKE nemmere den første tid, men heller ikke sværere end at skulle blive ved at kæmpe. Og hvad er det så jeg taler om..

 

 

Fravalgt er et rækkehus. Perfekt størrelse, kommunalt anbefalet, med en teeny have og et skur til cykel og den slags. Med til det, hører også fravalg af en befærdet gang/cykel/knallertsti lige uden for huset og haven. Indvendigt er huset pænt og velholdt, men udenfor ligger det klemt inde mellem en ungdomsbolig og en ( jeg mødte og talte med hende), rasende nabo, der uden omsvøb kaldte området for et støjhelvede især om sommeren… Resultatet lige der blev, at jeg stortudende mødtes med viceværten, som ku fortælle at kvinden var en hystade og at det slet ikke var så slemt, MEN… de omkring 50 andre lejemål, alle ungerne, bilerne, den nærliggende trafik af som sagt skolesti, og noget der mindede om aktiviteterne i Brønshøj, fik mig til at gå helt kold. På det tidspunkt var det dog eneste mulighed.

 

 

Tilvalgt er så i stedet et lille dukkehus, der samme aften kom ind fra højre via en nabo her i landsbyen. Jeg gik en tur tirsdag aften, og kom forbi for at klappe heste og bare sludre lidt, nu da Viola er på ferie og væk fra mig. Blev straks bænket ved middagsbordet, og beordret til at spise lidt fast føde.( Jeg har nemlig haft det så skidt, at jeg dybest set har levet af flydende kost siden fredag, så jeg er sgu lidt småslap i koderne.)

 

 

 

Dukkehuset er perfekt til en enlig, sær og underlig kvinde, med hang til haveliv, periodisk isolation, Nødvendige daglige øvelser i at være social, OG behov for bostøtte/ kontakt til distrikspsykiatrien. At der så er så lavt til loftet, at en hvilken som helst normaltbygget mand skal gå i knæ, er en anden sag haha. En dag ku det jo være jeg igen fik lyst til den slags indslag i min tilværelse, og så må sådan et væsen altså bare bøje nakken HA!

 

Så altså..  det jeg har sagt ja til er både godt på sigt,men hårdt i nuet af flere grunde.

 

Det hårde bliver: 

Det noget forslidte skrevne faktum, at jeg er ked af at skulle flytte.

At huset udvendigt skal sættes i stand, og at det bliver når jeg flytter ind, AKA håndværkerlarm osv..

At huset er møghamrende beskidt, og at der skal knofedt til inden det bliver fint igen.

At jeg ikke lige synes jeg har DET overskud, men at jeg bare må gå til den alligevel.

At jeg skal have fundet en smart metode til at få en seng på 160, igennem et hul der er maks 1m!!!  Jeg håber sgu på, at udlejer er med på en alternativ løsning, jeg har udpønset i nat hehe.

At der skal males, hvilket huset her også skulle have været her i vinter, men at jeg bare er så slidt at det virker lettere uoverskueligt lige nu.

 

 

Omvendt er der de positive aspekter, som er dem jeg har vægtet højt i forhold til føromtalte rækkehus:

En have jeg kan regere i som det passer mig. Og overdækket carportagtig ting i tilbagetrukket indkørsel.

 

Udgang fra køkken direkte til terasse og have

Centralvarme

Fornuftig husleje

Et lille rum til overnattende gæster

Distrikspsyk er min nabo

Der skulle efter sigende være flere SØDE OG MEDGODTID læger i byen

Få kvm, så jeg kan få en fornuftig boligsikring

Havet og Viola ligger sån ca lige tæt på, ( dog i hver sin retning hihi)

 

Der er potientiale i det lille dukkehus. Der er en hyggefaktor og en charme, som jeg må fremhæve i min hjerne, når jeg skal forholde mig til den mistede markudsigt og himmelhvælving. Man mister eet, men får noget andet i stedet. Sådan er det hele tiden i livet.

OG.. selvom jeg nu må væk fra det desiderede landsbyliv og ind i en by igen, så ku jeg nok ikke finde et mere stille byhus andre steder lige pt.

 

 

 

 

Beslutningen er taget. Jeg skal bo i lille Rødby, med EGEN STRIKKEFORRETNING, og dagligvarer inden for rækkevidde. Naboen, der har skaffet kontakten til udlejer, arbejder på den lokale skole og har allerede udpeget alt muligt for mig dernede. Der er kort til den direkte hovedvej mod Maribo og Nykøbing.Trods det at det er en by, vil det nok være en overdrivelse at sige, at der er byliv i den forstand, vi kender det fra byer i hovedstadsområdet. At jeg nu bliver på Lolland er en KÆMPE glæde i mit hjerte. Nu kan jeg alligevel få min strikkeklubbedrøm til at gå i opfyldelse. Jeg kan cykle endnu flere ture i det dejligt flade landskab, og jeg kan få ALLE mine elskede planter med mig og sat i jord med det samme, så de kan overvintre imens jeg bruger den frostfri tid til at grave en permanent plads til dem.  Det er IKKE en brakmark i mine øjne, selvom mange sikkert vil mene det. For mig er det bare en mulighed for at skabe en have jeg selv har bestemt, og bla er der et træ, hvor jeg kan bygge en bænk hele vejen rundt om.

 

 

Jeg ved sgu ikke.. det er svært det her, men jeg prøver virkelig at se alt det positive ved det. Jeg ved det vil være endnu sværere fordi det nu bliver vinter, men jeg må bare tage på langtur til Ikea og hamstre lys i rå mængder. I ved, dem jeg elsker med farver og dufte af både jul og vinter.. De vil da hygge totalt i de små vinduer ud mod gaden, sammen med min stol der skal stå i indkørslen, ganske som den gør her.

Ja og nej.. Og en lille smule sorg

Blogger fra mobilen..    Og min seng.... Samsø KU jeg bare ikke. Alt i mig skreg, nej nej nej. I sidste ende viste det sig at jeg MÅ være mit eget sted. Et sted med bare et minimum af færdselsfrihed og stedkendskab. Især nu hvor vinter og mørke rammer os.                                        Presset og tiden er for meget så jeg er handlingslammet, men inden i morgen SKAL jeg beslutte hvilket at to resterende muligheder ( onder ) jeg skal vælge.         For ja, jeg skider på om nogle vil kalde mig både besværlig, forkælet eller irriterende, for MIG er der kun et sted jeg ønsker at være, og det er lige her. Da det ikke er muligt ( det klør stadig ondskabsfuldt konstant) så vil alle alternativer være værre, og lige nu vil jeg slet ikke være nogen steder overhovedet. Det hele kan efterhånden rende mig, og jeg ønsker bare at sove i 1000 år.             Jaja, jeg plejer jo at rejse mig, så jeg ska nok tage mig sammen, men om jeg vælger bolig A eller B.. Begge føles lige nu som kvælende fængsler jeg ikke føler mig hjemme i.                                        For at undgå 3000 forskellige råd der forvirrer mig, vil jeg ikke gå i detaljer her. Jeg fortæller bare. Det er DET jeg har brug for, til de af jer som måtte være i tvivl om hvad jeg vil med min blog! Jeg lever ikke særligt udadvendt, så min blog er MIN måde, dog at "tale" med nogen på.  Jeg fortæller om hvad mit liv er, og allerhelst ville jeg da ku fortælle om lyserøde blomster i duftene lavendellunde, men sådan er det altså ikke. Det har ramt mig lidt, at en tænkte i reality underholdning, for DET vil jeg sgu ikke være. Jeg skriver for at overleve, ikke for at underholde som semikendisblogger.                                  Nå, men det var lige et sidespring.           En beslutning skal tages. Ja eller nej.   Ingen skal nogensinde skyde mig i skoene, at jeg ikke har kæmpet og gjort alt for at overholde mine økonomiske forpligtelser, eller at løbe fra DET ansvar. Samsø var et af de forsøg på at gøre det mest fornuftige i den henseende, men.. Jeg kan ikke. Kan bare ikke ignorere de stadigt blødende sår jeg åbenbart har, efter krisecenteret. Derfor er jeg nødt til at tænke på mig selv før kuverterne. Der er jo egentlig ikke så mange, men i mit liv er der nok.                                                   På positivlisten er:                                      Jeg bliver på Lolland. En strikkeklub kan realiseres her, og helst hurtigt. Jeg får tag over hovedet. Have. Fornuftig husleje. Distrikts psyk bliver min nærmeste nabo. Og Viola i nærheden sådan da..                                      På negativlisten er:                                   Jeg får ingen smuk udsigt. Min seng kan ikke komme ind i soveværelset!!! Der er mennesker meget tæt på mig og, jeg vil være ensom et fremmed sted trods alt i en mørk lang vinter. Ro er også et spørgsmål.                                           Jeg takker alle jer, som har været så søde i sidste skriv, men JO jeg fortryder seriøst, at jeg lod mig åbne af den varme mand. I tre år har jeg datet for, at opleve og bare mærke at jeg lever også på den måde, men jeg har været boltet og låst godt fast i mit hjerte. Jeg har IKKE ønsket eller tålt at føle noget siden eks'en.  På det mest kiksede og kritiske tidspunkt fandt denne uventede mand koden til låsen, og var stærk nok til at klippe kæden til mit hjerte over. Alt det jeg så nøjsomt har gemt og glemt af behov, fandt han frem på ingen tid, og ja.. Her sidder jeg så. Med genopdagede savn og behov, hvilket jeg nok kan få stoppet tilbage i kassen igen, hvis ikke det altså lige er fordi jeg netop NU er så utryg og bange, som jeg ikke har været længe. Er midt i en fundamentskrise hvor det eneste jeg virkelig har brug for, er en stor tryg hånd, der holder min UDEN at gi slip. At blive holdt om og af. Forsikret om at min vinter et nyt fremmed sted IKKE bliver mørk og ensom. At jeg ikke skal holde jul alene og at der en gave under mit juletræ.                                               DERFOR, fortryder jeg den oplevelse. Jeg ville hellere end gerne have undværet lige netop de ture i luksusbiler og middage ude. De smukke digte og ord. Den fysiske kontakt. Så var jeg nemlig ikke blevet mindet om behov jeg ikke gider ha.                                                  Til sidst i dag er der dog et spørgsmål jeg er nødt til at stille her:                               Er der nogen som har lyst/ overskud/ tid til at komme her og være lidt hos mig? Hjælpe med at pakke en kasse eller to?   Jeg selv er kun træt og overvældet lige nu. Som altid når tingene bliver voldsomme for mig går jeg i sort i hovedet, og intet bliver gjort.    Jeg har en sød Kontaktperson som kommer her,men hun er papirpraktisk, ikke andet :-)           

Den nye mulige have.. Huset derude er en skole. Bum bum. Haven slutter ved den store kastanje. 

Når man genoplever en ubehagelig erfaring…

 

 

Jeg ligger under dynen og her bliver jeg lige et par dage. Der skal repareres og samles op. Jeg er stærkere end jeg var, restitution er en kortere proces end tidligere, af den simple grund at jeg har været her før..

 

Efter en nogle måneders intens belejring, fetering, forkælelse, opvartning, hjælp, kærtegn, kys,svimlende sex, omsorg, digte og sange der er lavet til mig, fik jeg i dag besked om, at det er slut. Jeg er droppet med andre ord, i samme moment som jeg tillod mig selv, at give efter og give lidt slip på mig selv.  ( Denne mand kom uventet ind fra venstre, netop da jeg var ved at slette min datingprofil, fordi jeg ikke gad mænd mere. Med ord fangede han mig ind og han fik en chance, så det er helt min egen skyld at jeg nu er ked af det. )

 

 

Jeg var forberedt. Ku se det komme allerede fredag. Sejlturen til Samsø var det mildeste jeg fysisk reagerede på, på den tur… Har kastet op, haft ondt i maven, hovedet , hjertet, og været svimmel i samtlige timer afsted. Alene fordi jeg vidste hvad der ville komme. For at kunne gennemføre turen valgte jeg ikke at konfrontere, før jeg var vel hjemme i egen seng igen, og ja.. sådan er det så. Jeg er åh så sød, dejlig, morsom, lækker, og bla bla hvad har vi, men… ikke NOK til at bygge noget op med.

 

Jeg rejser mig igen, giv mig bare lidt tid. Jeg er lettet over at få DET på plads, så jeg nu kan fokusere på tag over hovedet, hvilket har været svært den sidste uge, netop fordi jeg har mærket noget var undervejs.

 

 

ENESTE JEG FORTRYDER NU, er at jeg lige netop nåede at give så meget slip, at jeg valgte at fortælle her på bloggen at jeg var faldet og forelsket. DET ærgrer mig til hudløshed..

Fredag og jeg er stresset..

Allerførst til Helle og Henriette: der sker så meget i bøtten på mig og jeg har simpelthen glemt at reagere på jeres mails. Det er jeg MØG ked af, og jeg skal prøve at huske jer, når jeg kommer tilbage efter weekendens udflugt. Jeg får mange mails fra læsere, og det kniber lige for tiden at overskue det hele..           

Lige nu ligger jeg på sengen og prøver at trække vejret fornuftigt. En masse skal huskes, men jeg er helt tom og har svært ved at koncentrere mig, hvilket er skidt når man skal på en længere køretur. Jeg har dog nået at få min sweater færdig og tørret, MEN.. Den blev godt nok mindre efter vask, meget.. mindre, så den er voldet og med magt strukket ud igen. Kvaliteten er heldigvis overdrevet lækker og jeg vil lige lave en mere i en anden farve, hvor jeg kan rette de fejl jeg synes denne her har.                                  

Nummer to bliver ynglings grøn.              Jeg smutter nu, og lover at komme hjem med billeder fra turen. Kig evt forbi på Instagram og FB, der smider jeg lidt hurtige billeder på i løbet af de næste dage. 

Mit halve år på Lolland har været det bedste i mine sidste mange år, men… nye eventyr venter.

 

 

 

De sidste par dage, har jeg gået mange ture på min landevej her. Fordi vejret har været så smukt. Fordi jeg vil ha det hele med. Fordi jeg har tanker der skal tænkes OG.. fordi jeg har trængt til det. Det er ligesom om jeg ikke kan få luft inde i huset. Mentalt luft.  Den lille flue sad på sit blad så fint, derovre i Viola’s have. Som den, flyver jeg inden længere videre og væk herfra, og selvom jeg småtuder lidt over det, så MÅ og VIL jeg se Samsø, som et nyt eventyr i mit underlige liv. At se det som en katastrofe vil gøre mig endnu mere trist, og som en veninde skrev til mig her til aften, så er det afgørende at jeg får medicin og mad. PUNKTUM. Så jeg drager over vandet.

I første omgang tager jeg, og herren jeg er ved at falde for, afsted i denne weekend. For ja.. jeg må vel hellere ud med det. Jeg er sgu da ved at blive godt og grundigt forelsket! Jeg passer på mig selv, og er ikke sån lige til sinds, at give efter for den slags fjollerier, da brændsårene efter eks’en er lægt, men endnu ikke arrede nok til at jeg har glemt alt..  Men altså.. jo, der er en herre der spøger, men indtil jeg ved hvad det bliver til, vil jeg ikke gøre så meget i at fortælle om det.

 

Nå, men vi tager altså til Samsø for, at se lidt på min fremtidige og midlertidige bolig. Jeg er spændt. Allermest fordi jeg af alle mulige og umulige ting, faktisk er dødsensangst for at sejle.

Jovjov, som med Lolland og edderkopperne, har jeg gjort det igen. Kastet mig ud i noget som i DEN grad gør mig bange. Jeg kan godt være på små både, det opdagede jeg jo i sommer, men færger… FØJ da. Sidste minde jeg har om sådan en ligger mere end ti år tilbage, og det var noget med mig, der sad krøllet sammen i et hjørne på trappen ned til bildækket. Grædende og rystende. Helt ude af stand til at få hold mig mig selv, og med balancen slået ud af kurs. Jeg kan nemlig ikke stå lige, selv når den ligger i havn!  Så jeg bevæbner mig med søsygepiller og sprut gør jeg. Og glemmer alt om den tid vi går i møde, med efterårsstorme og hvad har vi, til at gøre livet som øboer til en fest.

 

 

Een ting ved jeg dog med sikkerhed, at jeg vil fryde mig over. På Samsø er efterår og vinter sikkert lige så smukt, som det er hernede. Jeg nåede jo ikke at opleve så meget af det her, men i dag har jeg på en af mine ture alligevel fanget lidt af det. Blandt andet har bondens køer taget ophold lige uden for mit vindue, og dem måtte jeg bare over og hilse på, hvilket betyder at I nu skal holde for, med en million kobilleder hehe:

 

Inden jeg gik på kaffebesøg hos min bedste nabo ever, røg resten af dagens billeder i hus: