Der er ved at være en ende på det

 

 

 

 

…  alt det grove og tunge flytte-have arbejde. Og gudskelov for det.

Jeg kan ikke helt komme uden om, at trods min store glæde ved at arbejde ude og med planter, så er jeg led og ked af at grave op og ned i en uendelighed. KÆFT’ jeg er træt af det!

 

 

Heldigvis kan jeg nu se en ende på det, der næsten har taget pippet fra mig, og snart er der “kun” det sjove tilbage. Der er ikke mange planteklumper i kasser og baljer at løfte rundt med, og i dag tog jeg endnu et ryk mod en carport, der kan bruges til det den er tænkt til. Min lille bil. Som forresten ligner noget der løgn indvendigt. Dog venter et par opgaver, som ligger på linie med at grave alle planterne ned, og som også vil trække tænder ud, men igen.. før det er gjort er der ikke noget sted at plante sommerblomster og lægge georginer blandt andet. Det arbejde handler om at etablere pallebede på linie med dem jeg havde i Søndergade, og så skal der sløjfes et stykke af plænen to steder. Her overvejer jeg seriøst, hvordan jeg kan komme om det ved simpelthen at bygge rammer ovenpå græsset. Det har jeg set andetsteds, og det kræver “bare lige” at jeg finder matrialer, der kan bruges til det. Og som er til at have med at gøre..

 

 

Nå, men i dag var det gavlen mod øst som fik en omgang. Den side af huset ligger mere eller mindre i skygge det meste af dagen, så jeg har været omhyggelig med at sætte planter, som tåler fuld skygge. Der er blevet gravet, fjernet ukrudt, flyttet og skubbet og vandet og bakset og bandet, og NU er alle hostaer, astilber, akelejer, juleroser og lidt andet, på plads i bedene på hver side af den gamle trappe.

Her har jeg også samlet alle de blå krukker jeg har en hel samling af efterhånden. De er kommet til efterhånden i løbet af de sidste fire år, og de kommer mange forskellige steder fra. Blå springer i øjnene synes jeg, hvis de bare placeres tilfældigt imellem neutrale lerkrukker, så jeg synes det ser meget mere roligt og smukt ud, at de nu kan stå som en imponerende samling.

Der står også den gamle stige, som jeg fik i Søndergade. Den kan passende være klatrestativ for tallerkensmækker som klarer sig glimrende i skygge, og så er dens fremtid egentlig øremærket en tobakspibeplante, der har en imponerende groevne. Sådan en har jeg ønsket mig længe, og jeg håber at I år bliver året, hvor den kommer til min have.

 

Der var på et tidspunkt, tilbud på sådan en lille ladvognsagtig ting i Jem og Fix. 150 friske kroner kostede den, og jeg er lykkelig for den. Ved ikke hvor længe den kan holde, for den kører nu bedst på et solidt underlag, men ikke desto mindre.. uden den havde jeg under ingen omstændigheder kunnet flytte mange af baljerne. Og krukkerne. Og stubbene. Osv osv. Jeg har min gode trillebør, men hagen ved den er jo at alt skal løftes op OG over kanten, det kommer jeg uden om med den lille ladvogn. Så den har virkelig tjent sit formål allerede, enten trukket efter mig over græs eller på fliser. Feks har den gjort det muligt for mig, at få flyttet de to kar jeg brugte sidste år som højbede. De var næsten tømt for jord, men alligevel møgtunge. Nu står de i gården, og skal have en fremtid som blandt andet mistbænke, indtil det bliver tid at plante dem til med smækkere og græskar.. Jeg fandt nemlig to stykker glas omme bag ved det ene skur, og de passede lige netop til at ligge ovenpå de to kasser. HEP!

Ret smart hvis jeg selv skal sige det :- )

 

Og nu vi taler om hvad man kan finde bag ved gamle skure..

To selvsåede styks juleroser, og en masse små akelejer!  Jeg begriber simpelthen ikke, hvordan de har kunnet få lov at leve så kummerligt, som tilfældet har været, men omvendt har forrige lejer sikkert ikke anet, hvad det var for et par guldklumper der stod der. HVIS han overhovedet har været deromme. Se lige de fine støvdragere som ligger så fint som pynten på en lagkage. Den er såååå fin altså.

 

Inden det begyndte at mørkne tog jeg lige et par andre billeder af haven som den ser ud nu:

 

Efter havevandringen kom jeg ind til lavtstående sol og så ser man lige det her:

Herman på nye eventyr, eller når mor er væk så.. 

 

Tak minikat. Fordi du minder om at der også er opgaver at udføre indendøre!

Det der må gøres

 

 

 

 

Noget af det der bare MÅ gøres, men som jeg egentlig burde afholde mig fra, har jeg brugt tirsdagen på. Nu sidder jeg med totalt hævet knæ og en øm ryg, men det er gjort og så er det bare at sætte tjektegn ved

 

- skåret kanter til så to bede er til at holde ud at se på - tjek

- hortensiaer sat på plads – tjek

- sankthansurt sat på plads – tjek

- høstasters sat på plads - tjek

- rhododendron sat på plads – tjek  ( i den rette jord  - tjek tjek )

- magnolie sat på plads – tjek

- lupiner sat i jord – tjek

- revet blade væk fra yderbedet  - tjek

- og fra fortorvssiden foran hækken  - tjek

 

Intet under at jeg er helt smadret, men nu håber jeg fanme også, at det bliver sidste gang i en årrække! Bortset fra år to i Vestergade, er det ved at være en besættelse for mig, at få lov at opleve 2. sæson i samme have, og dermed IKKE at skulle bruge så forbandet mange kræfter på at grave.

 

 

Jeg har endnu et stykke vej før alt er sat i jorden, men i dag var det de virkelig tunge ryk jeg tog. Det betyder muligvis nogle dages pause, så det er nok meget godt at jeg skal til tandlæge i morgen, og senere have en samtale med bostøtten om, hvilke muligheder jeg har for at deltage i noget svømning. Elastikken, som jeg skal bruge til at genoptræne knæet med, har jeg ikke fået skaffet endnu så det er en underdrivelse, at smerterne er ved at gøre mig vanvittig. Jeg er tæt på at takke ja alligevel til at få blokader, selvom jeg i første omgang mente det ikke var nødvendigt. Jeg må have glemt hvad der ventede i haven, da jeg tog den beslutning!

 

 

Sidst på eftermiddagen i går var kloakservice et smut forbi her, fordi toilettet stadig ikke fungerede. Det er min egen skyld at det har varet i henved to måneder, men jeg gad bare ikke have håndværkere og uro, så jeg har været sløv til at rykke for at få det ordnet. I lørdags var udlejer forbi for at se hvad der kunne være i vejen, men det endte med at en professionel måtte på banen. Det kom han så i går.

Lad mig sige det sådan.. det er fanme ulækkert, men NOJ hvor er den bare effektiv sådan en slamsuger! 

 

I formiddags ville jeg så egentlig “bare lige” lægge fliserne på plads, men her måtte jeg give op. Det var for hårdt at bakse med, at få dem til at ligge ordenligt og på samme plads, så det kommer der også en og fikser for mig. Man kan ikke anklage mig for at være sart, nok nærmere bare doven for jeg har i de forløbne næsten to måneder kørt med, at smide alt toiletpapir i en skraldepose, hvilket de fleste sikket ville gå helt kolde over, og da jeg inden for nær fremtid kan forvente overnattende gæst, tænkte jeg at nok hellere liiiige måtte få det problem ud af verden.

 

Ved nærmere eftertanke er det jo omvendt totalt miljørigtigt det med toiletpapiret, men oj oj hvor var det alligevel rart, da jeg første gang efter slangens besøg, igen bare kunne trykke på knappen. HA!

 

- gjort klar til gæst – tjek

 

 

Dagens gerning:

 

Al den tid jeg var beskæftiget i bedet ved huset, sad Holger og overværede seancen inde fra værelset. Han har tydeligvis ment det var grumme kedsommeligt, men også at jeg har været dybt urimelig, fordi jeg ikke gad gå ind og åbne vinduet for ham. Der er ca fem meter til nærmeste udgang, så jeg mente det jo helt i orden, at han bevægede sit legeme dertil, men nej. Møgfornærmet blev han siddende og surmulede en stund. Først da han fik øje på en Herman, der i fuld fart kom gennem haven, kom der gang i ham og så blev den daglige havefræsning gennemført. De to er bare så utrolige sammen, selvom Holger bestemt også kan blive noget så evigt træt af lillebror.

 

 

Er det i orden hvis jeg går tidligt i seng?  GAB..

Oprydning er der stadig masser af

 

 

 

 

Søndag har været både koldere og mere blæsende end lørdag, men alligevel tog jeg lige en tørn udenfor. Når man flytter en masse er der lige så meget som skal finde sin plads, og det har været et “ongoing project” siden jeg kom hertil. Meget er sket, jeg knokler også for det, og i dag fandt jeg så plads til nogle af de byggematrialer jeg har hamstret til senere brug. Alt det træfikumdik på ovenstående billede, er feks nu sat fint på plads bag et af skurene. En spand er udnævnt til stumpeholder, fordi man altid oplever lige at mangle et lille stykke til det ene eller det andet, når man har en have som min.

 

Nu er der ryddeligt langt hækken ved den ene gavl igen. Dejligt. Her ligger dog stadig papkasser til at gå på, for uden dem brækker man simpelthen anklerne når jorden er våd.

 

Alt det halm jeg måtte sprede for at skåne planterne, har jeg nu endeligt fået samlet i sække, og de er sat til side i det ene skur fordi jeg ved jeg får brug for det senere. Det har været nødvendigt med halmen, men ved gud jeg bliver vanvittig af, at det er alle vegne nu. Jeg tror jeg har udviklet en form for neurose omkring orden!  Det er en helt ny side af mig, som ikke førhen har været så tydelig. Måske det handler om overblik og mindre kaos omkring mig, for at afhjælpe det rod jeg har i bøtten, for jeg kan bare ikke have alt det rod.

Lige her bag skuret, fandt jeg både akelejer og to selvsåede juleroser, som har været helt overset. Dem har jeg selvfølgelig reddet, og i morgen skal de have en ny og næringsrig plads fremme i lyset så  man kan nyde dem.

 

Terassen blev også endnu mere ryddelig i dag, efter at en af kommoderne kom væk. Den er nu endelig flyttet på plads inde i mit soveværelse. Jeg har fået mit lille plastikdrivhus på plads ved den ene glasvæg, mine sten kom op at hænge, flere spande blev flyttet fra gulvet, og der er gjort plads på bænken til endnu et par plastikkasser, som skal bruges til drivhus senere.

 

Det er en herlig fornemmelse bagefter, når jeg kan se at det virkelig rykker på matriklen, og at mere og mere bliver fjernet så alt ikke bare ligger og flyder tilfældigt. Planen er at alle byggesten, og de paller jeg skal lave højbede af skal stables pænt og nydeligt langs hegnet, der skiller carport og græsplæne. Naturligvis på indersiden, hvor der også snildt kan stå en stabel med jordposer når de kommer til. For ikke at slæbe unødigt er det bedst, at det der er tungest ikke skal flyttes mere end højst nødvendigt.

 

Noget skal jeg dog have bakset med i denne uge. Flere planter MÅ nemlig snart i jorden, hvis ikke det skal have været forgæves at have flyttet dem. Jeg når ikke at grave ud til to af de bede, der var tænkt til visse af planterne, så jeg må improvisere nu. Der er altid plads til forandring i en genbrugshave.

 

Fuld fart frem og ind i februar

 

 

 

 

Lørdag kom Marianne kørende helt fra Birkerød af for, at hjælpe mig med at rydde Søndergade for havehejs. Især hun knoklede på med fuld kraft, og da jeg meldte ud at nok var nok, stod kun en lille smule tilbage. Det tager jeg sammen med eksudlejer en dag ved lejlighed. Da Marianne vente snuden hjemad igen var jeg mere end færdig, og jeg så frem til nogle dage i koma, men sådan kom det ikke lige til at gå.

 

 

Fredag aften gik Herman i kurven, og ikke på vilkår om han ville rykke fra den igen. En højst usædvanlig adfærd og ikke til at greje, fordi han hele dagen indtil da havde haft turbo på poterne som altid. Lørdag morgen var intet ændret, men jeg måtte bare have fokus på dagens flytning så Herman fik lov at være i fred. På et tidspunkt tager vi en frokostpause, og der bevæger Herman sig pludselig fra een kurv til en anden, og det var lidt af et chok at se ham forsøge at komme rundt. Helt tydeligt med smerter og med en krummet krop som en fastelavnskat gik han så langsomt og forsigtigt, at jeg lige mistede overblikket et øjeblik. Foruden den buede ryg, var der en tydelig underlig bule under maven.

 

Jeg ringede til dyrlægevagten.

 

En masse tanker røg gennem hovedet på mig, allermest om konsekvensen af noget alvorligt. Var det tilfældet måtte jeg lade ham aflive af økonomiske grunde. Marianne var beslutsom og afgjorde at vi uden tvivl skulle afsted pronto, men i sidste ende måtte vi lade Herman være fordi det lykkedes ham, at gemme sig så grundigt at vi ikke kunne få fat i ham. Vi gjorde et forsøg med en kost, men staklen blev bare mere og mere stresset af det. Ikke til at holde ud at udsætte ham for mere af det den dag, så vi valgte at gøre arbejdet med flytningen færdigt. Bagefter blev det tydeligt, at alene ville det have taget mig måneder endnu. Der var meget og det var tungt og vi slæbte som bæster.

 

Det blev søndag, og jeg forsøgte at lindre det jeg ikke vidste hvad var med doser af olie og kattemalt og vand. Herman selv var bortset fra smerterne overraskende frisk i blikket og ville både have mad og drikke. Han vaskede også sig selv flittigt. Jeg slog koldt vand i blodet og tænkte hård mave.. Mandag ligeså. Min nølen handlede allermest om at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få kræet fanget og puttet i kasse. Og betale for en evt behandling. Det er sin sag at være konsekvent når man ved det gør skrigende ondt på dyret, så jeg var selv ved at være ret stresset. Tirsdag måtte jeg bide i det sure æble og ringe dyrlægen op.

 

På det tidspunkt havde jeg mentalt indstillet mig på, at få ham med hjem til et hul i haven. Kunne ikke helt se, hvordan det kunne være anderledes, for ondt det havde han bare og det ville som minimum kræve både røngten og bedøvelse, men ind fra højre kom et stort netværk af særklasse, og ved fælles indsats var jeg sikret at kunne betale for regningen næsten uanset hvad, og så tog jeg ellers tøj på.

 

 

ALT var gjort klar så Herman ikke skulle være i kassen længere end nødvendigt. Beroligende i ekstra høj dosis givet med lidt leverpostej. Bilen åbnet, nøgler og andet i frakkelommen, overtøjet på incl havehandsker, støvler med snørebånd klaret, jord gennem hele huset da jeg endeligt greb et kæmpe håndklæde, og forsigtigt lagde det om hele katten, pakkede ind, løftede forsigtigt og bar hen til kassen. I med ham og luk.

Jeg svedte som en gris og hjertet kørte på fuld hammer, da jeg endeligt sad i bilen. Herman var så overrasket over manøvren at han bare fandt sig i det. Utroligt som det også betyder en masse at katten ikke kan se noget!

 

Vel inde på dyrehospitalet gik det kort sagt sådan, at de kunne konstatere en skade under bugen/ i lysken. Et hård slag af en art har betydet en samling af dødt væv som giver byldelignende smerter. Allerede nu har jeg glemt det halve, men summa summarum var at det kunne behandles selvom lægen derinde slog fast, at jeg nok godt kunne regne med at rekonvalenstid ville være helt op til en måned. Piller morgen og aften og smertestillende morgen er, hvad der skal til indtil d. 20 februar..

Mor og kat kom hjem begge hjem i god behold og i live vel at mærke, men begge også ret udmattede. I al dette har Holger været totalt morsyg så han har som en anden pelskrave nærmest hængt om halsen på mig dag og nat, men i går da vi kom hjem skred han. “Farvel og tak, her gider jeg bare ikke være. NÅ! Herman lugter grimt og det magter jeg bare ikke..” Han kom tilbage nogle timer senere, og på det tidspunkt var jeg sådan set ret tilpas med udsigten til en passificeret Herman en tid frem.

 

Bum bum..

 

Lad mig sige det sådan, at jeg burde forlange hver en krone tilbage for er der noget Herman IKKE er, så er det passiv! Med bedøvelsen ude af kroppen i løbet af tirsdag aften, tog Herman revance for tre dages uvirksomhed. Han kan ikke hoppe op eller løbe, men så kan han tilgengæld så meget andet. Slæbe afsted med mit strikkegarn feks. Og ligge i klædeskabet når jeg sover, og lyde som en mus der gnasker i mine sko. Han kan sørge for at vække mig hver time så jeg liige kan klappe ham lidt på hovedet, OG han kan fortælle mig at han er tæt på døden af sult.

 

 

Og sådan nåede jeg til onsdag og med den d.1 februar det herrens år 2017.

 

Januar strøg forbi lang som den altid er, mørk som den også altid er, men alligevel ikke så ondskabsfuld som tidligere. Det takker jeg for. Og jeg takker for, at det allerede nu er mærkbart lysere både morgen og især aften. Ligeså takker jeg for, at vejret de fleste dage har været mildt stemt så jeg har kunnet være ude i haven, og jeg takker ikke mindst for det enorme og brændvarme netværk jeg har fået mig igennem årene som amatørskribent her, og som beboer i Instaland. Det er et netværk, som gør hele forskellen for mig og jeg har sagt det før, men det kan ikke siges for mange gange. Her til lands findes mennesker, som jeg aldrig aldrig ALDRIG ville have rendt ind i ellers. En af dem tog den lange tur ned til mig i lørdags uden at vi kendte hinanden sån rigtigt, og mange mange af dem rakte ud i går og fik Herman gennem skærsilden og hjem til mor igen.

 

2017 er i fuld sving med at være et dejligt år at være i, og inden vi åbenbart rammes af sibirisk kulde i næste uge, snupper jeg lige et par dage udenfor. Eller.. to timer pr dag for nu at være helt nøjagtig. På to timer kan man omvendt nå en del, se bare lige her:

 

Man kan på en halv nå at slippe Holger løs og lege gemme og tagfat: