Kirkeklokkerne slår fire slag

 

 

 

Det er fredag d. 6 februar og solen står stadig om ikke højt, så ihvertfald oppe på himlen. Det er stadig lyst..

 

Hvilken følelse det giver os,  ikke..

 

 

 

Det har været en rigtig god dag idag. Jeg har fået vasket mit hår, her er blevet støvsuget for pivåben dør, og den frosne luft har sendt fornyet energi og sprødhed ind i stuerne. Dynen jeg klamrer mig til i sofaen, har været sendt udenfor og efter alle disse anstrengelser, har jeg pokker mig også været på køretur. Jov jov. Ikke komme her og blive væk nej.

 

 

Fanden tog ved mig, og jeg fik sådan en lyst til at gå en rengjort weekend i møde. OG til at komme ud for,at handle et andet sted end jeg plejer.

 

Typisk er det, at jeg uden tanke for vejr og vind, får den impuls på en frostkold dag, hvor sigtbarheden var under ti meter frem, men jeg savner at køre, det nager mig at bilen har stået ubrugt i en periode, og min ambition for 2015 handler meget om at komme ud igen. SÅ altså, jeg startede pindsvinetransporten og drop ad en længere (bevidst for batteriets skyld) omvej ad Maribo til.

Og det var en vidunderlig tur. Så smukt at det næsten tog pusten fra mig, og endnu en gang kan jeg erklære at lykken ved at bo hernede er enorm. Jeg skal bare liiiige blive bedre til at bruge mine omgivelser.

 

Jeg kom hjem med indkøb, som bestod af rå mængder af meloner og lidt andet frugt, masser af spidskål som jeg er vild med, og så det løse. Nødder, branflakes, mælk, soyamælk, en kylling til suppe, og lidt ost. Jeg har stadig ikke spist sukker, og får mængder af råt grønt af ren dovenskab. Kød er jeg jo ikke god til at få tilberedt, men for ikke at ende med B12 mangel, spiser jeg i  stedet skiver af det der italienske tynde skivede noget. Jeg spiser æg, og nu håber jeg at få bagt knækbrød de næste dage.

 

Jeg gør hvad jeg nu selv magter og kan for at blive sundere og få mere energi. Det er ikke de store omvæltninger egentlig, kun kager, brød og slik bliver undgået. I sig selv er det en større mængde pr dag end nogen aner, så alene på den konto må det betyde noget.

 

Forresten…

 

Turen til Maribo var med et særligt formål.

 

Mine vintergemte pelargonier er begyndt vågne, så jeg ville have fat i nogle sække med frisk jord. Ikke nogen helt let opgave, da lageret hos Jem og Fix står udenfor.. Stædigt gik jeg til angreb på glatte og bundfrosne stabler af priklejord og pottemuld, og det lykkedes at få hjembragt lidt af hvert til formålet. Jeg skulle også have haft sand, anbefalet af en ekspert, til at lægge mine mindste georgineknolde i nu. De er i fare for at tørre ud, men jeg fandt ikke noget, så det kan være jeg i morgen lige forsøger lokalt. Den ene sæk ligger nu til optøning på køkkengulvet.

 

 

 

Måske mine planer slet ikke bliver til så meget, det får morgendagen vise, men fredagen har været god. Og den har været lys og frisk. Så forlanger jeg ikke mere lige nu.

Fredag morgen med optimisme på

 

 

 

 

Hovedet er klart til weekenden og det er JEG også. Håber og tror på, at vejret vil vise sig fra den varmere side, så mine små planter vil vokse sig større og mere robuste.

JEPS!  de har netop vist sol -symbolet på Godmorgen danmarks vejrkort, så KAN man da ikke andet end tro på det vel?

 

Lige nu er det jo stadigt tidligt og temmeligt gråt, men jeg vælger at glæde mig over at det er lyst og har været det en tid. Det gør jeg faktisk hver dag. Lægger mærke til dagslyset og nyder det, for godt nok vil jeg gerne have lidt mere varme, men vejret kan man klæde sig på til, tilgengæld kan man  ikke gøre en fis ved lysets rytme, andet end at følge den.

 

Januar er altid træg, men nu er det allerede d. 20!

 

 

Af uvisse grunde syntes jeg dette års januar er gået rystende hurtigt. For mig har den nærmest været uden een eneste dag, hvor jeg har været frisk og på toppen, men jeg NÆGTER at sige det har været en møgmåned. Mit mål numero uno er endnu blot et mål, for først var det feber der fik min døgnrytme til at skride, og derefter migræne. Igen i aftes og i nat har jeg kæmpet og  været vågen, så jeg tænker at januar for mig er straffen for en munter december.. ;)

Jeg har ikke haft energi til at være så meget sammen med andre, og heller ikke min skat, men den tid vi dog har haft sammen har været rigtig dejlig. Desuden syntes jeg, at januar har været en af den bedre af slagsen fordi der har været dejligt mange solskinstimer. Når nu vi ikke kan få lys via sne i rå mængder er solen vist så nok en udemærket anden løsning ik.. 

 

I dag må indkøb vente, og drømme om praktiske gøremål bliver udskudt til fordel for stille hækling. Andet kan jeg ikke. Måske det kun er godt at de firkanter jeg frembringer er i mørke farver. Det går vist helt fint til sarte øjne og en hjerne der er for stor til sin skalp.

 

 

 

 

Ugen har været larmende, og jeg indrømmer gerne at jeg glæder mig til eftermiddagen rammer. SÅ går håndværkerne endeligt hjem..  Yeahh

Der er så meget at glæde sig over…

 

 

… så skidt med at det i går skred helt i sømmene. Kontrollen over migrænen forsvandt sent i aftes, og det blev nødvendigt at finde Ketogan frem fra gemmerne. Natten har derfor ikke været særligt morsom, og lige netop nu sidder jeg med eftervirkningerne af skidtet. Vågen for tohundredende gang, skæv og med langsomme bevægelser, tørstig og med dirrende hænder.

 

Men ved I hvad…

 

Det kan ikke slå mig ud, for hvornår var det nu lige sidst at jeg havde sådan en tur??

 

Netop. Det er så længe siden at jeg ikke engang kan huske det, og er det ikke det bedste bevis på ,at jeg har det 1000 gange bedre end for bare et halvt år siden? 

 

Den kraftige dosis betyder, at jeg nok ikke lige skal sætte næsen op efter at få lavet det jeg gerne ville i dag. Rene og jeg havde ellers planlagt en hyggelig fredag med mere indretning af min lejlighed, men nu tror jeg bare at jeg vil overtale ham til at vi er langsomme sammen. DET er vi nemligt vanvittigt gode til han og jeg.

 

At skrive her kræver virkelig koncentration, men jeg gør det alligevel for jeg er jo vågen og kan ikke meget andet. Tager jeg strikketøjet frem nu ender det med garanti galt, masker og tællerier går ikke hånd i hånd med “fuldskab” hihi. Lidt ligesom at skulle gå på line vil jeg tro :)

 

Jeg er nået hertil forresten:

Jeg har endnu engang valgt Kauni. Et nøgle med farveskift og et nøgle ensfarvet, og jeg kan godt sige jer at det er en fryd at strikke med. Af en eller anden grund er den råhvide helt utroligt blød at røre ved, måske er der ikke så meget spindeolie i som ellers. Jeg ved det ikke, men til forskel fra de fleste andre nøgler Kauni jeg har strikket med, er dette her helt ensartet spundet og det glider bare derudaf. På billedet her kunne det godt se ud som om at det farvede er gråt, men i virkeligheden er det jordbrunt og meleret. En skøn og afdæmpet kombination syntes jeg.

Som det lå i sofaen i går, ku jeg gå og ae det lidt. Smile fordi det næsten lyser af sig selv, og midt i min leg med alle de kraftige farver jeg viste i går, var det som en pause for øjnene at kigge på det.

 

 

Måske I fornemmer det samme som jeg. Nogle har endda bemærket overfor mig, at jeg og mine skriverier her er ganske som sjalet på billedet, SÅ meget lysere end sidste år ved samme tid. Indtil en af mine strikkeveninder første gang nævnte det, var det ikke noget jeg selv havde lagt mærke til, men jeg kan godt selv se det nu. At jeg og det jeg formidler lyser.  At der er kommet en anden stemning og person frem af mørket så at sige. Igen i går blev det så kommenteret af en anden der har fulgt mig længe, og NOJ hvor er det dejligt at få at vide.  Helt ærligt kan jeg sige, at det varmer helt ind i krogene på mig. Jeg bliver sgu glad. Endnu mere glad end jeg allerede er :)

 

 

OG derfor er jeg ikke fortvivlet over, at være midlertidigt slået hjem af hovedpinens onde tvilling.  Derfor gider jeg slet ikke bruge energi på at ærgre mig. Jeg KAN slet ikke faktisk simpelthen fordi..

 

 

Der er så meget at glæde sig over :-)

De korte nyheder

 

 

 

Turen til Lolland Falster gik rigtigt godt. Vejret var så diset at jeg intet kunne se, da jeg kørte over broerne, men det var behageligt og ok.

 

Skolen dernede er nu fortid. Vi ser fremad og glæder os til i morgen, at hilse på forstanderen Dorthe på den nye efterskole.

 

Nysted er genrelt en hyggelig og charmerende lille by, men som alle andre udkantsbyer, voldsomt præget af lukkede butikker.

 

Da jeg trådte ind ad døren til stuen blev jeg mødt af de to nuttede pelsdyr her:

Kind mod kind lå de. Det er sgu da ikke til at stå for :)

 

Og nu her et døgstid efter at jeg kom hjem, er jeg stadigt helt kraftesløs. Jeg er ok. Men lemmerne kan ikke andet end lige løfte koppen til munden, og hjernen drømme om lækre varme retter serveret lige foran mig. Sådan kan jo drømme om så meget, men jeg kan heldigvis nyde min røde krans og lysene på altanen.

 

I morgen går det nok bedre igen..

Marsvinehviskeren har talt, og jeg er en pylremor!

 

 

Jeg føler mig SÅ dum og også lidt underligt til mode lige nu. Cupcake er her endnu, og det er jeg selvfølgelig vanvittigt glad for, men jeg kan stadigt ikke ryste fornemmelsen af mig. At han ikke har det godt. Han er blevet kigget efter på kryds og tværs, og jo.. han har lidt vrøvl med maven, men NEJ han er slet ikke dødsdømt. Slet slet ikke. Faktisk har han så fin en pels, så perfekt et udtryk og så klare øjne, foruden at han slet ikke er så tynd som jeg går rundt og syntes, at jeg blev anbefalet at beholde ham. Han er simpelthen og med andre ord for rask..

 

Jeg tror selvfølgelig på, hvad en ekspert fortæller mig. Lytter og glæder mig over at det er sådan det er, men jeg er faneme ikke overbevist i min sjæl. Det skærer mig i hjertet at se ham trist. Da jeg ytrede mig om det, blev jeg mindet om at Lakridsen jo også engang var syg. Og at jeg dengang også var helt ude af den, men han kom jo fint over det igen. Jeg husker det faktisk, og jeg kan godt forstå at også dyr kan have dårlige dage, og når nu marsvin elsker at spise, er det naturligt at de bliver triste hvis noget forhindrer dem i det.

 

Jeg ved sgu ikke…. måske det er fordi jeg selv er helt færdig efter en uge med feber og hoste og ondt alle vegne. Min manglende energi gør måske at jeg overreagerer og er mere pylret. OGSÅ med dyrene.. Jeg føler mig ihvertfald lidt meget dum, fordi jeg har skrevet at NU var det slut, og har fået en masse søde kommentarer, og så er det bare ikke sådan alligevel. Men jeg troede det sgu. Det gjorde jeg..

 

Jeg er GLAD fordi han stadigt er her, men monster træt så i aften bliver der ikke fejret fredag så meget. Jeg vil bare sidde stille og sunde mig lidt.

 

Man bruger vanvittigt meget energi på at forberede sig på sorg, har jeg fundet ud af. Sikke noget..

Den store badedag

 

 

 

Fælledparken var ellers bare våd, grå og kedelig, men fuglen her var underholdning nok for mig.. :-)

Ahhhh :-)

 

 

Ja ok.. det er godt nok ikke det fedeste vejr at begynde april med, MEN det sk.. jeg på, for jeg har udsigt til nogle dage uden nogen som helst planer. Så vidt jeg da husker!  Min hukommelse er nemlig helt ad pommern til igen, og er der nogen derude der ved noget jeg har glemt, så sig endeligt til. 

 

Nå, men altså ud fra hvad jeg selv tror jeg ved, så har jeg god tid til at restituere mig igen. Intet er fastlagt, men jeg håber at få opdateret min Ravelryside, og så vil jeg gerne nørde lidt med på computeren. Hvis himlen tørrer ud vil jeg også gerne ud på min cykel.  Få og letoverskuelige planer er lige hvad jeg har brug for nu.

 

Det er fridag, det er fredag og så er det ikke engang løgn ;-)))

 

Fredagens positive

 

 

 

 

Bare lige en kort fredagsopdatering.

Jeg har idag fået hentet min novemberkaktus ind fra altanen. Lidt af en bedrift idet jeg konstant har husket og så straks glemt igen, at den trængte til varme og omsorg. Hele sommeren har den drevet den af i et ugenert hjørne på gulvet derude, og det der kan undre mig er, at den har masser af fine knopper. Det har trods alt været koldt en tid nu, men den er sejlivet er den :)

Ellers har jeg haft en god dag. Stod op efter en nat med uafbrudt søvn i seks timer, fodrede dyr og modsat i går og den seneste måned BLEV jeg oppe.  Jeg har set Godmorgen Danmark for første gang i umindelige tider, kæmpet med montering af ærmer på Hoodien, skiftet sengetøj og andre småting.

En lur tog jeg først ved sekstiden, og efter maden er jeg nu klar til resten af aftenen.

Min første hele dag oppe…

Heeeelt vildt :-)))))

Så kom der skred i Central Park

 

 

 

 

Dagen i dag er gået med at sy Hoodien sammen over skuldre og i siden, og nu er der samlet masker op til hætten. Jeg har fået strikket de første fem pinde på den, og nu begynder det sgu da at ligne en trøje :-)))   Man kan ikke se det på billederne her, men jeg har syet en mere taljevenlig facon ind i den, og det ser bedre ud end den helt lige op og ned model jeg har strikket på. Kunne ikke selv finde ud af at tilpasse mønstret til taljestrik, så sådan måtte det være.

 

Uh det har været en længe process med de sidste par forstykker og det der med at strække og tørre er bare dødkedeligt, men jeg kan godt se fidusen ved det når man sidder og alle delene skal passe på mål. Det er så også der jeg går kold, for det har jeg brugt enoormt meget tid på. At måle altså.

 

 

At sætte stykkerne fast med nåle så de passer til de fastlagte mål, er slet ikke noget der falder mig let, men jeg fik det da NOGET lettere da jeg droppede at oversætte målene fra engelsk til dansk. Så gik det hele lige pludseligt tjept og nu passer de så fint sammen som man kan ønske sig.

 

 

 

Da det var gjort blev alle brikkerne med strik sat i brusekabinen, og bruset over med løs hånd. Meget nemmere end at stå og skylle og trykketøre inden. Det blev som jeg havde planlagt lettere fugtigt og efter et døgns tørring, er der intet rulleri her. Hun er da lidt kvik hva..?  Ind i mellem..  hihi

 

 

 

 

Nu går der ikke så længe før jeg kan trække den på. Uhh hvor er det spændende :-))

En hyldest..

 

 

Til ære for Tony Curtis som døde i går.

Gensyn med mødregruppen…

 

 

…gik rigtigt fint. Jeg klarede aftenen i fin stil, men jeg kan godt her indrømme, at jeg inden jeg gik ind sad og sov i bilen i en halv times tid. Det var jeg simpelthen nødt til, og det hjalp mig til at være mere frisk i hovedet. Jeg kan efterhånden ses sovende de underligste steder og på de mærkeligste tidspunkter, gad vide hvordan det virker udadtil??

 

Nå, men jeg blev modtaget vældigt festligt og med masser af knus og kram. Det varmer at jeg har været savnet det vil jeg ikke nægte, men overvældende var det også. Efter to års fravær er der jo masser af historier der skal følges op på, og man må sige at de to år IKKE har været  begivenhedsløse hos mig i Vanløse. Ud af de tre, er der kun en som har en vis erfaring i at bruge computer, og de har derfor ikke kunnet følge med via Facebook.

 

Det første der skete da jeg trådte ind ad døren, var en grundig inspektion efter forandringer. Man må sige at der ikke bliver lagt fingre i mellem, når gamle veninder/bekendte/kvinder mødes hihi. Een markant forandring var helt tydelig.. Alle som en udbrød de i kor:

 

“ Hvorfor har du stadigt ikke fået rynker i ansigtet???”.

 

Og ja..  jeg ved det godt selv. Lige netop på det punkt kan jeg ikke klage, mit ansigt har endnu ikke vist de store alderstegn, men jeg kunne jo så berolige dem med, at jeg  nærmest er stæreblind og venter på ny briller :-) 

 

 

Mange flere timer end jeg egentlig havde ønsket, gik der inden jeg tog hjem igen. Af en eller anden grund har det altid været sådan i lige netop det forum! Jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig og sige farvel, men sidder bare og venter på en passende pause i talestrømmen. De er så søde alle tre, der er ingen tvivl om at der ikke er noget ubehag i deres selskab trods de store forskelle, men uanset hvad så bliver jeg altså bare så hamrende træt efter de aftener.

 

Nå.. skidt pyt med det. Min mavepine forsvandt som forventet og jeg kan bare undre mig over mig selv. Som så mange før dem bemærker også disse kvinder, at de ikke kan fatte at jeg har så svært ved det sociale, for når jeg er ude kan man ikke mærke det på mig. Jeg snakkesnikker ligeså meget som de, deltager og er åben, har meninger og er bestemt ikke usynlig. 

 

Det undrer også mig. Indvendigt har jeg mest lyst til at forsvinde. Indvendigt sidder jeg og ville bare gerne være stille og lytte på. Men udvendigt opfører jeg mig som om jeg trivedes fortrindeligt. Kan slet ikke lade være. Det sidder på rygraden simpelthen, det der med at slå automatpiloten til og så være en af flokken. Jeg forstår ikke mig selv på det punkt. Også John undrer sig, for HAN ved jo hvordan jeg er hjemme i privaten, stille og fredelig og uden ord i timer ad gangen.  Jeg har sågar mødt nogle der har fundet det direkte provokerende..  Det med at jeg virker glad og veltilpas udadtil, når nu jeg selv giver udtryk for det modsatte blandt andet her på bloggen.  Det eneste jeg kan sige er vel, at jeg selv efter mange års terapi endnu ikke har opnået at kunne være helt mig selv, når jeg er ude. Den lille pleaser og flinkefrøken sidder endnu og bestemmer over mig på toppen af min sjæl;)

 

 

Uden ord med lyd på er jeg bestemt også nu. Nyder at jeg ikke skal tale indtil familien igen er hjemme. Indtil det sker vil jeg gå ud på min altan og lægge lidt flere løg til glæde ved næste forårs komme :-))

 

Jeg kan snart se klart igen

 

 

 

Jeg skrev for et stykke tid siden om det der med uforudsete udgifter. Om hvordan de kan komme ind fra venstre og skubbe andre planlagte udgifter til side. Min planlagte køretur måtte vige, hvilket jeg  jo er dødærgelig over, men sådan er det.

 

 

 

En af de der udgifter, som jeg ikke lige har set komme eller, som jeg i hvertfald har lukket mine i forvejen halvblinde øjne for, er ironisk nok nye briller. Det er ikke en udgift vi hilser velkommen skulle jeg lige hilse at sige, men nu er mit syn faktisk så ringe at jeg ikke kan udskyde problemet længere, så derfor var jeg i går en tur hos brilledamen.

 

Jeg fik sgu et mindre chok da jeg hørte, hvor meget mine øjne har ændret sig siden jeg for halvandet år siden fik de briller jeg har nu, og der er ingen vej udenom det længere. Det er helt vildt faktisk og det hjalp ikke det mindste på chokket, at den flinke dame ( på min egen alder) fortalte, at det var skam da heeelt normalt for min aldersgruppe!  A  HVA  BA??  Min alder??  SÅ gammel er jeg da heller ikke ??  Men jeg skal altså nu vandre rundt med briller fra morgen til aften, briller med overganghalløjsa i ( er det mon første trin på overgangsaldersstigen??? ), og dertil indbygget solskærm, så jeg ikke ( som nu..) skal have to par uden på hinanden, når jeg er udendørs.  Hmmm  Der stod jeg så i blandt 100vis af brillestel, alt for mange valgmuligheder og en ide om at jeg ikke gider ligne en sekretær, en skolefrøken, en bibliotekar, en forsikringsagent eller en revisor. Ikke at der er noget galt med dem, men de signalerer mere klogskab end jeg besidder, og mindre sexiness end jeg gerne ville udstråle ;)    Jeg mener..   een ting er at jeg går hjemme og derfor ikke bruger mit lækreste outfit til hverdag ( mest fordi jeg er en gris og en fumlefidus, der a l t i d spilder på tøjet), en anden ting er at jeg godt ved at jeg ikke ligner en sexy mama i mit skånetøj. Skal dertil nu også lægges klogebriller, så er enden nær og min karriere som fristerinde SLUT.

 

Chokket blev ikke mindre, da jeg hørte prisen for sådan et par øjenåbnere. Hjerteflimmer og åndenød dækker vist udemærket min reaktion, og selvom man ikke skal kimse af tilskud fra kommunen, så er der ikke meget at hente i det store regnskab derfra.

 

Summa summarum solarium:

 

 

HURRA for afdragsordninger!

 

 

Jeg vil bestemt ikke anbefale den slags anordninger, men her må jeg selv ty til dem, for ellers kommer jeg til at lægge alt fra mig i fremtiden. Ingen madlavning, intet tv kiggeri, ikke noget strikkeri og ikke noget med at sidde tæt på kæresten. Alt det jeg ikke kan se nu, bliver kun mere og mere tåget i fremtiden. Jeg afholder mig selvfølgelig fra at tale om aldersbetinget kropslig degenerering, og vil i stedet insistere på at det handler om udefrakommende påvirkninger, såsom medicin, forsvindende ozonlag, den generelle forurening af byluften og måske for meget sprut i mine unge dage.

 

Sådan er det da ik.. ;)

 

 

Tre uger går der inden jeg igen kan se lys for enden af tunnelen, skimte lys forude, se klart som blæk og med vinduer så nypudsede, som krystalglas på dronningens middagstaffelbord. Tre uger som nu, hvor jeg har erkendet behovet, syntes som tre ÅRTIER. 

 

Jeg glæææææder mig til at få syn for sagen igen :-))

Det er fredag i dag..

 

 

 

 

 

Ja ok.. tilgiv mig. Det er ingen vist i tvivl om, men jeg må lige slå det fast, HVIS NU nogen alligevel troede det var torsdag eller lørdag ell sånt.

 

Det er fredag i dag :-))

 

 

Det betyder udsigt til et muligt sommerhus visit,  og bliver sommerhuset droppet er udsigten alligevel skøn, for så står den bare på pleje af husbond, der er ved at være lidt slidt i kroppen, og sysler i stil med strik, varme fødder og bløde samtaler.

 

Med andre ord, gider vi ikke andet end at se hvad de næste to dage bringer af indslag.

 

Det der med husbonds slidte krop, er faktisk ikke engang til at spøge med. Han har hele livet haft et fysisk arbejde, og det mærkes nu i form af led der værker og en krop der ikke altid vil det han beder den om. Slitagen er sat ind. Jeg håber bare at han passer på sig selv, og ikke overbelaster den mere end godt er, for den skal jo helst kunne holde til at holde i mange år endnu.

 

Det er bla også derfor, vi ikke lige ved om der er basis for en tur i det der sommerhus. Sådan et ophold betyder godt nok dejlige timer til mig, men virkeligheden for John er hårdt arbejde. Han er blevet spurgt om hjælp til et eller andet deroppe, og  “ et eller andet”  betyder i dette tilfælde ALTID fysisk arbejde..  Så jeg forstår faktisk godt, hvis udsigten til en tur derop ikke lige frister så meget for ham. Jeg har masser af gange bedt ham holde inde med at være så sk.. flink. Altid siger han ja til at hjælpe, og det er selvfølgelig et pænt træk i hans karaktér, men han skal altså til at tilgodese sig selv lidt mere, mener jeg. Han er ikke 20 år længere og kroppen er ofte øm når han kommer hjem efter job, så han ville have godt af ikke at bruge den til noget i weekenderne. Nu er jeg så ikke hans mor, og han må selv finde ud af at sige fra, men jeg tænker mit. Jeg kan derimod godt med ømhed i stemmen antyde, at han ville have godt af en weekend hjemme, og samtidigt friste med lidt kærlig pleje og hjemmebag, og måske en kæreste iført lettere gevanter, så det trick bruger jeg da bare. HEHE 

 

 

 

Afstig afsted går det nu, jeg vil ha burene renset i dag. De pelsede har ikke mere hø i livet, og den går jo ikke vel ;)  Cupcake har færten af et eller andet i tæppet og snuser ivrigt efter spor. Det sjove er, at det er ham selv der har ligget på det sidst.  ;)

Fredagslys

 

 

 

En fredag morgen som den vi har i dag, skal vist ha lidt starthjælp i form at levende lys.

I går var jeg på farten stort set fra kl 12.00 til 20.30 og det mærker jeg her til morgen. Josefine, Rasmus og jeg var i går eftermiddags på besøg hos marsvinemor, for at kigge på babyer. Den ene af de to marsvin Josefine fik i fødselsdagsgave var ikke raskt så hun måtte trist aflevere ham igen. Nuttet og kær var han, men helt ødelagt af en rigtigt dårlig start på livet hos en anden ejer, og hun har forgæves forsøgt at få han gjort tryg og glad igen. Hans skæbne er desværre en aflivning, for han kan slet ikke fungere sammen med sine artsfæller, og sådan kan man konstatere at ikke alle passer godt på deres kæledyr.

Nu har hun i stedet fået en rigtigt lille charmerende fjollerik med sig hjem. Helt hvid og med sorte øjne, og  storsnakkende lige fra vi satte os i bilen for at vende snuden tilbage mod byen. De første nyhedsbulletiner melder om snusen og lidt markering af territorie sammen med det andet marsvinebarn hun har, og inden hun gik i seng lå de to nok så fint tæt op ad hinanden og snorksov.

Gitte havde som altid masser af skønne og søde dyr, så vi fik aet og nulret til den store guldmedalje. Det er altid dejligt at besøge hende og meget kan man sige, men keder sig det gør hun ikke. Marsvin, hund, hamstere, fugle og til tider også kaniner bor der i huset, incl hendes egne to sønner. Pyhhh jeg bliver heldt svedt ved tanken :-)

Nu venter weekenden lige om hjørnet. Rasmus har planer om fest, Mira har sikkert planer om ingenting andet end hygge på sit værelse, for hun har været på skolen i 14 dage og glæder sig garanteret til at se sine dyr igen. Jeg selv håber at jeg kan få energi til en gåtur i skoven. Sådan noget gider kæresten ikke, så jeg regner med at gå for mig selv. Hvis det regner er det næsten perfekt, for så er der ikke mange andre på stierne i dyrhaven. REN balsam for sjælen, og som en ekstra bonus kan jeg endelig vinke farvel til de sidste ugers smerter, der endeligt er på retur igen.

Det bliver en dejlig weekend :)

Rolig fredag med indlagt nus af marsvin

Nå, men altså i dag er helliget rolige timer og marsvin der skal have rene senge ( og numser ). De skal med andre ord skiftes hele bundtet, og derefter have en tur under den lunkne vandhane, hvilket de tager højest forskelligt.






 
De er blevet voksne de kære pelsede, og deres nysgerighed er mindre dominerende desværre. Som med mennesker bliver også de som voksne, fornuuuufftige og glade for at slaaappppe af. Der er ingen grund til at spjætte mere end højst nødvendigt, sæt nu man skulle komme til at bruge for meget energi..




De er stadigt ret så morsomme og især Cupcake og Chokofant ved liiige hvordan de skal snøre deres mor. Cupcake tager jo som sædvanligt bare for sig af alt, hvad der kommer inden for rækkevidde ud fra den devise, at hvad mor kan lide kan jeg nok også :-)  Glad og fro hapser han løs af det meste, og bliver på det nærmeste lidt stødt over at opdage at leverpostej eller hakkebøffer IKKE er marsvinekost. Hvad ligner det?? Fornærmet lunter han tilbage til sin plads i teltet, og der kan han så ligge og nedstirre mig hele måltider igennem, med et blik der ikke efterlader tvivl om at han IKKE er tilfreds. HA!  han er så morsom altså.



Samme teknik ligger i Lakridsen. Altså den med nedstirring. Han gør det bare stående som en stenstøtte og med hele kroppen klar til at springe, HVIS NU jeg alligevel skulle bøje mig for marsvinemagten, og hente lidt af den gode salat I ved nok.. Den der sprøde og saftige en, der er så dejlig at gnaske på. Hans enestående talent består i tålmodighed.  Vi taler her om hele kvarter og halve timer som statuen Lakrids!  IMPOnerende..




Chokofant er der tilgengæld INTET nedstirrende over. Hans teknik handler om at råbe og skrige så meget, og så højt, at det kan høres helt over på den anden side af søen. Når Kæresten står op sker intet. Han kan nusse og klø kræet bag ørene uden anden reaktion end et blik, der mest af alt siger: skrid pomfrit du spærrer for udsigten…  udsigten til mors dyne altså.  For når den begynder at bevæge sig SÅ er det tid til mad J U B I I I I ;)   Jeg har forsøgt at snyde ham, men den går ikke, han er kvik og giver hals så snart mit hår begynder at vokse frem fra gemmerne. Jojo Chokofant kender sine virkemidler, så fyldt blære og forfrosne lemmer er IKKE grund nok til, at udskyde dagens fest længere. Først når maden er serveret er der ro i lejren igen.

Næsten altså..

For pigerne som jo er Miras, og bor i et værelse for sig, i sikker afstand fra ivrige han-marsvin, de kan udemærket høre at der sker noget derude i den store verden. Når jeg går over dørtærsklen med salaten fremme, er de ved at falde helt ud af buret. To små fruer står med overkroppen helt ude over kanten og munden på vid gab. Piv siger de forsigtigt og der skubbes og mases for at få det bedste stykke..


Alle er de nogle grisebasser, så rent vand, skånsom sæbe og bløde håndklæder er nødvendigt ind i mellem, men de er ikke alle lige begejstrede for mors kærlige håndvask af pelsen. Lakridsen stikker af, og kan snildt gemme sig helt inde i mine ærmer, så også jeg bliver pjaskvåd. Ikke ti vilde heste kan få ham ud igen, og jeg må helt af med trøjen for at få ham vasket færdigt. Cupcake er et kapitel for sig som i alt hvad han gør, og ikke på vilkår om han skal have vand på sig. Nul putte og NIKS Sulejma. GLEM det.  Generelt tror han jo at han er en hund, men i tilfælde af vand forvandles han til en kat. Han piver og karter rundt som en stukken gris ( HA!) og ligner en, der har haft en nærdødsoplevelse. Tilgengæld er det godt at putte hos den udmattede mor bagefter, godt pakket ind i det varme håndklæde, og allerhelst skal jeg nusse og nulre ham helt tør.  Det lille pus. Det er hårdt det liv, det er det altså. Giver du ikke en hel agurk hva, mor? sån som trøstepræmie… 






Chokofant, Karamel, og de to piger er tilgengæld græsk katolske over en badetur. Alle gør de sig helt slappe i kroppen og hænger med alle fire ben som døde sild i mine hænder. Deres blik udviser den dybeste kedsomhed og sender signaler om, at jeg skal rubbe neglene for det er altså bare for meget, med alt den postyr for lidt rene numser. Herregud da..   Men efter seancen er de alligevel lidt rystede og kan sidde længe med bebrejdende blikke og bare kikke på mig. Nærmest som om de venter på,  at jeg kommer med føntørren eller noget. AD våd pels mor, det byder du os bare ikke…   Billeder af våde marsvin er ikke aktuelt, da jeg simpelthen ikke kan nå af fange seancen. Vi taler her om mutti på speed for at undgå, at de stikker af i alle retninger. Pheww!!


Jojo selvom de nu er voksne er de stadigt underholdene og kan finde på de mærkeligste ting. 

Jeg elsker de kræ det gør jeg altså :-)

Den årlige firmabakketursudflugt

 

 

 

 

 

… banker på, og i dag kl 14 skal hele ventilationsstyrken medsamt familie, samles foran indgangen for at lege og spise. Der spares aldrig på noget, ungerne udstyres med turpas, de voksne med øl/sodavand ad libitum, konkurrencer og spisning på restaurant er planlagt og hele cirkuset slutter kl lukketid.  Det plejer at være hyggeligt og festligt, og det er tredje år jeg deltager, dog kan jeg i dag kun sige:

 

 

Kære Vorherre. Lad regnen sile ned i stride strømme og giv mig akut en nødudgang, for jeg gider faktisk ikke denne gang.

 

Kender I det??