Uventet drejning

Her sidder jeg. Med en blog der har været død i mere end et år.

På nogle uger har jeg kastet mig ud i at podcaste og det er jeg så glad for, at bloggen på ny får en vis berettigelse. Lige nu har jeg som det første lige skiftet lidt i udseendet, men vigtigst af alt så er bloggens titel ( endnu engang) ændret, så den er den samme som min podcast på Youtube. Næste bliver at få mine links herinde til at fungere igen og lidt andet småtterier af den slags.

Det er sommer. Det er sent. Der kommer mere..

På gensyn.

Ændret fokus og genoplivning

Jeg har nu opdateret bloggen, og fokus skifter fra en blandet landhandel til haveliv.

Der er lavet en fane med links til strik og garn, en fane med havelinks og jeg har opdateret min profilfane.

Jeg arbejder stadig på at bloggen bliver som jeg har tænkt mig..

Vi ses igen inden længe.

Finale til tiden og tak herfra

Det er november nu. Allerede. Det er som om, at jeg med alderen får mere og mere travlt med at kigge på hver eneste dag, for året har mere fart på end Concorden, og er jeg ikke opmærksom, smutter sådan et år forbi min tid her på jorden før jeg opdager det. Hvorfor er det, at tiden går hurtigere nu, end førhen? Er det fordi jeg i dag har tiden til, at mærke tidens gang? Tiden er jo den samme, som den alle dage har været. Der er ikke kommet færre dage på et år, eller mindre timer på en dag, der er stadig ti år i et årti og hundrede år i et århundrede, men alligevel er det som om den tid jeg lever i løber forbi mig, hvis ikke jeg er virkelig påpasselig med at holde godt fast i den.

Så jeg binder en snor i hver dag, og gør mit til at netop denne dag bliver husket som noget særligt.

Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at snoren sænker farten på mine dage, men fordi jeg har et fast greb i den, kan jeg give mig selv en fornemmelse af indbildt kontrol. Den imaginære snor er i virkeligheden mit kamera. Mit kamera, som jeg hver eneste dag ( næsten) bruger til at fryse tiden fast, så jeg kan kigge tilbage og se, hvad det nu var der var så særligt lige netop den dag. Og den før og den efter.

Jeg har “millioner” af billeder liggende efterhånden. Nogle gør det rigtigt ondt at kigge på, så de ligger urørt og samler digitalt støv til engang det måske bliver vigtigt for mig, at kunne finde dem frem, men de fleste gør mig glad. De allerfleste fortæller mig historier om udvikling og fremskridt, om kampe og sejre, og om milepæle og venskaber.

Og så er der alle dem hvor planter og farver og uld er i fokus. Og dem med mine børn på. De billeder er de bedste. Hvert eneste billede er et sekund, der er frosset for tid og evighed, og med dem kan jeg få hjælp til at huske det tiden har slettet for mig.

Tiden.

Hver ting til sin tid siger man. Der er en tid for alt, og tiden læger alle sår.

Tiden spiller en rolle i mange af vores sande og kloge ordsprog og talemåder.

Også her på min blog gør tiden sig gældende nu. Den har levet i næsten otte år, og nu er tiden inde til at sige farvel til den. Den har haft sin tid, og den har udspillet sin rolle. Den har gennemlevet den umodne og forsigtige barndom, brugt ungdommen til at finde sit ståsted og sin identitet og berettigelse som læseværdig, den har haft et rigt og fyldt voksenliv og den har ved haltet sig gennem alderdommen ved hjælp af krykker og kunstigt åndedræt. Så at sige.  Min blog har været min dagbog og min kontakt til verden udenfor, men tiden er inde til at takke af. Bloggen er ikke længere min bedste ven, for jeg har hele tiden dårlig samvittighed over ikke, at putte nye ord og sætninger ind på den. Tid har jeg massef af til det, men behovet er væk. Behovet for at notere og fortælle er skrumpet ind til Instaformatet for sandheden er jo, at jeg efter en meget lang rejse endelig er sat af på en perron, hvor jeg ikke er nødt til at kæmpe mig frem til udgangen.

Mit liv ser ud til endelig at være stabilt. HURRA. For nu. Ingen ved hvad tiden bringer, og jeg skal ikke være den der hylder den faste tro på, at livet er stationært, men alligevel. Jeg ER i mere ro nu. Og med den ro følger trangen til ikke, at fortælle så meget. Hvad pokker er der også at fortælle!  Jeg mener… min lykke er en fredelig og Ubegivenhedsrig hverdag, men med sådanne dage følger altså inden ordstrøm med.

Intet nyt er godt nyt, og det gælder i høj grad her og for mig.

Dog er en blog med intet nyt lissom lidt ikke særligt læservenlig tænker jeg…

Så kære læsere. Kære de af jer som stadig måtte være derude. Jeg takker af i dag. Takker for de mange gode kontakter jeg har fået via mine skriblerier. Jeg fastfryser tiden her på adressen, og lader den stå til evig tid. Min fremtid som skribent ligger muligvis et andet sted, og når jeg ved hvor det er så melder jeg ud. På Instagram og Facebook. Instagram har det format, der dækker mine behov som de er nu, og Facebook..  er jeg fanme træt af. Jeg har min profil der, men gider ikke rigtigt det der følger med af åndssvage reklamer, som forsøger at bilde mig ind, at mine venner synes godt om produktet!  Gu gør de da ej.

Vintertiden vil jeg bruge på, at tænke over om jeg skal finde en anden vinkel som skribent, for jeg kan i bund og grund godt lide at lege med ord, men mit problem er, at jeg ikke kan opfinde tekster. Jeg kan kun skrive de ord som er i mig i nuet. Og om min virkelighed. Fantast bliver jeg sgu aldrig HA!.

Sidder der nogen og læser med endnu, og som har ønsker til noget jeg kunne bruge ord på, så kom med forslag. Jeg er åben for nye muligheder.

Bloggen begyndte som de fem i byen, der hurtigt blev til de seks, og som ligeså hurtigt blev reduceret til de to. Så blev den til andre to og sidenhen tre og nu er den så endt med igen at være to. De to siger pænt tak for den tid i gad læse med og vi ses måske igen. I en anden tid.

Kærlig hilsen

Henriette og Herman

HOV! igen i år glemte jeg fødselsdagen

 

 

 

Jeg har da haft fødselsdag herinde. Glemte det bare midt i alt påskehurlumhejet og havegejsten.

 

 

Den 4 april 2009, skrev jeg mit første indlæg og resten er jo historie som man siger. Seks år er det nu blevet til.

Det er da meget godt gået synes jeg, og jeg kan bare konstatere at bloggen stadig er en del af mig og min hverdag. Og min mulighed for social kontakt på et niveau jeg kan klare.

 

Så TAK til alle jer der holder mig igang og til ilden. Uden jer var det knapt så interessant.

Tilvænning og februarhaven

 

 

 

Så kom der ny header på bloggen. Jeg er ikke helt tilfreds med den, men den bliver her indtil jeg har fundet nogle bedre billeder. Her er jo bunker at vælge imellem, og det rækker min tålmodighed åbenbart ikke til nu. Jeg skal da bestemt også lige vænne mig til det nye navn, for når man har skrevet så mange år på samme blognavn, ender det med at det sitter fast på rygraden, som en slags identitet. Også når computeren er lukket. Jeg er heldigvis glad for at have skiftet, og synes at alt nu er som det skal være. For Holger og mig. Haven.. den er omvendt under stadig forandring .

 

Der sker noget derude nu. Både ved det der vokser op af mulden, og også ved de store linier.

Jeg har forresten haft min lille svampedreng med derud i dag til en lille fotosession, for han er nemlig endeligt færdig. Det har ikke været et af den slags projekter, som bare kørte derud af. HOLD da op et fedtearbejde altså. Og så har jeg endda lavet to!  Dog mangler nummer to sin hat, og DEN bliver ikke rød med pletter. Jeg orker det bare ikke. Hatten er i sig selv svær at få pæn, og den røde er med en mænge fejl, men bagefter at skulle sidde og lave cirkler og så også sy dem på… det gider jeg bare ikke to gange. Nummer to får en brun hat, og så hedder han i fremtiden Karl Johan. Punktum.

 

 

I haven har jeg i denne uge været i gang med det lidt tungere arbejde. Sidste år gjorde jeg ikke så meget ved komposten, selvom jeg troligt fylder alt det på den jeg kan hele tiden, så i år håber jeg at få lavet nogle rum til at dele og vende i. I første omgang har jeg bare vendt og rodet lidt op i den, for at kigge efter dræberæg. De skal faneme ikke ha’ det for let hos mig. På samme areal ligger det, der efterhånden er de sørgelige rester af den kæmpebunke flis, jeg var så heldig at rane til mig da jeg flyttede ind, og der blev fældet træer. Uden haveerfaring anede jeg ikke lige, hvad jeg ville bruge det til, tænkte bare at det kunne nok anvendes til et eller andet, og det skal jeg da også lige love, at det er blevet i løbet af året der er gået.  Også den bunke er blevet vendt og rodet i, og nu ligger en del af det spredt i haven, hvor det er forløberen til et stisystem, som senere skal anlægges. Det ser faktisk allerede flot ud, men jeg har en ide i mit hoved, som jeg håber at få realiseret..  en dag. Lige nu kan flis’en få lov at gøre kål på græs og ukrudt. Ikke nogen dårlig løsning, når det samtidigt ser pænt ud. Og i forbindelse med vendingen af den bunke, kom der nogle stygge pupper til syne, som jeg efter en lille rundspørge på IG, har skyndt mig at fjerne, fordi de ikke er så rare når de udvikler sig. Og der var rigtig mange af dem skulle jeg lige hilse at sige..

EEEWWWW !

 

 

Flis og blade har efterhånden dannet en snoet sti ned gennem haven:

 

 

Og i dag har jeg så gravet stauder og bunddække op fra gårdhaven for at omplante dem langs stien. Som altid er problemet med arms-tykke rødder under plænen til at tage og føle på, så det er et værre mas med sav, saks og spade før planterne kan komme i jorden, så jeg blev ikke færdig i dag.

I potten har jeg sat en klematis. Ja faktisk to, men det var en fejl og fordi jeg på det tidspunkt var lidt småtræt. Der skal kun være een i krukken, og den anden skal hen og vokse op ad muren ved stuevinduerne. Det må laves om senere..

 

Stauderne som jeg har flyttet i dag, stod for alligevel at skylle rykkes da de voksede der, hvor udlejer har lovet mig at sætte ordentligt hegn op. I gårdhaven ind til naboen til højre. Den plads er det mest solrige sted, og derfor skal mine georginer bo der i år. Jeg har virkelig lært noget af sidste års sørgelige resultater, hvor halvdelen stod alt for mørkt, så i år skal de have fuldt skrue i gården.

Jeg har gemt alle knoldene, og forleden kom så lidt ekstra jeg har købt på tilbud. Uhh jeg glæder mig til at se dem folde sig ud i al sin pragt. Og nu jeg er ved knolde og det der skal spire..

 

.. jeg har også modtaget en anden pakke med posten.

 

Den viste sig at være fuld af frø, men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvem der har sendt dem til mig? Der er et sødt kort ved, ingen afsender på kuverten og aehm.. underskriften ligner noget en læge har skrevet. IKKE for at være uartig, men jeg kan bare ikke tyde den. UNDSKYLD til den som har betænkt mig, og måske det er meningen at det skal være en anonym gave, dem får jeg til tiden nogle af, så det er helt ok, MEN så vil jeg da lige benytte lejligheden til at sige tak her fra. Jeg er superglad for frøene og tanken bag.

Morgenfruerne spreder jeg i morgen langs stien. De kan snildt klare at blive smidt nu, da de jo alligevel ville have ligget hele vinteren, hvis de havde fået lov at drysse af planten naturligt.

 

 

NU viser vejudsigten, at vi her sydpå får helt op til OTTE grader og fuld sol fredag eftermiddag så gæt, hvad jeg har tænkt mig at byde weekenden velkommen med:

YES!   Haveliv for fuld udblæsning.

Fedt med de mange input, og navnet på bloggen skifter til

 

 

 

 

 

                Holger, Henriette og haven

 

 

 

Jeg har siddet og kigget lidt på de forskellige forslag og på, hvordan det ser ud når det er skrevet. Har også følt efter, hvordan det ligger når man siger det højt. Jeg synes om, at der er tre H’er i navnet, men ikke at mit eget navn står først. Jeg kunne egentlig godt lide jeg-formen, men igen.. de tre h’er vandt. Om der sidenhen kommer en kat mere eller ej, vil jeg ikke lade være afgørende for navnet, og jeg bryder mig heller ikke så meget om, at fremhæve mit livs op og nedture i overskriften, så summa summarum og med de betragtninger in mente, er jeg endt med Holger, Henriette og haven.

 

Det føles rigtig og vældig rammende for indholdet.

 

Iøvrigt er det sin sag i det hele taget at kunne skrive et indlæg for tiden, for bassen ligger konsekvent ovenpå mig når vi er indendøre. Først når han sover tungt nok, nænner jeg at flytte ham. Om lidt vil jeg have lidt at spise, og så bliver det i morgen at der kommer ny header på herinde. Jeg har været aktiv ude igen i dag, så efter at have sovet nogle timer, trænger jeg mest til bare, at nørkle lidt med mit strikketøj.

Det nye liv er ikke længere så nyt, så nyt navn til bloggen forude

 

 

 

Jeps!  efter grundig overvejelse er beslutningen taget. Intet bliver dog ændret andet end bloggens navn. Heller ikke adressen i søgefeltet.

 

I sin tid passede det jo helt fint, at bloggen hed de fem i byen. Siden, da det ikke længere var en realitet, blev bloggens navn ændret til det nye liv, for det var jo det jeg skulle ud i og nu, efter fire år, synes jeg ikke længere det er så nyt, og jeg håber ved gud heller ikke, at flere “nye” grunde dukker op. Mit liv skulle gerne ikke ændres særligt meget fra det, som det er nu. Eller jo, hit da gerne med en million eller to, eller en overnaturligt fleksibel og accepterende kæreste, et bedre socialt overskud, og et sundere liv, og og og..

 

Som I kan regne ud er det, der skal til for at jeg endnu engang får et nyt liv, helt ude i hampen på realitetsskalaen og netop derfor synes jeg, det er på tide at bloggens navn bliver opdateret så det stadig afspejler, hvad det er man finder når man kommer her forbi.

 

Og hvad finder man så?

 

Man finder Holger, haven og jeg. Plus strik og lidt elendighed, men i det store hele er det jo haven og fedtemusen det drejer sig mest om, så det bliver bloggens navn.

 

Holger, haven og jeg.

 

Hvad synes I om det? 

 

Jeg skifter i morgen onsdag, så der er tid til input og andre forslag.  Er  “Holger, haven og Henriette” bedre måske? Navne som dukkehuset, på grænsen til vandet, livet på landet og andre knapt så rammende eller fine har været vendt, men selv synes jeg ikke de lå så godt på tungen.

 

 

 

 

Og ja, vi har været i haven igen i dag. Ved middagstid brød solen igennem, og så var det bare om at ryge i røjserne. Der er blevet rodet og regeret som altid, men NU vil jeg altså hækle lidt. På genhør onsdag, hvor jeg er spændt på om mit nye navn er blevet godkendt eller dømt ude.

Jeg giver min Iphone skylden …

 

 

 

 

 

 

Meget godt kan jeg synge om smartphones. De uendelige muligheder, og det SÅ meget lettere liv på mange områder, MEN..

 

 

… den har også gjort mig doven ud over alle rimelige grænser.

 

Trods min stålsatte tro på det modsatte, render jeg nu idag rundt som en anden teenager, med den fordømte maskine, som en forlængelse af højre arm, konstant. Arhmen altså! Jeg går i banken på den. Handler garn på den. Bruger IG, Facebook, gmail, messenger, kamera, læser nyheder, tjekker vejret og kører med gps på den. Og så er der jo lige det lille dummespil til at falde i søvn på, med alle boldene. Jeg lytter til musik, radio og mindfuldness, kikker i Krak, bliver mindet om medicin, og får besked om pollental, bruger lommeregner, noterer i kalender, og minder mig selv om alt muligt fra ansøgninger til gaver, køber ind fra ugens tilbudssaviser, og forsøger også at tælle mine skridt og spise sundere via mobilen. Og så er der jo bloggen..

 

Det kan og gør jeg nemlig også på den lille djævel, og det er det jeg går og hakker mig selv over tuden over. At hele min dag kan klares via mobilen har nemlig betydet, at jeg nu er så doven at der kan gå dage, siger og skriver   D A G E  , hvor jeg slet ikke åbner min computer. Og det betyder at min dovenskab nu har nået nye højder, for da jeg ikke synes det er så sjovt at blogge fra mobilen, ja så er det endt med, at jeg nærmest slet ikke gør det! Blogger altså.

 

Det er noget skidt og noget hø. Hvor doven må man være?

 

Min blog ser både pænere ud og er mere informativ på computerens skærm, end på den dumme lille mobil, men omvendt ligger billederne jo liiiiige klar til brug på mobilen, og skal ikke først overføres og resizes og og.. og sådan bliver jeg ved. Lige nu er det bare sådan det er. Jeg er blogger af hjertet, og har ikke tænkt mig at droppe skriverierne, heller ikke selv om der ikke er evige problemer på programmet længere, men jeg skal lige have mig selv tilbage på sporet igen. Det er med bloggen som med mit stopryge projekt. Jeg skal op på hesten igen og begynde forfra med at få hovedet til at fokusere på det jeg vil. Mon jeg også kan give Iphone skylden for, at mit planlagte rygestop d. 4/7 gik fløjten??  Jeg tror det desværre ikke, men hvis vi nu leger at jeg kan, så siger vi det. Det HELE er den lille håndholdtes skyld. NÅ!

 

 

Og her følger så en række fotos fra tiden siden sidste skriv, hvor jeg bla og som det allerbedste har haft besøg af min tidligere kæreste Rene. Vi har ikke været i kontakt i halvandet år, men pludseligt så skete der noget, og den ene sms (iphone igen HA!), tog den anden, og så pakkede han rygsækken og tog sydpå. Ned til mig. Tænk at han gad og havde lyst til det! Jeg mener, jeg er jo en møgbesværlig altidpåkanten hormonellakælling ik.Men det var SÅ dejligt at se ham igen, og trods min frygt for stress og uro over en anderledes uge, så var det virkelig dejligt at være to for en stund. Det var, som om der kun var gået en uge siden sidst. Dejlige rolige dage har vi haft. Langsomme og med mange grin og stille stunder sammen. En enkelt dag med det obligatoriske migræneanfald tog vi også med, og åhh hvor skønt at blive puslet om imens. Samtaler om fortiden og dens misforståelser har også været på programmet, og da han tog tilbage var jeg sgu ked, men også glad. Rigtig glad. Og træt. Sååååå træt.

 

Vi tog på udflugt i Maribo bla. Bare en lille en af slagsen. Med indlagt hvil til mig.

 

Og Holger. Ja han gik stik mod, hvad jeg forventede over til fjenden! Det troløse kræ fulgte den fremmede mand i hælene nærmest konstant. Når altså han ikke lige lå og splattede ud som den flade kat.

 

Da manden var borte igen, ja så røg jeg tilbage på hitlisten. Man må kende sin plads må man.

 

 

 

 

Og sådan kan en uge hurtigt forsvinde. Vi er længe inde i september nu. Ingen kan ændre på det, eller på at lyset langsomt forsvinder, men hvad JEG kan ændre på er mine vaner. Selvom det er svært. Sjovt nok er nye vaner ufatteligt nemme at implementere i hverdagen, men ved gud de er som kontaktlim noget nær umulige, at slippe af med igen. Jeg vil dog gøre forsøget. Kvitte smøger, og også helst sukkeret i de rå mængder, lægge mobillos fra mig, få løst bøger, hæklet, gå i køkkenet, komme ud at gå, og ja.. måske bare begynde i det små med at BLOGGE rigtigt igen.

 

 

Hvor svært kan det være?