Maj takker af med voldsomt blæsevejr. Så blæsende, at jeg i dag ikke har taget de runder jeg ellers tager hver dag. Synet af nedlagte planter gør mig nedslået og småmuggen. Andet er der ikke at sige om den ting.
Nå jo forresten.. for trods blæst som i oktober, har jeg da siddet på terrassen siden morgenstunden. Først omkring klokken fire fik jeg nok af susen for ørene, og pakkede mig selv og mine sager sammen for at sætte mig i stuen.
Maj har været dejlig. Svingende i vejret, men absolut dejlig. Og jeg har, ihvertfald de seneste to uger, reelt ikke rørt en finger. Lidt nips af blomster, klip af kanter, slåning af de få kvm græs jeg har og vanding, er det eneste havearbejde jeg har beskæftiget mig med. Det har jeg det godt med, men grunden er alligevel træls. Hver eneste dag i to måneder har jeg måttet sluge den bitre migrænepille. Små anfald dagligt over så lang tid tager i sidste ende pippet fra mig og jeg er lige nu sååååå træt. Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, og det kulminerede i sidste uge, hvor jeg en tidlig nat vågnede med en af de der ture, hvor alt bare er ude af kontrol. Fordelen lige nu er heldigvis, at på denne tid af året kan jeg lindre og aflede opmærksomheden fra smerterne, ved at stå op og gå ud i den kølige nat. Så den nat så jeg solen stå op. Gik rundt ude på vejen med to katte som væbnere. Frem og tilbage og frem og tilbage. Først omkring ved halv sekstiden var der så meget styr på hovedet, at jeg kunne gå i seng igen.
Jeg har alle mulige tiltag oppe til overvejelse, som jeg går rundt der og bare vil være smertefri, men jeg HAR bare så svært ved at handle på det, at jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at opsøge læge/akupunktør/kiropraktor/piercer og/eller hvad der ellers findes af behandlinger. Hver dag tænker jeg, at i dag.. er det hele overstået igen.
Så jeg har altså simpelthen siddet på min terrasse. Jeg har siddet og ladet mig stikke af ualmindeligt aggressive og tidligt ude myg. Jeg har strikket. Rigtigt meget. Og hørt lydbøger. Jeg har sovet en masse. Nusset katte og holdt væskebalancen ved lige. Og jeg har opdaget, at et hus med en rigtig terrasse giver et helt andet og nyt aspekt til det liv jeg har. Det er mit fjerde hus. Og dermed også min fjerde have, men det er min første rigtige terrasse, og himmel sikke en opfindelse. I ugevis har jeg overhovedet ikke opholdt mig inde i huset. Kun for at hente forsyninger, tisse, se nyheder 18.30, og hente mere strikkegarn. Fra jeg står op til jeg går i seng mere eller mindre er jeg udenfor. De to store glaspartier betyder at jeg kan opholde mig i læ og ly for vejrets luner konstant. Og NOOOOOOJJJJJ hvor er det bare FEDT altså. Humøret fejler stadig ingenting vil jeg også gerne lige skyde ind. Hverken hovedpine eller træthed kan få bugt med følelsen af lykke og held.
Siden sidst:
