Når det er meget længe siden

 

 

 

 

… at man har motioneret strikkepindene, kan det være ret så svært at finde rytmen igen.

 

Efter operationen sidste juni, kom jeg aldrig rigtigt helt igang igen, før en vis uventet flytning pludselig kom i vejen. Jeg pakkede alt ned, og i hele perioden fra dengang til nu har jeg kun hæklet. Jeg nåede forinden al balladen, at påbegynde både en kjole, en cardigan og et halstørklæde. Alle på mellemtykke pinde, og dem kan jeg slet ikke holde ud at have mellem hænderne endnu. Det er så længe siden nu, at jeg må genoptræne med lidt venligere pindestørrelser, så jeg lægger de tre til side og så bliver de ikke kigget på igen før i sensommeren. Eller når jeg har fået styrken tilbage i fingrene.

 

 

Jeg har istedet hæklet som sagt. Hele vinteren igennem. Efter det smukke tæppe fra Lise Franck blev færdigt, fik jeg en ubændig trang til at lave noget i farver, der ligger helt uden for mine vanlige præferencer. Det er 100% inspireret af hende her:

 

https://www.instagram.com/frkrosengren/

 

Hun kan bare noget med pudderfarver, og jeg er fuldstændigt betaget af de fine arbejder hun frembringer af tynd uld og tynde hæklenåle.

Jeg har generelt ret svært ved at kombinere farver, selvom det måske ikke lige virker sådan, men det skyldes at jeg bruger tid på at kigge billeder af kombinationer. Her er jeg feks faldet over et billede, som jeg har brugt til hjælp til at rode mit eget garn igennem. Pudderfarver dækker over mange flere kulører end jeg lige selv kunne “se”, og min balje med garn fra Holst rummede de fleste. Det er garn jeg har hamstret for år tilbage, og jeg har jævnligt fat i det, når der skal stribes feks.  Resten af farverne har jeg fundet andre steder i reolen og indtil videre rammer de vist ok. Jeg fandt også en del smukke farver i æsken med blomstergarn, så nu er der basis for mange kombinationer.

Det var i januar projekt cirkler begyndte, men jeg opdagede hurtigt at det bliver et af den slags arbejder der bliver et såkaldt ongoing projekt!  Det er bare såååå tålmodighedskrævende, men jeg er vild med farverne og derfor kom jeg lige til også at hækle i samme kulører men med tykkere nål. Ups!

Nu er der firkanter og cirkler at veksle imellem, men jeg kan mærke at jeg også bare må have lidt strik at holde i nu. Jeg vil begynde med noget let og ikke særligt krævende, for koncentrationen er ikke i top. Der er mange at vælge imellem. og det er svært at beslutte sig, men der er opløb mellem de her:

 

Det er nok heller ikke dumt at tænke i håndarbejde og stille ophold i stol, med tanke på den sne der pludselig loves om nogle dage. .

Man er vel klædt behøringt med farvekoordiantion ing!

 

 

 

 

Der er for alvor knald på efterårsfarverne i haven og naturen nu.Inden længe er “ilden” slukket, og så er der kun det brune og nøgne tilbage, men indtil da SÅ nytter det ikke at være havedame, uden at tøjet passer. VEL!

 

Jeg føler mig så rig. Humøret er SÅ meget bedre end for bare en måned siden. Om det skyldes den enorme lettelse over, at min bil blev reddet ( for det har altså virkelig fyldt en del indeni), eller om det handler om, at jeg hele tiden og hver dag tvinger mig selv til at modarbejde trangen til dyne og verdensfjernhed, ved jeg ikke. Eet er sikkert. Det gør en stor forskel, at jeg har to så dejlige børn. To uerstattelige unger, som hver på deres facon er med til at give mit liv betydning. De to er bare blevet rigtigt fine unge mennesker.

 

I søndags stod Rasmus og en kammerat her lige pludseligt.

En fugl havde sunget lidt om, at de ville en tur over vandet, og da indkøb af snol og sodavand var overstået, slog de heldigvis vejen forbi mig. For pokker da, hvor var det dejligt. Jeg fik hilst på vor tids Thorkild Thyrring, som jeg kun har hørt tale om. I flere år faktisk. Mit morhjerte må virkelig tage sig sammen for ikke, at gå helt agurk ved tanken om to fartglade gutter i fri dressur på motorvejen. Mine formaninger, og den hysteriske bekymring slås hen med forsikringer om, at de er fornuftige…. men det virker ikke. Jeg har det bare ikke godt, når jeg ved der er fart på. (kun når det er mig selv der kører…….)

Jeg fik chokolade og masser af knus inden de var væk igen.

 

 

 

Josefine kommer omvendt ikke sådan lige forbi. Vi sludrer når det er aktuelt, for vi er begge uhyggeligt dårlige til at tale om alt og ingenting i telefonen, og derfor er det ikke hver dag vi ringer sammen. Hun og husbond kæmper til stadighed med at finde noget at bo i. Han bor hjemme hos sine forældre og hun på kollegieværelset, men det er bare ikke fedt at være gift, og så måtte bo uden hinanden. Det gør mig så frustreret på deres vegne. Når det er sagt, så er det en fryd at høre hendes stemme i telefonen. Jeg kan høre at hun er glad. Hendes tilværelse som husmor og studerende er hun vældig tilpas med, og så kan jeg sådan set ikke ønske mig mere. I ved jo, at jeg har det lidt stramt med hendes konvertering, MEN der er så også bare nogle værdier i hendes nye liv, som jeg synes er noget man kan lære af. Respekt og omsorg for de “gamle” i familien feks. De har også en “arbejdsfordeling” de to i mellem, som giver ro på, og dermed plads til at begge har en god hverdag. Hun går hjemme og han arbejder. Hun er husmor og han er forsøger. Det er det, som de to har det godt med, og så har jeg det godt. Ikke mange moderne kvinder ville føle sig tilfreds med det, men min datter er. Hun hviler mere i sig selv nu, end nogensinde. Jeg er lettet over, at hun bliver forkælet og passet på af min svigersøn. Han har stor ansvarsfølelse i det hele taget. Og jeg siger jer lige. Hun er godt nok strid ved ham synes jeg til tider. Ganske som sin mor, har hun sine meninger og ideer, så den stakkels mand må finde sig i lidt af hvert. Han pisker rundt for min skønne, smukke, elskede og beslutsomme datter.

 

Og så er vi omsider tilbage til overskriften..

 

Jeg har nemlig fået ny vinterfrakke. Juhuu.

Min gamle og aldeles udmærkede vinterfrakke, er jeg aehm.. host host … vokset ud af. De sidste to vintre har den mildest talt ikke været særligt varm, for knapperne mangler og den kan af andre.. årsager ikke længere lukkes, men den har hele tiden være bedre end slet ingen, så det har været som det nu har været. Jeg er blevet ved med at bruge mine penge på andre ting, og har også haft lidt svært ved at finde lige den model, som jeg synes er mig. Man kan sådan set sagtens finde sig et stykke overtøj til 4-500 kroner, men det holder så heller ikke særligt længe. DEN har jeg været på. Med min hidtidige frakke feks. Syninger og knapper er altid det, som ryger først. Også selvom man ikke tager på i vægt, vil jeg lige slå fast. Så jeg har været påholdende med at kaste mig ud i at købe nyt overtøj.

 

For et par måneder siden så jeg så pludseligt bare lige DEN vinterting, der bare var lige i øjet. Desværre var den også prismæssigt en smule svimlende. Ok.. den ville sikkert være noget bedre i kvalitet, og med garanti mere holdbar, og den var uden tvivl mere laber end alt andet vintertøj, men alligevel. Der er grænser for snot så at sige. Omvendt kunne den være min garanti for varme vintre i mange år fremover, en investering om man vil. Jeg sværmede og talte med Josefine om det. Hun og husbond ville meget gerne hjælpe, og vi endte med at jeg lånte til vinterfrakken.

 

I mellemtiden blev den så sgufanmeedderhuleodder udsolgt!

 

Jeg siger jer.. jeg flippede en lille smule. Ringede sågår fimaet op for, at brokke over deres elendige evner til at disponere osv osv. KÆFT jeg var sur. Den slags gider jeg ellers slet ikke normalt, dertil er mit temperement ganske enkelt for ukrigerisk, men her blev jeg så skuffet og øv, at der skete en lille kortslutning i fornuften. Fandme mand. Her står jeg med en løsning og totalt dejlige børn, som gerne vil hjælpe, og så… så dør den der.

 

Frakken jeg IKKE fik er den her:

Den er helt uimodståelig ik? Og så var der foruden den blå her også en i  orange. Og det var den jeg forelskede mig i. Den græskarorange. Ihvertfald ikke en farve man forsvinder i, i de mørke måneder vi går i møde.

 

 

Som sagt blev det ikke den. Senere viste der sig en næsten ligeså flot en i horisonten, og lad mig sige det sådan.. Den kostede kun en tredjedel, den er ligeså lækker og dejligt varm, men den er bare sååååå kedelig i farven, synes jeg nu. I hegnet med det, og sådan gik det til, at jeg nu kan gå rundt med rive og spand i min have, behørigt påklædt i matchende farver. HEP! (jeg har endda arvet et par dødsmarte busker af en fra byen, og de er bare så fede altså. De er olivengrønne, har knapper i siden under knæene, labre lommer og numsegod pasform)

 

 

Jeg er bare så rig. Fik jeg sagt det?

Rasmus har fødselsdag og det har han jo og det er i dag..

 

 

 

Jeps!  Nu er jeg officielt mor til to voksne børn. Vi kom igennem teenageårene med skindet på næsen, hinanden i behold og tæt knyttet. Det er alt, hvad jeg har ønsket mig især i de svære svære år der har været. Begge mine børn er, hver på deres måde, blevet mennesker jeg er umådelig stolt af, fordi de trods rådne betingelser alligevel er endt, som individer med styrke, evne til empati og masser af fornemmelse for rigtigt og forkert. På DEN måde har jeg som mor ikke fejlet.

 

I dag fylder Rasmus 20 år. Jeg husker fødslen som var det i går, som alle mødre gør, og i 20 år har jeg ikke kunnet fatte, at jeg var så kikset at føde netop på sådan en dato. At skulle stå med hjemmebagte boller, lagkage, kagemand og gæster tog næsten livet af mig, i de efterfølgende mange mange år. Men ud skulle han, pga risiko for svangerskabsforgiftning. Desuden var jeg immobil af bækkenløsning,og med så meget vand i kroppen, at min mad måtte skæres ud af andre. Jeg var med andre ord ikke den mest elegante og chekkede gravide kvinde. Det var dengang. I dag er jeg stadigt kikset på mange måder, men SÅ meget klogere end jeg var.

 

Hip hurra. Tillykke med dagen min dreng.

 

 

 

 

Jeg er stadig såååå udmattet, men jeg skal nok få skrevet mere om de smukke grønne frø. I dag vil jeg bare helst sidde og sumpe, uden andet end frugtstrik og film på agendaen. Jeg kan hverken tælle hæklede dyr eller koncentrere mig om at skrive mere. Desværre mangler jeg mælk til min kaffe og tørfoder til hankatten, så jeg må nok ud på et eller andet tidspunkt i dag. Men gud hvor jeg ikke orker.

 

To flade fregner på en sofa

 

 

 

 

Det er vist en meget fin betegnelse på mandagens udvikling. Holger er ligså splattet. Han tog ellers balladen i nat med ophøjet ro, sov det meste af tiden væk i kufferten, når han da ikke lige var ude for at sondere, det nu noget mystiske terræn på gulvet i køkkenet. Selv det, at jeg måtte stå med støvsugeren for at suge støv efter savemaskinen, gad han ikke flippe ud over, hvilket jeg er vældig imponeret over. Hans grad af tryghed stiger simpelthen konstant.

 

Vi kigger på hinanden. Vi er sultne, men gider bare ikke tage fat på den omgang rengøring det kræver, for smulder af glasuld ligger OVERALT derude. Det ender med at det lange hyl tager teten, imens jeg bare er tilfreds med en påhåndsmurtsandwich.

 

I morgen tidlig tropper der så mandskab op for, at besigtige skaderne og udbedre. Det vil give fornyet kaos, både i køkken men også ovenpå, hvor lemmen til loftet var åbnet i nat. DET gulv er ligså ulækkert og snavset nu som køkkenets er. For slet ikke at tale om mit lille soveværelse, hvor sjaskvåd servicemand måtte ind og hænge ud af det lille bitte vindue. Tramp tramp klask klask. Fodspor på gulvetæppet og sorte hænder på det nymalede tapet..

 

Nu har Rasmus alligevel overrasket mig. Han har i mellemtiden været i byen efter hovedpinepiller på apoteket og derefter er der blevet støvsuget og ryddet op i køkkenet. Her dufter nu lifligt at stegt bacon, spejlæg, toast, bønner i tomat. For overhovedet at nå hertil, måtte han forcere denne her pøl:

I gummisko er gode råd dyre, men er man rådsnar bruger man da bare en skammel så man ikke får våde fusser.

 

Det er tid til bare at glo bevidstløst netflix, få lidt indenbords og så måske en lille lur. Det er den 22.december og ærligt talt så er jeg ligenu mest tilpas med at vide, at om få dage kan jeg fjerne hele hejset og få mit hjem tilbage. Humøret er IKKE hverken trist eller dårligt, ejheller er jeg utilfreds med hyggeligt julepynt, her er bare så kaotisk nu, at det gør mig rodet i hovedet. DET kan jeg heldigvis gøre noget ved.

 

Men jeg venter lige til d. 27 :- )

En chance jeg bare IKKE ku lade gå fra mig…

Billedspam følger i dette indlæg…

 

 

Ikke eet ord om boligeproblemer, økonomi eller andre kedelige faktorer og kendsgerninger fra min hverdag i dag. Jeg gider det ikke. Faktisk hænger det mig langt ud af halsen at have med det at gøre, så jeg tager bare een dag ad gangen og gør hvad der er nødvendigt i den sammenhæng.

 

I dag skal det handle om en lørdag med fuld turbo på opleveren og et sååå dejligt gensyn med min Rasmus. Næsten det aller allerbedste nu tænker efter..

 

 

Planen var egentlig at være praktisk og effektiv i weekenden, lige indtil jeg fredag fortrød og alligevel sprang i bilen og kørte afsted til Odsherred. Deroppe bliver jeg nemlig for tiden så godt og grundigt forkælet at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg bliver bespist med gode sager, givet oplevelser jeg ellers ikke lige sådan går rundt og får, OG jeg bliver passet lidt på. Det tager jeg til mig og jeg lever i nuet med det, indtil andet bliver besluttet..

 

I går var altså pludseligt en dag med bezin på programmet. Jeg elsker fart og maskiner, så jeg er i dag søndag fyldt op med indtryk i en sådan grad at jeg bare kan ligge død på sofaen inden jeg igen tager hjem til Lolland mandag. Og her kommer så unde videre ord billeder fra lørdagen:

 

 

 

 

I kan vel næsten selv regne ud hvor jeg har været i går.. hihi

En samtale blev til crumble

 

 

Rasmus ringede tidligere i dag. Han er så sød, og ringer jævnligt til mig for at sludre lidt om dit og dat. I dag blev det til en sadistisk opremsning af alle de forskellige Ben & Jerry’s, han står og sælger i kiosken på Langelinie. Han ved at hans mor er vild med is, og særligt den med chocolate chips og cookie dough, resten kan han godt beholde, men efter samtalen lå jeg så der i sofaen med en killing om halsen, og var syg efter is..

 

Og sådan gik det til at søndag nu byder på Folk og Fæ på dvd, rabarbercrumble på tallerkenen, the i koppen og strik imellem hænderne. Killingen må vige og slumre i mit skød i stedet for.

Rabarber fra fryseren. Rørsukker, vanilie, hakkede mandler blandes sammen i et fad.

 

Smør i tern, mel og havregryn fnuldres med hænderne

 

.. og smides ovenpå rabarberne

 

25 min senere ser det sådan ud. Først på 200 gr i 15 min, og så 250 gr i ti min.

 

The og..

 

Tallerken med kage

 

Tre kvarter senere sidder jeg nu sådan her:

 

Det regner nu, så himlen sørger for hyggefaktoren fra oven. Det er da bare perfekt