På mirakuløs vis er det lykkedes mig, at få to af mine bogreoler ind i stuen. Altså… at få plads til dem mener jeg. En uges tid har jeg brugt på processen med at rykke rundt, smide ud ( hvorfor dukker der hele tiden noget op, som man kan undvære ?), sætte på plads og indrette mig igen. Det var en raptus jeg blev ramt af, fordi det nu bliver efterår igen, og efterår er for mig lig med monsterhyggeforberedelse. Med til hygge i min verden, hører mine bøger. Bogsamlingen er jo skrumpet voldsomt siden mine velmagtsdage i herskabshjemme på Frederiksberg, men lidt har også ret, og de bøger jeg har tilbage var endt med at stå helt forladt i det lille værelse, hvor mit tøj og Fister nu regerer. Ikke godt nok.
Stuen har måttet stå model til mange omrokeringer, men nu tror jeg at jeg har fundet mig til rette for en tid. Ihvertfald indtil det bliver forår igen, og der måske endnu engang opstår en tanke i mit hoved, som jeg bare MÅ prøve af. Mine forældre, kan jeg lige indskyde, er LYKKELIGE for at jeg ikke længere bor hjemme for mor fortæller, at det har været sådan med mig siden jeg var lille. Evig og altid flyttede jeg rundt på møblerne, og evig og altid måtte far flytte på lamper og hylder og ledninger, for at det blev ordenligt igen. Han har været en meget tålmodig far, min far :-) I dag kan jeg sidde og kigge på bøgerne fra både sofa og lænestol. Lænestolen, som jeg gerne ville sælge fordi den var for stor til stuen som det var før, har fået ny plads og nu passer den fint nok ind. Heldigvis, for jeg har måttet indse at et salg af den, ville gøre mig stoleløs i alt for lang tid. Det jeg kan få for den er alt for lidt, i forhold til hvad en ny koster, og jeg vil være ÅR om at spare op til den jeg ønsker mig. Nok mest fordi der hele tiden komme garn i vejen for mig… ( og så ikke eet ord om min håbløst stramme økonomi, som slet ikke tillader den slags indkøb VEL! )
Nå, men nu er efteråret rykket ind i mit hjem. Endnu en af mine fikse ideer. Jeg kan ikke holde ud at se på det samme hele året rundt, og blomstrede kopper passer altså bare ikke til mit temperement om vinteren. Omvendt gider jeg da overhovedet ikke tilbringe en hel sommer med en brun kop. Det går bare ikke.. Derfor er køkkenets blomstrende service nu gemt godt af vejen, og frem fra gemmerne er hentet det rustikke og mere passende lertøj. Sofaens blåhvide striber er pakket ind i tæpper og puder, som er noget mere indbydende til hygge og varme indendøre. Stearinlysende er klar til at tændes, og JEG er klar til at overleve endnu en vinter. Uhhh ligeså meget som jeg elsker efteråret, ved jeg også godt at når januar rammer, så er jeg i fare for at blive deprimeret påny, så lyslampen er klar i mit soveværelse.
Mit spisebord har fået pladsen foran bøgerne. Sålænge det ikke skal bruges til flere end mig selv, er det skubbet helt op til og slået ud. Helt perfekt til brug for kreativiteter henover månederne der kommer. Der kan klippes og klistres, og nørkles og lægges puslespil. Alt sammen uden at det generer nogen. Jeg holder meget af at pusle, så jeg har gemt de spil jeg har købt på National Gallery for snart længe siden, og det er jeg mega glad for. De ku nemt være blevet strittet ud med mange af mine andre ting, dengang jeg flyttede til Vanløse og der skulle komprimeres. Det nytter ikke at ærgre sig, men der er helt klart nogle møbler og ting, som jeg ku tude over røg i kontaineren… SUK.
Det ser da smadder hyggeligt ud ik..
En anden ting der bringer lykken op i mig, er muligheden for igen at lægge dug på bordet. En banal ting vil nogen måske mene, men det var NO GO i Vanløse, for man forstod simpelthen ikke betydningen af det, og den blev hurtigt ødelagt af aske og pletter og fjernet igen. Derfor har jeg faktisk heller ikke haft den hvide blomsterdug fremme i årevis. Den dug betyder meget for mig, for jeg har selv lavet den nemlig så. Dengang i 2001 da jeg begyndte på daghøjskolen, som et led i min behandling på psyk, kunne man sy og lave sølvarbejder. I sytimerne fik jeg en del fra hånden, og i al ventetiden på hjælp, sad jeg så og fedtede med dugen. Helt fra bunden er den lavet. Først to skabeloner med blomster. Dernæst tegnet op i dusinvis på et lagen. Så sirligt klippet ud, strøget stykvis med strygeflis, så strøget på selve dugen en efter en i kanten. Dernæst har jeg siddet med en lille saks og klippet alle blomsterne til og ud, og lavet huller OG da det var gjort , blev alle blomsterne så syet på med tætte sting på symaskine. De der ved hvordan man syr, kan bekræfte at det er noget af et arbejde, for hver blomst skal drejes og vendes blad for blad. Ikke nogen nem opgave med mange meter stof på bordet. Måske det kunne være grebet anderledes og lettere an, men jeg er amatør og kendte ikke andre måder at gøre det på, og dugen VILLE jeg lave. Nu er den igen kommet til ære og værdighed i mit nye liv, og jeg er er lykkelig for den lille ting. (Den skal baaare lige stryges.. )
Sofaen har igen fået besøg af mine broderede vinterpuder, og plaiden af ungernes gamle sweatre. Også Pernilles rottebasser er med :-) Mange mange minder ligger gemt i netop de puder og tæpper.
Strikkehjørnet er overfyldt som altid hehe
Som jeg sad der i min sofa i aftes, ku jeg pludseligt mærke lykken. Den der sjældne fornemmelse, som for mig har været så svær at finde. Den var der bare. Og heldigvis nåede jeg at opdage den, inden den forsvandt igen. Lige der i sofaen, med stuen fyldt af levende lys, strikkekurve allevegne, den varme vinterthe, knækbrød med kanelsmag, OG Matador som gæst, var jeg lykkelig. Det fyldte mit hjerte og min krop så helt, at jeg næsten var ved at tude. For en stund var jeg helt tryg og ku slappe af. Glemme at jeg endnu ikke føler mig sikker på at jeg kan blive her, hvilket nu næsten ikke er til at bære fordi jeg har været længe om at finde mig til rette, og endeligt elsker at være her. Lykken fortrængte bekymringer om økonomi og smerter og sygdom. Fortrængte alt hvad jeg har været igennem i senere år.
Fister er vist også lykkelig igen.. Han har nemlig fundet en dejlig gemmeplads på en af spisebordsstolene. Uhh han putter og arrangerer det lille tæppe inden han endeligt falder til ro bag ved dugen. Så er det bare om han vil dele pladsen med mig, når jeg skal sidde der..
