Varm strik og levende lys

De seneste dage har været mørke og kølige, og torsdag var så absurd våd at hele min have nærmest stod i vand til knæene. Det er da heldigvis sunket igen, og i dag er der mere lys på himlen, men faktum er at det nu er tid til de lune sweatre og tændte lys.

Jeg har bunken med sæsonens nye varmekilder klar, og mere ligger i strikkekurvene og venter.

Det er den vildeste luksus for mig sådan at kunne forsyne min garderobe med nystrikkede sager hver sæson, men sådan tror jeg de fleste strikkere føler det. Selve det at kunne producere selv, at have muligheden og evnerne, at have tiden og roen til at lade verden fare forbi uden at tage tempoet derude, ind.  At kunne have blødhed og farver i hænderne hver eneste dag. Alle er de elementer af noget, som rigtig mange i dag betragter som den største rigdom i en verden af kaos og stress. God tid, indre ro, kreativitet, hjemmelavet, rene råvarer og udnyttelse af de resourser der er ved hånden. Alt dette har jeg i mit liv og jeg er taknemmelig. Jeg er også taknemmelig fordi gavmilde engle i mit netværk, betænker mig med matrialerne til denne så helende beskæftigelse. I foråret modtog jeg feks en sort sæk fyldt til randen med uldgarn fra Garnudsalg. Giveren mente, at jeg ville få større glæde af det end hun selv, hvilket jeg mistede mælet over en stund. For der var meget. Som i virkelig meget. Garn til chunky strik og garn til lette sommermodeller. Garn i varme vinterfarver og garn i lyse sommerfarver. Mohair og alpakka, lammeuld og fåreuld.

Summen af det hele er, at jeg trods min status som pensionist med begrænsede midler, alligevel er rig.

Jeg er rig på et stort og varmt netværk over hele landet. Mennesker der tænker på mig. Jeg er rig på evner, der kan få genbrug til at se godt ud, og haven til at bugne af farver og jeg er rig på tid. Det sidste er endda nok det mest værdifulde.

Den blå åbenbaring

 

 

 

 

Jeg elsker bare blå. I alle nuancer. Elsker den lyseblå himmel og det mørkeblå hav. Den isblå frost. Elsker det blå i køkkenet, i stuen, i soveværelset og i mit tøj. Hvad jeg absolut aldrig har elsket, er blåt i haven. På en eller anden måde har blå blomster altid virket på mig, som om de er så blå at det ligner de er kunstige, og alt alt for blå. Enkelte har jeg dog haft tilgivet og sat i min have, blandt forglemmigej’er. Snerler fås også i blå, men jeg har forsøgt at finde den i andre farver, selvom blå også her har sneget sig ind. Og blå krukker har jeg kun haft fordi jeg har fået dem doneret og de af den grund har haft betydning for mig.

 

 

For ganske kort tid siden fik jeg så en blå åbenbaring!

 

Den kom som et lyn fra en klar himmel, den dag jeg satte alle de (også absolut mindst elskede) blå krukker sammen i en gruppe ved gavlen. Med alle de forskellige blå krukker lå det lige for, at her på skyggesiden måtte blå bare være hovedtemaet, så allerførst blev stedmødre og violer sat. Indkøbt lidt efter lidt efterhånden, som de kom frem i supermarkedet. Det lå lige for, da der jo netop i denne plante findes så mange forskellige nuancer, lige fra blålilla og til næsten sort. Efter det har det blå taget fuldstændigt over i min hjerne, og hele haven er blevet gået igennem for at finde og flytte så mange blå som muligt. Sammen med de grønne hosta’er og bregner, akelejerne og diverse andre planter med stedsegrønt løv, bliver det simpelthen en blå oase, hvor der ellers ikke er meget at gøre godt med. Næste forår kommer her også til at stå masser af blå løgplanter, for her i haven bugner det med dem, og når de afblomstrer skal de deles og flyttes om til den blå have ved gavlen. Jeg vil supplere med Irlandsklokker som er strålende limefarvede, og kantbæger som jo også er blå. Dem har jeg frø af i massevis fra sidste års høst, og ja.. de har også været i min have før trods den blå, alene fordi de er så interessante når de gror til.

Blå klematis vokser inden længe op ad den gamle stige ved muren, astilbe i forskellige kulører, der går fint med blå er også sat ved gavlen. Jeg har lavet en lille skovhave, hvor der før var groet til med en busk og ukrudt, nu er der stubbe som skal have lov at gro til med mos og efeu,og  bregner og hosta, pletter i luften, akelejer som var her i forvejen og som jeg har flyttet, høstanemoner som også stod her i rå mængder, og en enkelt rabarber til at fylde i landskabet.

 

 

Jeg ved ikke.. man har vel et standpunkt til man får en åbenbaring ik.. Eller noget!

 

 

Forresten er der, nu jeg taler om blå, også en million af de der små fine blå klokker spredt, som et blåt tæppe ovre under buskene og træerne ved stien. De skal naturligvis bare blive hvor de er og inden længe får jeg assistance til at fræse det tåbelige smalle stykke græs, som intet formål tjener og her skal simpelthen i fremtiden være løgbed. I sommer sørger jeg for at det bliver fyldt med morgenfruer, og så til efteråret begynder jeg at lægge alle de forskellige løg ned, og SÅ til næste forår vil der være et forrygende løgbed, der begynder med erantis som efterfølges af vintergækker og de blå klokker. Tror det bliver totalt fantastisk. For som alle jo ved skal jeg IKKE flytte herfra inden året er gået. VEL!

I bedet står allerede en enorm løvstikke, som er min absolutte mest brugte når jeg bliver ramt af køkken-iver. Jeg har faktisk min egen med mig, men det har jeg sat på modsatte side af huset, alene fordi den er så dekorativ, dufter fantastisk, vokser godt til og dermed også fylder huller ud. Der er også to synligt udpinte hortensieaer, men dem flytter jeg ikke i år. Jeg vil lige se, hvordan de ser ud og så beslutte om de helt skal aflives. Sidst men ikke mindst står her en træstub på over en meter og bare stritter så underligt. Et nåletræ har den været engang. Jeg vil have den savet med til 30 cm og så kan den få lov at indgå i miljøet, plantet til med et eller andet der kan gro på den.

 

Vil I se hvordan her så ud før jeg gik igang?

 

 

Jeg er selv godt klar over, at jeg har knoklet mere end andre gennem vinteren, men jeg er pavestolt over, at jeg på mindre end fire måneder har lavet så meget, at det nu ser ud som om jeg har boet her i evigheder. Ved man ikke, at jeg kan gøre en masse mere over det hele, ligner det bare en have som er etableret, og det er så det.

 

Det er det bare ikke for mig. Frodighed og farverigt skal her være, og det sidste jeg tog fat på i går var et underligt hjørne lige ved postkassen. Der lå en kedelig bunke grus/jord som bare var efterladt, her var gravet ud til en brønd og her var masser af dumpede fliser og affald. Det er der så ikke mere…

 

Indtil jeg finder på noget bedre, ser her nu nogenlunde præsentabelt ud. Her kommer tallerkensmækker i stolen.

 

Rosinen i pølseenden på den blå lørdag kom da jeg tabte og smadrede min BLÅ.. kop! Eder og forbandelser flød i en lind strøm, og var et ekko af de samme eder og forbandelser, jeg udgød først da jeg trådte på en tjornetorn, som gik igennem skoen og op i min fod, OG da jeg fik en anden torn i min tommel, som blev helt bullen da jeg trak tornen ud, OG da jeg tabte en krukke fyldt med jord ned på min tornegennemborede fod!!!

 

Alt i alt en blå lørdag på alle måder. Og forresten har jeg da også lige fire blå mærker på knæet efter de fire nålestik  jeg fik i onsdags, MEN jeg har nu et knæ som jeg for første gang i et år slet ikke har ondt i mere. En åbenbaring har den blokade været.

 

Lørdag blev fyldt med blå åbenbaringer.

November er hilst velkommen med lys, busk og pyntegrønt

 

 

 

Ok, jeg er godtnok træt nu. Og en smule kold. Hele weekenden har jeg været i haven fra tidlig morgen og til ved et-tiden, så mine ambitioner er opfyldt, men nu kan jeg altså heller ikke mere. Tror ikke engang jeg orker at strikke, selvom jeg allerede har vantepar nummer to i kikkerten. Jeg har ærlig talt knoklet lige lidt for meget på, men det greb om sig, og jeg blev grebet af det smukke vejr, de fine farver og ja.. så tager jeg da bare de næste dage på langs.

 

 

Jeg er tilfreds. Er nået et godt stykke videre med hegnet ind til naboen. Har fået samlet masser af proviant til dekorationer, som er aftalt med kiropraktoren. Der er indrettet endnu en siddeplads, og så er der flyttet buske. Seks styks for nu at være helt nøjagtig. Inde ved Majbritt står alt muligt guf, og da hun ikke helt kan finde lyst eller gejst til at tage fat på det kæmpe arbejde med at rydde grunden for ukrudt, så snupper jeg alt hvad der ellers bare står og hensygner. Det må jeg heldigvis evigt godt.

Der er både store buske og små. Alle er de gravet op med en solid rod, og nu bor de hos mig.

De er sat ved hegnet, for jeg vil gerne have en række forskellige buske hen ad vejen, som kan pynte med forskellige farver af løv og bær.

De to af dem ved jeg ikke hvad hedder, men der er en lille parykbusk og så er der jo en snebær. DEN kender vi alle, og den er så elegant synes jeg.

I morges drak jeg kaffen derude, efter gåturen med kattene, og så blev der tændt et lille bål i tønden. Alt hvad der kunne høres var knitren, pip og blade som faldt til jorden. Det var helt magisk og DER ramte den mig. Følelsen af glæde, lykke og taknemmelighed. Ikke et skund for tidligt hvis I spørger mig.

 

 

 

Nu sidder jeg i sofaen, og jeg har spist den rene luksus efter sådan en udedag. Svedig ostemad med krydderfedt under, en hjemmebagt bolle, konfekt og ristede klejner. Uhm det trængte jeg til. Der er varme i brændeovnen, og på smarttv’et der der klassisk koncert med Vivaldi at lytte på, og DET er også lige hvad jeg kan rumme nu.

 

 

 

HOV! havde da nær glemt:

Seks sorte sække med fremtidig kompost er det også blevet til. De står nu og hygger sig indtil næste sæson.