29 august 2014
... .... Hmmm
24 august 2014
Alt handler om prioritering
Lørdag feks.. endte med at blåbærmuffins blev prioriteret højere end syltede tomater, (nogetmedmanglendesaltogsåkandetogsåværeligemeget..).
Som oftest prioriterer Holger at nyde livet i solen
… eller under mit strikketøj!
En prioritering lige nu er også at jeg vil være færdig med det lille sjal, og så tage de sidste halvandet ærme på høstjakken bagefter.
For lidt siden endte jeg med at proritere flere tulipaner til gården næste forår, og så have mindre til mad i denne uge. Der er kommet nye til salg nu, OG da der stadig er 10års tilbud på flere af løgene hos Blomsterverden.dk, ja så gælder det da om at være på tærene. Jeg satser på at købe lidt løg, hver mdr resten af året. Allium står højt på listen, da dem jeg købte sidste år aldrig blev til noget, men de er ret dyre, så der kan jeg ikke købe så store mængder. Tulipanerne derimod.. der kan man for et par hundrede få en pæn bunke. Håber også at få råd til sådan en fætter man kan lave løghuller med, for det er altså noget nemmere, når de skal i plænen hihi.
Og nu… vil jeg prioritere resten af dagen til strik. Jeg har stadig en have, der skal laves en masse i, men her blæser en kvart pelikan, så det gider jeg altså ikke. Det må vente.
23 august 2014
Fredag aften i naboens have, eller.. hvordan jeg har fået mig en tro følgesvend
Som før nævnt har jeg en meget gavmild nabo. Igen. Først havde jeg min reservemor Viola, som stadig er savnet og elsket, men heldigvis også stadig er i mit liv. I april flyttede Majbritt ind med husbond, hund og et væsen, jeg beundrer allerede. Hun er både sej, frygtløs og varm i eet. Og utroligt nok, selvom vi er som ild og vand gider hun mig godt, hvilket jeg har undret mig lidt over, for jeg er jo om nogen, ikke særligt outgoing for nu at sige det sådan, men jeg har hurtigt fanget, at netop her i denne gade, og på denne plet er det et plus at have en god nabo. Her sker altså et og andet, som ikke altid tåler dagens lys, og jeg kan godt få en form for utryghed nogle gange, når jeg sidder i mit lille dukkehus med stuer, der nærmest ligger på fortorvet og fremmede, der stadig går i min have om natten, så ja.. en kvinde af naboens kaliber er en gave.
Og nu det her med frygtløse væsener..
Ham Holger min kat, han er også frygtløs på sin egen detkanjegdaikkehidsemigopover måde, så da jeg i aftes klædte mig i røjser og jakke for at gå i naboens have efter sensommerguld, ja så gik Holger med. Og der kommer frygtløsheden ind, for naboen har jo en hund. En sød og mild en af slagsen, men ikke desto mindre en hund som er GRANDE siger jeg jer. Det kan Holger bare ikke lige hidse sig op over, og da han jo ikke vidste at førnævnte hund var på gåtur, synes jeg det er ret imponerende at han fulgte mig lige i hælene, rundt i vildnisset derinde. Jeg mener.. HAN ku jo ikke vide at hundebassen var af vejen vel.
Det var først da regnen begyndte at sile ned, at han forsvandt. Våde poter er jo ikke liiiiige det fedeste når man er kat. Efter endt rov, fandt jeg ham liggende på den gamle stige (også fra naboens gemmer), og senere efter grundig undersøgning af mine fund og fri leg med grene og blade, endte vi sammen i min nye udestue. Helt stille puttede vi der til lyden af trommende regn på taget, med duften af friskt løv i næsen og synet at syregrønt overalt i gården, der nu igen lever efter en lang tør sommer.
( her er samlet ind til en sensommer dekoration bland andet )
Og ja.. han er søreme begyndt at opføre sig som kat!
Nu bliver han ofte set spæne.. Ja gu. Spæne siger jeg. Rundt og rundt og op i træer og ned igen, efter usynlige fjender og raslende blade og nedfaldne grene. Det er en fryd at betragte ham, som han leger farlig tiger og tumler rundt i græsset. For slet ikke at tale om, at hans interesse for mine havegerninger er enorm. Altid er han lige i mine fodspor og skal være med, altid mener han det er lige lovligt som jeg giver planter og vækster opmærksomhed, når nu han ligger lige her for min fødder og slanger sig. Med sit bløde pelsede maveskind blottet, og alle fire ben strakt ud i alle verdenshjørner. “Så læg da den tingest væk menneske, kan du ikke se at jeg er meget dejligere end det der dims du roder med? Hva hva hva??”
Jo jeg tør efterhånden godt indrømme at jeg knuselsker den lille fis. Det gør jeg altså. Vi hygger os, og især elsker HAN mig, når jeg har købt lakserester i netto. Hehe. Når han sådan har fået, hvad han mener tilkommer ham af den fedtede fisk, ja SÅ er der dømt fredagshygge over hele linien.
Forresten håber jeg at få råd til et halsbånd med navneskilt til ham en dag. For her ER altså mange vilde katte, og ligeså mange kattehadere, så jeg vil gerne signalere til byens beboere, at her er en kat der er mærket og IKKE vild. Tænk hvis nogen var ond mod ham..
Og i dag. Er Holger igen at finde et sted i haven, aldrig langt fra mig eller en blød stol, og selv vil jeg gå i køkkenet og sylte grønne tomater. Og noget med æbler. Hvis jeg kan tage mig sammen..
22 august 2014
Høstjakken / fallcoat by Pickles, to be grå eller not to be grå ..
Høstjakken.. efterhånden lidt af et fænomen i space, og dermed også på gader og stræder rundt omkring i skandinavien. En hurtig søgning på Ravelry viser, at der er registreret 131 viste projekter, men lur mig om det ikke er i underkanten og at der er mange flere, som bare ikke er vist frem i space. I aftes søgte jeg lidt efter inspiration til farver på Instagram, og også der er den populær. Der er rigtigt mange af den, og som jeg selv har mange ( de fleste.. ) strikket en grå model.
At min også blev grå var både fordi grå ER pænt, men også fordi det går til det meste i min, efterhånden både slunkne og slidte, vintergarderobe. Når jeg strikker prioriterer jeg altid efter, hvad jeg mangler af beklædning, og om det er en farve jeg har i forvejen. Hvis jeg feks vil strikke en sweater i en model jeg har set og er faldet for, så giver det ingen mening at strikke den op i en farve, jeg allerede har en sweater i, for så har jeg jo to og dermed ikke megen variation. Måske DET ikke giver mening for andre end mig selv, men det handler nok om min økonomi, og at jeg er blevet voldsomt praktisk, af ikke at kunne shoppe efter lyst længere.
Nå, men … .
Høstjakken. Som sagt er der mange af den, og de allerfleste er grå. Det fik mig til at gå helt i rasmusmodsatmode i aftes, og selvom jeg egentlig havde pakket garn i kurv til en strib/meleret råhvid toer, så fik jeg i stedet trang til at gå imod alt det grå diskrete omend lækre strik derude, og istedet lægge an til en rød toer. Gul gider jeg ikke, det er FOR sommerligt. Mørk orange har jeg ikke garn nok til. Grøn har jeg allerede. Blå har jeg heller ikke nok garn af. Osv osv. Så rød bliver min næste Høstjakke. Kommer jeg igennem den uden, at være faldet helt i søvn fordi den dybest set er møgkedelig at strikke ( det er blevet mit dræbersneglsprojekt ), ja SÅ tror jeg at en tre’er kunne gå hen og blive råhvid. Eller kaffebrun. Eller endnu endnu sjovere STRIBET..
Min absolutte favoritfarve for tiden er faktisk en helt femte, nemlig den der hedder kommen fra Garnudsalg.dk. Jeg har to nøgler på lager og er begyndt på et fint lacesjal af det ene, så i sidste ende vil der ikke være garn nok til en hel jakke. Desværre. For det er den smukkeste, lækreste og skønneste efterårsfarve man kan tænke sig, og en der også er en smule mere farvet end ja, grå. Tror ikke den er på lager der for tiden, ejheller at den kan suppleres med en alpaka i samme farve, så min toer bliver altså rød.
Selve modellen sidder rigtigt godt. Og da jeg jo ikke er den, der holder mig til det skrevne ord, ja så kunne jeg snildt finde på at ændre lidt på tingene, og måske tilføje en hætte. Et par indstrikkede lommer i kontrastfarver lurer også i min fantasi, og da jeg ikke er i besiddelse af den berømte Kashmiropskrift, kunne jeg derfor også godt finde på at lave en høstjakke der var meleret. Hvis ellers jeg kunne regne det der med farvekombinationerne ud. Jeg kan se et hav af skønne striber på Instagram, men ved gud om jeg kan tænke mig til, hvordan de smukke kombinationer bliver til! Det ligger uden for min harddiskkapacitet så at sige.
Der er faktisk så mange kashmir’er, at der er et hashtag der hedder kashmirklubben haha. Jeg vil være med i den kluuuuuuub hihi.
PS: Hvis nogen sidder derude og har det som jeg, ja så er jeg da frisk på at lave en høstjakkeklub. Altså en, hvor der er kulør på: Det kunne faktisk være ret så interessant at se, HVOR mange jakker den klub så kunne vise frem i løbet af vinteren.
21 august 2014
Den nye ynglingskop
Jeg faldt over den buttede kop på Isabellasmith.com, da jeg var inde for at bestille frø til næste år. Den kostede den nette sum at 39 kroner, og jeg må sige at jeg bare er så vild med den. Den rummer godtnok mere end jeg kan drikke sån lige, men da jeg glad og gerne også slubrer kold kaffe/the, så i hegnet med det. Farven er skøn og allerbedst, vil den være perfekt at spise is eller grød af.
De frø jeg var på udkig efter fik jeg heldigvis også med i pakken. Det kan godt betale sig at solde nu, hvor resterne er nedsat, for de holder sig fint til næste sæson. Foruden frø til min drøm om en kamilleplæne, røg der også lidt grøntsager med og så en ny forsyning af hvide klokker. Disse var både på tilbud og så er der også flere i pakken, end dem jeg endte med at måtte kigge langt efter i år, fra et andet firma. De seks møgdyre frø blev aldrig til noget desværre.
Næste punkt på listen over haveinvesteringer ( og hvad jeg kan afse af penge i de næste måneder ), bliver løg til forårets have. Jeg surfer rundt, og flere steder er der stadig lidt rester at få til gode penge. I år var det hvide og lilla tulipaner jeg så vokse frem, og næste forår håber jeg at få lidt flere farver på derude.