Så var det lige jeg blev mindet om..

 

 

… den der forbandede begrænsning. Ikke et sekund fortryder jeg weekendens garn eventyr, det har en stor betydning for mig, men også i dag bliver en dag med nærmest fysisk lammelse. MAND jeg er færdig. Faktisk endnu mere end i går. Mine arme kan næsten ikke løftes, min hjerne er helt gået i stå, jeg har ondt i maven og det bliver ikke bedre af at jeg har måttet aflyse en aftale. Jeg føler skyld over at svigte, men omvendt så er det bare sådan det er.  I nat har jeg også siddet ret op og ned med migræne der jo altid er værre fordi jeg kan have haft det længe før jeg vågner af det, og så virker medicinen ikke så effektivt. Jeg klager ikke, konstaterer bare at pensionen er velbegrundet..

 

Jeg tager en dag mere her, og håber så at jeg kan være klar igen i morgen, når butikken åbner igen.

 

Een dag ad gangen ik.. ;)

 

Nærvær

 

 

Jeg har ikke været så nærværende her de sidste dage, men nu er der udsigt til nogle dages hjemlig hygge og afslapning. Nok meget fornuftigt for een ting er at jeg er træt og udmattet af den store raseridag, en anden at jeg jeg har været sindssygt glemsom i denne uge. Et klokkeklart tegn på at jeg har overbelastet hovedet.

Glemte aftaler, dumme uheld og så altså trætheden har været resultatet. Det kulminerede i dag, da jeg efter et besøg i Brønshøj, skulle videre til et andet besøg i Ishøj hos min flyttemand Jesper, opdagede at det ene forhjul var punkteret!!!  Den der med een ulykke, jo jo den er god nok. Nu har jeg tre ting i relation til min uundværlige handicaptransport som skal ordnes og dermed koster penge. Slidte vinduesviskere (den ene er helt død), en rude med terrængående revne, og så altså et reservehjul der skal skiftes ud.

 

Nu må det altså snart være min tur til at være lidt heldig.

 

Der stod jeg så i silende regn. Kiggede lidt på problemet og kiggede så ind af det nærmeste vindue. Et vaskeri.. Mig ind og vifte med de våde vipper til en ung mand, der lyste helt op ved tanken om at hjælpe med bil i stedet for at skulle forholde sig til vasketøj, og en kæreste der forsøgte at undervise i hvidt og sort. Faktisk sagde han direkte at han ti gange hellere ville skifte dæk, end vaske tøj.  Så ud med ham i regnen, på knæ for mig og bilen og næsten snupti, så havde han ordnet den sag. Møgbeskidte blev vi begge to, for reservehjulet ligger jo i bunden af baggagerummet, og da vi tog det op kunne vi se at det var klistret ind i dinitrol der lå i en pøl efter sidste års behandling, men heller ikke det slog ham ud. Jeg fik overrakt en tupe herrehårshampoo med skøn duft, til at vaske hænderne i bagefter og selvom jeg intet andet kunne tilbyde end kæmpe tak og knus, så var både han og kæresten store smil og smadder søde.

 

Igen viser det sig at der er masser af søde og hjælpsomme mennesker her i lille Danmark.

 

Og hvorfor så det punkterede dæk??  Jo det skyldes jo tankeflugt og en topederet kantsten :-(

Fra høj til lav..

 

 

Sådan kan det gå så hurtigt for tiden. Fredag har været dejlig, lørdag har været ok og nu her hen mod aften rammes jeg så af denne følelse af håbløshed. Ved godt at jeg også nævnte det i går, men jeg har virkeligt svært ved at forholde mig til at jeg sidder hvor jeg gør, uden at eks’en så meget som blinker over det. Meget har jeg efterhånden oplevet, men dette her er uden for min fatteevne. TO fucking skide måneder står min gamle lejlighed nu tom..  Jojo jeg ved det. Jeg skal ikke lade mig æde op af det, det er uden nytte og bla bla, men lige den her er altså hård syntes jeg.

Det kan ikke beskrives med ord, hvor møghamrende træt jeg er af, at jeg ikke kan finde mine ting, at bo i en kvart kuffert, at leve med en edderutilfreds og sk.. doven teenager der INTET foretager sig her, uden at brokke sig over manglen på penge, plads og gu ved hvad ellers. Opvasken, tøjvask, rengøring og alm daglige ting er 100% noget han får anfald over at blive bedt om at gøre, og jeg.. jeg orker simpelthen ikke alle de skænderier og kampe der følger. Hver eneste dag. Jeg har ligesom kæmpet rigeligt syntes jeg.

 

Så jeg sidder altså lige nu og er lidt modløs. Hørte forleden fra min nabo, om en anden beboer der har boet her i halvandet år!!  Jeg gisper og hovedpinen eksploderer igen. Bare tanken er helt ubærlig syntes jeg. Lige nu

 

 

Men jeg har da hæklet.. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg taget et fint billede af den første farverige firkant, men nu virker mit SD kort sgu faneme edder odder pokker ikke!&#)¤&!!¤#&#!(“=!?””

ÆV

 

Cascade. JOV da, det filter vildt godt.. :((

 

 

Måske nogen kan huske den første oppefra og ned jeg strikkede?? 

 

 

 

Aehmm, den ser nu sådan ud:

 

 

 

Gider nogen sige til næste gang jeg vasker..  for lige at minde mig om at chekke bunken for strik INDEN det ryger i maskinen…??

 

Hastværk er lastværk, som min salig et eller andet ville sige.

 

Så er det da godt at jeg har mere Cascade på lager og et gavekort liggende til Slavi, for ellers var der basis for et grundigt anfald af højlydt råberi. På den anden side.. sådan en bummert MÅ da være grund nok til at handle garn ind?

 

ODER WAS??

 

 

Hehehehehe.

Brille”eventyret” fortsat..

 

 

Citat er lånt fra Thieles hjemmeside:

“Kvalitet til fornuftige priser er fair play
Thiele har valgt at støtte DBU og dommerne med deres Fair Play-aktiviteter, fordi aktiviteterne er helt i tråd med Thieles værdier om Fair Play overfor vores kunder. Siden Thiele blev grundlagt har vores motto været ”engang kunde, altid kunde”. Det har nu været vores motto i snart 200 år og vores ambition er stadig helt klar. Vores kunder skal komme igen og igen. Af den simple grund, at vi tilbyder ekstrem høj service og optiske kvalitetsprodukter. Det er Fair Play for os.”

 

 

 

 

Jeg har brugt denne dag på at telefonere,samtale,telefonere, samtale OG telefonere og samtale. Det har selvsagt betydet,at min hjerne har været mere end fyldt med informationer og ord, der skulle på plads. Derfor er det først nu jeg får ro til lige at komme med den første prognose på, hvordan mit brilleeventyr kommer til at udvikle sig.

INDEN jeg går videre vil jeg TAKKE alle jer, der har fulgt min opfordring og skrevet til mig med en kommentar,om erfaringer omkring briller og indkøb af disse (ved jeg nu) MEGET kostelige genstande. Sjovt nok er det med dem,som med alle de andre produkter vi som forbrugere bare ikke KAN undvære, sælgers marked. Tandpasta,bleer til babyer og bind er en guldgrube for producenterne.Jeg har virkeligt haft gavn af jeres input, og kan ihvertfald konstatere at de fleste roser Profiloptik på alle fronter. Derudover er der så flere andre steder jeg aldrig har hørt om, som også giver god betjening osv.

Jeg orker faktisk ikke referere detaljeret om de samtaler jeg har gennemført i dag, men summen af dem er to ting.

1.

Forbrugerklagenævnet er enige med mig i, at jeg er blevet alt for dårligt vejledt og da jeg ikke har skrevet under på nogen låneaftale,så burde jeg kunne komme ud af købet,dog med det store MEN for mig,at jeg så skal igennem en ( med garanti) længere procedure,i form af klagebrev afleveret til butikken, dernæst ventetid indtil de kommer med et udspil,nægter de at“løse”mig fra købet,vil der så blive startet en egentlig sag,der kan tage pippet fra enhver.

2.

Thiele’s sælger mener,at hun med sin gode ret, har kunnet tage for givet,at jeg som kunde kendte INDEN jeg kom i butikken,til muligheden for at kunne låne stel med hjem OG at det var Nordea finans der skulle financiere. Med andre ord, kunne hun ikke selv se,at det var en fejl fra hendes side,at jeg har været uvidende om det!  Hun tilbød derpå at give et nedslag i prisen på summen af de renter der vil være på lånet.

Omkring det at jeg ikke kunne få brillerne udleveret med det samme som lovet, kan jeg kun sige at hun på det bestemteste hævder at INGEN forhandler i DK gør sig i den slags service..  Jeg ku ikke rigtigt argumentere med andet end de oplysninger jeg har bla herfra, og fortælle at jeg har hørt noget andet. Hendes respons på det var at det ikke kunne passe..  Så i følge hende lyver enten jeg eller også lyver I!!  Påstand mod påstand så at sige.

Nu kan jeg så gå og gruble over hvad jeg vil gøre. Jeg ved med sikkerhed,at jeg slet ikke har det der skal til,for at gå ned i butikken og aflevere en skriftlig klage ansigt til ansigt med damerne. Jeg får kvababbelse lige på stedet ved tanken, men det er hvad klagenævnet siger man som det første skal gøre. Derudover skal man ikke forlade butikken før man har modtaget en kvittering på at DE har modtaget klagen.  Den side af sagen har jeg så heldigvis John til. Han er slet ikke så let at bringe ud af fatning som jeg, og vil hjertens gerne tage tjansen som sur kunde. Forudsat at jeg vælger at køre den videre.

Jeg tænker på det lange forløb,og på at jeg rent faktisk har brug for brillerne nu. Jeg tænker på hvor længe der så skal gå før jeg kan få mig et par briller, for at gå et andet sted hen inden denne sag er løst,kan jo i sidste ende komme til at koste mig endnu flere penge.

Ærligt talt..

Jeg orker det næsten ikke, men jeg er dybt utilfreds og tror aldrig jeg vil blive glad for de forbandede briller :(

Jeg har brug for input omkring briller fra blogland..

 

 

 

 

 

 

Endnu en af de dumme dage har det været i dag. Den kunne ellers have været vendt og givet mig et lidt klarere blik på verden, men sådan gik det bare ikke alligevel.

 

Omkring middagstid fik jeg besked fra Thiele om at mine briller  lå klar til afhentning. Lige den besked jeg trængte til, så jeg hoppede i bad og tog glad afsted til butikken. Uhh sikke en kriller i maven jeg havde. De uger jeg har ventet har nemlig bragt en lille tvivl med sig, om hvorvidt jeg nu alligevel ville kunne lide brillestellet jeg bestemte mig for.

 

Når man kaster sig ud i sådan en stor og permanent investering som fuldtidsbriller er, er det altafgørende at de bare er lige i øjet så at sige ( HA!) De skal hænge på mit kranie hver dag fremover, og der er mange ting der skal være i orden fra kunde til kunde. Hos mig er det feks afgørende at jeg ikke kan mærke at jeg har dem på. Dem jeg har nu gør mig simpelthen vanvittig, og ikke kun fordi de ikke er stærke nok, men også fordi de generer mig på næsen og bag ørene. De føles tunge og jeg tager dem af og på konstant. Nå, men altså de nye briller er heldigvis lettere, men også større fordi de jo ikke er læsebriller. En helt ny fornemmelse for mig er det, at de “er over det hele” i ansigtet. Eller.. sådan føles det, fordi stellet er anderledes. Jeg skal ikke længere bevæge hovedet op og ned for at se ud i verden :))

 

I butikken får jeg så prøvet og justeret, og tænker at det nok også handler om tilvending, så jeg spørger hvad der nu skal ske. Og her er der så at filmen knækker helt for mig.

 

Da jeg bestilte dem, fik jeg info om at en afdragsordning intet problem ville være. Jeg ansøgte om tilskud fra kommunen, og spurgte i den forbindelse om jeg selv skulle afsende formularen af hensyn til dokumentation omkring min privatøkonomi. “NEJ NEJ” siger damen, “det plejer vi at gøre og der er aldrig nogen problemer i den forbindelse… “.  Her er det så at jeg SKAL lære at lytte til egne fornemmelser og indre stemme.

 

I sidste uge fik jeg alle papirer lige i hovedet igen fra kommunen, med besked om at de ikke ville tage stilling til noget som helst, før de også havde modtaget de relevante dokumentationer fra mig, medsamt underskrift. På det tidspunkt er der gået 14 dage fra jeg bestilte brillerne. Jeg har jo ikke haft det sk.. godt, så det har været svært at overskue hele halløjet med at finde alle papierer frem, og få dem kopieret og afsendt, og papirene har ligget et par dage på mit skrivebord, men jeg tog mig sammen i går og fik dem sendt så de kunne være på kommunen i dag.

 

GODT SÅ!

 

Jeg sidder så altså med damen, som nu  siger til mig at jeg da helt klart IKKE kan få brillerne med hjem FØR de har hørt fra kommunen. OG at jeg også liiiige skal udfylde ansøgning til et Nordealån, og før det er gået igennem og første rate betalt, kan jeg heller ikke få mine briller. Min forbløffelse er til at tage at føle på, for slet ikke at tale om at jeg her nærmer mig tårer simpelthen. Jeg kan bare ikke overskue den slags uventede ting.

 

HELT ærligt. Jeg er for det første dødskuffet over at komme hjem UDEN brillerne, men også rigtigt underligt til mode over at sidde tilbage med følelsen af utroligt dårlig information. Faktisk vil jeg slet ikke have de briller nu. Jeg syntes det er et dumt firma, med en dum betalingsordning, og med tvivlen om at brillerne er de rette oveni, så vil jeg slet ikke rodes ud i den kæmpe udgift som det er nu.  Flere har skrevet om andre muligheder end den Thiele tilbyder som afdragsordning, og her er det så at jeg efterlyser erfaringer, råd og forslag til hvad jeg nu kan gøre.

 

Jeg kan ikke undvære briller, så HVOR skal jeg kigge efter dem nu? Hvem er rimelige og gode forhandlere?  Jeg er klar over, at jeg nok må finde overskuddet til at kigge flere steder for at prøve stel for denne gang VIL jeg være helt sikker på at både model og betaling passer mig.

 

I morgen ringer enten kæresten eller jeg selv og forklarer dem, at som tingene har udviklet sig må de beholde deres briller.

Den er helt gal i dag

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke lyst til at strikke!

Gisp!

Er jeg blevet syg??

Er der en virus i omløb?

Findes der en mikstur for sådan noget?

Mine vanter venter jo på at jeg begynder forfra…

Og min Hoodie ligger også og venter på, at jeg skal finde ud af hvordan og hvorledes..

Har jeg ikke sagt at det IKKE er mandag i dag måske, og at når det nu er tirsdag så skulle alt jo være fjong?

Goddag mit navn er Maud, og jeg går i ind og lægger mig ;)

Puslespillet

 

 

 

 

Lige nu kan vi ikke få puslespillet til at passe, og det skal jeg nok bruge en tid på at forholde mig til.

 

Bedst som man planlægger og tingene ser ud til at gå i hak, sker uforudsete ting og planerne må enten udskydes eller helt skrinlægges. Det kender alle til, både børn og voksne, men et eller andet sted syntes jeg ikke det er nemmere at æde en skuffelse af den grund.

 

Min drøm om en rundtur i den lille dyt, må udskydes indtil videre.

 

Sådan er det bare, og jeg kommer da over det igen, men lige præcis nu er jeg dødskuffet. Ærgelig og øv over at uventede udgifter må have prioritet over fornøjelser. Sur på mine tænder der delvist har skylden og min egen slappe rygrad, der er svag for impulskøb. Det der med impulskøbene er jeg totalt bevidst om, og jeg kan kun øve mig i at blive mere stålsat når jeg vil spare op. Desværre er det en kendt sag, at  indkøb er nærliggende når man er trist eller behøver lidt selvforkælelse.

 

Jeg skal nok komme afsted, det ved jeg.

 

En dag..

 

 

 

Indtil da er jeg så glad for min strikkehobby, så humøret er ikke HELT nede endda ;)

Røg i mit retreat

 

Det har indtil videre været en søndag med anstregende oplevelser. Kender I det..?  Alt går ikke efter planen og man overvejer om det havde været bedre at blive i soveværelset, og vente på at næste dag begynder bedre.

Nå, men jeg har som altid været tidligt oppe, allerede kl syv var chokofant på pletten med besked til hende der damen med salaten, om at NU var det altså tid til morgenmad.

Jeg sætter mig ind ved mit skrivebord og tænder for computeren, lytter på den sjove rislen af vandkøleren, der signalerer at maskinen går igang. Jeg er klar med kaffen til at læse lidt nyheder, blogs og post.Godt tilbagelænet sidder jeg med benene oppe på bordet, og vågner stille og roligt lige indtil jeg fornemmer at der stiger R Ø G !!!! op fra under bordpladen. Først tænker jeg, at jeg har været klodset og tabt en glød på min strikkede trøje for lugten er totalt besynderlig, sådan lidt ulden eller syntetisk i det. Da det ikke forsvinder ( og ja.. jeg reagerer altså langsomt på det tidspunkt af dagen ), og lugten bliver værre og værre, kigger jeg ned og ser til min store skræk at min elskede og HELT NYBYGGEDE harddisk er ved at gå i brand.

Hva’ faen?

På ti sekunder er jeg inde og ruske i min dybt sovende og sagesløse kæreste, der aldeles i adamskostyme bliver flået gennem lejligheden for at forklare mig, hvad det er der sker med min arbejdsstation.

Han vågner heller ikke op på et sekund generelt, men her må jeg sige at hans øjne og hjerne gjorde en undtagelse, for ganske rigtigt kunne han konstatere at “jojo, det der lugter godtnok som brændt elektronik”. Han fik lige chekket om jeg havde slukket for kalorius, hvilket jeg naturligvis da havde, for helt uden evner er jeg altså heller ikke, og så luntede han gudhjælpemig ind i seng igen.

Nu har vi så siden hen fået syn for sagen og jeg har endnu engang fået bekræftet, at han altså har nogle vildt stærke hænder..  Jeg skal spare de ærede læsere for detaljerne, men en dims er skuet for godt fast til en dut, med det resultat at vandet er sevet lige så langsomt ud og ind og ned i motherboard!!, tvkort!! og netforsyning!! OG guderne må vide hvor ellers.

Behøver jeg sige, at der er længe til jeg kommer til at bruge den igen?

I mellemtiden tog jeg en rask beslutning, for jeg har forelsket mig i et nyt betræk til min ynglingsstol. Ikea har nu også et chokoladebrunt et af slagsen, og det passer jo lige herind til mit retreat om vinteren. Jeg har opbevaringskasser i samme farve og sammen med de plaider og puder jeg har på lager i skabet, og de nymalede koksgrå vægge ved bogreolerne, ja så KAN jeg simpelthen ikke komme gennem vinteren og julen uden. VEL???  HVA?  ;)   OBS!  Jeg skriver “jeg” fordi det her er helt klart, at John er græsk-katolsk over farven på min stol, han mener man sidder lige godt i den om den er gul grøn eller blå. Men der tager han grundigt fejl gør han.  Ik?

Mig ud i bilen med bukser der ikke kan lukkes, og afsted til det svenske mirakelhus efter betræk og en ordentlig kurvfuld stearinlys i farver og med dufte der passer fruen. Vi er helt i bund og har kun lidt fyrfadslys tilbage fra sidste sæson, og de holder ikke længe som aftenerne ser ud nu.

Tre kvarter, og en masse spildt benzin senere var jeg hjemme igen.

TOMHÆNDET!

Aldrig tidligere er det sket, og John var noget bekymret over det, skulle jeg lige hilse at sige. At være i Ikea uden at lægge en krone er helt utænkeligt normalt, men for det første var betrækket ikke på lager, ØV , og for det andet havde jeg det faktisk vildt elendigt i maven, så jeg tog sgu hjem igen.  Det er hermed bekræftet at jeg ikke er helt frisk, hvis nogen skulle være i tvivl. Kun sygdom eller død kan få mig til at komme ud derfra uden en eneste lille bitte dimsedut, eller flere uundværlige effekter til køkkenet.

Har man kendt mage?  NEJ det har man ikke, og hvad ligner det at mangle varer på en åben søndag i begyndelsen af mdr??  Ja jeg spørger bare gør jeg. 

Resten af i dag tror jeg bare jeg vil sidde og kigge ind i væggen. Mon så ikke det hurtigt bliver mandag?

HYYYLLLL akut strikkekrise!

 

 

 

 

 

 

Sidder her med første forstykke til CPHoodie på pindende, og så ser jeg at der er noget der ikke passer i opskriften.  Enten er det mig, eller også er der ged i tal og beregning af mål. Det er sikkert bare en tanketorsk, og jeg er stadigt dybt taknemmelig for den oversættelse der er lavet til mig, men jeg er jo en knude til det der med at regne ud, så nu kan jeg ikke komme videre..

 

ÆV!

 

 

UPDATE:

 

Fejlen er fundet og der er rettet ind efter den nu.  Der skulle slås et mindre antal masker op end skrevet. En lille bitte forseelse, med ret så stor betydning for det færdige resultat.

 

Nu er det så lige forfra igen, men heldigvis kun med de første 8 cm.

 

PHEEEWWW  “ :)

Jeg er ulykkeligt forelsket..

 

 

…. i denne her:

Ulykkeligt, fordi jeg bare ikke kan overskue de engelske opskrifter. Har jo lige fået oversat en dejlig cardigan af Bettina, og det har hun altså brugt rimeligt meget tid på, så det er ikke noget jeg kan få gjort med alle de opskrifter jeg har liggende på engelsk.  Jeg har lovet mig selv at jeg nok skal få det lært, for engelsk er generelt ikke svært for mig, men det kommer til at kræve min koncentration, på en måde jeg ikke lige kan præstere for tiden.

Trøjen findes i efterårs udgaven af Interweave Knits.  Bladet kom i dag, efter at jeg har ventet med længsel i ugevis, og ja.. der er flere skønne ting der frister i det.    Den viste trøje er specielt smuk syntes jeg, og med det runde bærestykke som jeg er så glad for, og som også er på den cardigan jeg lige er ved at færdiggøre.

 

Og så er der jo farven…

Den er SÅÅÅÅ smuk syntes jeg. En vidunderlig grøn med et lille stænk af lyse nister, som kommer frem fordi det er to tråde der kombineres til een.

SUUUUKKK

Tror jeg prøver at lave en der minder om, ud fra en allerede dansk grundopskrift.. Måske ;-)

Tidlig stilhed

 

 

Sidder her på den sidste feriedag og nyder stilheden og fuglenes kvidren udenfor. Klokken er otte. Ved siden af mig ligger min elskede og sover tungt, og i rummet ved siden af ligger Rasmus i samme tilstand. Mira er stadigt hos sine bedsteforældre.

Jeg er vågnet med en kold arm der har ligget forkert. Min strikkearm faktisk og derfor er jeg nu iført en langærmet t-shirt der skal få varme tilbage igen. I det hele taget er jeg ikke helt i orden fysisk. Jeg aner ikke hvorfor, men mine øjne er totalt hævede og jeg ligner en bokser efter kamp, så med en halvvissen arm og svuldent blik sidder jeg her for at skrive lidt. Et kønt syn.. 

Mange har prøvet det før jeg, også jeg selv forøvrigt, men den sidste feriedag gør mig trist og lidt tudevorn. IKKE fordi jeg har været lidt ude af flippen over skuffede forventninger, men mere fordi den årlige ferieslutning også symboliserer, at så går vi imod næste årstid med hastigere skridt end før. Jeg ved godt at sommeren er lang endnu og at der kommer minimum to gode måneder inden mørket og kulden vender tilbage igen, men det ændrer ikke på denne stemning jeg er i lige nu.  Som efter barndommens jul, får jeg nærmest en efter-ferie-nedtur.  Bare sådan en lille bitte en af slagsen, der suger i maven.  Kender I det?? Jeg HADER nye tider. Hader, at noget længe ventet og trods alt godt er slut, og at nyt skal begynde.

Jeg vil have min ferie tilbage…

Jeg fik virkelig noget at tænke over af kommentarene til torsdagens historie, men inden jeg nåede at vise kæresten hvad jeg havde skrevet, skete endnu en ting og så knækkede filmen simpelthen. Jeg tudede og fik usammenhængende fortalt hvad jeg følte. Uden at gå i detaljer reagerede han med først at blive sur og ikke fatte en meter, men efter en tid kunne han godt se min pointe, og det her handler om flere ting. Der skal ikke herske tvivl om at vi skal have rundet problemet igen, men mit budskab gik ind, og nu er spørgsmålet så bare om det ændrer ved noget..? 

Tog jeg en forkert beslutning, da jeg valgte at blive i december??  Indtil nu har jeg faktisk ikke følt det sådan, for uanset hvilket forhold man er i, vil der altid være skuffelser og frustrationer, og jeg er ikke så naiv at jeg tror man kan finde den ufejlbarlige partner.   Bare tag et kig på mig..  Hvordan mon det er at være den der elsker mig??( Umuligt.. hvis I spørger mig selv )  Gør man det, skal man samtidigt stå model til IKKE at vide, hvornår jeg reagerer på et eller andet, fordi jeg ikke pipper før jeg er ved at dø af sult. Jeg mener stadig at han har handlet ubetænktsomt, men måske er skylden også lidt min egen, fordi jeg ikke siger noget allerede første gang. Ingen kan læse tanker desværre.. Igennem mit liv og helt fra jeg var lille, har min oplevelse været at jeg ikke har ret til at føle vrede eller skuffelse, eller at sige fra og give udtryk for utilfredshed. Jeg er altid blevet mødt med afvisning og endda isolation, og er gang på gang endt med at stå alene tilbage. Jeg har brugt år på, at forsøge at lære at være tro mod mig selv, men nu kan jeg så se at det er næsten umuligt at blive det gamle mønster kvit. Uden regelmæssige terapitimer til hele tiden at støtte mig, ryger jeg tilbage til udgangspunket..  Vrede er mig helt umuligt at indeholde. Ihvertfald når det handler om dem jeg er bange for at miste. Jeg KAN bare ikke finde følelsen frem. I stedet går jeg i dvale indvendigt, lukker det inde, lukker ned og bliver dårlig i stedet for.

Tryghed er nøglen her. Hvis jeg kunne føle mig helt tryg i forvisningen om at jeg IKKE bliver elsket mindre, eller bliver forladt fordi jeg er mig, så ville jeg nok langsomt kunne ændre på det, og her rammer vi så nøglen til de problemer jeg har, og som derfor også min elskede får.Jeg føler mig stadigt ikke tryg i forholdet. En sørgelig og frygtelig følge af hele det drama der var sidste efterår og jul. Nogle rejser sig hurtigt, nogle går bare deres vej, nogle kommer sig ALDRIG over det, og andre igen bliver, glemmer og går videre. JEG ruger stadig. Ikke hele tiden og hver time af dagen, men sådan når der opstår ting og situationer jeg ikke forstår. Så er det jeg vender tilbage til udgangspunktet og tror at NU bliver jeg forladt..igen.  Faktum er at det gør jeg ikke. Om og om igen bliver det sagt til mig at jeg er elsket, at der ikke er tvivl om kærligheden til mig, og at der ingen tvivl er fra kærestens side af græsplænen. Jeg syntes måske nok det her ville have været et godt træk, netop i tiden efter dramaet, at kæresten udsendte tydelige signaler over for omverdenen, at han elsker mig, og det har jeg sagt til ham nu. Desværre må jeg så også her tilstå, at jeg faktisk godt er klar over, at han har sat de mennesker omkring ham, der ikke er “tilfredse” på plads, men jeg har ikke kunnet “høre” det. Han har faktisk meldt klart ud, men punktummet ville jo være mere markant hvis han også demonstrerede det syntes jeg.

En anden ting er, at jeg ikke rigtigt kan forstå at forhold generelt kan ændre sig. Jeg har læst at det går i faser og, at den første forelskelse forsvinder til fordel for noget andet og dybere, men her er jeg anderledes åbenbart. Jeg er stadigt dybt forelsket,og jeg kan ikke forstå at det ikke er som det var i begyndelsen. Hvorfor ændrer det sig? Hvorfor hvorfor..  jeg bliver bare ved med at have disse stærke følelser. Voldsomt og heftigt og altopslugende til tider. Igen… en borderliners klassiske problem.. ALt eller intet, sort eller hvidt, enten eller, kold eller varm, og ja eller nej.  Ingen gråzoner og mellemveje. Enten elsker man 100 % hele tiden, ellers også gør man slet ikke.

Pyhh nu er jeg blevet helt træt af mig selv og mine skriverier..  at sætte ord på livets store problematikker er død hårdt, og jeg keder mig selv nu, hvilket betyder at jeg nok også er begyndt at lulle mine læsere i søvn på dette tidspunkt. Summa summarum er, at jeg skal have mig en snak med min elskede om det jeg har skrevet om her. SLUT

Kom så.. OP med jer, UD med jer. Ikke sidde her og læse om psykisk uligevægtige væsener med bøvl i hjertet. UD i sommeren og VID SÅ, at jeg nok skal komme op og videre også.

Lige om lidt.

 

Tanker jaget på flugt

Jeg har ikke til hensigt at fylde min blog med evig jammer, og jeg håber at jeg kan få styr på mig selv igen hurtigt og effektivt. Nu er det bare sådan at det jo kommer i bølger og sådan bliver det så også her. Bloggen viser mig og min hverdag, og faktisk viser mine skriverier utroligt præcist HVOR meget det svinger, nogle gange fra time til time.





Efter sidste skriv har jeg ihærdigt forsøgt at jage mig selv på flugt. Godt hjulpet af dagens gode vejr, har jeg nusset på altanen og strikket som en sindssyg HA!  Ja den er god, ku ikke passe bedre hva..? ;))

Det virker udemærket skulle jeg hilse at sige. Koncentrationen som er så svær at finde, bliver bedre når jeg sidder og krammer garnet, suger mønster og farver til mig for at få det til at blive helt rigtigt. Jeg er igen igen begyndt på en cardigan. Det er jo hvad..     tredje/ fjerde forsøg, men stadig syntes jeg ikke det er helt som jeg vil ha det. For det første er det bare ikke morsomt, for det andet bliver mit strik IKKE som tænkt fra opskriften og billede, OG for det tredje bøvler jeg med strikkefasthed og glatstrikken. Jeg kender godt tricket med at bruge to forskellige str pinde, men alligevel er det noget sjusk er hvad det er.


Jeg fortsætter lidt endnu, det er jeg forresten nødt til, for min hæklenål er VERSCHVUNDEN!!!!


Jeg siger jer.  Hyl og høje skrig, desperat flytten alt omkring mig og fordeling af tropperne for at finde den, har været scenen herhjemme siden søndag. Væk er den, måske fordi jeg trådte næsten igennem en strikkepind, da jeg svang benene ned fra bordet og landede lige midt i en af mine projektkurve. Jeg ku dernæst ses hoppende rundt som en kanin i smerte, og i samme moment fik jeg smidt hækletøjet fra mig, og jeg var ikke nærværende nok til at holde fast på den.   Måske en nisse nu har hugget den??   Hvad ved jeg?? Det fik den kvikke mand til at erklære alle gulve omkring bordene i hjemmet for kurvefrie zoner. Han så sit snit til at få indflydelse på mængderne af mit rod.  HA, den er god med ham ja. 


Som om..


Nu er det kæresten der hyler for jeg har nemlig besluttet, at det skal være slut med den slags katastrofer her i huset. Jeg vil ha’ mindst to styks af hver str og gerne flere for den sags skyld. Proviantering venter forude :-)   Ingen grund til at gøre mig mere skør end jeg er i forvejen, og her tror jeg søreme vi kan finde fælles fodslag kæresten og jeg  hehe.  Det argument kan han lissom ikke rigtigt hamle op med vel ;)





Og se så lige her.  Jeg har modtaget min bytteting fra Losarinas mor i mandags. Nogle husker måske at jeg forærede en kæmpe sort sæk fyldt med tekstiler, væk via bloggen. Hun kom først og som “ betaling” har jeg så kunnet vælge selv hvad hun skulle kreere til mig. Jeg valgte et strikkenet der kunne rumme et projekt til at tage med. Jeg har jo allerede en kæmpe sag med titusind rum i, men den er lige lovligt voldsom til feks en tur på bænken, så denne taske er fuldtændigt som jeg drømte om. OG den har de farver jeg ville have. Betingelsen var nemlig at den skulle passe til min pude fra Tulipaner og tomater. Den med farver der minder om sommer og hav, ferier og New England stilen som jeg er vild med.  Røde, hvide og blå farver har jo også det bølgetæppe jeg er igang med.  NÅR jeg altså har en hæklepind..



HRMPPPFFFF  &#)/”¤)(“/¤Y)(“&¤Q!!!§§*^?*

Op og ned går det

 

 

 

I dag er jeg trist..  igen!

Uden årsag eller forvarsel.

Bare helt og aldeles trist og mat.

Hvor er det trættende at svinge sådan op og ned.

Måske jeg får besøg idag, men indtil da bliver jeg hvor jeg er…

 

 

I min seng.

Nogen har fjernet min udsigt..!

 

 

 

Her stod indtil nu de smukkeste træer med hvide lysende blomster. Nu står der en mand, og selvom han skam også kan være fin nok at kigge på, så bliver han jo ikke stående og så har jeg altså min egen der er så meget smukkere, så jeg ville helst have beholdt træerne.

Det er udsigten fra mit retreat der er beskåret gevaldigt og det huer mig ikke. Jeg ved at børnehaven lige neden for skal udbygges og det under jeg dem selvfølgelig gerne, men det betyder altså at der skal matrialer ind på matriklen og det kan kun ske lige netop der hvor træerne stod. ÆV

Jeg har også haft besøg af en anden mand, iført et kamera og et bredt smil. Han skulle fotografere min side af gavlvæggen, for det tilfælde at de 18 metalpæle der skal bankes i jorden derude, skulle få huset til at slå revner..  Hmmm

UPSIDE:  sker det, så får jeg endelig renoveret gavlen og dermed også fjernet alt muggen og skimmelsvampen.

DOWNSIDE: ved ikke om der er nogen, udover altså de manglende træer.   Nå jo.. Jeg har jo lige malet og sat i stand derinde og kan slet ikke overskue at skulle undvære det rum i en rum tid  ( haha)

Som et lille kuriosum jeg desværre ikke kan vise billede af, da jeg må have haft min kreative hjerne et andet sted de sidste to år, har de også fjernet den høje skorsten på bygningen derude. Den var ikke i brug mere, MEN op af hullet voksede det sjoveste lille/ nu ret så store træ. Hele huset har beundret dets livsvilje og undrende set på, at det bare voksede uden jord eller andet til at bo i. Heldigvis kunne den føromtalte mand fortælle at træet er bevaret og gemt til genplantning i børnhavens have når projektet er færdigt.

Det er da en lille sjov historie til de små unger dernede syntes jeg.

 

 

 

Her er udsigten inden den blev barberet og før blomsterne sprang ud.

 

 

I april skød jeg dette billede ned i den noget slunkne, og triste baghave de har i børnehaven. Jeg håber søreme at den bliver lidt mere munter efter de er færdige med at bygge.

 

I “haven” er et skib lagt for anker, og selvom ungerne bruger det flittigt, er det sgu et ynkeligt forsøg på at lave en legeplads syntes. Skam dig kommune.. :(

Forresten kan jeg da også fortælle en munter lille detalje ved nedrivningen af skorstenen:

Den første morgen de gik i gang, var jeg ikke forberedt så ind træder jeg i det lille værelse ( det er før persiennerne kom op..) letpåklædt og halløøøjjjså der. En mand på en lift med en boretingest, hænger præcis udenfor og han kigger lige i det rette øjeblik ind på mig, smiler og vinker godmorgen imens jeg selv bare står og kigger lidt lammet på ham.

Halløøøjssaaaa  *fnis*  det er ikke dårligt at være håndværker i højderne er jeg sikker på.

Nu ser det sådan ud igen

 

 

 

 

Juni byder velkommen i fin stil med vand og grå himmel. Min udsigt fra mit retreat er overvældende grøn og smuk, men med en hinde af dråber i stedet for et slør af sollys.

Og på altanen kan man se det her:

 

Nu må du sgu ta’ dig sammen deroppe.. :(

Hvad pokker er nu det for noget??

 

 

Jeg er lidt bagud i det meste, og først nu har jeg læst rundt omkring, at der er bloggere der har fået deres identitet desideret stjålet!

 

Kvalmende læsning, og en wake upper til os alle om ikke at være naive og godtroende, og at vi skal bevare fornuften i hele dette skrive/billed univers. Jeg kan ikke lade være med at tænke et par uger tilbage, da der var en anden problemstilling herinde for nogle, som handlede om voldsom chikane både privat og via kommentarfunktionen, fra åbenbart en ganske speciel blogger.

 

Hvad fanden sker der?  Det er da helt utroligt at man ikke kan få lov at være sig selv, dele hvad man har lyst til og nyde godt af det store netværk der findes herinde, UDEN også at skulle plastre alt til med copyrighttekster og gu ved hvad mere.  Jeg har helt bevidst ikke villet køre frem med netop dette, for jeg har tænkt at det ligesom giver sig selv. Jeg har endda selv været kluntet nok til at lave brølere i denne kategori, indtil jeg fandt ud af hvad det handlede om, og jeg har selvfølgelig undskyldt på det vildeste fordi det slet ikke har været hensigten at gøre ondt eller stjæle.  Nu kan jeg så lære det. For jeg er MIG og ingen anden skal have mulighed for at være det. Iøvrigt skal jeg i den forbindelse så lige minde om, at hvis der er nogen der skulle fristes til at snuppe mit liv, så husk lige på at der medfølger enormt mange sygedage, hovedpiner, smerter OG at det ikke er særligt interessant at gå hjemme og glo..

 

 

Her kan du læse mere om hvad det handler om, og HER kan du med god samvittighed hente denne:

 

 

 

Der er ikke andet for end, at også jeg må til at gøre opmærksom på at mine billeder er mine egne. Indtil videre har jeg været græsk katolsk omkring at nogen skulle bruge et foto af en grøn pind, eller et stykke strik til et eller andet, desværre er det ALRIG faldet mig ind, at det kunne blive brugt til dokumentation for en falsk identitet.

 

JEG GYSER…

For pokker da

 

 

 

Nu gik det lige så godt, de sidste par dage har jeg mærket lidt til mig selv og mit bedste jeg igen, men i dag er jeg vågnet op helt og aldeles kvæstet.

Småsvimmel, træt og uden koncentration har jeg siddet og forsøgt at vågne med lidt bloglæsning, de kommentarer jeg har lige på tungebåndet, virker uoverkommelige som et bjerg, og dagens planlagte gerninger fuldstændigt umulige at overkomme. En samtale i telefonen kiksede fordi ordene kommer stødvis, og i uorden ud af mig. At formulere en fornuftig sætning med lyd på er slet ikke muligt lige nu.Vask er der igen masser af, køleskabet er mere eller mindre tomt og planterne på altanen kalder på mig.

Jeg kan ikke, selv det at komme i bad kan jeg ikke overskue, men hvorfor nu det?

 

Hvorfor?

 

At have en psykisk lidelse som følgesvend er lig med aldrig at vide hvad dagen bringer, altid at være i risiko for planer der må droppes, altid at have skyldfølelse over for de nærmeste, altid at føle sig nødsaget til forklaringer, men værst af alt..

 

En dræbende og altovervældene træthed, der rammer når det mindst passer.

 

Jeg er ikke ene med denne problematik, hende her skriver også om sin hverdag i depressionens skygge. Vi står ikke samme sted, men alligevel er der så mange ligheder i vores hverdage, og det hjælper at vide man ikke er ene om det.

 

Normalt ryster jeg mine indlæg ud af ærmet på ingen tid, men på sådan en dag som i dag har det taget mig næsten en time. Skrives skal det dog for, for det er ord der må formidles videre.

 

 

 

 

Regn og torden

Ja ok…  vejret og det manglende lys hjælper ikke på humøret. Jeg har begyndende tristhed og modløshed at fornemme inde i hjertet, men jeg ved jo godt at det ikke bunder i noget specielt eller så dybt endda.

Jeg putter og holder humøret oppe ved at nørkle og underholde hjernen med de ting der kan få mine tanker til at være lette i stedet for tunge.  Skammer mig fordi jeg ikke glæder mig til de næste fire dage som alle andre mødre gør. Man skal hygge med familien på helligdage og i ferier, jeg ved det godt jeg kan bare ikke. 

 

Forresten er jeg blevet henvist til en røngten klinik, og jeg skal bare ringe efter en tid. Ikke nogen svær øvelse, men jeg udskyder det lige lidt endnu. Måske på mandag..  Nu går det jo bedre og jeg vil ikke ud.

 

Karamellen er enig med mig…   Huler er bare det bedste ;)

Sort som kul

Er vågnet op med et sind der er sort som kul!

Hvorfor nu det?

Det gik lige så godt.

Alt er uoverskueligt, orker intet, syntes her er beskidt og rodet. Føler mig trist og opgivende.

Men hvor kom det nu lige fra??

Og så skinner solen endda, men det kan jeg slet ikke hidse mig op over.

Tværtimod giver det mig endnu dårligere samvittighed, for jeg burde jo være hurra så.

Det jeg bare ikke.

Hmm