Stille jeg drikker min kaffe

 

 

 

Er der noget mere opløftende, end en solrig lørdag morgen på kanten af maj?  Personligt synes jeg næsten ikke der er, og det er ihvertfald sikkert at for en mørkegnu som jeg, betyder hver eneste morgen i foråret, hvor der er sol når jeg vågner, nærmest alt.

 

I går forlød det at lørdag ville være kedelig og grå, men at søndag og mandag ville blive virkeligt fine. Med milde temperaturer, sol og ingen vind. Jeg var derfor straks klar med en strategi for haven og dens videre udvikling. Næste etape er jo knolde, spirer og småplanter. Som det ser ud lige nu er her bare så skønt, at jeg jeg nok MÅ ud allerede i dag. Om ikke andet så indtil profeten Mikael Jarnvigs spådomme går i opfyldelse..

 

 

Blandt mange andre SKAL mine ærteblomster bare i jorden nu. De bliver som sidste år bare pakket ind i noget fiberdug de nætter hvor der endnu måtte være frost på jorden.

 

 

 

 

Jeg gider heller ikke gå med nerverne uden på tøjet over georgineknoldene længere. Jeg opbevarer dem i jord ude i skuret, for med Herman er det helt umuligt at forspire inde i stuerne, og det betyder at der er absolut og lige præcis kun tre små bitte grønne tingester af skue indtil videre. De kommer ikke til at vokse før de får sol og varme, og da største problem uden spirerne er råd, så ryger de ud i denne weekend. De KAN sgu da ikke nå at rådne nu!  Tænker jeg.

Jeg har brugt en del tanker på at overveje, hvor de skal lægges ned. Det skal være i sol, der skal være en rimelig chance for at de ikke bliver nedlagt at to katte på spring OG de skal helst ikke flyttes til efteråret. Til den tid gentager mit eksperiment fra Vestergade med indpakning og overdækning. Så altså.. der tænkes og overvejes stadigvæk.

 

 

 

 

 

 

Som jeg har siddet og skrevet, er der faktisk kommet skyer! Kan ske at profeten alligevel i denne omgang får ret, men så bliver det da hyggeligt nok med en indedag. Bilder jeg mig selv ind..

Forventninger og virkelighed

 

 

 

 

 

 

Jeg gør jo en, om ikke ihærdig så dog alligevel forsigtig, indsats for at være udadvendt og social hernede. Umiddelbart gør jeg det svært for mig selv, fordi min fastgroede refleks gennem mange mange år, er at være smilende, åben og sludrende. Det bevirker, at jeg fremstår som let at have med at gøre så at sige, men inde bagved er jeg bare slet ikke så nem, og det kan gøre de som ikke kender mig godt, virkelig sure!

 

 

 

Jeg er glasklar over selv, at det er min egen skyld. Som bordeliner har jeg lært, at det desværre er en “sidegevinst” når man bliver ældre og har mødt tilstrækkeligt mange skuffelser. Vi kan ikke håndtere så “let” som de fleste, at ryste tingene af os og gå videre med uformindsket styrke og tillid. Det underlige er, at selvom jeg er bevidst om mønstret, kan jeg overhovedet ikke finde ud af, at reagere på andre måder. Det ved jeg selvfølgelig, at jeg fik chancen for at lære på det dersens DAT-kursus, men man får kun een mulighed, og den forspildte jeg fordi jeg slet ikke var klar til, at tage turen i karusellen dengang. Øv bøv for mig.

 

 

 

Nå, men efter jeg flyttede til Rødby, har jeg så talt mere og mere med en af de ansatte, i en butik i byen. Bare sådan langsomt er jeg gået fra at sige goddag til, at tale om alt muligt relevant imens mine varer er blevet slået ind. Efterhånden er der blevet udvekslet planter, og talt en masse om haver og fælles erfaringer om stort og småt, også om mine vanskeligheder ved at være aktiv og udfarende. Hun har set mig kravle gennem butikken i nattøj på de allerværste dage, hun har set mig stå og tude af afmagt ved varebåndet, og hun har set mig være frisk og glad på en sommerdag. Med andre ord var jeg begyndt at føle, at jeg ikke ville komme galt afsted, hvis jeg rakte hånden ud..

 

 

Det begyndte med en invitation til at se haven i Vestergade, men det nåede vi dog ikke inden jeg flyttede. Derefter tog tingene fart, og i de nu fire måneder jeg har boet i Søndergade, har hun været forbi mange gange. Uanmeldt.. Hun tog friskt nok konsekvensen af, at jeg altid siger “ikke i dag” og er i stedet kommet forbi uden at varsle først. Desværre har jeg taklet det vildt dårligt, måske især fordi jeg panikker når jeg mister kontrollen, og ikke selv kan bestemme hvornår nok er nok. De som kender mig virkelig godt, OG som holder af mig og ved hvad jeg er lavet af, de accepterer og favner at jeg ved besøg, på et tidspunkt pludseligt ikke kan mere, og at jeg så beder om at vi holder for i dag. Det er betingelsen for at jeg i det hele taget kan have besøg eller være social.

 

Hver gang omtalte dame har kigget forbi, har det været ved aftenstid, medbringende små gaver og speedsnak. Hver gang har jeg sagt velkommen og ikke været afvisende, men det har været en underlig oplevelse fordi der også hver gang er fulgt betingelser med, som jeg slet ikke kan honorere, og her har vi så problemet. Jeg har selv følt at efter et par år, kender hun mig godt nok til at vide, hvor begrænset jeg fungerer, men jeg må alligevel have fejlvurderet tingene. Hvor hun har følt at jeg var klar til en masse, har jeg kun været klar til lidt. Hvor hun af egen fri vilje har haft lyst til at give, har jeg kun kunnet modtage og endnu ikke været i stand til at give det, som hun har forventet.

 

Feks..

 

Jeg fik en aften en kasse med garnrester. Damen speedsnakker ret voldsomt og lytter ikke ret meget til, hvad jeg forsøger at forklare da jeg sammen med kassen får en ordre på en strikket hue! Jeg prøver at minde om, at jeg jo ikke har strikket reelt i mere end fire måneder fordi mine arme og hænder er i udu. Det trænger ikke helt ind. En uge senere tropper damen igen op omkring halv syv. Samme eftermiddag har hun slået min varer ind på kassen, deriblandt dagens hurtige aftensmad, som vi taler om smager udemærket. Hun ringer altså på ved halv syv-tiden, medbringende den største pizza jeg nogensinde har set! Jeg mener den var GRANDE.. Jeg bliver lidt usikker, fordi jeg netop har slugt den sidste bid af min mad, og jeg prøver at fortælle at jeg nok vil få svært ved at fortære en hel familiepizza lige nu, for jeg har lige spist den mad hun solgte mig for et par timer siden. I mit hoved tænker jeg at det ville have været mest succesrigt, at ringe forlods for at tjekke om jeg var sulten, men måske det bare er mig der er galt afmarcheret.

 

Hun gør det af et godt hjerte, men der er fart på og snart spørger hun til “sin” hue. Her bliver jeg en smule irriteret, men jeg forklarer endnu engang, at jeg jo ikke kan strikke i øjeblikket. Jeg minder om, at det HAR vi talt om flere gange over disken bla, men jeg bliver affærdiget med en bemærkning om, at det ikke kan passe for jeg har jo alle disse tæpper og sjaler alle vegne. SÅ er det at jeg bliver behersket vred, og jeg fortæller at jeg for det første af princip aldrig laver noget på bestilling, og for det andet at jeg IKKE strikker huer i april som jeg også har fortalt. Personligt er det i mine øjne en sniger, at forære mig garnrester som jeg takker for, og så i samme moment lige bestille et stykke strik. Det gør det umådeligt svært at afvise hende, men som sagt var det lige hvad jeg gjorde fordi hun kommer frivilligt og uventet med en gave.

 

 

Og sådan er der der flere ting. Hun dukkede op med en trailer fyldt med sten, og jeg blev totalt glad. Som sagt er der fart på, så hvor hun fremturer og altid har et eller andet med til mig, så kan jeg slet slet ikke selv køre i det gear, eller leve op til det tempo og de initiativer. Og nu er damen virkelig sur.

 

- som i en sms med en besked om at vi ikke længere kan omgås, fordi jeg ikke giver med kun modtager og fordi jeg er for passiv. BANG!

Hun har sådan set ret, men vi har kun socialiseret i nogle måneder, og jeg er slet slet ikke så hurtig, på aftrækkeren som hun selv er. Hendes forventninger til mig har ligget et helt andet sted end det jeg kan leve op til, men spørgsmålet er om jeg sender signaler jeg ikke selv kender til. ELLER er det præcis her jeg får problemer, fordi jeg i den tid det tager at betale for en liter mælk, formår at fremstå som åben og glad og frisk..

 

 

 

Summa summarum er, at jeg er blevet fyret på gråt papir, og at jeg i hendes øjne er en sløv banan og en død sild. Det er sådan set ok med mig, men det er en syret oplevelse alligevel, for jeg føler mig ret sikker på, at jeg har været flink hele vejen til pizzaen. Faktisk er det mere interessant at i det øjeblik, hvor jeg for alvor markerer og siger fra så hun kan høre det, ja der går hun kold. Som i dybfrost kølig. Og interessant er det også, at det er min generelle oplevelse gennem tilværelsen. Mennesker kan ikke forholde sig til mine grænser, men de må godt selv have dem. Mennesker vil ikke høre på mine nej’er, men de må godt selv sige det. Mennesker vil mig gerne, men kun så længe jeg er bøjelige, føjelig og nem at håndtere. Er jeg mig selv, kan man ikke lide mig.

 

 

Og på det fundament bygger man en borderliner..

Vi spejder efter solen

 

 

 

 

Jeps!

 

 

Her er godt nok ikke meget at berette om, nu hvor vi nærmer os weekenden. Dagene er ret så ens fordi vejret forhindrer mig i at springe badutspring udenfor. Det er egentlig fint nok, hvis I spørger armene og de hævede hænder, men åh hvor vi dog bare trænger til bare LIDT mere varme.

 

Og nu det med hænderne..

 

Jeg er efterhånden ved at nå det punkt, hvor jeg nok må krybe til korset og få venstre hånd opereret også. Men det bliver bare ikke lige nu! Det har hjulpet med kiropraktien, men der kan jeg jo ikke rende hver og hver anden dag til evig tid og faktum er, at den ellers gode virkning fortager sig så snart jeg begynder at bruge den igen.

 

Mest savner jeg at strikke, og jo længere tid der går uden et strikketøj, jo sværere er det at komme igang igen. Man rammer noget der ligner en strikkeblokering, hvilket jeg ved mange kender til. Derfor sidder jeg af og til, og fedter lidt med et eller andet strikkeri uden at det bliver til så meget, og således gik det til at jeg i aftes fandt et par nøgler frem af garn, jeg har gået og sparet på i årevis efterhånden. Jeg synes det er så fint i farverne.

Vi venter stadig på det seriøse forår.

 

 

 

Det ER jo forår nu, det kan ingen længere betvivle, hvis man kaster blikket op mod de blomstrende frugttræer eller ned på alt det lysegrønne, som har sat turbo på væksten. Alligevel betyder det en masse for vores følelse af forår, at det bliver ved med at være køligt. Og køligt er det altså, men hvis nogen skulle få den ide, at det er køligere i år end ellers så kan jeg lige minde om, at sidste år også var surt, koldt og vådt. Det behøver jeg ikke engang slå op på, for jeg kan stadig tydeligt huske hvordan alt, hvad der var forspiret nærmest nåede at dø fordi der gik for lang tid inden varmen gik i jorden.

 

Så altså, april er bare en test på tålmodighed.

 

Som altid synes jeg det er værst når det blæser, men det gør det heldigvis ikke i dag, så jeg tror bestemt at jeg vil pakke mig ind lidt senere og så tage en lille runde derude. Bare lige gå og nusse lidt. Det gør jeg hver dag ved aftenstid, og på den måde har jeg stille og roligt fået løftet en del af den skvalderkål der er i kanten af haven, fri af jorden. Det bliver lagt i en spand i skuret, og så kan det ellers få lov at ligge der for sig selv, og lide den langsomme udtørringsdød. HA!

 

 

Hvad andet er der at gøre..

           





På en grå og regnfuld tirsdag sidst i april, med let tandpine, en sovende
venstre hånd OG stadig jegerikomaoverPrince’sdød, hvad andet er der at gøre
end at blive i nattøjet og acceptere dagens som den er.



Det er bestemt ikke sådan, at jeg tilbringer tiden dagen igennem med at være i sørgetilstand, men hver gang jeg sætter mig til computeren, og det gør jeg i snit et par gange om dagen, og ALTID med min morgenkaffe, ja så dukker musikken op i mit hoved. Allermest dukker bevidstheden om, at intet er stationært og INTET varer evigt og ABSOLUT intet kan der spås om, op.





  



Så lytter jeg lidt til gode oplevelser, som andre har været så venlige at dele med verden, imens jeg skriver, tænker på næste haveskridt og tager en tår mere af kaffen.





En ting er vel nærmest videnskabeligt dokumenteret og det er den om, hvordan og hvor meget musik betyder for mennesker. Et særligt nummer kan sende dig lige durk tilbage i tid og sted, præcis som en duft kan. Og med det kan jeg allerede nu med sikkerhed sige, at den dag ( om forhåbentlig først 100 år) Dave Gahan fra Depeche Mode stiller træskoene, da vil jeg uden tvivl gå helt i sort. Prince betyder minder fra min fortid, Dave Grohl fra Foo Fighters har været min underlægningsmusik til et helt årti, som nu næsten er forbi, men Gahan har været back up til mit liv i mere end 30 år, så DET bliver et tab, en katastrofe, og en era som slutter.





Nå, men nok om det.







På tide at droppe eftertankerne og komme videre. Jeg vil have lidt at spise og så tror jeg ellers bare den står på seriemarathon. Allermest perfekt ville det være, hvis jeg samtidigt havde kunnet strikke, men jeg kan simpelthen ikke vække fingrene til live i øjeblikket. Øv øv.

Et sybord skifter plads

 

 

 

Et af møblerne fra min moster er et sybord med marmorplade. Hidtil har det stået i køkkenet, bordplads kan man aldrig have for meget af sådan et sted, men det har ikke været bordets endelige destination, foruden at placeringen har været skyld i utallige blå mærker, fordi det er alt for nemt at hamre lårene ind i hjørnerne, når man går forbi.

 

I går da april igen blev sig selv og solen kom frem, gik jeg ud for at begynde den oprydning af alle dimser og dutter, som blev flyttet med og endnu ikke er sat/hængt på plads. Det er en hyggelig gerning, og det er dejligt når haven ikke længere fremstår med alskens spande, bunker og rod. Som jeg gik der og hængte op og flyttede rundt kom det pludselig til mig. Sybordets fremtid lå lige for, og så gik det stærkt.

 

 

Nu står det så perfekt. Og jeg har med eet fået nye behov!

 

Jeg vil nemlig gerne opsamle det vand, som i en fin lige kant falder som et gardin ned fra taget. Til det vil det være såååå fint, hvis der stod en række zink baljer, så nu er det altså det næste jeg skal se, om jeg kan finde til en fornuftig penge. Det generer mig for det første, at alt det gode vand bare ryger ned og går til spilde, og for det andet underminerer vandgardinet flisesætningen. Lige nu har jeg div baljer og andet sjovt stående til at samle vand i, men for helheds og perfektionens skyld MÅ det bare være de hersenes zinkbaljer, som skal stå der.

 

Nogen slukkede lige lyset!

 

 

 

Det er da noget underligt noget det her.

 

Hej Herman

 

 

Har du set der der hvide noget?

 

Det har jeg da aldrig set før!

 

 

Det lyder også mærkeligt!!

 

 

.. og haven er pludseligt fyldt med kugler..

I dag kom hagl til Rødby. Det var lovet, men i går fik sydhavsøerne “kun” masser af sol, vindstille og mildt vejr. Ind i mellem mørknede himlen til, men det blev aldrig til mere. Først ud på aftenen fik vi regn. Ikke meget, og slet ikke nok til at fylde tankene og bedene med vand. Det er ellers tiltrængt, og jeg vil meget nødigt være den der udskyder varme og forår, men jorden er stenhård nu, og svært at arbejde med.

 

Med lørdagens gode vejr var det bare om, at få lavet det sidste af de store arbejder, inden uvejret begyndte, og da det aldrig kom fik jeg taget et sejt træk. Nu mangler kun eet enkelt mere med spaden, og så kan resten af sæsonen sådan set bare komme an. Der er masser af sommerblomster og køkkenhaveplanter klar til det, men de skal kun i jorden og så kan jeg stille og roligt gå og nusse og pleje og nyde.

 

Når jeg sådan har knoklet som en besat de sidste måneder, har det allermest handlet om mit behov for at føle mig hjemme i haven, og ikke føle al for meget tab over den have jeg har forladt. Det har været vigtigt for mig at få haven til at være min, og jeg synes jeg er kommet godt efter det siden jeg begyndte. En have bliver aldrig færdig, og der er også masser jeg kan finde på derude stadigvæk, men NU vil jeg bare pleje mine trætte arme og ømme ryg.

 

Når altså jeg har fået styr på denne her:

Den største af de to rhododendron stod i haven da jeg kom, den mindste nede i hjørnet tog jeg med fra gamle have. Som det tydeligt ses har den “nye” plante det ikke særligt godt, og bladene er gule foruden den kun har sat een knop. Så vidt jeg har læst mig til, forhørt mig hos mine forældre om, og som jeg har udersøgt, er eneste mulighed for redning en total opgravning. Den skal have rødderne i helt frisk spagnum, som er beregnet til surbundsplanter. I det hele taget er det faktisk netop DET jeg IKKE gider i min have. At have planter, som kræver særlig pleje, men da jeg fik den lille foræret i sin tid da jeg flyttede ind i Vestergade, nænnede jeg alligevel ikke at lade den dø, og den vokser jo også så fint, og nu er jeg altså mor til to planter med specielle behov, og så må jeg bare indrette mig efter det. Ganske som når man uventet står med et spædbarn født med klumpfødder feks.. Man drømte egentlig om et sundt og nemt barn, men man elsker uanset. Hvor der er liv, er der håb siger nogen, og nu håber jeg at jeg kan få en fin plante ud af at gribe spaden.

 

 

Nu begynder det også at sne, og som jeg sidder og kigger ud på den utimelige hvide verden, er det totaaaalt underligt at tænke sig, at haven i går da jeg forlod den for at slappe af i sofaen, så sådan her ud:

 

Og ja, I har gættet helt rigtigt. Herman mener naturligvis at buerne er beregnet til at klatre i, og de små buer i bedene synes Holger er alletiders til at ligge under!  Jeg troede ellers naivt, at de trange buer kunne holde jorden fri af kæledyr, men nej nikke nej nej.

Og så blev det lørdag

 

 

 

 

Jeg er sgu stadig ikke helt kommet mig over min musikhelts død, men når det er sagt så nød jeg virkelig fredagen og det gode vejr vi havde. Herman har det godt igen efter besøget hos dyrlægen, og han er nu på penicillin en uge. En rift mellem to trædepuder var blevet til betændelse, så han måtte en tur i narkose, hvilket gav hans mor uvanlig fred og ro (haha) indtil sent torsdag aften. Han var med andre ord helt groggy.

 

Det er han ikke mere….

 

 

Det var de korte nyheder og med dem vil jeg bare spamme med billeder fra aprilhaven. I aftes tog jeg en grundig runde, for også selv at have noget at huske tilbage med. Ikke alle, men mange billeder kommer her: