Der røg alle mine links!

 

 

 

Uden at ane hvordan, så kom jeg altså i går aftes til at slette alle mine uundværlige links! De lå sorteret efter kategori i Speed Dial, hvor alle var lagt ind så de var lige til at trykke på. Jeg bandede og bander stadig over det, for jeg kan jo på ingen måde huske en brøkdel af dem. Her hjælper det en smule på ærgrelsen, at det er blæsende og overskyet, så jeg kan blive i min stol og bruge kedelig tid på at genskabe det jeg nu kan. Der var en tre sider lang havekategori og den bliver den sværeste at genoprette. Værst er det dog, at jeg bare ikke gider bruge al den tid det kræver, men nu gør jeg det. Øv øv.

 

 

 

Det der er langt sjovere selvom det også er møghårdt, er jo haven udenfor. Netop her til morgen har jeg været ekstra glad for at stå op til den, for jeg havde det mest vanvittige og gyselige mareridt lige inden jeg vågnede. Var helt rystet, kender I det? I drømmen blev jeg uden at tænke over det, overbevist om at jeg ville tilbage til København og bo, og i næste øjeblik boede jeg i en kælderlejlighed, hvor en lille bitte altan var den eneste udemulighed jeg havde, og den skulle jeg endda dele med naboen. Lejligheden lå i et kompleks med direkte udgang til et indkøbscenter i Rødovre!!!  Jeg fik besøg af min mor og en gammel kæreste, som har givet mig virkelig mange smertefulde minder, hvilket er virkelig mystisk, for det er mere end 15 år siden han var i mit liv på den måde. Da jeg først var flyttet ind, gik det op for mig at jeg slet ikke kunne forklare, hvorfor jeg ville bo i lejlighed igen, og hvorfor jeg havde forladt Lolland og haven. Jeg blev fyldt med desperation over ikke at kunne slippe ud af den lejekontrakt jeg havde nået at skrive under på. Totalt mærkeligt altså.

 

Den drøm sidder stadig i kroppen som jeg skriver om den, men værst af alt er den sorg, der ALTID følger når jeg kommer til at tænke på den omtalte mand  selvom det er så mange mange år siden. To mænd har jeg elsket i mit liv, og samme to har knust mit hjerte så voldsomt, at jeg den dag i dag begynder at tude som på kommando når de dukker op fra dybet. Begge elskede jeg alt alt for meget, og så voldsomt at jeg blev indlagt fordi det gjorde mig syg. Begge slog bak fordi de ikke kunne klare mine alt alt for voldsomme følelser, hvilket jeg er smerteligt klar over i dag.  Jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan for aldrig aldrig at tænke på dem, men i mine drømme dukker de hver for sig op med jævne mellemrum, og det kan ødelægge dage bagefter. Faktisk dukker de op oftere på årsbasis end jeg bryder mig om og forstår. I hverdagen føler jeg at jeg er videre, men er jeg i virkeligheden det? Er det den virkelige årsag til at jeg ikke kan være i forhold i dag? At smerten fra de to forhold, er det der giver mig kvalme, mavepine, hovedpine og galopperende panik, så snart jeg forsøger at nærme mig et andet menneske? Indtil for få år siden havde jeg troen på at det sagtens kunne overvindes, men jeg er helt modsat bare blevet mere og mere ødelagt og indesluttet, og som alle der læser med her ved, så kan jeg uden at overdrive slet ikke være i andre menneskers selskab i dag. To livskærligheder og en del andre mindre skuffelser, er for meget at håndtere for en borderliner. Det nåede jeg da at indse, i de timer jeg fik med mig fra DAT-kurset. Borderlinere er ikke i stand til at bearbejde den slags på en fornuftig måde.

 

Uha.. her kom jeg helt på afveje for det var slet ikke det jeg ville skrive om i dag!

 

Tilbage på sporet.

 

Haven.

 

DEN er min redning hver eneste dag, og de sidste to dage har været dejlige, men hårde for kroppen, så gråvejret er velkommet.

 

Jeg har nu kun ca otte spande med planter tilbage, heriblandt nogle roser, som mangler at få en plads. Alle mine storkenæb og løvefod kom i jorden i går, hvor jeg næsten kunne se en ende på udgravningen af det bed de skal bo i. Fokus har været at få dem på plads, og selve bedet mangler stadig at blive gravet helt færdigt, men det haster heldigvis ikke så meget. Det næste der skal i der er georginer, og der går en rum tid endnu før det skal gøres. Bedet bliver kantet med de træklodser jeg har fået af naboen, og det er endnu flottere end jeg havde forestillet mig. Der er sådan en orden over et bed der har grænser.

Det næste der lige skal gøres, at at få glippet vissent løv af, men da det er helt umuligt for mig at gå ned i knæ eller bøje ryggen, må det vente lidt.

 

Så meget af græstørven som muligt bliver genbrugt som bundfyld i de næste bede jeg tager fat på. De bliver bygget ovenpå jorden, for at slippe for mere graveri. Generelt er de sidste næsten fire måneders knokleri ved at vise sig som lysegrønt liv. Hvor det glæder mig, at jeg har været så stædig.

 

Det er lykkedes for mig, at overvintre enkelte stedmødre og her kan man se, hvordan de begynder at leve igen. Ret sejt faktisk. Mere sejt end at jeg har mistet mere end halvdelen af mine pelargonier denne vinter. Jeg tror jeg har overvandet dem simpelthen, og i dag er det blevet til endnu en, der viser tydelige tegn på nærdød. Den største af dem er det desværre, så nu må jeg gå den tunge gang ud efter saksen, så jeg kan forsøge at redde stiklinger fra den. Satans i hede hule helvede. Noget lykkedes fint, og andet går helt i smadder, hvilket vist nok er en haveidiots mest vise erfaring.

 

 

En anden plante, der skal have med saksen selvom det er lige sent nok, er min flotte Ghita rose fra Blomsterverden.dk.  De har en udmærket vejledning  i rosenpasning, men jeg har overset indtil nu, at en ny rose har det bedst med en treårig plan, så den kan vokse sig flottest muligt. Den hedder sådan her:

Efter første år klippes den tilbage til ca 10 cm. Andet år klippes den tilbage til ca 20 cm og tredje år til ca 25 cm.

 

Der er sikkert roseneksperter, der kan komme med mere uddybende råd og tricks, men nu gør jeg en smule forsinket, som der bliver sagt. Klipper den tilbage og sørger i øvrigt for, at ingen af grenene står og gnider op af hinanden, eftersom det kan give slid på stammen og dermed være åsted for sygdomme. PHEWW” der er meget at huske, hvis man vil lykkedes med en fantastisk have! Det med sliddet har jeg set på tv, hvor Monty Don  min store havehelt fortæller om det.

 

Og netop Monty gør mig klogere i dag, hvor jeg foruden at måtte bøvle med computeren, har tv2-play og Gardeners World  til at køre nonstop. Det er så fedt at der er fire sæsoner med havenørderi at tage af.

Den defekte del af hjernen

 

 

 

En vigtig del af et menneskes evne til, at komme igennem livet uden for mange skrammer, er den del af hjernen, som ( i samråd med hjertet) kan tænke rationelt for at de rette beslutninger bliver taget. Som man bliver ældre bliver erfaringerne taget med på råd. Det er en ret smart indretning, men desværre er den indretning hos mig i udu.

 

Det er ikke noget jeg mærker noget særligt til, når jeg ellers får lov til at passe mig selv. Fra dag til dag er det ikke de afgørende beslutninger som fylder, og det er sådan set ligesom lidt lige meget for min trivsel, om jeg kigger mod øst eller vest. Jeg behøver med andre ord ikke mærke efter, hvad jeg mener om dette eller hint, eller hvad jeg føler for op eller ned. Jeg kan stå op og gå i seng uden, at have rodet mig ud i et eller andet forkert.

 

Helt anderledes og så meget mere svært får jeg det, når der skal tages afgørende beslutninger.

 

Her går jeg fuldstændigt i frystilstand, og jeg er ude af stand til at mærke hvad der er det bedste, eller modsat ville være katastrofalt at gøre. Borderlinere er evig og altid i tvivl om det de nu gør er rigtigt eller forkert. De har af mange forskellige grunde aldrig fået den fornemmelse, vi ellers bliver givet gennem opvæksten indlært, og man kan på den måde sige, at man så skal klare sig gennem livet med en seriøs programfejl.

 

En programfejl, som om og om igen sender os ud i situationer, der ellers kunne være undgået, OG som vi evig og altid skal mærke kiksede konsekvenser af.

 

 

Samme programfejl er nu i spil igen.

 

 

Jeg har ikke sovet særligt fortrinligt siden fredag, fordi jeg med denne uventede og ind fra højre mulighed, pludselig skal forholde mig til en masse. Jeg skal forholde mig til noget jeg faktisk ikke er parat til, men det vil jeg heller næppe blive uanset om det så er nu eller om fem måneder. Det her er bare for meget for mit system, og endnu mere fordi jeg jo er havnet i denne her valgsituation ufrivilligt. Det er alt andet lige noget nemmere at tage et valg, når man gerne vil tage det.

 

Som jeg er indrettet, kan det at jeg har opstillet min egen fordel/ulempe liste simpelthen bare gøre mig mere “syg”, i det jeg nu er bevidst om noget jeg skal vælge imellem, og den bevidsthed stresser mig på en helt vanvittig måde. Listen har trykket på startknappen, og centrifugen af argumenter og ord, kører nonstop uden at jeg bliver klogere. Eller mere i stand til at mærke mig selv.

 

Skal jeg tage hensyn til min umiddelbare og mest mærkbare følelse, så er jeg ude i noget så skørt, som at jeg ikke vil være i det hus fordi jeg ikke kan lide køkkenet!!!! DET holder jo ikke. Det holder slet ikke når jeg samtidigt minder mig selv om, at jeg efter nærmere undersøgelse i aftes på nettet, kan se at jeg vil få forbedret min økonomi ret så meget. Ikke kvantesprings bedre, men flere penge til mad bedre. Ser jeg det fra den vinkel, er der ikke meget at betænke sig på. Jeg ved jo også godt at kattene nok skal komme sig over det her endnu engang, men åh jeg er ikke glad ved at flytte dem. Igen. Og flyttes skal de jo, om det så bliver til by eller land.

Og ja, så sidder der med sikkerhed et par læsere derude, som tænker at NU må hun fandeme tage sig sammen!  “Hun kan ikke lide køkkenet!” hrmpff altså. Hvad fanden tænker hun på? Hun får tag over hovedet og en have med oveni! Hun er pensionist, så der er ikke så meget hun kan tillade sig, andet end at være taknemmelig over, at hun i det hele taget HAR tag over hovedet og en have.

 

Det må de hellere end gerne tænke, men nu er det bare sådan at selvom man er pensionist OG døjer med seriøse “handicap” af den ene eller anden art, betyder det ikke at man så ikke skal tage trivsel og livkvalitet med i ligningen. Nok nærmere tværtimod nu jeg tænker efter. Jeg siger det bare.

 

Hvordan går det så, spørger I måske?

 

 

 

 

 

 

 

At svare på det udløser lang tids kiggen på tasterne uden at noget kommer frem. Og sådan har det været i månedsvis. Og derfor har jeg ikke blogget. Jeg går rundt og er helt blank. Tom  og uden ord, der kan beskrive, hvad der sker med mig. Det er både skræmmende, beskæmmende og skamfuldt at indrømme, at jeg der udadtil kunne se ud til at have masser at føle for og glædes over, istedet tilbringer mine dage med et følelsesmæssigt ingenting. For hvordan kan jeg tillade mig det? Hvordan har jeg kunnet gå fra skidt til værre på få år, når det nu burde have været omvendt, med tanke på at min situation jo er bedret. På det praktiske plan.

 

 

Henover sommmeren, som jeg har ladet komme og gå uden at være i den, har den proces jeg har sat igang i foråret for at få det bedre, indtil videre udløst en ny bevidsthed. Når man ikke foretager sig andet end at eksistere, så mærker man virkelig sig selv på et plan, man ellers ikke når at opfange. Det kan være alt muligt der dukker op til overfladen, forskelligt alt efter hvem man er og det liv man har levet, og i mit tilfælde er jeg blevet opmærksom på noget, som er er SÅ skræmmende at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det. Det har jeg så forsøgt at angribe på forskellig vis, men det tager tid og den tid det tager er en dræber for tålmodigheden. Det lys der er gået op for mig, er også så sent som i sidste uge, blevet bekræftet og mig forklaret på et kursus, så selvom det jo er fint og dejligt, at jeg nu har en konkret årsag at forholde mig til, betyder det ikke at jeg så kan hele på ti sekunder. Desværre.

 

 

Det jeg har mærket og nu skal til at acceptere og håndtere, er at jeg er gået kold. I ordets værste betydning faktisk. Efter år med udfordringer og krisehåndtering er der kun een eneste følelse som jeg kan mærke, tilbage.

 

 

Sorg.

 

 

Glæde, håb, begejstring, kærlighed, vrede, raseri, forbitrelse og alt, hvad der ellers er på skalaen, er væk. Den lyst som driver værket er ligså borte. Som i fuldstændigt slettet fra min sjæl. Med et fint og officielt ord kaldes det overregulering,  og det er noget vi borderlinere åbenbart er særligt gode til og også særligt i fare for. At vide er at forstå, at reparere er straks en anden sag.

 

 

 

 

 

 

Jeg har skrevet en liste til mig selv, for med min forstand ved jeg at jeg elsker mine børn, elsker mine forældre, er glad for havearbejde, elsker mine katte, holder af at strikke og at skrive, men uden listen glemmer jeg det simpelthen fordi jeg intet kan mærke. Kun sorg. Hvor den stammer fra er jeg smertefuldt klar over, men jeg troede faktisk at det var overstået og fortid. Heldigvis har jeg nu fået forklaret, at når man er indrettet som jeg er det en uheldig, men ikke sjældent set måde at håndtere livet på, når man er blevet kørt over lige den gang for mange. Det er jeg. Det har jeg vidst længe, men at jeg er SÅ hårdt såret har jeg ikke fornemmet før i år. Det blev forklaret på en fin måde for mig, at var jeg i blevet smadret fysisk, ville både jeg selv og andre kunne se med det blotte øje, de skader jeg gik rundt med. I form af gips måske, eller en kørestol, eller måske krykker og bandager. Der kunne være blå mærker og sår. Buler og skrammer.

 

 

I stedet render jeg rundt med skader på sind og sjæl, og dem har hverken jeg eller andre for den sags skyld kunne se graden af. Skader jeg selv troede var helet for længst, eller… jeg har ihvertfald ikke mærket dem efterhånden.  Det gør jeg så nu. I allerhøjeste grad. I form af fysiske smerter, som jeg godt har vidst var somatiske, men nu ved jeg så også hvor de kommer fra. Næste bliver at finde en måde at fjerne dem på.

 

 

 

 

Jeg har sat en masse i gang, medicingennemgang, kiropraktik, hverdagsøvelser, øreakupunktur, og så altså en form for et forløb på Maribo psyk. Det sidste er lidt af en ørkenvandring, men det er nu min egen skyld, for jeg fik allerede sidste år begyndt på DAT, men magtede ikke at gennemføre og nu, hvor jeg er ved at være parat mentalt, er der kilometer kø og det har lange udsigter med det. Mht til medicineringen er jeg mere loren og også i vildrede. Loren fordi min nyeste læge til forskel fra hende jeg talte med i forsommeren, nu mener at jeg slet ikke har brug for antidepressiver mere. Af mine ord udleder hun, at de er uden effekt. Det kan hun måske have ret i, men for mig er det virkelig en bet, efter at have ædt det lort i årevis, OG hvis ikke de er brugbare længere, hvad gør jeg så? De har virkelig været til gavn. En gang. Nu ved jeg hverken ud eller ind, for hurra det ville være skønt at være foruden, men gisp skal jeg så gå rundt som en død resten af livet? Og nej, jeg ved da godt at intet er stationært, men det skræmmer mig til døde at have det som jeg har det nu. Det skræmmer på den anden side ligeså meget, at mine organer viser tegn på belastning nu, efter de samme mange år med kemi. Så..

 

 

Hver dag står jeg op. Fordi det gør man jo.

Hver dag soignerer jeg så godt jeg kan. Fordi jeg synes jeg bør.

Hver dag aer jeg katte og går tur i haven. Fordi jeg erindrer noget om, at det er godt for mig.

Hver dag har jeg strikketøjet i hænderne. Fordi jeg ved at det er tid godt brugt.

Jeg taler med mennesker. Uden at det betyder noget for mig.

Er ligeglad med hvad jeg har på.

Eller spiser

Om solen skinner

Eller om flygtninge kører hid eller did.

 

 

 

Eneste jeg egentlig har lyst til at sige til det hele er

 

 

 

Rend mig!

 

 

 

Det gør jeg så ikke. Jeg står op hver dag. Og gør det jeg nu skal. Jeg eksisterer og er.

 

 

 

Men så heller ikke mere.

 

 

 

 

 

 

Nu har det naturligvis heller ikke ligefrem været befordrende for noget humør, at jeg først blev ramt af smadret skulder og sidenhen gik i næsten to måneder med den vildeste svampesporeallergi. Man bliver sgu så træt af den slags, og nu hvor DET så er ved at være på plads, ja så har migrænerne igen taget fat i mig. Det ene afløser det andet, og som jeg begyndte med at fortælle ( og som jeg har fortalt tit og ofte og til døde om herinde), ja så ved jeg godt at det er selvforskyldt det hele. Jeg ved bare ikke, hvornår og hvordan jeg skal få vendt skuden. Så sådan ligger landet lige nu. Og en tid fremover vil jeg tro. Det skal være skidt før det bliver godt, og det MÅ det jo ende med at blive, så elendigt som jeg har det lige nu. Sidst men ikke mindst bliver elendigheden total om halvanden måned, medmindre det mirakuløst lykkedes mig at finde en udvej, for der står jeg til at måtte sende bilen til skrot. Den skal til syn, og de reperationer som kræves har jeg ikke råd til at få fikset. Til det vil flere sikkert bare sige, at jeg som alle andre mindre forkælede møgunger og pensionister, må til at komme rundt på andre måder. Og jeg vil svare som jeg altid har gjort…  Fint nok. For dem. Nu er det bare sådan, at jeg ikke sidder på min matrikel i ugevis uden at komme nogen vegne, for sjov. NÅR jeg så bliver ramt af et pludseligt overskud, eller energien er til den slags så nytter det ikke, at det overskud og den energi så skal bruges på, at køre med en bus eller en cykel hid og did. Skal jeg det, er jeg færdig inden jeg er nået frem, og så har jeg ikke engang taget transport af indkøb med i ligningen. Kun frem og tilbage til enten sociale ting, aftalte møder og udflugter til seværdigheder.

 

 

 

 

Der ER dog forresten een ting som har givet mig fornøjelse.

 

 

 

De buketter jeg har illustreret med. DET har jeg haft det godt med at nulre med. At vide at nogen har glæde af dem, betyder rigtig meget for mig, så jeg går tidligt i haven, udvælger og klipper hæmningsløst af stort og småt, og så lader jeg fantasien bestemme resten. Jeg mærker ikke glæden, men jeg ved den er der. Og at det gavner mig at gøre noget.

 

 

 

 

Jeg ved, at dette skriv kan være i den grad provokerende for nogle. Til det vil jeg bare sige : “bare ærgeligt Sonny Boy”. Det er sådan det er, og jeg gør alt hvad jeg kan for at ændre på det, men tingenes tilstand er nu engang ikke til at skjule, heller ikke herinde.

 

 

 

 

Nå, men den gik fløjten.. og haveinspektion en søndag morgen

 

 

Ja altså, det kan være ret frustrerende når ens pointe ikke rigtigt trænger igennem, men ok.. sådan må det være, og det er da heller ikke første gang, ejheller sikkert den sidste, at mine forsøg på at tydeliggøre problematikkerne, som de psykiske lidelser medfører, kan virke voldsomt provokerende.

 

For lige at slå fast, så var min beskrivelse IKKE en dom over dårlige eller gode råd. Det var heller ikke et forsøg på, at fralægge mig mit eget ansvar for mine handlinger. Det var en her og nu beskrivelse af, hvad der sker i hovedet på mig og mine lidelsesfæller. Jeg synes jo selv, at jeg indledte med at forklare vældigt tydeligt, at ingen andre end jeg kan stilles til regnskab for, hvordan mit hoved drejer, men det kunne jeg måske have sparet mig. Det virkede mildest talt ringe.  Det var også et forsøg på endnu engang, at gøre det virkeligt og aktuelt, da der rundt omkring i psykiatrien findes masser af teoretiske tekster og veluddannedes udredninger. Mit mål er at komme med en vidneberetning, for nu at sige det sådan. Som sagt, har jeg vænnet mig til at blive mødt med voldsomme reaktioner, når jeg, som lært af mine behandlere… fortæller åbent om, hvordan jeg kan reagere på min omverden. Faktisk finder jeg det interessant at opleve, hvordan det at jeg er ærlig og forklarende, modtages. Jeg afslutter her med at sige, at om man vil det eller ej, så ER DET SÅDAN jeg fungerer. Jeg arbejder konstant med det, og er totaaaalt bevidst når det sker, men en ændring er ikke sådan lige noget der bare kommer fordi jeg får “læst og påskrevet”. Når jeg sådan mister kontrollen over virkelighed og fantasi, er det sgu ikke for sjov. BUM!

 

Omkring lille Gertrud gør jeg det, at jeg ringer til kattehjemmet. Har faktisk forsøgt idag, men de tager ikke telefonen, så jeg gentager i morgen og så vil jeg forhøre mig om, hvordan hun har det. I dag vil jeg tænke konsekvenserne igennem, hvis den lille dame skal bo hos os her i Rødby. Jeg er overvældet af de tilbud om støtte der er kommet, og dem vil jeg med stor glæde tage i mod. De af jer, som har skrevet om hjælp, må meget gerne lige sende mig en mail, så kan vi tage den derfra, for nu hvor Gertrud er hvor hun er, skal hun spares for mere transport end nødvendigt. Hendes undersøgelse og sterilisation kan ligeså godt blive overstået inden jeg evt henter hende hertil. Jeg skal også have skaffet en transportkasse til hende, for Holgers er jo i stykker. Alt i alt er der lidt at tage stilling til, feks også om jeg har økonomi til mad mv til to katte. Alle disse ting, har været overvejelser jeg havde tænkt mig at gå og gøre i løbet af sommeren, hvor jeg også ville finde ud af om jeg har mulighed for at få et par høns, men nu er frøkenen altså på tapetet, og så tager jeg det som det kommer. I det hele taget er huset, haven og dyrehold, en drøm jeg stille og roligt er ved at gøre til virkelighed, og det er en beslutning der er kommet helt af sig selv. Jeg har brugt en del år på at få drømmen om et liv med en kæreste og tosomhed til at ske, men det kan bare ikke lade sig gøre. Fordi jeg er som jeg er, og fordi jeg har udviklet mig som jeg har. Kærester ødelægger mig, de kan ikke rumme mig som menneske, de svigter, kan endda være ondskabsfulde, og jeg selv har haft problemer med at elske mere end det har været sundt, men dyr.. dem kan jeg forholde mig til. Dem kan jeg have med at gøre, og de gør mig glad i låget. Kærester har formået, at smadre min evne til at elske andre end mine børn og mine forældre. Jeg stoler ikke længere på andre end de fire. Dyrene derimod DEM kan jeg elske. Og forkæle. Og de tager gladeligt imod. De kan rumme mig.

 

 

Og haven..

 

..  den står heldigvis endnu. Havde sgu håbet lidt på, at det fordømte møgtræ ved skuret ville knække i nat, men næææ nej. Til gengæld har det smidt masser af store og små bidder overalt i derude.

 

 

Der er tykke saftige knopper i mine klematis og løg som viser sig rundt omkring, hvilket er kommet noget bag på mig. Jeg mener.. vi har altså kun 11 januar!

 

 

Og Holger..

 

..  han holdt vagt imens

Lidt om vand, eksplosiv dovenskab, katte og borderline

 

 

 

Har ikke blogget siden onsdag, og aehmm… det skyldes at jeg ikke har overskuet, at bukke mig ned og samle ledningen op fra gulvet! Den er god nok, SÅ slapset har jeg været, men ok jeg mener jo at jeg har mange gode undskyldninger på lager.

Dagene siden onsdag har, udover den førnævnte dovenskab, været en sær blanding af oplevelser, som blandt andet kostede mig en hel nats søvn.  Kronologisk ser det nogenlunde sådan her ud:

 

Tirsdag kom udlejer for at lukke for vand på loftet, og der var et par andre besøgende forbi også, men mine øjne var kun åbne så længe her var liv. Hver gang jeg satte mig ned faldt jeg simpelthen i søvn! Jeg sov og sov og sov, og onsdag kunne have været gået på samme måde, men omkring middagstid kom solen frem og det fik mig til at skrabe mig selv op fra puderne og UD. En lille halvanden times tid vel. Der fik jeg transporteret den bunke af køkkenaffald jeg havde smidt udenfor døren, heeeeelt ned til komposten. Jeg fik gravet et hul ved skuret, savet en gren kortere, OG konstrueret mig en bue/portal agtig ting, som skal dækkes af clematis og dermed være en arts indgang fra gård til have. Jojo den bliver fin, der mangler bare lige lidt mere fletteværk med grene på den. Ingen billeder endnu. Såvidt jeg husker fik jeg også strøet lidt flere frø, som gerne vil koldsåes.

 

Natten til torsdag fik min hjerne en mindre eksplosion, og jeg endte med at opgive og stå op igen efter en times indre dialog med noget familie, jeg ikke forstår. Faktisk fik jeg både hjertebanken og kvalme af det. Jeg burde jo tage tyren ved hornene, men vi er ude i et mønster der rækker mere end 15 år tilbage, og jeg ved ikke om jeg orker det. I hverdagen skænker jeg det ikke mange tanker eller megen energi, men den nat sov jeg altså næsten ikke. Udover familien var også en anden problematik med til at overophede hovedet.

 

Borderlinen I ved..

 

Jeg har jo ofte tegnet og fortalt om, hvor svært det er for en borderliner at mærke egne følelser. I eget selskab er det ikke et problem, men når andre mennesker kommer indover, ryger personligheden nemt en tur. Ligeså egne fornemmelser og meninger. Et klasseeksempel er dugfriskt på tapetet, og inden jeg uddyber er det vigtigt at I alle husker at de mennesker som påvirker, IKKE skal føle sig skyldige over at udløse den slags mekanismer. Det er for det første aldrig til at vide, HVAD der kan få en borderliners hjerne til at miste fokus, og for det andet er det en reaktion, der har dybe rødder helt andre steder. Så altså..

 

Jeg skrev jo at jeg har planer/håb/drømme om en to’erkat her på matriklen. En dag, når det hele passer. Og tiden er til det.

 

Det er ikke et ønske, jeg sådan lige spontant har hittet på fordi det kunne være så herligt med en killing, nærmere handler det om det kendskab jeg efter næsten et år, har til Holger og hans natur. Jeg ved godt, hvad der er af risici og andre uforudsete problemer i sådan en beslutning, og jeg ville aldrig bare komme slæbende med en kat, uden først at have dækket mig ind. SÅ ALTSÅ, jeg går med tanken fordi jeg er overbevist om, at det kunne blive en rigtig god tilværelse for Holger og mig med en to’er mis. Jeg ved godt at Holger nu er meget meget knyttet til mig og jeg til ham, men jeg VED også, at jeg ikke mister noget ved at lade ham knytte sig til en artsfælle, den ene slags nære oplevelser ville bare blive erstattet af en anden slags tilværelse som kattemor. Holger har et omsorgsgen som gør ham til en super storebror, det VED jeg bare. Når man vælger kæledyr til, vælger man også et ansvar 24/7, men der kan jo være situationer, som betyder jeg må være væk mere end en time, og så er der selskab til Holger så han ikke skal vente på mig i ensomhed.

 

Det der så er sket nu er, at der blev skrevet til mig om, hvad der kan gå galt hvis her kommer en to’er i huset, og med det jeg skrev ovenfor in mente, reagerer jeg med at miste min egen fornemmelse for tingene. Jeg bliver simpelthen usikker på om jeg nu kan klare det, jeg før vidste jeg sagtens kunne. Jeg begynder at tvivle på, om jeg mon har besluttet rigtigt. Hele min krop bliver dårlig, med kvalme og hovedpine, og jeg kan ikke finde roen i mig selv. Op og ned ad gulvet vandrer jeg, og det der er allermest markant, er den dialog der så bliver aktiveret i knolden. I et loop kører de samme argumenter og sætninger, og kommer de ikke ud på et tidspunkt, kan de sådan set fint køre videre på den måde. I månedsvis. Eller som i tilfældet med familien.. i 15+ år. Denne mekanisme jeg fortæller om, kan nemlig også aktiveres når der er noget jeg ikke kan forstå eller rumme OG, som jeg ikke kan få svar på. Når mennesker gør eller siger noget jeg ikke kan tage ind.

 

Nå, men samtidigt med katte og råd og tænkte tanker udvikler torsdag sig på en måde, der kunne få mig til at overveje at blive religiøs. Eller i det mindste at tro på et eller andet der styrer liv og skæbne. Eller noget.. Mærkeligt tilfælde er det under alle omstændigheder.

 

 

Torsdag formiddag bliver der banket på døren, men jeg når ikke at åbne da jeg er lige frisk ud af badet. Jeg ser to unge piger gå forbi mine vinduer med et dyr i armene, og undrer mig en stund over, hvad det handler om. Umiddelbart lignede det en hundehvalp, eller måske en lille kat, men jeg fik kun et glimt af dem. Der går timer og jeg går ud i haven, da udlejer igen er på visit, denne gang for at forsøge at lukke hullet på skurets tag. Det blæser og småregner så efter min runde i haven, går jeg ind og putter mig i sofaen igen. Ender med at slumre let. Døren til haven står en smule åben, fordi udlejer har en ledning i et stik. Der ligger jeg da Holger pludseligt kommer vandrende …

 

 

…  med en killing på slæb!!!!

 

 

Ja jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive min reaktion, andet end at jeg ikke troede mine egne øjne.

 

Kræet finder med det samme Holgers madskål og Holger sidder lidt væk og kigger til. Selv går jeg lidt rundt og ved ikke helt hvad jeg skal gøre, men jeg ender med at lade den være her for en stund, da vejret er gyseligt. Senere da jeg er på gaden for at handle, beder jeg dem jeg kender på min vej om at fortælle rundt omkring, at jeg har killingen her for der er ingen tvivl om, at den kommer fra et hjem. Den stinker nemlig som om den har badet i en parfumeflaske, og den ved hvordan man går på kattebakke.

 

Jeg tager begge dyr med ud i haven, men killingen viger ikke fra hverken Holger eller jeg, ejheller må Holger gå fra den. Er han mere end et par meter væk, kalder den på ham.

 

Jeg er ret sikker på at pigerne fra om formiddagen må have haft samme kat med. Om de har fundet den og har været på udkig efter ejeren, skal jeg ikke kunne sige, men det virker plausibelt. Hvad der er sket i mellemtiden indtil den kommer vandrende i hælene på Holger er mig en gåde, men uanset vil jeg ikke sende den ud i uvejr og mørke denne torsdag eftermiddag/ aften, så den får lov at blive og det er lige hvad den så benytter sig af. Holger..   han er i nærheden. Hele tiden obs på killingen og klar til at nærme sig forsigtigt. Han viger når Gertrud, som jeg for nu vælger at kalde hende, hellere vil have maden fra hans skål, end den jeg har sat frem til hende. Han sidder ved siden af hende når hun kigger ud af vinduet og sammen ligger de hele aftenen ved siden af mig i sofaen.

 

Tiden bruger jeg på at finde ud af hvad jeg skal gøre. Havde det været FØR mit forrige skriv, ville jeg ikke et sekund have tvivlet på, at hun kunne blive her, hvis ikke det lykkedes mig at finde hendes ejer, men nu… nu er jeg i stedet totalt stresset og vældig i vildrede. Dog ikke omkring, at jeg fredag morgen vil ringe til et kattehjem, for at få nogle gode råd.

Natten tilbringer jeg på sofaen i stuen for at kunne fornemme situationen, men der er dyb søvn over hele linien. De to katte side om side med en halv meters penge i mellem sig, og begge tæt på mig. Fredag taler jeg først med kattehjemmet, som råder mig til forskelligt og dernæst ringer jeg tøvende til Dyrenes beskyttelse fordi jeg ikke lige ved, hvad ellers jeg skal gøre. Det er svært at tænke klart og jeg er træt, men de viser sig mere end hjælpsomme, især da jeg liiiiiige nævner sortekatten..  DET sætter ting i gang pronto, og jeg er ikke ukendt for hende jeg taler med. Så noget godt har dens skæbne måske alligevel adstedkommet.

 

I går eftermiddags kom der to yderst søde yngre damer. Vi fik en lang sludder og de tog Gertrud med til Falsters kattehjem. Tidligere på dagen, stod himmel og jord i eet, så jeg havde det godt med at have givet Gertrud husly, selvom det er mod regler og råd. Vi taler altså om en lille killing for pokker. Kattehjemmet vil nu fremlyse den. Den vil blive undersøgt på kryds og tværs, og få de nødvendige undersøgelser og kure, og mon ikke de også får den kastreret. Det tror jeg bestemt. Jeg har fået lov at ringe og høre til den, og derfor vil jeg i den næste uge gå og overveje. Håbet er, at dens ejer dukker op, gør de ikke kan Holger måske få sin lille ven tilbage. Han har nemlig i dag kikket efter hende, været lidt rastløs og ikke helt vidst hvad han ville, og det tolker jeg positivt. Det døgnstid vi passede killing, fik han som altid førsteplads og masser af kæl inden opmærksomheden gik videre, og sådan skal det gøres. Det er som med børn og nye søskende..  Pædagogik I ve.

 

Det er en underlig første uge af året, der nu er ved at være forbi, men jeg er vinterens til trods stadig i fint humør og ikke nær så håbløs som jeg er vant til, så jeg bevarer min optimisme og troen på sol i næste uge. Indtil dag sover jeg sgu bare videre..