Dagen efter uvejret

Jeg behøver jo ikke sige at jeg er trist, men i dag har en ny fornemmelse ramt mig, og jeg føler mig uendeligt tom indvendigt! Som om jeg slet ikke kan føle noget og så alligevel.. Tristheden er der.

Trist var det så også at stå op her til morgen, og kigge ud ad vinduet.

Forresten.. da jeg vågnede lå Herman sådan her:

Han vækkede mig første gang omkring kl fire, og jeg stod op for lige at berolige ham lidt. Normalt sover jeg med lukket dør fordi han har et eller andet med, at han når han kommer ind udefra SKAL sikre sig, at han ikke er glemt. Dag OG nat!  Det orker jeg jo ikke, så hidtil har den stået på lukket dør og ørepropper. Kræet giver nemlig ikke sådan lige op overfor en lukket dør. Næ nej, han hyler og kalder og hamrer på døren ret så længe faktisk, men jeg kan sove fra det når jeg har propper i. Det har han gjort lige siden han blev stor nok til at kunne hamre, og tiden har altså ikke ladet ham vokse fra den uvane.

Siden Holgers forsvinden fra Hermans liv, har jeg dog ikke nænnet at nægte ham adgang til tryghed og nus, så jeg har haft døren åben, hvilket har betydet at jeg er sååååå udmattet af vækning ca hver anden time. I nat var det heldigvis kun een gang, og da jeg så vågnede i morges ja så lå min lille raket så sammen med mig. Det er jo ikke til at stå for trods alt. Og rart også nu hvor jeg er trist.

Synet, der viste sig for mig udenfor, var altså godt nok heller ikke særligt opmuntrende. Trods det, at det “kun” har været et voldtsomt uvejr, og ikke hverken skybrud eller orkan, så har haven fået virkelig mange tæsk, og det meste ligger simpelthen ned!

Kan vi ikke bare slå fast, at sæsonen er slut for mit vedkommende. Jeg er sådan set parat og står klar med saksen så snart det bliver tørvejr i mere end ti minutter. Der er også noget rensende ved simpelthen bare at tage fat, klippe i bund, rydde op, fjerne og lukke ned. Når man er ked af det, er det en enorm god øvelse i mangel af en boksebold til at tæske på, eller hvis man er løbet tør for lommetørklæder.

Indtil vejret tillader mig at gå grassat derude, har jeg dækket mig ind med en flæskesteg i køleskabet og mælk til en seriøs omgang risengrød. I rusk og regn har jeg lige været ude for at handle lidt ind til weekenden, og da jeg stod I Rema og kiggede på ned i en køleboks fyldt med steger, var det indlysende at weekenden skulle bestå af trygge dufte og masser af tændte lys.

Holger min Holger jeg savner dig, men jeg gør hvad jeg kan for at kompensere for dit selskab.

Første billede af Holger, der var luntet ind i huset. Det var i marts ´14, og jeg husker hvordan han uden en lyd bare lå der, indtil jeg pludselig opdagede ham. Det var kærlighed ved første blik hihi.

Jeg ved det.. jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen. Jeg savner min Fister gør jeg

 

 

Han ville være blevet et år nu.. og han ville have elsket hver minut af disse dages solskin

 

 

Piv snøft og suk..

Jeg savner må jeg tilstå..

 

 

 

 

 

Jeg forsøger ikke at dvæle ved det, men hver eneste dag som jeg går herhjemme, sender jeg dem tanker og mærker hvor tomt her er. Jeg tænker over det, hver gang jeg smider grønt i skraldespanden, hver gang jeg dufter til agurker, hver gang jeg vågner og inden jeg går i seng. Med andre ord er de rutiner, der fulgte med i hverdagen med dyrene, så stor en del af mig, at de simpelthen mangler og giver en fornemmelse af savn.

Savnet handler måske allermest om den personlighed, der fulgte med de to pelsede kræ, mere end det handler om savnet efter dyr generelt. Og så alligevel jo… jeg savner sgu dyr i mit liv. Og på de dage hvor vejret er rigtigt gråt og vådt, ja så kan jeg godt få helt tårer i øjnene over det. Sikke noget altså.

Du godeste!

 

 

Det er i løbet af i dag gået op for mig.

 

Jeg skal sgu flytte. Det lille legehus og udestuen skal tømmes inden længe, og jeg skal ha mine ting tilbage.

 

Jeg har fået vasket hele den beskidte bunke af tøj, og nu er reolen sorteret og alt mit kluns ligger i fine regelrette bunker igen. Overskueligt og lige som jeg kan lide det. Og som jeg gik der og nussede om det lille værelse, gik virkeligheden først rigtigt op for mig.

 

 

Forude venter en tid med skøn planlægning og drømme der måske, måske ikke kan realiseres. Jeg skal male, indrette og lege med mine egendele igen. Jeg får min arbejdsplads tilbage, min stationære computer med den herlige store skærm, min hvide lænestol, min saftpresser, mit strygejern og mine reoler med de få bøger jeg er i besiddelse af ( *fnis* Frau P.). Det synker ind nu. At jeg ovenikøbet ved hvordan rummene ser ud, og ligger i forhold til ´hinanden giver mig mulighed for, at kunne tilrettelægge mit hjem om og om igen, indtil jeg syntes det er som det skal være, allerede inden jeg flytter ind, og så kan jeg alligevel stadigt nå at ændre mening for der er KUN MIG til at bestemme. Det er helt vildt altså. OG bedst af alt.. jeg kan få marsvin igen. Jeg savner mine basser, men er stadigt i tvivl om hvorvidt jeg skal have dem tilbage, eller begynde forfra med nye babyer, i det nye liv??

 

 

 

Jeg får vindueskarme til mine planter. Vindueskarme der kan rumme smukke ting og sager, JEG bryder mig om. Jeg får vinduer med udsigt. Ikke til en mindre hovedvej, men til plæner og træer på begge sider. Jeg får en altan jeg kan indrette, og dermed også muligheden for et vække min altanblog til live igen. Jesus det er vidunderligt at tænke på.

 

 

 

Inden længe er der endeligt også gensyn med det her:

 

 

 

 

Er der mon nogen der brokker sig, hvis jeg lige skriger min glæde ud lidt?? 

Når savnet bliver for meget..

 

 

..efter de pelsede, så er det da godt at jeg har fået mig et digitalt kæledyr til at underholde mig.

 

Allerede nu kan jeg konstatere at jeg ikke er helt rund i hovedet, for selv et pelsdyr der er tegnet kommer jeg til at overfodre!  Den får jo små grønne ærter når man klikker med musen på billedet, og helt i tråd med den virkelige verden sidder jeg og klikker løs, fordi jeg ikke kan stå for dens lille krop der vender sig om efter mere, hver gang jeg fjerner musen igen. Han ender med at blive lige så tyk som Lakridsen! Så fint ligger han og sover når jeg ikke er aktiv i længere tid, og ganske som Cupcake bliver han så glad når jeg igen dukker op.

 

Den er da vist helt gal med hende dyremoderen ;-))

 

 

PIV

 

 

  

  

 

Og PIV igen..

Det går jo godt MEN.. jeg savner altså helt vildt:

 

 

Når jeg sådan læser med i blogland fortælles der om stort og småt fra dagliglivet, og jeg holder af at inspireres og følge med. Ind i mellem får jeg dog den ondeste følelse af savn efter mine egne ting. Dem der jo står opmagasineret hos Frau Putz..  I dag kom jeg forbi hende her, og hun deltager i en blogleg der lige fik mig til at savne igen.. Med sine smukke hverdagsbilleder og billeder af samlinger fra hjemmet, kom der et sug i maven efter den faste trygge base jeg venter på at få i mit liv igen. Stedet hvor jeg føler mig hjemme, hvor jeg har mine ting omkring mig i samlinger og stilleben, med farver og former der giver mig glæde.

 

Så tilgiv mig lige når jeg nu forfalder til nostalgi og finder billeder frem fra gemmerne. Billeder af det jeg savner, og som jeg glæder mig sådan til at få tilbage, pakke ud og sætte på plads. Det gælder både indenfor og ude. Levende væsener og døde ting. Alt sammen det der udgør MIG, Henriette i det nye liv.  Og NEJ, jeg er ikke nostalgisk over det liv jeg ikke længere lever med eksen, det er ikke det jeg tænker på her, det handler om trangen til at dekorere, nyde det smukke i det enkle, eller frydes over frodigheden ved samling i flok. Muligheden for kreativ udfoldelse på andre måder end med strikketøjet.

 

 

 

Der er meget at glæde sig til om lidt, men lige nu syntes jeg det er lidt belastende at mangle mit liv. Og så alligevel.. jeg er da meget god til at glædes over de små ting også her på krisehjemmet ik.. :)

Sikke en mandag ( rapport fra afd psyk #6 )

 

 

 

 

 

 

Midt i bunken at sten henne ved den smeltede sne omkring varmeristen, der fandt jeg  jo et hjerte på min gåtur i går.

 

Desværre var det ikke mit, og heller ikke min elskedes. Hans hjerte er uden for rækkevidde, og MIT er ikke lavet at sten..  desværre.

 

Mit hjerte er lavet af det blødeste matriale, varmt, sart, pulserende og fyldt med så mange følelser at det er sprængt. Det kunne ikke rumme mere.

 

Nu går jeg så rundt her på afd, og prøver at finde alle stumperne, forsøger bid for bid at lime skårene sammen igen. En svær proces for hver gang jeg syntes jeg har fundet en lim der virker stærk nok, så går det fra hinanden igen et andet sted. Krakelerer og sprækker, og ud siver der tårer i stride strømme. De følges ad med de ord, der er blevet gemt derinde og som jeg har værnet om med kærlighed og stolthed fra den første dag. 

 

***************

 

I dag har været en af de grimme dage. Jeg er blevet udfordret af planen for min helbredelse, af mangel på søvn ( det er mere end 24 timer siden), af udsigten til en kold tyrker for at få den helende søvn tilbage fra medicinens lænker. Som timerne er gået er jeg blevet mere og mere sårbar og udmattet, og nu sidder jeg her..

 

Et varmt  bad og en gevaldig tudetur senere. Der er talt og fortalt, rådet og tøvet og serveret the i min kop. Hvor meget af det jeg husker i morgen er uvist endnu, om jeg får sovet denne nat er næste stensikkert tvivlsomt, om jeg står i morgen igennem er nok mere sikkert, for jeg kæmper.

 

FOR SATAN HVOR JEG KÆMPER..

 

Og FOR SATAN hvor jeg savner..