Jeg øver mig i nyt

Jojo, her sidder jeg med min morsdagsgave fra Rasmus. Nemlig så. Sidste år deklarerede han i god tid, at han havde en gave til mig til mors dag. Den skred lidt i svinget og vi nåede min fødselsdag.. Og jul. Den højtpriste gave var lige lidt mere end han kunne klare, men han forsikrede mig om, at det nok skulle lykkedes ham at give mig, hvad han drømte om. Jeg har drillet ham kærligt i året der er gået, og har været såååååå nedtrykt over min døgenigt af en knægt. Hvad ligner det at holde sin gamle moder sådan hen måske! Hvad ligner det at gøre hende så nysgerrig og spændt i SÅ lang tid!!! Er han mon ude på at tage livet helt af mig?

Han er en værre en er han. Elsker at drille og fortælle røverhistorier. Altid har han pokerfjæset på, når han beretter om ulykker og skrækkelige hændelser, til sin mor og mormor og morfar. Det er så vi nogle gange er ved at trimle om af skræk over hans ve og vel, men så er det han flækker i et smørret grin og alt er bare fis og papir. 

Han er en lømmel er han.

En lømmel og en rigtig god dreng, for i år et par dage efter mors dag kom der en pakke. Inden i lå den IPad jeg nu sidder og skriver på. Tænk engang... Min søn har sgu foræret mig sådan en. Jeg er så glad  for hans omtanke, dog.. Det har taget indtil nu, før jeg har haft mod på at gribe fat i den og forsøge at lære den at kende. Min gamle computer er jo nærdød på andet år, så jeg tror jeg vil investere i et tastatur til iPad, det er ikke den store udgift nemlig, det vil gøre det mere behageligt for mine slidte hænder at skrive på. Har kigget på det her: 

   

Eneste jeg ikke helt kan finde ud af lige nu, er at skubbe billedet, så det står midt for. 

Jeg er også ved at fatte strikke app'en, der hedder knit companion med dens mulighed for at gemme pdf'er til at strikke efter, men det tager sin tid. Der er meget godt at sige om mit nye legetøj, men een ting driller.. Mine dårlige hænder og arme kan ikke lide at holde den så længe ad gangen. De falder i søvn og jeg får ondt helt op i albuen. Især den venstre, som stadig ikke er opereret, brokker sig over vægten, men NOJ hvor er jeg imponeret over billedkvaliteten! Især når jeg er på Instagram. Nu kan jeg jo pludselig SE hvem der er på profilerne, og hillemænd så skarpe billederne vi alle smider på, er. Blomster og pelsdyr er nu helt virkelige at se på. 

Imponerende 

Iøvrigt er det en generel fejl, at jeg ikke længere kan bruge Windows live Writer som skriveprogram. Det har jeg opdaget, efter at have set flere andre steder, at bloggere er nægtet adgang. Det er noget hejs, for derinde kan man altså bare nogle ting, man ikke har mulighed for her. Bum! 

Nu kalder søndagen. Det er sidste dag og søndag i maj, men det blæser nu nærmest mere en nogensinde så haven bliver negligeret, og selv er jeg endnu en dag pakket ind i flere lag uld. Fandeme godt man er strikker.. 

Fjernsynet agerer spejl, så I kan se mor her iført ulden kjole og poncho! I maj !!!!!

Her ligger Holger og gasser sig. Det var i går, og vi taler vel omkring otte ni timer, kun afbrudt af lidt luft nogle minutter, og et besøg ved madskålen. Han gider heller ikke ud. Kattens til forår vi har.

Blæsevejr, oprydning og farvel til lidt mere af fortiden

Om ikke andet er vejret da en opfordring til andet end havearbejde, og spørges kroppen er den godt tilpas med det. Hovedet derimod.. vil gerne ud. Det er som det er, og med det tog jeg sidste weekend så småt hul på mit smertensbarn. Det er ikke fordi det ligefrem forringer min hverdag eller generelle livskvalitet, ejheller tynger det mig mentalt konstant, men så alligevel lidt. 1.salen er og bliver ikke et sted, jeg bruger til andet end at sove og så skabe efterhånden uhørt kaostiske bunker af enhver art. Det ligner faktisk lidt mit hoved indvendigt, og det generer mig.

Det er nu ikke fordi jeg tror det ville være mere overskueligt for ikkekaos mennesker, for det er bare umuligt at have overblik, når man mangler møbler til at putte i. Nu prøver jeg så at få et overblik. Igen. Første etape har været, at gennemgå alle de ting jeg har flyttet med mig rundt i årene der er gået siden skilsmissen, og som ikke rigtigt betyder noget for mig længere. Det har været en løbende opgave, og jeg synes jeg har smidt ud og smidt ud og smidt ud, men jeg har altså stadig uendelige mængder af sammensamlet papir. For det er jo i bund og grund det, det er. Papir. En mappe med udklip kun om London, nogle helt tilbage fra årtusindeskiftet! Jeg har ikke rejst siden 2006..  To mapper med broderimønstre, samlet siden jeg var ganske ung, og dermed mere end 30 år gamle!! En mappe fyldt med inspiration til blomsterdekoration til jul er også tømt. Bøger om det hele. Intet af det bruger jeg længere. Der er meget mere end det, og det må have en ende.

Jeg ved ikke om mønstrene kan have interesse for nogen, men avisklippene ryger durk i skraldespanden, sammen med bøgerne om indretning.

Og sådan går det langsomt fremad, med oprydning og op og ned ad trapperne med bunker i armene. Jeg er ved at skabe mig en arbejdsplads ved spisebordet for at gøre målet om tankerolige egodage til virkelighed. Det roder endnu, men man kan faktisk godt se deroppe, at noget er rykket.

I dag har været passiv, jeg er så brugt at jeg mestendels kun kan sidde og kigge. Ud på haven, ligeud på tv’et og fra tid til anden på strikketøjet. Migræne har bestemt for mig, men da jeg kender årsagen til trætheden og ved at hovedpinen skyldes de månedlige hormoner, så slår det mig ikke ud. Min træthed har for een gangs skyld rod i, at jeg har kunnet bruges til noget godt så hul i resten. Også her er kroppen tilfreds tror jeg, for skuldre og arme/hænder bliver ved med at brænde og svie. Det bestemmer også frekvensen af strik og hækling, som lige nu er lav. Jeg ville gerne i gang med min indkøbte opskrift til en lækker trøje, men den kræver noget af min hjerne som jeg ikke kan mobilisere, nemlig fokus.

   ..  og derfor tror jeg bare jeg fortsætter med at strikke sjaler med nemme mønstre.


Og jeg må vente til en anden dag med at opklare, hvorfor jeg ikke længere kan få koden til at virke på Windows live Writer. Og hvorfor jeg ikke kan komme på gmail på mobilen. Og flere andre lign tekniske bøvlerier af samme skuffe. Jeg bruger lige nu bloggers egen skriveflade til at ja, skrive på, men det er da irriterende når man er vanemenneske.

Holger musen og stoltheden

Her sidder jeg. Kom maj du søde milde..  Jeg nyder at sidde i døren og kigge ud på haven, med morgenkaffen og fuglepip, men i dag var en kold fornøjelse. Meget kold. Der er meget at se på derude, også selvom åbningen er smal og vejret surt. I går var der feks en hel lille teaterforestilling med Holger som hovedaktør:


For første gang ever, kommer Holger slentrende med en lille bitte mus i gabet. Naturens orden er genoprettet. Jeg holder også af mus, men spræller den i gabet på min tro væbner, så er det naturrrrligvis Holger, der bestemmer. Så langt så godt. I samme bevægelse som han er ved at smide sig dovent på jorden, åbner han munden og den lille mus er allerede i luften ved at spæne langt væk. Holgers hoved snurrer et par omgange inden han opdager, at den bevæger sig inde mellem tulipanerne..

Min herlige men ikke særligt rutinerede tiger tilbringer derefter en halv time sån ca, med at stirre ind i vildnisset. Fra den ene side. Og fra den anden.


Ja Holger, hvor pokker bliver den dog af? ( jeg har for længst spottet den lille runde mus over alle bjerge, hen langs fliserne og huset  hehe )

Til sidst giver han op. Lusker slukøret af ud over stepperne og baghavens plæne. Hans stolthed har helt klart fået et alvorligt knæk. Selv drikker jeg min kaffe færdig, og beslutter at begive mig ud i blæsten, så jeg klæder mig godt på, og der går nok en små ti min med det.

OG..  så sker der det vidunderlige og hylende morsomme, at i det jeg går ud i gården, ser jeg den lille mus komme hoppende. Jeg sværger, den fløjtede. Ikke særligt hurtigt, og med masser af tid til at snuse til alt muligt på sin vej, havde den kurs mod bedene ovre ved hegnet, og jeg kom sådan til at grine over hele scenariet. Den så altså seriøst ud til at hygge sig enormt. Jeg forsøgte at tage et billede af den, inden bag en træstamme, men den var alt for hurtig også for mig.

I det hele taget er pelsdyret ofte leveringsdygtig i underholdning, og han sluttede da også dagen i går af sådan her:

Lige midt i en bevægelse, ved vask af mavsen, faldt han i søvn!  Bare sådan lige BUM! Det måtte jo ske en dag, med alt det han har at gøre i løbet af en lang kattedag.


Holger, Holger, Holger du er min ynglingstiger :- )

Snapshots fra ugen der er gået

 

 

 

 

Alt er stadig godt, jeg går bare og trisser rundt og lader mig selv være slap i koderne. Det går heldigvis fremad hos naboen, selvom hun oplever præcis den samme rigide opførsel fra de instanser, som egentlig burde være hende til hjælp, - som jeg selv gjorde i sin tid, men så er det omvendt SÅ skønt at opleve, hvordan hun også oplever præcis samme effektive og altfavnende assistance fra de mennesker, som har hjulpet mig hernede.

Jeg kan kun slå alle næser til blods, som sidder i ansigtet på de mennesker, som tænker og taler dårligt om Lolland. Jojo, det kommunale personale rummer fatalt fejcastede eksemplarer, men sådanne sidder der allevegne, her ER bare også mere rummelighed. Dog er det sgu trist, at det er nødvendigt med en hjælper til at tage de kampe, der bare slet ikke skulle opstå. Et fuldstændigt oprørende eksempel ser sådan her ud:

 

 

Et borger henvender sig til borgerservice. Af grunde, som for den ansatte er irrelevante og uvedkommende, står borgeren nu en desperat situation. Foruden andre nødvendigheder der er fjernet, er der nu ingen telefonforbindelse og intet internet. Der kan modtages beskeder, og via andres net kan der læses mails. Så langt så godt. Der opstår nu de to problemer, at meddelser fra det offentlige og a-kasse i vore dage lander elektronisk i E-boks….  og en misforståelse fra banken har låst nem-id koderne……..

 

Med andre ord, kan denne borger nu hverken læse eller besvare vigtige beskeder, så eneste mulighed er at møde op hos   B O R G E R S E R V I C E  , for at få dem til at hjælpe med de praktiske ting i forbindelse med den elektroniske post. Uanset om man fatter den ubehagelige og også ydmygende situation eller ej, så er det virkelighed for mange danskere, og her sker der så det. at damen i borgerservice i første, anden, tredje OG fjerde omgang nægter at hjælpe. Hun bliver på den mest nedrige facon ved med at påpege, at det i dag er borgerens egen opgave at kontakte diverse instanser via omputer. I mellemtiden når borgeren der allerede er lagt ned menneskeligt, næsten at miste fatningen.

 

En lang historie kort..

 

Først efter en opringning fra en nu personlig bostøtte, begynder det at rykke. Og så har jeg slet ikke nævnt lovede penge fra A-kassen som alligevel ikke kommer, og en ansat på jobcenter, der nægter at tro på at en jobsamtale er aftalt på en fastlagt dato inden for nærmeste uge. Et forslag om selv at ringe op og tjekke om det har sin rigtighed bliver afvist.

 

Man bliver så træt.

 

Og da jeg selv har været der, ved jeg HVOR træt.

 

Min bekymring er lige nu allermest, om helbred og hjerne kommer igennem uden mén. Og det er ikke mig jeg mener..  Indtil videre fortsætter kampen, i morgen er det hverdag igen og med den kommer personalet igen og besøger de to skøre damer i Vestergade, og i dag har jeg søreme jensme og guddødemig lavet pizza til os to. Naboen og jeg.

En halvdel til os hver..

 

 

Meget andet kunne jeg berette om stort og småt, men dybest set sker her ikke det store. Jeg tager mine runder i haven morgen og aften. Det gror derude. Holger er fortsat noget af et særtilfælde, og så har jeg også stadig morderligt ondt i arme og skuldre. Alt er som det plejer og som det skal være og ve I hva…

 

Noget siger mig det alligevel går bedre en længe, for forleden på psyk fik jeg taget mit blodtryk og sygedamen var himmelfalden over det. Jeg har nemlig så normalt og sundt et blodtryk, at det virker helt forkert i lyset af, hvad der foregår inde i mig og rundt omkring mig.

 

 

HEP!  siger jeg bare og nøjes med billeder for resten:

 

Her sidder jeg på mine træstammer og kigger på:

 

Og så er der jo det her:

 

Nogen smider sig alle de steder man ikke må:

 

 

Og..  i morges sad jeg her:

 

- kiggede på den her oven over min køkkendør

- strikkede videre på det her:

 

- for nu er det her nemlig færdigt:

 

 

Som I ser er alt som det plejer og skal være. Heldigvis. Og til de af jer, der er med helt herned til bunden af indlægget, TAK. Fordi I følger med og er derude.