Det nye liv..

 

 

 

 

 

 

 

Denne sidste uge inden jul, har for mig som for alle andre været en smule fortravlet. En masse praktiske ting har skulle klares, og her taler jeg ikke om julepraktisk, men om det nye liv jeg er igang med.

Og nu det med det nye liv..

Det er som om bloggens titel ikke længere har sin berettigelse, så jeg går og overvejer what to do?  Jeg beholder ihvertfald helt sikkert adressen, for det er alt for bøvlet at skifte den, men når man så har klikket sig ind på den, vil der i fremtiden komme en ny blogtitel frem foroven. Meget passende og helt i tråd med hvad der foregår inden i mig og rundt omkring mig, kommer bloggen nu til at hedde:

Det nye liv.

Hvad ellers kan jeg næsten spørge? :-)

Fra det nye år ændrer jeg forsiden og dermed også mit liv herinde. Jeg kan og vil IKKE ændre på indholdets grundpille.  Min blog er stadigt den der handler om at takle en hverdag med en psykisk lidelse, åbenhed omkring netop det at have sådan en størrelse med i dybet af sindet, og om hvordan jeg forsøger at forholde mig til det.  Fra tiden inden jeg flyttede til Vanløse, har jeg med mig en klar holdning om, at min identitet IKKE MÅ være at være pensionist og psykisk lidende. Min identitet skal til at genopbygges, for jeg er heller ikke længere en del af en tosomhed. Er ikke kæreste eller elskerinde, firdobbelt mor eller en kvinde med pligter der overstiger mine kræfter. Jeg er derimod nu på vej ind i en ny fase af mit liv, og den fase vil jeg selvfølgelig utroligt gerne dele med jer derude. Ikke kun VIL  jeg, jeg er faktisk også nødt til det, for jeg har brug for de tilbagemeldinger jeg får, til at støtte mig på de dage hvor kampen bliver for svær at håndtere.  Bloggens netværk har vist sig at være helt utroligt, og en vigtig del af mit liv nu. Jeg håber at jeg en dag står der, hvor jeg kan give noget af det tilbage igen i form af mental eller praktisk overskud.

 

Det nye liv, kommer til at indeholde beretninger om hvordan min hverdag former sig, med skånejobbet i min lille nærstrikkebutik. ( Ja ok..  nær og nær, lige nu og indtil vi får os en egentlig egen bolig i Vanløse, er den så altså lidt mere fjern i det  hihi ), men ikke desto mindre er det et stort plus i bogen, der kan skrives om hvordan jeg skal komme videre og OP lyset igen, efter et brud der har været utroligt svært for mig. På den baggrund vil jeg selvfølgelig for en stor del forkusere endnu mere på strik, garn, og mit eget lille strikkemagasin. Jeg har syntes det var hammer sjovt at skrive sådan et, jeg har glædet mig over at finde på og illustrere, så det VIL jeg til at bruge mere tid på. Med bruddet har jeg jo også mistet met elskede og nyindrettede arbejdsværelse og DET ved jeg slet ikke hvordan jeg skal genskabe??  Selvfølgelig bliver selve min kommende bolig vel en for for retreat, men dette lille værelse har jeg lagt så meget sjæl og kærlighed i. Jeg savner det allerede.. 

Der skal være beretninger om de to børn jeg har og, som er grunden til at jeg aldrig har overvejet ikke at ville leve mere, uanset hvad jeg har skullet igennem. At have børn når man har en psykisk lidelse er IKKE nogen let ting, skyld og bekymring følger med, men til gengæld er netop de to elskede unger hele GRUNDEN til at livet er værd at kæmpe for. Den pris de har betalt og kommer til at betale i deres eget liv, for at have mig som mor er desværre nok ikke til at komme udenom, men sådan er livet også.  Jeg er en del af DERES baggage på godt og ondt.

Det nye liv, håber jeg også fremover kommer til at kunne bidrage med sjove beretninger fra dyrenes verden. Mine elskede pelsede,  SOM JEG SAVNER HELT SINDSSYGT  skal aldrig mere undvære deres mor i så lang tid som nu. Som erstatning for den hund jeg kun kan drømme om, håber jeg at komme til at bo et sted, hvor jeg så i det mindste må have en kat.  Det nye liv kan så desværre kun rumme to af de fire marsvin, så Cupcake og Chokofant kommer med mig, da de to andre er meget glade for John. Vi må som andre dyre”forældre” deles om vores kæledyr, og vi har begge indset at fire er for meget til een, så to må det være fremover. SUK OG ØV.

Jeg håber også af hele mit hjerte at jeg må få en altan det næste sted jeg skal bo. Alt andet ville være for bittert, for altanen er jo mit grønne helle her i byen, og får jeg den ikke.. ja så må jeg lukke og slukke for min altanblog. En blog jeg ellers er stolt af og, som kunne have fyldt min hverdag med grønne skriv og oplevelser. Nu får vi se om jeg må være så heldig.

Alt i alt er jeg ikke helt nede under gulvbrædderne mere, selvom sorgen og tabet stadigt skal bearbejdes og gennemleves for at kunne lagres på den rette hylde i min erindring. Chokket er ved at fortage sig, men der kommer stadigt nogle ind i mellem, nogle der er naturlige, men som gør pokkers ondt.  Jeg har fundet en bog frem fra gemmerne i mine reoler..  En bog jeg købte engang, og som jeg egentlig aldrig troede jeg ville få brug for nogensinde igen. Bogen er ganske fortræffelig og handler om netop at overvinde sin (kæreste) sorg, og jeg kan sidde og strege under og lave æselører konstant. Bogens titel er:

Jeg kan varmt anbefale den til andre, der skulle befinde sig på samme sted som jeg. Hun skriver godt og ligetil, med et sprog der er til at gå til. Jeg håber at den sammen med mine samtaler hos psykologen kan hjælpe mig godt igennem denne tid, så jeg en dag står stærkt i mig selv. Måske for første gang nogensinde. Jeg har nemligt hidtil troet at jeg var stærk og, at mine erfaringer fra livet havde sat sig fast og lært mig et og andet, men det har altså ikke været tilfældet. Ihvertfald skulle jeg have fået bearbejdet sidste års chok ordentligt, i stedet for at lukke ned og suse videre uden at mærke mig selv. Gør jeg det må kroppen til sidst træde til, og gøre mig opmærksom på at noget er galt i form af uforklarlige smerter, som dem jeg har oplevet så mange af i dette år. Jeg vidste det jo godt. Burde have kunnet genkende mekanismerne fra mit ægteskab og et andet kedeligt forhold før jeg mødte min nyeste eks. At jeg nu kan føje endnu en “eks” til mit liv, er både et kæmpe nederlag og ret så trist, men man er to om forliset, og min egen del af det ved jeg godt hvad er.

 

Det nye liv..  jeg håber det bliver godt og i hvertfald er jeg nødt til at se på det som en udfordring. Desværre syntes jeg måske nok at jeg har haft nok af dem, og at jeg egentlig mest havde fortjent at kunne hvile i livet og nyde en masse gode ting, uden at skulle kæmpe så forbandet meget hele tiden.

 

   Kære læsere jeg ønsker jer alle en rigtigt glædelig jul og et godt nytår. På gensyn i 2011.

Den hektiske flytning

 

 

NÅ, men nu er jeg så flyttet.

Der har været sket så meget, og det har været så komprimeret en uge, at jeg ikke husker det halve og har glemt resten, men faktum er at Rasmus og  jeg nu er sikkert bosat på et krisecenter på Østerbro. Denne uges dage flyder sammen, men jeg mener at det var tirsdag at Pernille kom og hjalp med at pakke mine ting ned. Min lille bil blev fyldt til randen og derefter lidt til, for jeg fik assistance af en ny veninde fra hospitalet, der gerne ville hjælpe også.  Hun holdt øje med trafikken i sidespejlet og jeg ud af forruden og det andet spejl, for jeg kunne absolut ikke se bagud. Utroligt hvad man kan presse ind i en bil når man VIL :-)

Onsdag var det så resten der skulle afsted, og jeg mødtes på adressen med Frau Putz, der i den grad fortjener en stor medalje for sin indsats. Jeg selv var næsten intet værd og ikke til meget hjælp, for tårene bare flød og flød. Alt hvad der skulle med og som stadigt ventede fra dagen i forvejen, kom i min bil, og senere stødte Hr. Putz til med en trailer. Ydermere fik hun pakket kasser med en del af det, der skal opmagasineres når vi rammer Januar. Jeg tror det var alt fra køkkenet, noget fra hobbyrummet og lidt til, men jeg er ikke helt sikker.  Trailer, biler og vi tre rettede næsen mod Østerbro, og jeg kunne så se Die Putzen in action..  Igen, jeg hjalp men var sølle og jeg er dybt taknemmelig for at de var der.

Jeg brugte aftenen på at ordne og sætte på plads. Ikke nogen stor opgave, da det jo er et minimum her befinder sig, tilgengæld er det mit og repræsenterer mig og Rasmus, så allerede da jeg satte nøglen i døren var jeg roligere. Utroligt så lidt der skal til for at jeg kan føle mig hjemme. Mine tæpper, puder, plaider, mit strik ( en lille del af det…! ), mine blomstrede kopper og min ynglingsstol er her, her er masser af stearinlys og så har jeg suppleret op i går med friske tulipaner og en bakke med juleslik.  Bingo og det er hjemme.

Slikket er nu mest til pynt og Rasmus, for jeg selv har tabt appetitten og dermed også lige ti kg siden d. 15 nov!  Ok, jeg havde jo også i den grad taget på de sidste to år, en typisk udvikling når jeg ikke har det godt i mit liv, jeg gnasker mig gennem dagene og rører mig ikke synderligt. Mit tøj er nu for stort og jeg har måttet ( med glæde trods alt ) finde det tøj frem, der var lagt væk fordi jeg var for stor til det.

Med mig i min nye tilværelse er også en Hoola Hoop ring ( den med vægt i), en kæmpe pilatesbold og min stepmaskine, og de tre ting i forening med et mere aktivt liv skal hjælpe mig til at holde humøret og få en bedre formkurve. Jeg fik jo starthjælp på afd, og den agter jeg at udnytte og bruge, for det sammen med lyslampen ( fra Anitamoccapige) giver mig helt klart en bedre start på dagen og et klarere syn og humør.

I forbindelse med indlægget fra d. 9. dec, hvor jeg bedte om hjælp er der meget at glædes over.

H O L D D A L I G E O P A L T S Å   hvor blogland har vist, at dets indbyggere er mennesker med kæmpestore hjerter og varme. Jeg har i den grad modtaget alle former for hilsener, hjælp og støtte. Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi regnet med så stor respons og så megen assistance, men jeg er dybt taknemmelig og meget meget lykkelig. Midt i al elendigheden, min store sorgfølelse og afmagten, chokket, krisen, mørket, indlæggelsen og fortvivlelsen, skinner der en SOL af glæde og taknemlighed lige foran  mig. Den sol skyldes ene og alene, at jeg har mærket at de fleste bloggere er fantastiske mennesker. Jeg er omgivet af en hel verden, der har vist at når man virkelig rammer bunden og står midt i en alt for overvældende situation, så trækker bloggerne i trådene for at man ikke helt mister sit net af sikkerhed og tryghed.

Flyttehjælp

Pakkehjælp

Mails

Post

Pakker, og meget meget mere har jeg modtaget.  Lyslampe, julegaver fra både Fyn og Jylland er modtaget, jeg er tilbudt plads til opmagasinering og kan nu sidde her i det midlertidige, men trygge hjem og endeligt se at det hele nok skal gå.

Jeg har udsigt til at kunne komme mig under sikre former, på et sted hvor der også er personale der hjælper med de praktiske og mentale problemer der stadigt ligger forude. Boligfonden har erklæret mig ( og Rasmus selvfølgelig) som værdige modtagere af en julegavekurv. Den skal jeg afhente på tirsdag og jeg er dybt berørt over, at de har tænkt på os i den forbindelse.  Den glæder vi os til, og er der noget med som kræver en ovn, tager vi det med og får det frosset ned hos mine forældre, til den dag jeg igen har sådan en maskine i min besiddelse. Der er blevet mig skaffet et kamera, for sådan et har jeg  jo bestemt ikke lyst til at undvære. Jeg er jo for pokker blogger ik :) Jeg har fået bragt et lille tv af min favoritoplæser af lydbøger, da han også har været opmærksom via Facebook på, at jeg har haft problemer. Tænk sig..  han kom slæbende med det i går, og så PR  BUS!!!  nu skal jeg bare have mig en form for tv abb, så vi kan se andet end svensk tv og TV 3.  En underlig kombi syntes I ikke?? Jeg anede ikke at han fulgte med i mit liv, så DET var en af de større overraskelser;)

GUD hvor jeg savner TV2 news og Godmorgen danmark :)

I dag lørdag har jeg så for første gang haft en helt igennem god dag. Rolig og med både en gåtur på Østerbrogade, en køretur i min elskede lille dyt og masser af surfing på nettet. Køreturen var ren træning, for det er ikke meget erfaring jeg har med kørsel i snevejr. Bilen og  jeg har derfor været på udflugt en times tid og det gik super godt. Østerbro, Trianglen, Nørrebro, motorvejen, Gentofte og retur. Herligt herligt.

Nu er det tid til at jeg skal bruge min computer til at se DR tv for DET kan man da heldigvis se live.

Hygge hygge og glædelig julelørdag aften.

 

 

En forsmag på i morgen..

 

 

Det har været et meget hektisk og følelsesladet uge, og jeg har svigtet herinde. Der har simpelthen ikke været hverken tid eller nærvær til at opdatere   M E N….

 

I morgen lørdag er der endeligt basis for en dag uden noget andet end at være på nettet og SÅ skal der sandelige blogges til alle jer læsere der har fulgt med den sidste måned.

 

Jeg savner jer alle sammen og glæder mig til at komme stærkt tilbage :-)

 

Rigtig god fredag og knuuus

Henriette

Og så retur igen…

 

 

 

 

En kort hilsen bliver det til i dag ( … som sædvanligt blev den så ikke så kort alligevel!  hihi ) . Jeg var ved godt mod, og og godt igang med at finde Henriette og troen på egen styrke igen, de jeg blev udskrevet. Det holdt sån’ ca fire timer indtil jeg igen blev konfronteret med nye informationer, der i den grad var mere end jeg som menneske kunne rumme. Fredag gik ok, men fredag aften begyndte jeg at smuldre og i går lørdag vågnede jeg op fuldstændigt i opløsning. Jeg ved heldigvis godt, at her handler min reaktion overhovedet IKKE om syg eller ikke syg, den er 100% normal, og alle andre ville reagere på nøjagtigt samme måde. Her er det mig der har en sund reaktion, på en situation der er voldsomt grænseoverskridende.

Resultatet er nu, at jeg efter en lang lørdag på en venindes sofa ( som er ganske ny i mit liv ), lå og tudede og sov på skift. Da mørket begyndte at trænge sig ind på mig ved firetiden, mistede jeg den sidste rest af overblik, og fik den nu velkendte følelse af ikke at høre til nogen steder at mærke igen. Angst og utryghed fik mig til at styrte hjem igen, fordi jeg tænkte at under min egen dyne kunne jeg få en form for ro, men ak nej..  hjemmet og eks’ens tilstedeværelse skubbede endnu mere til mine følelser og jeg måtte smide håndklædet i ringen og tage tilbage til hospitalet. Veninden og en anden velkendt medpatient stod og ventede på mig ved indgangen, og jeg blev fulgt helt ind på skadestuen. Da jeg sad der kunne jeg hverken tale eller forklare mig, så veninden måtte agere tolk og forklare hvordan det nu gik til at jeg sad der igen. Det eneste jeg kunne var at tude i stride strømme.  Har nogen forresten prøvet at køre bil i mørke med tårene sprøjtende ud af kraniet??  Ret så besværligt skal jeg lige sige :/

Handlingslammet, og i chok blev jeg blidt taget ved hånden og ført ind til en seng og jeg har sovet her i nat. Faktisk har jeg sovet det meste af dagen også. Fuldstændigt udmattet og med en smertende viden om, at jeg nu er et sted hvor al kontakt med min eks simpelthen gør mig dårlig. Kvalme og smerte/sorg og ren uforståenhed overfor hans handlinger, betyder at jeg for at beskytte mig selv bare ikke kan ham mere lige nu.

 

Resultatet idag er så, at jeg for det første ikke kan huske hvem jeg har talt med de sidste dage, hvad jeg har talt om, og hvilke aftaler der evt er indgået. Min evne til at koncentrere mig om det væsentlige er næsten væk, og jeg glemmer alt hele tiden.

 

Jeg tror nok at jeg har styr på hvad der skal ske fra i morgen, men sikker er jeg ikke. Jeg tror nok at jeg når jeg igen er udskrevet herfra mandag, skal have flyttet de få ting jeg kan få plads til videre til Østerbro, jeg tror også nok at jeg har bedt kæresten om at skaffe flyttekasser til resten, som jeg så kan bruge dagtimerne på i den kommende tid, til at pakke alle mine ejendele ned i.  Jeg tror også nok at jeg endeligt har fået skaffet mig en seng jeg kan sove i, men hvordan jeg skal få tingene transporteret kan jeg ikke huske om jeg har styr på. Det er min store og meste trygge lænestol, Rasmus’ seng, og så de ting der skal være i det lille køkken.

Jeg har fået en helt fantastisk støtte herfra blogland, og jeg må sige at jeg IKKE har glemt den, men at jeg HAR lidt svært ved at overse hvad der er tilbudt mig, og fra hvem. Hver gang  jeg åbner for min mail, så bliver jeg dybt forvirret og kan ikke overskue noget som helst.

 

Hav lidt tålmod beder jeg jer om, jeg skal nok stille og roligt få gået det hele igennem, og få styr på den helt vidunderlige hjælp og de tilbud der er kommet til mig. Lige nu er jeg mest bekymret for min søn, som selv er helt vildt utryg, og fyldt med en masse konkrete spørgsmål jeg slet ikke kan besvare lige nu. De ting han har været igennem de senere år, betyder at også han har ramt et punkt hvor stabilitet og tryghed er altafgørende. Desværre kan jeg ikke engang komme med svar der tilfredstiller hans uro, og jeg plages af skyld over at han skal være en del af min egen kaotiske situation.

 

Et eller andet sted er det jo også lidt specielt, at den der vil ud af forholdet så IKKE er den der så må tage sit tøj og gå. I stedet er det mig, der er slidt ned og helt færdig, der må og skal tage stilling til en masse praktiske ting, som jeg slet ikke har samling på mig selv til at tænke klart over.

 

Det har været rigtigt godt for mig, at kunne sove her og jeg føler igen en lille bitte smule tryghed fordi der er proffer der kan tage sig af mig. Jeg kan nemlig ikke selv alligevel og helt og holdent endnu.

 

Michael skrev i en kommentar til forrige indlæg noget meget fornuftigt, om ikke at forfalde til offerrollen. Han har ret i at jeg ikke må synke ned i den rolle. Jeg føler mig faktisk heller ikke som et egentlig offer, jeg ved jeg KAN og nok skal klare det, men jeg føler mig alligevel også berettiget til at føle afmagt og lidt ude af kurs nu. Forstår stadigt ikke helt hvordan et menneske jeg har kendt som det varmeste og mest kærlige og dejlige i verden, kan være så anderledes omkring mig, at det næsten er som to personer. Ihvertfald når det drejer sig om at forstå, hvordan jeg har det lige nu, og tage hensyn derefter.

 

Nå, men jeg sover altså her igen i nat, og så er jeg spændt på hvordan mandagen bliver. Een ting er helt sikker. Jeg har det sådan lige nu at bare tanken om at sove alene gør mig helt panisk. Sådan har jeg faktisk aldrig haft det før. Jeg har sgu levet alene i længere tid inden jeg mødte kærligheden, og jeg elskede at kunne bestemme selv, brede mig i sengen og se tv som jeg lystede. Der skal jeg tilbage til igen. Dog bliver det nok først helt aktuelt, når vi får en rigtig permanent bolig. Iøvrigt har jeg ikke engang et tv at kigge på…  DEN bliver svær for en som mig, der bruger det til at aflede tanker med.  OG ALLERVÆRST, jeg må ikke have mine elskede pelsede med. Det er faktisk det værste for jeg har mere nu brug for at nusse med dem i den fremmede bolig. Jeg kommer til at savne dem helt forfærdeligt.. ØV

 

 

 

TUSIND MILLIONER TAK til alle jer, der har reageret på mit sidste skriv. Det bekræfter min tro på at der findes en masse varme og dejlige mennesker rundt om mig. Jeg er dybt taknemmelig og forresten også imponeret over den mængde af mails jeg har modtaget fra helt fremmede læsere jeg slet ikke vidste kiggede med hos mig. I kan tro at det varmer og giver mig glæde helt ind i sjælen.:)

 

I morgen kommer en ny dag, og med den ser vi hvad der så sker. Krisecentret Egtmontgården virker til at være et godt og trygt sted, så det skal nok gå. Det er nok allerværst lige nu fordi det er så forbandet mørkt og alle har travlt med at jule, en ting og en måned jeg helt har mistet fornemmelsen for.

 

2011 kan ikke ramme mig hurtigt nok.. Og så vil jeg forresten anskaffe mig en kat når jeg får min egen lejlighed. Sammen med de pelsede skal den nok kunne give mig masser af glæde, når Rasmus tager på efterskole.  Jeg bliver hende den mærkelige med alle dyrene. Kan I se det for jer?? :)

Indlægget jeg aldrig troede jeg skulle skrive

 

 

Det er med megen ydmyghed og en skidt fornemmelse at jeg nu beder blogland om hjælp. Jeg er desværre endt i en situation der er endnu mere håbløs, end dengang  jeg blev skilt, for denne gang har jeg stort set INTET at tage med mig, andet end et par stole og mine reoler med strik og bøger. Småmøbler, lidt køkkenting og så er det vist det. Spred gerne budskabet rundt.

 

Er der nogen af alle jer derude der har noget stående som alligevel skal skrottes, vil I så donere eller sælge billigt til mig?

 

Det drejer sig om gu ved hvor mange forskellige genstande.

 

Tallerkener, bestik, gryder, pander ( mit eget er jo ubrugeligt nu hvor det har været brugt på et gaskomfur), elkedel, kaffekande mm, og så de helt umulige ting såsom, dvd’afspiller, tv, radio, noget til at opbevare tøj i, seng, sofa, spisebord, stole     og…

 

 

..Åh gud jeg kan slet ikke overskue det!  Alle mulige tanker om det praktiske hober sig op. Hvordan skal jeg få flyttet mine ting, hvorhen skal det, og for hvilke midler.

 

 

I morgen fredag skal jeg til møde med et kvindekrisecenter, hvor de har een akutbolig tilbage. Eneste issue er om der er plads til Rasmus. Den er nemlig meget lille, og lige nu kan jeg ikke tage meget med mig, så det jeg dog har af ejendele skal opmagasineres et eller andet sted. 

 

Jeg skal nemlig væk herfra og det skal gå hurtigt. Nye opdagelser har gjort at jeg ikke kan være her et sekund mere end højst nødvendigt.  Akutboligen kan jeg så heldigvis være i indtil de tre instanser der er igang med at hjælpe mig, kan fremskaffe en bolig.  Alle planer om at forsøge at gøre noget for at det ikke går for meget ud over ungerne er droppet, JEG er færdig med at yde mit. Dråben der fik bægeret til at flyde over kan jeg slet ikke holde ud at skrive om, men jeg er den der er smuttet. Det gælder mit helbred og min forstand.. Er nogen nysgerrige så skriv en mail, jeg vil gerne og HAR brug for at lukke luft ud, men det kan jeg i dette tilfælde IKKE gøre her.

 

2011 Må  og skal blive MIT år og jeg er klar til at skabe mig et liv der er godt for mig og for Rasmus.  Ku dog godt have ønsket at jeg havde været en bedre menneske kender..

 

EEN ting ved jeg dog med sikkerhed:

 

Det er IKKE mig den er gal med. Min moral og etik er den rigtige og  jeg holder fast i, at de grænser jeg har følt overskredet, ER grænser der er helt fornuftige at have.

Hjemme igen. Nye udfordringer venter..

 

 

Med mig fra hospitalet har jeg hjembragt denne sten. Den fandt jeg på søndagens gåtur, men istedet for i sommerens strandkant, lå den midt i vinterens sne ovre ved cykelstativerne. Jeg syntes den er så speciel at den skal med til mit nye hjem. Et symbol på alle de revner jeg er ved at reparere i mit hjerte og i mit liv.

Jeg er vel hjemme igen. Dejligt at se Rasmus, dyrene og min egen seng. Mindre dejligt at erfare, at min mistanke om at eks’en som jeg jo skal være under tag med en ukendt tid endnu, allerede har oprettet en ny datingprofil!!!!

Jo jo, jeg har brug for al min styrke og tro på fremtiden, for DEN får jeg svært ved at takle. Og så alligevel måske ikke. Jeg har åbent forklaret at jeg havde en fornemmelse for hans nye behov, og for at spare mig selv for de roterende spekulationer der vil komme af uvidenhed og gætterier, så vil jeg have åbne kort. Det gør det også nemmere for mig at forholde mig til virkeligheden som den er.. Det vil gøre ondt en tid, og jeg har betinget mig at han holder sine skriverier med andre kvinder for sig selv. Når jeg er i stuen må han styre sig.  Og så må jeg  jeg  jo selv se frem til den dag, da jeg er ude på den anden side og lysten igen indfinder sig til at kigge på verden omkring mig. DER er JEG så ikke lige nået til endnu.

Han ER videre, og i gang med at finde nye græsgange. Argumentet med at det jo tager laaaang tid for en mand at finde en kvinde der gider interessere sig for hans profil, så derfor kan han ligeså godt gå igang nu, må jeg bare trække på skuldrene over.  Man kan ikke tvinge nogen til at elske eller begære, men der sidder jo faktisk en kvinde foran ham, som I DEN GRAD har villet ham.  Men ikke mere. Han må så bare finde sig i, at jeg når han bevæger sig ud i sit nye liv, nok i begyndelsen vil være en lille smule grådlabil. Det går over når jeg har vænnet mig til DEN tanke. Jeg orker ikke mere tankegætteri, så hellere være ærlige og få det bedste ud af situationen.

 

Men jeg GLÆDER mig faneme til at flytte, så jeg ikke skal konfronteres med ham hver dag.

NU kan det satm’e være nok!( rapport fra afd psyk # 10 )

 

 

Jeg bringer lige en brugevenlig advarsel:  DETTE INDLÆG ER IKKE FOR FOLK MED HANG TIL PÆNT SPROGBRUG!

*****************************************************

Vi starter lige blidt og langsomt med at slå fast at jeg i DEN grad har været glad for at være indlagt. Det var tiltrængt, nødvendigt og meget vigtigt for mig, da jeg stod i indlæggelsens dør den der berømte aften.

Mit liv var langsomt gledet mig af hænde, depresssion og usikkerhed, træthed, angst og manglende gnist havde skøjtet mig over ende i løbet af året, og jeg blev skubbet det sidste stykke af kæresten, der ikke længere ville mere.

GODT SÅ!

Jeg har været igennem HELVEDE og jeg kan ikke anbefale det til nogen, at gå rundt på den måde uden at få hjælp. En tid gik med den ro og tryghed jeg havde så hårdt brug for, dernæst blev jeg sendt lige durk tilbage til ingenmandsland igen, af en emsig overlæge. Med fornuft og velovervejet formulering fik jeg tingene sat i perspektiv, og jeg fik igen “lov” til at sove og få ro til min sjæl. I den følgene uge har jeg indhentet Henriette rigtigt meget, og

 

SÅ KNÆKKER FILMEN SATM’E IGEN FOR HR. OVERLÆGE DOKTOR EKSPERT “%¤#&¤%i)¤(/¤!!!!!!!!!!

 

I går mandag, var dagen for den planlagte opfølgende samtale, omkring  effekten af medicin, terapi, daglige rutiner, lysbehandling og pilatesbold.

Jeg vil her lige indskyde at den har været K Æ M P E. På den ene uge fik jeg virkeligt hold på mig selv igen. Jeg har været mere social hver dag, har motioneret, skovlet sne som en anden vejarbejder, talt, været hjemme i flere omgange med succes, ringet og skrevet og talt med alt, hvad jeg kunne komme til for at finde en bolig, sørget for en mulig form arbejde i sigte, og  jeg har mærket at jeg har kunnet se fremad.

 

O G   SÅ SKER FØLGENDE :

 

Mandag morgen oprinder.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg IKKE skal til samtale alligevel. (  Nye og dårligere patienter skal til. Helt ok..)

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel skal til samtale.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel IKKE skal til samtale!!!!

Jeg tager tøj på og planlægger et besøg hjemme, samt div andet småtteri.

Jeg får at vide at jeg alligevel SKAL til samtale!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg tager tøjet af og sætter mig til at vente med en begyndende irritation ( ja ja jeg ved det, jeg er MEGET tålmodig ) ude på terassen med en til lejligheden passende beroligende smøg…

Jeg får at vide at jeg I K K E skal til samtale A L L I G E V E L !!!!

Dette sker inden for så’n ca to timer.

SÅ kan det ellers være at den anden side af Henriette begynder at vise sig, og jeg forklarer min kontaktperson, at jeg generelt er hamrende ligeglad med den samtale, det eneste jeg er optaget af er, at jeg ikke får fjernet den medicin der i kombination med den daglige rytme af bla bla bla, har fået mig til at fungere godt igen.

UUUUHHHAAA da da, “ stol på mig “ siger damen, og kigger indtrængende på mig. Du kan være HHEEEEELLLTTT tryg. Vi er alle enige om herinde at du skal fortsætte den gode stil nu. ” Bare slap af og lad være med at bekymre dig”.

Hmm!  siger jeg og går ud i verden.

Da aftenen stunder til, og jeg begynder at mærke lidt nervøsitet over morgendagens (  i dag tirsdag ) samtale med Foreningen til støtte for boligløse enlige forældre, går jeg ind og beder om min aften medicin, der består af den antidepressive, og de to der i kombi virker beroligende og søvndyssende. Jeg vil gerne sove så jeg kan være frisk og skarp selvfølgelig.

“ Det er blevet fjernet, kan jeg se. Du må vente til i morgen med at snakke med lægen om det”, lyder beskeden fra den Frue der udleverer bolsjerne.

SÅ SPRANG ELASTIKKEN FOR FRK. PATIENT.

Jeg fik trumfet igennem med fast stemme og masser af ord, at jeg ihvertfald SKULLE have noget at sove på. Og så ku jeg ellers gå i seng med nye bekymringer om, hvad ham Hr. Overlægespecialist NU har gang i??

I dag gør jeg så som anbefalet fra sygedamen i aftes, opmærksom på at jeg skal til en vigtig samtale i Kbh, og at jeg gerne vil have fejlen rettet. For det må da bestemt være en fejl, er jeg sikker på. Det er det så ikke, jeg kan vente til Hr. overlægespecialist ankommer med sit hof kl halv ti. Umuligt siger jeg, for jeg skal køre kl 10.oo DUT, og jeg skal vel at mærke K Ø R E  i bil, som i være trafiksikker.. og enhver patient ved, at før samtalerne kan begynde skal der først konfereres en times tid, og så er jeg den der er smuttet.

Jeg får sgu edder fan’me besked om, at jeg må vente til jeg kommer tilbage og at der nok skal blive taget hånd om problemet i mellemtiden.  De er simpelthen ikke rigtigt kloge og om muligt endnu mere utilregnelige end de fleste af patienterne her på den lukkede. Inden jeg går ud af døren gør jeg opmærksom på , at når jeg er tilbage så er der styr på min medicin, og ellers kan de udskrive mig. DET gider jeg godt nok ikke stå model til. Jeg har det så stabilt nu, at jeg dybest set ikke gider være her mere. Afdelingen har udtjent sin værnepligt, har gjort det den skulle og nu må jeg videre. Jeg har en yderst fornuftig praktiserende læge ude i den normale verden, der kan overtage ansvaret, OG som er enig i at NU er ikke tiden til at lege med doser eller spekulere i afhængighed. Jeg vil hjem til min søn, hjem til min egen kontrol og jeg kan mærke at jeg nu står et sted hvor jeg godt kan håndtere min virkelighed, indtil jeg kan flytte. Det er da helt sikkert at det bedste og ideelle ville være, at jeg IKKE skulle hjem til mit nuværende hjem, men sådan er det nu engang og jeg hører ikke længere til her.

Da jeg kommer tilbage til hospitalet er intet ændret, men der er ingen der vil udskrive mig før jeg har talt med Hr. klogeågesen i morgen! Han kan lige komme an kan han. SÅ skal jeg satme forklare ham at jeg ikke behøver optage mere plads herinde, og at der er andre og dårligere patienter der banker på døren derude i frostvejret. Hvad fanden ligner det?? 

Jeg afventer nu bare at tiden går, og at jeg kan komme UD igen.

 

**********************

 

Og hvordan har jeg det så, sådan helt reelt og inderst inde?

Jo ser I derude i blogland, jeg har det sgu ok. Jeg har samlet mig sammen til en næsten hel person igen. Henriette er ved at være på banen, hun har sine faste morgenmørkerutiner lagt på plads, og kan selv skaffe sig en lyslampe og en pilatesbold, hun går ind og ud af sit nuværende hjem uden de store problemer, hun VED at der kommer gode tider, med et mini job, humør, lyst og overskud,  og  også en lejlighed. Der kommer til at gå lidt tid, for det er IKKE til at skaffe på et sekund, men det er fint nok. Hvis min nu eks’ kæreste ikke længere tænder på min røv når jeg bøjer mig ned, får kyssetrang når han ser på mig, eller føler at jeg har en personlighed der er værd at holde på, så ham om det. Det er HANS TAB.  Jeg er nemlig både sexet, dejlig, fristende og godhjertet, varm, rummelig og fyldt med en masse kærlighed, og den dag jeg selv ikke længere savner det fysiske nærvær ved ham, så står der nok en anden og venter på mig. Indtil da er jeg kun styret mod et godt og trygt liv med Rasmus. Hans efterskole er vigtig for ham, så derfor er det vigtigt for mig at forblive i kommunene, da det er dem der har givet tilsagn om fuld betaling til det. Det vil andre kommuner ikke være med til har jeg nu erfaret.

Mira vil gerne have, at jeg kommer med til juletræsfest på lørdag på hendes efterskole og DET vil jeg med glæde deltage i. For hendes skyld. Hun har oplevet nok af øv i tilværelsen, så jeg vil gerne kramme hende og kigge på hendes juledekorationer på skolen. Jeg vil gerne også for min egen skyld, OG DET KAN JEG GODT.

Planerne er nu sådan, at vi vil fokusere på at ungerne ikke skal mærke for meget til endnu en trist jul i hjemmet, så vi går ud i fælleskab og indkøber et juletræ, de får opgaven med at pynte det. Vi holder julen sammen, vi overholder den månedlange aftale om at hygge i juledagene med film i lange baner for både Harry Potter og Piraten fra Carribien venter på at knas og lys bliver sat frem. DET KAN JEG OGSÅ GODT KLARE. DET SKAL JEG KLARE FORDI DET BETYDER NOGET FOR DE BØRN, DER ER KOMMET I KLEMME.

Tilgengæld kommer jeg til at indse at det bliver en julegave løs jul for mig. ÆV. Der er ingen til at give mig gaver. Kæresten er ikke kæreste mere, mine forældre har allerede brugt deres penge på at hjælpe mig i nuet, og ungerne har ingen penge så sådan er det.

Jeg tror også at nytårsaften bliver en aften jeg er alene. Jeg er mere end velkommen til at tage med, hvor vi hele tiden har skullet hen, men jeg KAN tilgengæld IKKE klare lige denne aften, i selskab med min stadigt elskede UDEN at jeg kan kysse og kramme.

 

DET KAN JEG IKKE..

 

Jeg kan en masse som I kan se, men jeg kan kun med en kombi af medicin og hverdagsrutiner. Jeg kan IKKE med en læge, der svinger som flagene på Øresundsbroen i snestorm.

Pisse, sgu, faneme,  og helvde NEJ!

Jeg vil hjem til den sofa jeg fik julepyntet lidt i søndags da jeg rundede adressen.

 

Jeg vil hjem og bage kager, bagt af dej fra Irma ( mon ikke den er bedst??), jeg vil hjem og se mit garn igen, hjem og få styr på tilværelsen som den skal være om ikke så længe, hjem til det køkken jeg er begyndt at have lyst til at koge i, hjem til det TV der stadigt er mit så længe det varer, og se på tv JEG ( og fam..) har lyst til.

Jeg vil hjem NU!

Farvel til afd. Psyk.

 

Goddag til verden og jer derude i blogland :-))))))))

( tænk kan jeg virkelig ikke bande eller skrive mere grimt end dette??  Hmm )

Aktiv søndag ( rapport fra afd psyk #9 )

 

 

På denne tredje søndag i mit liv som patient, har jeg virkelig lagt mig i selen for at få en god dag, gøre det jeg er blevet rådet til, så jeg klapper mig selv på skulderen.

 

Op kl lidt over otte, morgenmad, lysterapi, skovle sne fra terassen incl fejning og saltning, vandretur en times tid, forkost, hvil, afhentning med indlagt besøg hos en god ven, plaid, kaffe og snak, aflevering og derefter afslutning med skovling af MERE sne først foran min bil, som var blokeret at en ordentlig bunke bortfejet sne fra p-pladsen!!! ( nu kan jeg så køre den ud uden problemer igen), og derefter terassen endnu engang…

 

PHEWWW!!

 

Nu syntes jeg nok, at jeg har gjort mig fortjent til at hvile ud i ro på mit værelse I MIN SENG UNDER DEN VARME DYNE. Iøvrigt er kugledynen nu heldigvis ikke længere nødvendig, jeg har i stedet tre tunge bomuldstæpper ovenpå dynen, for varm er den sgu ikke.

 

Jeg beklager hvis læserne af denne blog ku blive lidt trætte af mine skriverier for tiden, for de handler jo i den grad om det der er hændt mig, men det er altså det der fylder, det der skal ud og det der grundes og funderes meget over i mit hoved.  Så til dem der ikke gider mere ordbøvl om forhold og deslige, de kan springe af her, for nu tømmer jeg lige mit hoved for de seneste tanker ;)

 

 

 

 

 

Når man sådan går og skovler sne, får man både motioneret kroppen og hjernen. I sneen der væltede ned, og i den stilhed det giver er der masser af ro til at lade tankerne finde på plads et sted, hvor de virker fornuftige. De senere dage har jeg været meget optaget af det triste i den kærlighedshistorie jeg har været en del af, og som ikke klarede krisen. Det havde jeg faktisk ikke troet ville ske, og det ærgrer mig at to mennesker som i bund og grund har helt de samme drømme, intentioner, følelser og hensigter, skal ende med at måtte bryde. Det ærgrer mig ad helvede til for nu at sige det mildt. Også fordi vores fire sammenbragte unger nu var ved at finde melodien sammen. Vores to piger har haft utroligt meget gavn af hinanden sommeren igennem, mine børn er vilde med den mand de lærte at kende som deres mors elskede. Min datter har ligefrem erklæret højt og til alle der gad lytte, at HAN har været mere far for hende, end hendes egen kødelige af slagsen, og hun er vældigt ked af det hersens brud. Min søn ser op til ham og spørger ham til råds om en mængde ting hver eneste dag. Omvendt ved jeg at ihvertfald hans datter også er glad ved mig på sin egen måde. DET faktum har rørt mig meget for jeg har bestemt ikke været lige god som ny mor for hende, i de perioder hvor jeg har været udbrændt. ALLIGEVEL har hun besøgt mig her på hospitalet, og jeg fik det kæmpeste kram af hende i går derhjemme ( skulle hente et vigtigt brev),  mens hun fik helt tårer i øjnene, så der blev vi begge påvirkede af hele situationen. Foruden at hendes  familie  hjemme er i opløsning, har hun knagme også måttet opleve, at skolen ikke har passet ordentligt på de to elskede marsvin, som begge er døde af kulde!  Så kan det bare ikke være mere sørgeligt.  Den store teenagersøn, ved jeg ikke lige hvordan har det med mig nu, men vi taler faktisk fint sammen igen, når han rammer adressen.

Med alt det vi har været igennem , og med de udsigter der nu er til at jeg inden for en overskuelig fremtid får det godt igen, med ungerne og min egen hverdag sat i system, og med mig der har udsigt til et skånejob i min ynglingsgarnforretning ( NEMLIG SÅ ), så er alle tegn på en lettere hverdag med mere styr på tingene til at få øje på.  Jeg mærker allerede nu en forandring efter de tre uger her. Jeg har med den rette medicin og roen her fået mere overskud, jeg har fået gang i daglig motion jeg kan tage med mig ud i livet, jeg øver mig i at udvide min sociale tolerence, jeg mærker lysten til at opleve og leve mere og mere dag for dag. Lysten til en hverdag med stabilitet og plads og overskud til at være impulsiv.

 

 

Jeg forbeholder mig endnu retten til at sørge lidt over at kærligheden nåede at slides op inden.  Med de mange fælles interesser, mål og drømme, kunne vi faktisk have haft en fantastisk fremtid liggende lige foran os.. En fremtid hvor vi også kunne få mere tid til at være kærester og ikke kun problemknusere.

 

Jeg syntes det er ok at jeg ærgrer mig.. Så det gør jeg altså lige lidt endnu.

Næsten 3 uger er der gået …( rapport fra afd psyk #8 )

 

 

 

 

…. og der er ikke meget andet at sige end at jeg kæmper.

 

 

 

 

 

Som i alpernes sneklædte landskab, går det op ad bakke og ned ad bakke og så tager vi lige en tur op ad bakken igen. Der er nu bred enighed i “bestyrelsen” ( personalet og jeg ) om, at hvis jeg skal stå denne kamp igennem, så er jeg simpelthen nødt til at benytte mig af de medicinske hjælpemidler der står på hylden, for ellers ender jeg istedet som en vissen grøntsag. Een ting er den overbelastning jeg oprindeligt ville lade mig indlægge for at få hjælp til at kurere, en anden er den sorg der lige blev serveret på et sølvfad for mig på dørtrinet til hospitalet.

 

Mit eneste mål er at sikre min søn og mig selv tag over hovedet, trygge rammer OG RO. At holde fokus på det kan jeg så kun, hvis jeg får støtte i form af personalets samtaler med mig, og hjælp til at sove om natten, og beroligende medicin der kan holde mig samlet om dagen. Uden det går jeg i opløsning og mister al sans for at komme videre. Den metode ER afprøvet og det gik helt galt.

 

Siden tirsdag har jeg så lige så stille igen fået styr på tankerne, og jeg har aktivt kunnet foretage telefonopkald, skrive praktiske mails, og tænke lidt frem. Jeg har det lidt sådan, at da jeg og Rasmus skal ud af vores hjem, så er det DET jeg skal været samlet til at gennemføre, og så må alle de sorgreaktioner jeg dysser lidt ned nu, komme bagefter. Som ved dødsfald, må jeg gennemføre det praktiske og så derefter lade mig selv få følelserne helt ud. I øvrigt har jeg jo mine ugentlige samtaler med psykologen og der får jeg talt og talt og tudet og tudet, og det hjælper også.

 

Jeg er sikker på at mange før jeg selv, har set det komme. Men chokket sidder jeg stadigt med. Og tusind spørgsmål som måske aldrig bliver besvaret. Det er næsten det værste for ord er det eneste jeg kan forholde mig til. Konkrete ord som sætter det på plads, der rumsterer inde i knolden på mig.  En ting som er så fjollet, men som sikkert også er helt normal, er min følelse af at være “forkert”. Fysisk må jeg være forkert, og mentalt må jeg være forkert, for det KAN ikke være mangel på kærlighed fra mig der er årsagen.    EJ, jeg ved jo godt hvorfor det er gået som det er gået, men i mørke stunder kommer disse tumpede tanker. At jeg ikke er noget værd, for var jeg det, var jeg også værd at hjælpe og støtte når jeg får det svært i sindet.  Var jeg noget værd ville jeg stadigt være værdig til at modtage både fysisk og mental kærlighed, også når jeg er syg eller svag.

 

**************************

 

 

NÅ, men her på afd er der ellers så småt ved at være bare lidt juleagtigt. Det er ikke sørgeligt det hele, og en af de ting man overlever på sådan et sted som her, er en grum humor og masser af selvironi. For tiden har vi en munter og ongoing samtale kørende, fordi det er et stort mysterie hvad der er blevet af de tre kasser julepynt som tilhører denne del af psyk afdelingerne. De er pist borte og mange har en mening og et forslag til hvad der kan være sket dem siden sidste jul. Vi er ude i  at overveje hemmelige missioner rundt i huset, for at finde den forsvundne nisse og alle hjerterne. Faktisk er der stof til en udemærket ny voksenjulekalender på DR2…  Se det for jer:

 

24 afsnit hvor en flok plejere og mere eller mindre forstyrrede patienter er på julepyntejagt rundt i hospitalets gange og kældre. D. 23 dukker det endeligt op og d. 24 kan alle glæde sig over at det alligevel blev jul i afd. psyk. Jeg tænker at Hr. Anders Mattesen ville været et godt bud på forfatter, instruktør og rolle ansvarlig ;-)  Hva ba..  hva siger du Anders? er du frisk?  hehe

 

 

Indtil videre sidder jeg og et par andre plantet foran skærmen hver aften for, at se et afsnit af Jul på Vesterbro. Længe leve DVD’en :-)

 

PS:  Jeg savner mine unger helt forfærdeligt, men de har sendt mig en lille film af dem selv fra forleden aften og  jeg blev så glad at jeg hylede lidt. De er sgu skønne og de er mine :)

 

Original Video - More videos at TinyPic