Jeg går på en knivsæg

 

 

 

Jeg mærker tydeligt og med lettelse at den højere dosering af medicin begynder at virke. Helt klart. Jeg får det langsomt, men sikkert bedre. Det er små ting i hverdagen der beviser for mig, at det var godt jeg smuttede til lægen, MEN..  samtidigt er jeg utroligt let at slå i gulvet. Jeg skal være forsigtig og hele tiden mærke efter, hvad jeg har overskud til og hvad jeg må lade ligge. Det er fint nok. Jeg har ingen som står og river mig i næsen. 

 

 

At jeg i går fik slettet mange dages arbejde var noget værre l…

 

 

Umiddelbart er selve det, at udfylde et par enkelte sider i en formular ingen større bedrift. Det kræver ingen udvidet skiltemaler eksamen, og den slags har jeg altså kunnet gøre med venstre hånd på ryggen og bind for øjnene. HAR kunnet. For i dag er det en udfordring, som i den grad har taget glansen af mig, og jeg har været totalt udmattet i går og også idag. Det gør mig vanvittig at det er sådan, men hvad værre er, så har jeg på den tid der er gået fra i går til i dag helt mistet troen på det. Har læst en masse om hele processen, og selvom jeg helt klart mener at kunne argumentere for mig selv og min sag, så kommer det til at kræve virkelig meget af mig. Man skal møde op til dic møder, bla med kreditorer og hvad har vi. Bare at læse om det nærer min angst så sveden springer og hjertet går i galop. Jeg som har så svært ved at komme ud, kan slet ikke overskue sådanne møder på fastsatte tider inde i midtbyen, og allerede nu er jeg i panik over hvor jeg skal parkere min bil!  Det er helt åndssvagt, men det er også min virkelighed.

 

 

Satans osse at jeg mistede det skrevne, for med det røg min stålsathed. Jeg må op på hesten igen, og skal også nok komme det, men noj hvor er jeg bange. For min fremtid. For hvad der skal blive af mig. For hvad jeg skal ende med at blive til. Og så falder tårerne igen.