Engagement mangler I sgu ikke..

 

 

Hvordan skal jeg nu lige formulere mig her….  bum bum, tænke tænke..

 

At det jeg skriver og lever, får alle mulige reaktioner og er et tegn på, at der er liv derude i det ukendte. Måske for nogle af jer fremstår jeg som en, der ikke rigtigt helt tager det ind I skriver, men sådan er det altså ikke. Jeg drister mig til at sige det samme den modsatte vej, med fare for at blive vældig upopulær, men så må det være sådan. Når kommentarer udvikler sig til “samtaler”, lader jeg jer helt bevidst bare køre på, for jeg sidder altså ikke her bag skærmen og venter på næste kommentar, som jeg så kan reagere på. Meningsudvekslinger kan være konstruktive, men også langtrukne og repeterende, og det minder mig lidt om dengang jeg var gift. On and on and on…

 

Muligvis jeg ikke får det hele med her og nu, men sådan her er det altså:

 

Huset er HELT og aldeles lugtfrit. Trods snavset og, at der har boet levende mennesker, er der en MARKANT forskel fra det hus jeg er i nu.

Jeg HAR øje for de ting, man på billederne ellers skal ha luppen frem for at se på en computerskærm. HAR øje for pletter og den slags. HAR bemærket hvad der er af fejl og mangler.

Huset som sådan er gammelt og ja, så er der den slags. Jeg hverken kan eller har mulighed for at flippe over slitage feks. Efterhånden har jeg kun det krav, at jeg skal ha tag over hovedet og at der er et sundt miljø, MEN…

 

Nu har jeg efterhånden boet mange steder. I en periode på 13 år feks, i en over hundrede år gammel lejl på det fine Frb. Privat udlejer med samme tendens, som alle andre private udlejere til, at ha lidt svært ved at hive pengene op af lommerne når noget skulle fikses. I den bolig som i de fleste andre forrresten, var der altid en evig kamp mod det der sorte fnidder, som sætter sig på vinduesrammer og fugerne i badeværelset. Jeg var og ER.. en ivrig udlufter, men det kan bare ikke undgåes, og det må man rengøre sig ud af. Fælles for alle de steder jeg har boet, med og uden “græs” på trærammer og i fuger var, at der ingen af stederne har lugtet som her.

Jeg får selvfølgelig en lejekontakt! Med hvad dertil hører af skriftlige aftaler, som jeg også har med det nuværende hus, der er bare den forskel at jeg nu er blevet klogere, så jeg ved hvad jeg skal ha øje for.

Skulle det alligevel vise sig at udlejer, når vi udveksler underskrifter, ikke helt har samme syn på de ting jeg har ved huset, så er det andet rækkehus stadig til at få. Fristen er i næste uge. Jeg har en bagdør med andre ord.

 

Humlen med det her er, hvad ens forventninger er og, hvad man kan leve med. Selvfølgelig kan jeg ikke leve med og i et sygt hus. Men jeg kan godt leve med en masse andet, af den simple grund at ro og nabofred er mere vigtigt for MIG, end slitage og en antrengende omgang rengøring. Økonomien minder jeg også lige om er en faktor.. 

 

En læser skriver:  “ Jytte Due, jeg forstår godt din skepsis, men jeg tror ikke at Henriette kan/vil bruge hverken vores eller hendes egne dyrekøbte erfaringer. Det er vist tilfældigheder og impulser, der bestemmer.
Hilsen A

 

Sku vi ikke lige bare slå fast, at jeg VIL gerne bruge erfaringer, men det er ikke det samme som at jeg KAN.. Og SLET IKKE det samme som, at jeg handler som jeg gør fordi jeg er BEVIDST uansvarlig og tankeløs. Det er lidt lissom hele mit problem, og netop hvad jeg har forsøgt at give indblik i gennem de sidste fire år!   Jeg gider simpelthen ikke gentage, hvad jeg skrev for bare få uger tilbage, om mekanismerne i min hjerne. Jeg kan bare sige, at jeg virkelig i dette her ikke gør andet end, at tænke og spekulere over, hvad der er bedst at beslutte. Og jeg har besluttet at, hvis jeg skal undgå at have det på samme måde som i Brønshøj, hvor altanen var mit eneste fikspunkt, og hvor jeg kun sjældent havde en udvendig radius der gik længere end til kiosken, så er dukkehuset det rette valg. Jeg havde det ikke godt i Brønshøj, og det har jeg haft her.. hvor jeg har kunnet gå ud i egen have, uden at mange mennesker omslutter mig.  Iøvrigt var udlejer i storbyen ( AAB), heller ikke ligefrem fremme i skoene. Der var fugtskader i soveværelset, kuldebroer i stuen, en væg i køkkenet var slet ikke muret færdig, ringeklokken blev aldrig fikset, et vindue var punkteret, det trak ind alle vegne, malingen dækkede ikke og var klasket på i stor hast, entreen var også præget af fugt, huslejen skyhøj,  så ærlig talt..  Der er problemer alle vegne. Det er bare, hvad man har at opveje de problemer med. For mig er det haven bla.

 

Lad være at forsøge at forstå, det kan man ikke hvis man ikke er mig. JEG forstår mig ikke heller for pokker. Gjorde jeg det var mit liv et andet, og meget nemmere. Jeg prøver bare at leve det liv jeg er blevet givet, uden at skulle være svingdørspatient. Jeg er ikke særligt god til mit liv. Jeg håndterer det så godt jeg kan, og nu må jeg så forsøge at leve det godt et nyt sted, og ved I hvad…

 

Jeg er panisk over det. Har det ad helvede til for nu at sige det mildt. Er angst for at fejle, stresset over at skulle ud i forandring igen, ked af det fordi jeg inderst inde er sikker på, at en flytning lige op mod mørk vinter, bliver gyselig. I mit hoved kommer jeg til at sidde et fremmed sted, ensom og forladt og i kaos. Og i mørke. Alt det forsøger jeg derfor at undertrykke ved, at fokusere på det gode og de positive ting i det her. Haven, den halvdøde by, som IKKE har larm døgnet rundt, ynglingsnaboen inden for rækkevidde, naturen for enden af gaden, at jeg kan få mig en ny strikkegruppe, og at huset IKKE lugter sygt!