Søvnløs med den endelige beslutning

 

 

 

Jeg har forliget mig med en nat uden søvn, det må bare indhentes senere, for det her er altså noget, som får betydning for min trivsel og sindsro, i forhåbentlig den næste lange lange fremtid. Lidt har jeg sovet, men I kender det sikkert. Det der med at noget rumsterer, og søvn er en by i Rusland. Der kan man ligeså godt bare leve med, i stedet for imod kroppen og hjernens aktivitet. Og strikke lidt imens..

 

Nu ved jeg, hvad der er bedst for mig. Hvad jeg kan få mest ud af set med de økonomiske, menneskelige og kreative øjne. Sindet får det også bedst, der hvor jeg nu flytter hen. Det bliver IKKE nemmere den første tid, men heller ikke sværere end at skulle blive ved at kæmpe. Og hvad er det så jeg taler om..

 

 

Fravalgt er et rækkehus. Perfekt størrelse, kommunalt anbefalet, med en teeny have og et skur til cykel og den slags. Med til det, hører også fravalg af en befærdet gang/cykel/knallertsti lige uden for huset og haven. Indvendigt er huset pænt og velholdt, men udenfor ligger det klemt inde mellem en ungdomsbolig og en ( jeg mødte og talte med hende), rasende nabo, der uden omsvøb kaldte området for et støjhelvede især om sommeren… Resultatet lige der blev, at jeg stortudende mødtes med viceværten, som ku fortælle at kvinden var en hystade og at det slet ikke var så slemt, MEN… de omkring 50 andre lejemål, alle ungerne, bilerne, den nærliggende trafik af som sagt skolesti, og noget der mindede om aktiviteterne i Brønshøj, fik mig til at gå helt kold. På det tidspunkt var det dog eneste mulighed.

 

 

Tilvalgt er så i stedet et lille dukkehus, der samme aften kom ind fra højre via en nabo her i landsbyen. Jeg gik en tur tirsdag aften, og kom forbi for at klappe heste og bare sludre lidt, nu da Viola er på ferie og væk fra mig. Blev straks bænket ved middagsbordet, og beordret til at spise lidt fast føde.( Jeg har nemlig haft det så skidt, at jeg dybest set har levet af flydende kost siden fredag, så jeg er sgu lidt småslap i koderne.)

 

 

 

Dukkehuset er perfekt til en enlig, sær og underlig kvinde, med hang til haveliv, periodisk isolation, Nødvendige daglige øvelser i at være social, OG behov for bostøtte/ kontakt til distrikspsykiatrien. At der så er så lavt til loftet, at en hvilken som helst normaltbygget mand skal gå i knæ, er en anden sag haha. En dag ku det jo være jeg igen fik lyst til den slags indslag i min tilværelse, og så må sådan et væsen altså bare bøje nakken HA!

 

Så altså..  det jeg har sagt ja til er både godt på sigt,men hårdt i nuet af flere grunde.

 

Det hårde bliver: 

Det noget forslidte skrevne faktum, at jeg er ked af at skulle flytte.

At huset udvendigt skal sættes i stand, og at det bliver når jeg flytter ind, AKA håndværkerlarm osv..

At huset er møghamrende beskidt, og at der skal knofedt til inden det bliver fint igen.

At jeg ikke lige synes jeg har DET overskud, men at jeg bare må gå til den alligevel.

At jeg skal have fundet en smart metode til at få en seng på 160, igennem et hul der er maks 1m!!!  Jeg håber sgu på, at udlejer er med på en alternativ løsning, jeg har udpønset i nat hehe.

At der skal males, hvilket huset her også skulle have været her i vinter, men at jeg bare er så slidt at det virker lettere uoverskueligt lige nu.

 

 

Omvendt er der de positive aspekter, som er dem jeg har vægtet højt i forhold til føromtalte rækkehus:

En have jeg kan regere i som det passer mig. Og overdækket carportagtig ting i tilbagetrukket indkørsel.

 

Udgang fra køkken direkte til terasse og have

Centralvarme

Fornuftig husleje

Et lille rum til overnattende gæster

Distrikspsyk er min nabo

Der skulle efter sigende være flere SØDE OG MEDGODTID læger i byen

Få kvm, så jeg kan få en fornuftig boligsikring

Havet og Viola ligger sån ca lige tæt på, ( dog i hver sin retning hihi)

 

Der er potientiale i det lille dukkehus. Der er en hyggefaktor og en charme, som jeg må fremhæve i min hjerne, når jeg skal forholde mig til den mistede markudsigt og himmelhvælving. Man mister eet, men får noget andet i stedet. Sådan er det hele tiden i livet.

OG.. selvom jeg nu må væk fra det desiderede landsbyliv og ind i en by igen, så ku jeg nok ikke finde et mere stille byhus andre steder lige pt.

 

 

 

 

Beslutningen er taget. Jeg skal bo i lille Rødby, med EGEN STRIKKEFORRETNING, og dagligvarer inden for rækkevidde. Naboen, der har skaffet kontakten til udlejer, arbejder på den lokale skole og har allerede udpeget alt muligt for mig dernede. Der er kort til den direkte hovedvej mod Maribo og Nykøbing.Trods det at det er en by, vil det nok være en overdrivelse at sige, at der er byliv i den forstand, vi kender det fra byer i hovedstadsområdet. At jeg nu bliver på Lolland er en KÆMPE glæde i mit hjerte. Nu kan jeg alligevel få min strikkeklubbedrøm til at gå i opfyldelse. Jeg kan cykle endnu flere ture i det dejligt flade landskab, og jeg kan få ALLE mine elskede planter med mig og sat i jord med det samme, så de kan overvintre imens jeg bruger den frostfri tid til at grave en permanent plads til dem.  Det er IKKE en brakmark i mine øjne, selvom mange sikkert vil mene det. For mig er det bare en mulighed for at skabe en have jeg selv har bestemt, og bla er der et træ, hvor jeg kan bygge en bænk hele vejen rundt om.

 

 

Jeg ved sgu ikke.. det er svært det her, men jeg prøver virkelig at se alt det positive ved det. Jeg ved det vil være endnu sværere fordi det nu bliver vinter, men jeg må bare tage på langtur til Ikea og hamstre lys i rå mængder. I ved, dem jeg elsker med farver og dufte af både jul og vinter.. De vil da hygge totalt i de små vinduer ud mod gaden, sammen med min stol der skal stå i indkørslen, ganske som den gør her.