Dyrenes beskyttelse.. personligt kontakter jeg dem aldrig igen. En beretning der ikke er for børn og folk med dårlige nerver

 

 

 

 

Det er søndag aften i begyndelsen af august. Lyset er så meget anderledes, end det ellers har været de sidste hver eneste aften, i to en halv måned. Helt langt borte over træerne kan jeg ane en smuk himmel, men her er min bare overskyet og grå. På flere måder og i bred forstand. Jeg har haft en søndag, som jeg aldrig håber at opleve igen. Dertil er jeg for glad for dyr, for følsom, og har det vist sig, alt for naiv.

 

 

For omkring en uge siden dukkede der pludseligt en fremmed kat op på matriklen. Ikke noget særsyn og jeg tog ingen notits af det den første dag. Eneste jeg bemærkede var, at det her var en jeg ikke havde set før. Skinnende sort og lidt forpjusket pels, hurtige bevægelser, kvikke øjne og et lidt aristokratisk lille ansigt. Normalt er Holger ikke vild med de andre i kvarteret, og særligt ham her:

… kan han bare ikke snuppe. Han er nu også en snu en, men på sin egen måde ret charmerende. Som på billedet feks. Jeg sad og strikkede, og synes lissom jeg ku mærke noget. Da jeg drejer hovedet, sidder banditten her og nedstirrer mig. Lydløst. Og sådan er det med den. Han er fundet i mit klædeskab flere gange, og een gang vågnede jeg op af min middagslur i sengen på første sal, temmeligt varm om halsen. Det tror pokker, for med 25 gr udenfor og en pelskat om halsen er det sin sag, at holde sig sval og tempereret! Den lille fis var simpelthen listet op ad trapperne, og havde besluttet sig for, at det kunne være så dejligt at ligge der rundt om min hals og sove til middag, i stedet for på en hylde. Problemet med denne kat er blandt andet, at den er øremærket og altså tilhører nogen, OG at Holger bare ikke gider ham. Nå, men så langt så godt. Han kommer kun på visit en gang i mellem.

 

 

 

Tilbage til den sorte kat.

 

 

Den var snu og fandt hurtigt ud af, at komme ind i huset så snart jeg vendte ryggen til. I denne hede er det ikke til at have lukkede døre og vinduer, og det vidste den lille nye fremmede udemærket godt. Holger var ligeglad!  For ikke at få den ind tog jeg konsekvensen, og fjernede Holgers madskål fra køkkenet. Først helt væk og ind i et skab. Senere, da det blev et problem at Holger så ikke kunne gå til sin mad, blev skålen sat udenfor, men selvfølgelig gik der ikke ti min før katten sad med krydderen helt nede i den. Den lille stakkel åd, som havde den ikke set mad i fjorten dage, og Holger.. ja han var generøs:

Jeg selv var målløs!  Alle andre katte er bandlyst her, men den sorte kat blev behandlet som en bror.

 

Som dagene gik blev det åbenlyst for mig, at noget var helt galt. Katten er øremærket og tydeligvis IKKE en vildkat. Monstersulten, småstresset og vanvittigt kælen, ja nærmest understimuleret i sin opførsel. Så snart jeg satte mig ned på bænken kom den spænenden et eller andet sted fra, og vupti lagde den sig til rette ovenpå mig, og gik storspindende igang med toilette for derefter at krybe sammen ved siden af mig og sove. Og Holger.. var ligeglad! Flere gange veg han pladsen i stolen ved siden af:

 

Jeg undrede mig og blev bekymret. Nogen måtte jo savne den kat, og JEG har ikke brug for flere kæledyr på budgettet, så torsdag morgen ringede jeg til dyrenes beskyttelse, for at høre hvordan jeg skulle gribe sagen an. Jeg blev en sag, og fik besked på, at jeg inden for de næste 24 timer ville blive kontaktet af en lokal frivillig, som ku komme og hente katten. Evt også lige se om øremærket ku læses, så ejeren kunne spores med det samme. Jeg fik instrukser på IKKE at fodre katten, da jeg så har taget ansvar for katten, og at de derefter IKKE vil påtage sig at afhente dyret. Jeg forklarede at den var sgu lidt svær, vejret og de åbne vinduer OG min egen kat’s madskål taget i betragtning, og det blev accepteret. Det blev aften. Og fredag. Og lørdag. Og søndag morgen. For hver time og hver dag der er gået, er katten ikke veget en meter fra min have. Eller mig. Eller Holger..

 

I morges lå jeg og snuede på sofaen, efter en lang vågen nat. Værtshuset holdt kalas, og der blev spillet ualmindeligt højt lige indtil kl halv syv morgen. Som akkompangement dertil, har der været en hund alene hjemme i kvarteret, og den har hylet og grædt nonstop fra i aftes til i morges. Så jeg var lidt småsmadret da jeg lå der. Var faktisk, nu jeg tænker over det, reelt faldet i søvn da der lød et stille bump, og sorte kat landede på stuegulvet efter at være hoppet ind ad det åbne vindue. På det tidspunkt var klokken omkring halv ti, og himlen havde åbnet for sluserne, så kræet var gennemblødt og sultent. Som den lille sorte våde pelsede kat sad der og gnaskede i sig, greb jeg knoglen igen. NOGET måtte gøres.

Da jeg fik en fra dyrenes beskyttelse i tale viste det sig, at jeg ganske rigtigt skulle have været kontaktet fredag. Jeg blev lovet hurtig opfølgning, og efter ti min blev jeg ringet op af den frivillige, som bekendte at han rent havde glemt alt om mig og sorte kat. Jeg tænker lidt her bagefter, at han måske i virkeligheden havde håbet, at JEG havde glemt alt om ham. Jeg fortalte omhyggeligt min historie, og han lovede at komme efter katten i løbet af en halv time, så jeg fik lukket huset af for at sikre mig, at katten blev hvor den var. Hos mig og i huset.  Og Holger.. ja han var ligeglad. Faktisk så uberørt, at han slet ikke vågnede at sin dvale på sin stol ved spisebordet.

 

 

Da sorte kat var mæt og glad, krøb den ubekymret og tryg sammen oven på mig i min lænestol. Der lå den og vaskede poter og spandt så højt, at jeg ikke begriber hvordan Holger kunne overhøre det. Ind i mellem pressede den sit lille hoved ind under armhulen på mig. Til forskel for den stressede adfærd først på ugen, var der nu helt ro på, og jeg talte stille med den, aede den forsigtigt på hovedet og ventede. Glad over at den nu kunne komme hjem, eller ihvertfald til et sted hvor nogen kunne finde ud af, hvor den er kommet fra.

Havde jeg vidst hvad der ventede, ville jeg nok aldrig have ringet. Eller været så fortrøstningsfuld..

 

 

 

En herre ankom som aftalt. Jeg satte katten fra mig, lukkede ham ind, og derefter gik alt meget hurtigt fra godt til skidt. På ti sekunder var den ude af huset og inde under min bil. Næsten som om den var klar over, at Hr. fremmed ikke var en ven, og så sker følgende:

 

 

Jeg forsøger at kalde den til mig og lokke med noget kødpålæg.

Hr. frivillig deklarerer, at han stiller transportkassen her hos mig, og så kan jeg bare ringe efter ham når katten er indfanget. Han vil i ventetiden køre en lille tur!!!!

Jeg spørger målløs om det da er hans mening, at jeg alene skal overmande en nu ræd kat??

Og ja, det er det så.

Han kører og jeg går i krig.

Kat bliver lokket og taget op i favnen, og bragt til huse igen.

Kat nægter at blive spærret inde.

Kassen bliver stillet lige ved siden af lænestol, hvor jeg sætter mig, og forsynet med dejligt duftende kalkunpålæg.

Kat bliver efter ti min så fristet, at det lykkedes mig at få den ind og lukke lågen.

Jeg ringer til Hr. frivillig og Kat går samtidigt fuldstændigt grasat.

Hr. frivillig roser mig for min effektivitet, og siger at han vil vende kareten og komme efter den.

.

.

.

.

 

TRE kvarter og en nu fuldstændigt nedbrudt hylende kat senere, er der stadigt ingen Hr. frivillig at øjne.

Kat er nu så stresset at den har haft afføring.

Jeg ringer endnu engang op, og spørger hvor han bliver af. Hr. frivillig meddeler at han er i Dannemare ( ca 30 min herfra ), og at han jo ikke kan bruge hele sin søndag på at hente katte, og at jeg lige må berolige kræet eller evt   L U K K E  den  U D   igen!  JEG flipper og forklarer ham, at det nærmer sig dyrplageri, og at hvis jeg først lukker den ud, kommer den aldrig ind igen, OG at den nu er så bange ,at den er smurt ind i sin egen afføring, hvilket i sig selv er noget af det værste der kan overgå en kat, OG at han lovede at ville komme så snart jeg havde fanget den. DET er noget jeg tager bogstaveligt eftersom der ingen grund er til, at gøre tingene værre for dyret end de er allerede, OG at det var hans opgave at hente den, IKKE at køre ad helvede til imens jeg gør HANS arbejde.

 

Hr. frivillig fortæller at han kan være her om en halv times tid.

Holger er nu endeligt vågnet af sin dvale og er gået ud til kat i bur.

Som jeg, er han helt i vildrede og beslutter sig for at gøre som mor:

 

Han lægger sig og venter. Og holder øje.

 

Jeg er nu så stresset og fortvivlet over sorte kats tilstand at jeg er på nippet til at græde.

Holger flytter sig og vælger nu at rykke hen til mig

“Hvad er det der sker med min ven?” , synes han at spørge..

 

 

Det ender med at katten når at sidde indespærret en time.

 

Da Hr. frivillig endeligt ankommer er han møgirriteret, og ikke til sinds at være påvirket af kattens tilstand.

Jeg forklarer ham, at det er tydeligt at den er påvirket og spørger ind til, hvad der nu skal ske med den, og så er det at jeg går helt i sort da han siger:

 

“ ja, det er jo tydeligt at den er helt vild. DET kan hun ( kattehjemsdamen), slet ikke have med at gøre så den bliver selvfølgelig aflivet.”

 

A hva gør den?? Spørger jeg rystet.

 

Og jeg fortsætter med at gentage endnu engang, at det er en tamkat, at den er øremærket, at det var meningen at den skulle tjekkes og sendes tilbage til ejer, OG at den sågu da kun er vild lige nu, af bare stress over at være spærret inde. Endnu engang bliver jeg nu forholdsvis køligt gjort bekendt med, at sådan en vildkat kan ingen håndtere.

 

Jeg tilbyder så, at HVIS der ingen ejer kan opdrives OG HVIS den ellers er rask og kastreret, så vil jeg gerne give den et hjem her. Hr. frivillig bliver nu så sur, at han stiller mig et ultimatum!

 

Vil du HA den kat eller vil du ikke? Nu må du beslutte dig. Jeg kan ikke bruge hele dagen på det her. Enten bliver den her, eller også tager jeg den med og får den aflivet. Lev med det.

 

 

**************************

 

 

Jeg ved ikke hvad andre ville have gjort, men jeg ved at, JEG slet ikke kan tage den slags beslutninger på det grundlag, og under sådanne omstændigheder. Jeg ved også, at det var min hensigt at bringe sorte smukke kat sammen med sin ejer igen. OG at det hele endte så tragisk, at jeg endnu sidder her med lyden af dens mijauen i ørene, og synet af dens små sorte poter smurt ind i afføring, stikkende ud mellem tremmerne på transportkassen. Og jeg græder. Igen. For jeg sendte katten med manden. Vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Og jeg ved at jeg aldrig aldrig nogensinde igen ringer til dyrenes beskyttelse. Så hellere ende som hende københavneren, der har tusind katte. Jeg skal nok komme over det og videre, men jeg vil aldrig igen skulle leve med at sende en smuk og kærlig kat væk på den måde. DET ER FANME dyremishandling og ikke noget jeg vil lægge navn til.

 

 

Jeg VED GODT at løse katte er et stort problem hernede. Jeg ved også godt, at dyreværnet er overbebyrdet, og ikke har kapacitet til alle de stakkels katte, som af mange grunde ender uden hjem, men uanset hvad så er der ingen undskyldning for ikke, at behandle de katte der må afsted til en uvis skæbne, værdigt og kærligt. Jeg ved også godt, at de frivillige på lige fod med andre sociale hverv, skal have hård hud på tænderne, for ikke at gå ned på de triste skæbner, men jeg gentager.. er de nået til at have SÅ hård hud, at de ikke er kærlige over for dyrene i den tid de har dem i deres varetægt, så skulle de faneme finde sig et andet fritidsjob.

 

 

Her er sorte smukke kat lige indfanget og stadigt ren.. Man kan ikke redde alle og hele verden, det ved jeg godt. Men jeg forsøgte at gøre det bedste for ham her. Sådan gik det bare ikke. Og Holger…

 

 

… han fattede ikke en meter, af hvorfor hans mor spærrede hans nye ven inde..