Det blev jul, det blev nytår og så blev det frostklar fredag

 

 

 

 

Og sådan gik der to uger.

 

I går vågnede jeg med den onde migræne, og så er der ingen vej udenom et anfald, der virkelig slår hårdt. Skæbnen ville, at da jeg første gang måtte ud for at kaste op, ja så var der oversvømmelse i toilettet!  Totalt kikset, og ikke et problem jeg på nogen måde er i stand til at forholde mig til, når smerter får mig til kun at kunne kravle rundt med lukkede øjne.

 

Så jeg ringede til bostøtten, som ringede til udlejer, som kom med det samme. Forinden var hun selv forbi for at gå i haven for at finde en spand ( som jeg ikke ejer en eneste af til indendørsbrug!!), den blev fint pakket ind i plastik, sat ved min seng med en toiletrulle og på den måde kunne jeg nøjes med bare at ligge og ligge. Imens jeg lå der og var så pinligt sølle, fik udlejer slået fast at et eller andet ikke var i orden, og idag har han så i første omgang med optimisme været forbi ved halv nitiden for at grave op i gården. DET kunne jeg så godt have fortalt ham ikke ville blive let, jeg mener.. det er jo 12 frostgrader! I fællesskab har vi nu aftalt, at det lige må vente til næste uge hvor det igen er tø. Det lille skyl virker nogenlunde, så jeg kan sagtens klare mig indtil da. Hovepinen er overstået, og fredag er derfor dedikeret til at blive menneske igen. Så langt så godt.

 

Og nu det med en spand ved min seng..

.. ja så har jeg altså efter tre år uden, endelig fået mig en rigtig en slagsen. Juhubiduuu siger jeg bare.

 

Mine forældres julegave til mig.

 

Den har en størrelse, som kan være i rummet OG flyttes af almindelige mennesker, men jeg skal da lige vænne mig til at den ikke er så bred, som jeg ellers foretrækker. At den ikke er det, kan nu ikke oveskygge det faktum at jeg simpelthen er så lykkelig over igen at kunne sove på et underlag, der ikke smadrer kroppen mere end det heler. Den er høj, den er hård og den er et mirakel. Og når jeg i fremtiden vågner med akut kvalmemigræne, så skal jeg ikke OP fra gulvet for at vakle hen ad en lang gang, klamre mig til et gelænder ned ad en vindeltrappe, igennem et par stuer og et køkken, før jeg endeligt når til toilettet..

Nu kan jeg bare rejse mig og spæne fire lange skridt.

 

Hold nu kæft jeg er en heldig Sulejma.

 

Og i dag er det en frostklar solrig fredag. Det er heller ikke ringe. Jeg orker godt nok ikke at gå ud, men jeg har min terasse, og den runder jeg et par gange på sådan en dag.

 

Op til jul, og særlig også inden nytår benyttede jeg mig af det milde og stille vejr vi havde. Et par timer i haven med praktisk arbejde betyder, at jeg er ved at få gang i følelsen af at høre hjemme også der.

Jeg har gang i en masse skitser og notater, og en plan er ved at tage form.

Der bliver ændret og rettet og ændret lidt mere, men det store forkromede billede er klar i mit hoved.

Nytårsdag greb jeg spaden fordi jeg bare liiige måtte igang.

 

I ugen mellem jul og nytår fik jeg også sat juleroserne på en blivende plads. Dem ville jeg rigtig gerne have ned inden frosten, og nu står de ved en smuk rød kornel der allerede var i haven.

Jeg har fået stynet et par træer og nogle buske, som er skønne at skue, men mere høje end fyldige. Det rettes der op på nu. I den forbindelse talte jeg med naboen på venstre side, og vi fandt sammen i et fælles ønske om lige, at få lidt styr på højden af hele beplantningen mellem de to haver inden foråret.  Meget meget dejligt, at jeg ikke er alene om den tjans synes jeg, for når jeg skriver at jeg har stynet ( klippet og beskåret med grensaks) træer og buske, ja så er det altså noget jeg har gået og gjort over de første fire uger jeg boede her. Det kræver flere kræfter i armene end jeg efterhånden har, så det er lidt her og lidt der. Først træet på den ene side, og så en anden dag kan jeg tage den anden siden. En halv time her og der. Det er fint, men absolut ikke så effektivt, som hvis man er to.

Grenene er blevet sorteret og nu ligger de længste og tykkeste af dem bag i gården, så jeg kan bruge dem som plantestøtte senere på sæsonen. Intet går til spilde her. Nemlig.

 

Gaven fra mine forældre var en pengegave, og straks gik min hjerne jo helt amok i havedrømme. Store og små. Praktiske og pyntelige. Alle er det drømme, som jeg har på en liste, men drømmene veg altså i første omgang for den mere fornuftige og langsigtede gode seng. Da jeg havde betalt var jeg en tid en smule utilpas, for sjældent knalder jeg penge af på den måde, og af sådan en størrelse. For nogen er det selvfølgelig ikke noget at tale om, bare et greb i lommen, men ikke for mig. For mig er det noget med, at jeg synes jeg får mere for pengene, hvis jeg kan få en masse mindre enheder for dem, en blot een stor. Jeg gik hjem fra Lars Larsen i en mindre tåge af tvivl, men jeg stod fast. Og ved gud jeg er glad for det. At sove godt om natten er ja.. en drøm, og noget jeg ikke har reelt har gjort de sidste tre et halvt år. SÅ.. havedrømmene skal nok også blive realiseret. Bare spredt over længere tid og i mindre doser. Det sgu ok.

 

Jeg fik feks fortalt udlejer om mine planer her til morgen.

 

Viste tegninger og fortalte om det jeg gerne vil gøre her i haven. Jeg slog fast, at det er noget jeg gør udelukkende for egen sundheds skyld, men at jeg også har mine begrænsninger når det kommer til gode varige løsninger og forbedringer. Jeg vil blandt andet åbne bagsiden af carporten op, så man får et langt kig hele vejen ned langs siden af huset. Der har jeg allerede gravet jorden jævn og lagt klar til bede. Jorden ville jeg allerhelst gerne dække af med ukrudtsdug og et småstenslag ( har ikke kræfter til at lægge fliser feks), men det er ikke en udgift jeg synes jeg vil eller kan sætte mig i. Ikke at jeg ikke udmærket ville kunne hitte på fikse alternative løsninger, men det kunne være så fint for helheden med en ordentlig belægning.  Foruden er det den vej der ligger mest lige for at gå frem og tilbage mellem bil/have og hoveddør, og med kun jord bliver det hurtigt noget mudret ballade om vinteren. Og han var enig.

Jeg vil nu få leveret en røvfuld stengrusagtigt matriale, som jeg så kan lege med efter behag.

 

Fik jeg sagt, at jeg er ret glad for tiden?

 

Lidt træt, men meget glad. Lidt for træt til at kunne fortælle så detaljeret og meget om jul og nytår, men jeg har lidt billeder. Og en erklæring om, at det har været den dejligste jul i 100 år og jeg lever..

 

Jeg er kommet godt igang med 2017. Det fandens år 2016 er smuttet, og selvom jeg overordnet set ikke havde et annus horibilis, så er jeg glad for at jeg nu kører frisk start over hele linien med i helt nyt år. Tre store stjerner nåede lige på et hængende hår, at forlade denne verden inden nytår, og med dem blev 2016 ihvertfald et trist år for underholdningsbranchen.