Farvel til Fred Astaire og goddag til elefanten i glashuset

 

 

 

For mig er der ingen anden måde at beskrive det på. Om ikke så længe overdrager elegantiéen forretningen til sin efterfølger. Politisk vil jeg ikke begynde at kloge mig, men menneskeligt vil jeg. For det er noget jeg ved en smule om..

For mig har Obama repræsenteret det elegante og diplomatiske menneske. At se ham nærmest danse ned af trapperne, med hænderne i position som hos en letvægtsbokser, har været et fryd for øjet. Han har talegaverne i orden, og har uden tvivl den vigtige egenskab for en politiker, at han kan få ørenlyd uden at brovte eller hæve stemmen. Han hviler i sig selv er jeg sikker på. Her er et menneske med værdierne i orden og, som har demonstreret for os at man kan opnå en masse, selvom man opfører sig ordentligt. Nu skal verden så til at vænne sig til en noget anden personlighed.

 

At jeg i det hele taget gider sætte mig ned for at reflektere over emnet politik og mennesker, er såre simpel. Jeg genkender tydeligt personlighedstræk i mr. Præsident Elect, som også min eksmand besad. For lige at slå fast, er der også mange uligheder er jeg sikker på. Feks tror jeg ikke, at der i det hvide hus fremover, vil gå en præsident rundt med uro i hele kroppen, fordi hans kone har skubbet til de bukser han har været tyve minutter om, at få til at hænge i de rette folder over en spisestuestol.. På daglig basis! Ejheller bruger han sikkert sin tid på at polere hele sin enorme cd-samling sirligt med en klud, hver gang fruen formaster sig til at gribe med sine fedtede fingre om kassetten i forbindelse med rengøring eller endnu værre… aflytning af samme. Med andre ord vil jeg ikke udtale mig om, hvorvidt han måtte lide af OCD/personlighedsforstyrrelser eller ej. I det hele taget vil jeg ikke spekulere i, hvordan hjemmefronten fungerer eller om der er diktatur i det lille store hjem.

 

Nej det jeg hæfter mig ved, er kropssprog og mimik. Og adfærd udadtil. Lur mig om ikke vi i denne herre, har et eksempel på hvordan man IKKE tilpasser sig omgivelserne. På godt og ondt og ja.. som en elefant i et glashus. Hans skolemesterløftede pegefinger/fingre er som jeg oplever det nærmest grinagtigt og et tegn på, at han ikke er til sinds at lytte.

 

Det kan snildt tænkes at manden er i stand til at opnå resultater. Det kan de fleste, der stamper hårdt i gulvet længe nok. Respekt er der omvendt på ingen måde tale om. Hverken for ham eller for den sags skyld fra ham. Man KAN ikke have respekt for et menneske der VIL have sin vilje og VIL have det på sin måde, men man kan bøje sig og ryste på hovedet. Fordi det er det nemmeste. Man kan heller ikke respektere et menneske, der hårdnakket afviser alle former for kritik, men giver man sådan et menneske magt, så kan man blive nødt til at affinde sig med det. Så må man finde sig i, at det så pludseligt ikke længere er muligt, at få fornuftige eller ansvarsfulde svar på kritiske spørgsmål, uden at der på ganske barnlig og bekymrende affærdigende vis bliver sagt “du er dum, dig vil jeg ikke tale med”!  

 

Sådan var min eksmand også.

 

Han var bonkammerat med alle, lige indtil de sagde fra eller spurgte ind til. Den dag der blev sagt imod eller ment noget andet, ja så røg vennerne på røv og albuer UD af hans liv for aldrig mere at blive lukket ind. Den eneste der ikke lod sig kue var forresten mig, så jeg kæmpede med næb og klør i 16 år for at få ham til at indse, at det muligvis kunne være ham der var stejl. Og perfid. Og kolerisk, eller tog fejl. Fanden tage mig om jeg ville opgive at få et mere rummeligt menneske ud af ham, men i sidste ende var det lige hvad jeg gjorde. Gav op. På den måde at jeg gik min vej. Slidt op af alle de forbandede kampe og ugelange diskussioner, som han i den grad dyrkede som olympisk disiplin. Han VILLE have ret. Det er alle de andre der er dumme og noget galt med.

 

Sådan virker den kommende præsident også til at opføre sig. Desværre. Og det kan vise sig at blive fuldstændigt umuligt at forhandle på diplomatisk vis med ham, for slet ikke at tale om at gå på kompromis. Den slags gør sådanne mennesker sig nemlig overhovedet ikke i.

 

Som sagt, jeg finder det bekymrende. Omvendt har han en anden egenskab, som sikkert er ret snild når man skal sidde for enden af bordet. Han er rungende prakmatiker, hvilket vil sige at følelser aldrig kommer i vejen for hans beslutninger. Spørgsmålet er så bare om hvorvidt han kan nå at køre hele repræsentanternes hus i sænk. Jeg håber det ikke. Nogen håber jeg der sidder, og ikke er bange for at gå ham i mod. Ligeså når det kommer til de resultater, diplomatiet har opnået omkring USA’s forhold til sin omverden. Jeg håber der sidder stærke personligheder, som er kampklar. Og så bliver det spændende at se, hvor mange der efter fire år, ligger gispende tilbage udmattede af dramaerne, som denne mand nok skal forstå at sætte fut i.