Varm strik og levende lys

De seneste dage har været mørke og kølige, og torsdag var så absurd våd at hele min have nærmest stod i vand til knæene. Det er da heldigvis sunket igen, og i dag er der mere lys på himlen, men faktum er at det nu er tid til de lune sweatre og tændte lys.

Jeg har bunken med sæsonens nye varmekilder klar, og mere ligger i strikkekurvene og venter.

Det er den vildeste luksus for mig sådan at kunne forsyne min garderobe med nystrikkede sager hver sæson, men sådan tror jeg de fleste strikkere føler det. Selve det at kunne producere selv, at have muligheden og evnerne, at have tiden og roen til at lade verden fare forbi uden at tage tempoet derude, ind.  At kunne have blødhed og farver i hænderne hver eneste dag. Alle er de elementer af noget, som rigtig mange i dag betragter som den største rigdom i en verden af kaos og stress. God tid, indre ro, kreativitet, hjemmelavet, rene råvarer og udnyttelse af de resourser der er ved hånden. Alt dette har jeg i mit liv og jeg er taknemmelig. Jeg er også taknemmelig fordi gavmilde engle i mit netværk, betænker mig med matrialerne til denne så helende beskæftigelse. I foråret modtog jeg feks en sort sæk fyldt til randen med uldgarn fra Garnudsalg. Giveren mente, at jeg ville få større glæde af det end hun selv, hvilket jeg mistede mælet over en stund. For der var meget. Som i virkelig meget. Garn til chunky strik og garn til lette sommermodeller. Garn i varme vinterfarver og garn i lyse sommerfarver. Mohair og alpakka, lammeuld og fåreuld.

Summen af det hele er, at jeg trods min status som pensionist med begrænsede midler, alligevel er rig.

Jeg er rig på et stort og varmt netværk over hele landet. Mennesker der tænker på mig. Jeg er rig på evner, der kan få genbrug til at se godt ud, og haven til at bugne af farver og jeg er rig på tid. Det sidste er endda nok det mest værdifulde.