De mørke timer inden solopgang

..eller jeg skulle måske skrive den mørke time, for endnu er det heldigvis kun en enkelt time der er tale om, i tiden fra lille Herman vækker mig og til, at lyset begynder at bryde frem.

I den mørke time altså, sidder jeg med min morgenkaffe og mit strikketøj. Sidder og lytter til vinduerne der knirker fordi blæsten har godt fat udenfor. Jeg prøver at indstille mig mentalt på, at sådanne morgener vil der være mange af fra nu af og i månederne som kommer, men jeg synes ikke helt jeg er klar til den del af sæsonen endnu. Jeg har hyldet efteråret og dets farvepalet, jeg har gjort mit til at I alle husker at kigge op og se naturens forfald, men åh det er ikke det samme som, at jeg er parat til at slippe lyset. Det livgivende lys jeg er så afhængig af, og som jeg synes jeg mærker at kroppen ikke har fået nok af.

De seneste uger har jeg været mere end træt, ja nærmest udmattet til et punkt, hvor kaffekoppen vejer mere end jeg orker at løfte! En mindre rundspørge fortæller mig, at det ikke kun er mig der oplever at være ramt af sovesyge. Det er tidligt den sætter ind synes jeg. Men alle er vi enige om, at det må skyldes den alt for korte sommer. Den har ligesom ikke fået fyldt vores depoter op med energi vi kan trække på.

Sådan er årene så forskellige.

Det giver plads til den melankoli jeg har indbygget i sjælen. Melankolien, der helst ikke må have lov til at få overtaget. En smule er i orden, men ikke i større doser. Store doser af melankoli, i kombination med ensomhed, kan sætte gang i et lyntog af tristesse, og passer jeg ikke på ender det med at overtage hele køreplanen for vinteren. Det duer ikke.

For år tilbage havde jeg ikke redskaberne til at nå nødbremsen, men heldigvis har jeg dem i min rygsæk nu. Jeg ved, hvilke metoder der virker mod mørkets tankespind, og derfor læner jeg mig tilbage og lader dagene, som hurtigt bliver kortere og kortere, snige sig ind på mig. Endnu er jeg ikke helt parat, men de kan bare komme an, jeg skal nok forstå at kontrollere dem.

****************

Jeg savner Holger. Holger, der altid var klar til at lægge ryg til nus, og kys på næsetippen.

Jeg savner hans bamseansigt og det finurlige sind. De små kæmpepoter, som villigt lod sig holde rundt om.

I det hele taget er Holger savnet. Hver dag.

På sin egen måde savner Herman ham også. Det mærker jeg især udenfor, hvor de jo altid havde gang i en omgang “hvem kommer først”, men også indenfor når Herman går hvileløst rundt på jagt efter underholdning. Med Holger borte er det nu mine fødder, der må stå model til angreb af farlige fjender og skarpe tænder!

Det er så tilfældigt, men samme dag Holger døde blev også dagen, hvor vejret og vanerne ændrede karaktér. Herman og jeg måtte både vænne os til livet uden Holger, og til at livet på terassen ikke længere gik fra tidlig morgen til sen aften. Det er stadig en svær omstilling, men vi bliver bedre og bedre til at være sammen, os to alene.