15 august 2025

Fredag har indtaget ugen, og det bliver en HOT en af slagsen!

 


Torsdag 14 august 2025
Torsdag i august


Billedet er fra i går, men jeg gad ikke rejse mig for at tage et nyt, og det passer ret godt på temperaturen i min stue igen i dag fredag. Klokken er kun lige 10.05 og her er allerede 30 grader! Jeg er dog i den heldige situation, at jeg er UDE af overgangsalderen og dermed er de ulidelige hedeture ( forhåbentlig) et overstået kapitel for mig. Jeg døjer i hvertfald ikke med varmen i år på samme måde, som jeg har gjort de foregående år. Det er som om at det er lettere at trække vejret selv på dage som i går og i dag, og jeg må bare sige, at jeg har fået mit liv tilbage på den front. Fra omkring 2018 og så frem til sidste år, var jeg så plaget af varme, at alt over 24 grader gjorde mig dårlig, så isposer, hovedpinepiller og elektriske vifter fulgte mig overalt. Det og så rødkløver te. En kop hver dag hjalp mere end man skulle tro vil jeg bare lige sige.  Nå, men nok om det. 


De seneste dag har været lidt svære at komme igennem, men nu lysner det og jeg satser på at jeg kan strikke videre på mine igangværende projekter, få vasket lidt tøj, siddet ved mit skrivebord og så ellers bare huske at bevæge hele kroppen igennem. Det sidste er det vigtigste.





På grund af lyset er det svært at se, men den ER altså overvejende grønstribet hele vejen ned og nu mangler kun ærmerne på min mohair restesweater. Den får så lige lov at hvile lidt indtil det igen er vejr til fnug og varmt garn. 



11 august 2025

Ro på siger jeg til mig selv

 


Lige nu er jeg ikke ok, så jeg tager den med ro og ser hvad dagen bringer. Jeg har en blodprøve ved elleve-tiden, og skal aflevere en pakke i pakkeshoppen, og ellers er der heldigvis ikke nogen eller noget, der har forventninger til mig. Det er heldigvis forsiden ved at være pensionist. Bagsider er der nok af, men forsiden er friheden.



10 august 2025

#determinsøndag - ved skrivebordet

 







                                      #determinsøndag 



Det er igen en blæsende dag, og jeg har besluttet at jeg bliver i læ ved mit skrivebord, ihvertfald indtil videre. Min plads her ved vinduet er gået hen og blevet en favorit i min stue, som jeg slet ikke vidste jeg manglede før jeg fandt på, at indrette et bord til at arbejde ved for nu snart to år siden. Der er løbet meget vand i åen siden og jeg har fået tilføjet ekstra opbevaring, efterhånden som jeg har udvidet min samling af papir og dims til at være kreativ med. Den første udgave af skrivebordet så sådan her ud: 



Det er tydeligt at se, hvordan pladsen har udviklet sig og inde bag lågerne i skabene er der også sket lidt. Skabet til venstre har jeg nogenlunde styr på, og der er ikke noget tilbage, som ikke skal være der eller, som jeg ikke ved hvad er osv, men de andre tre skabe mangler jeg stadig at rydde op i. Det bliver en opgave til vinteren satser jeg på. Det er heldigvis ikke det store der er derinde, men alligevel. De skal åbnes  og der skal smides ud. Jeg ved blandt andet er der er flere tomme emballager som IKKE skal gemmes, der er lamper som ikke har været hængt op siden min tid i Søndergade for snart ni år siden, og de skal ikke længere bo i et stueskab. Der er vist noget bamsefyld, noget krøllet gavepapir og så en bunke fotoalbum, der nok får lov at blive hvor de er. Minderne i dem gør alt for ondt..

Inden jeg fandt på at indrette min lille plads med udsigt til haven, var der flere forskellige møbler jeg forsøgte at få til at fungere, og alle stod de et stykke tid og jeg var glad for det, men alligevel har intet givet mig helt den der følelse af zen. Kender I det?



Haven 2025


I år er månederne og tiden bogstaveligt talt blæst forbi os, og på tirsdag har jeg fødselsdag. IGEN!  Jeg mener.. jeg kan sgutte følge med længere. Min fødselsdag har altid haft en skjult besked om, at inden længe skifter sæsonen endnu engang, og lyset begynder at trække sig tilbage. Høsten er i gang hernede, og var jeg stadig havedame, ville jeg være i fuld sving med, at bygge den ene frodige buket efter den anden, jeg ville samle frø og tilbringe al min tid på knæ med en saks og en lille skovl. Buketterne er droppet, bedene med frøstande er nedlagt, og jeg kan ikke længere komme ned på knæ, men efteråret elsker jeg stadig, og heldigvis er efteråret ikke noget der kræver mine kræfter, for det kommer uanset hvad, dog år for år og senere og senere. Klimaforandringer har ændret på årstidernes skiften, og sæsonen for de flammende farver i naturen synes at være kortere og kortere. Det gælder om at nyde det, kigge op og ud, og bare være til stede. 



Solsikkehøst 2017






I dag søndag vil jeg være til stede. Tage lidt billeder fra haven, få tiden til at standse bare lidt. Hvad vil I? 




August 2019





Havevandringer fra årene i haven finder I her: 
https://www.youtube.com/playlist?list=PLWmktt7wjb-OE6OaMFVSe5ZJTKgxFqJLt


09 august 2025

Ahhh en lørdag under parasollen venter forude

 




Lykken er..



Det er lørdag og jeg kan endeligt se frem til at sidde her hele dagen. Det har jeg godt nok savnet og ventet længe på, men alle tegn i sol og måne ligner en sommerdag uden for megen blæst, uden regn OG uden smerter af betydning. Der ER en lille vind, og derfor er jeg forsvarligt pakket ind på højre side med et ekstra sjal, for noget siger mig at den tid jeg har brugt herude i løbet af sommeren, hvor det også har blæst, ikke har gjort noget godt for skulderen. Jeg må til at overveje, hvordan jeg skaber mere læ lige her i krogen inden næste sommer. 


Fredag forsvandt lidt i flere omgange med søvn, men pludselig spurgte naboen om jeg ville med ud for at handle, og så kom jeg da ud af fjerene i en vis fart. Bagefter lå jeg brak igen, men nu er det weekend, der er provianteret til køkkenet og jeg behøver ikke tænke på andet end, hvad jeg har lyst til at beskæftige mine hænder og mit hoved med i dag. 



Jeg kan forresten ikke helt se så godt herude i det skarpe lys, så hvis mine billeder er lidt off, er det simpelthen derfor ;-)



I går i podcasten delte jeg ud af mine strikkedrømme/planer for det kommende efterår, og det handler jo først og fremmest om sjaler i september, men jeg har også en cardigan jeg gerne vil have på i år, og jeg har fundet garnet frem jeg vil bruge. 



Valget faldt på en virkeligt smuk, og meget mørk auberginefarvet Cascade220, som er en 100% non superwash merinould. Tråden er rund og behagelig at arbejde med, og så giver den en tydelig maskedefinition, som gør den særligt god til strik med struktur og snoninger. Det bliver nu nok ikke det jeg går med i denne omgang, for jeg skal lige passe på mine arme, og det er også derfor at mit første valg til en cardigan hurtigt blev droppet igen, da jeg lige fik slået op og kom lidt i gang. Jeg ville gerne have mig endnu en, af den engang så populære høstjakke, der gik sin sejrsgang i begyndelsen af 10'erne, men jeg havde liiiige glemt, at der er et bredt stykke med glatstrik og dermed vrangmasker, så den blev kørt i garagen igen ,og nu er jeg lidt ude i, om jeg skal strikke en "girlfriends cardigan" . Den har jeg strikket to gange tidligere, og de to trøjer har jeg brugt virkeligt meget. Den er nem når man lige fanger konstruktionen, og det er ren rillestrik. 














Lørdag er i gang og ligeså er byen jeg bor i, så jeg har udstyret mig selv med mine hørebøffer, og så vil jeg ellers bare ønske jer en rigtigt dejlig sensommer dag. Husk at smide en lille hilsen, så jeg kan se at I har været forbi. 


08 august 2025

Det virker og jeg venter bare på weekendens komme

 




Her sidder jeg og her sidder jeg godt.

Torsdag kom og gik med optagelse af podcasten, og ellers var jeg mere eller mindre på langs resten af tiden. Behandlingen hos kiropraktoren har virkeligt hjulpet, men den har også sat en proces i gang, som åbenbart gør mig træt, som om jeg havde besteget to himmelbjerge. Det bedste man kan gøre er, at lade kroppen bestemme, give efter for signalerne og bare sætte tempoet derefter, så det gør jeg. Det er ikke fordi jeg forestiller mig at skulle tilbringe endnu en dag i min seng, men lige nu sidder jeg her, og her sidder jeg godt. 




Drømmen om flere sommerdage under parasollen lever forresten endnu, og jeg har lidt et håb om, at hvis jeg tager den helt med ro i dag, så er jeg frisk igen til weekenden, hvor vi er blevet stillet i udsigt, at vejret skulle blive bedre, og mere solrigt end den seneste tid har været. Jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sad ude i gårdhaven sidst, men i morgen ligner det noget igen. Hvad er jeres planer for de næste par dage? Har I ferie, er I hjemme, har I husket at afsætte tid til lidt mental afslapning, eller er der fart på programmet?


Hvis jeg kommer ud som jeg håber, så er min plan belagt med forsigtig strik, notesboghygge, lidt soignering af haven, og ikke mindst flere drømme om stribede kjoler og #sjaleriseptember2025 






07 august 2025

Det endte med en tur til kiropraktoren og hurra for den beslutning

 



Kiropraktoren i Rødby 

Jeg kastede håndklædet i går og opgav at lege venteleg længere. Den der med, at det går nok over, har vist sig at være ret forkert, så jeg fik en tid og fik første behandling onsdag formiddag. Mit budget rækker til to omgange, så jeg fik en ordentlig tur i hakkemaskinen, og tror I lige jeg kan mærke det? Der sker jo det, at det sætter gang i en regulær udrensning af affaldsstoffer der har ophobet sig i kroppen, foruden selvfølgelig den løsning af smerter, som er formålet med behandlingen. Jeg mærkede en bedring allerede med det samme, men i løbet af onsdagen og særligt i aftes og i nat, har jeg været sååååå elendig altså. Alle gamle symptomer får en opblussen, og med alt det min krop har stået model til af kemi de seneste år, er der virkelig meget som ikke er renset ud, og det skal jeg da lige love for, at der blev sat fut i! Jeg er helt færdig i dag, men jeg har det samtidigt også så meget bedre, at jeg er helt lettet. For ikke at overgøre tingene skal jeg gå en uge før næste behandling, og det tror jeg vist kun er godt. 


Nu er der lys for enden af min strikkepausetunnel, og jeg er glad for at jeg besluttede at gå til en professionel, selvom jeg virkelig har alt muligt andet jeg skal bruge penge på. Det må vente og pyt med det. Min arm er bevægelig, smerten er på vej væk, og jeg kan igen overskue at løfte en liter mælk. 


YAY!


I øvrigt fik jeg slået fast, at kombinationen af muskelgigt og så flere måneder på krykker ikke er for småbørn. Der ER en god grund til, at jeg bare har fået mere og mere ondt, og det er jeg faktisk ret glad for at hun lige fik slået fast, for jeg går altså ind i mellem og føler mig en smule pivet. 




I dag er så en ny dag, og den er af samme grund begyndt meget sent. Jeg er baldret og følte mig ikke klar til noget aktivt før halv elleve, men det ER jo torsdag og dermed optagedag så podcasten kan være klar til i morgen fredag. Jeg har denne uge virkelig glædet mig til at sludre om strik, og faktisk så meget at jeg nærmest ender med at plapre løs i en vældig fart. Typisk. 


Nu tager jeg og bruger lidt tid ved computeren, med at gennemse og uploade hvad jeg har optaget, og så er jeg den der er smuttet under dynen igen, for jeg kan bare fornemme, at hvile og masser af væske er det der skal til, og SÅ er jeg sikker på at jeg er på højkant igen i morgen. Forude venter weekenden, og jeg håber faktisk, at kunne begynde så småt på lidt forsigtig strik, ihvertfald på lørdag. Spørgsmålet er så..


Hvad skal jeg tage fat på først?



06 august 2025

Striber striber og striber

 




Imens jeg har gået og været praktisk, har jeg samtidigt også tænkt på, hvad jeg vil gøre med den ide jeg har om, at lave noget stribet i højlanduld. Det kom over mig i sidste måned, efter jeg så et billede af striber i en masse farver, og derefter kom i tanke om, at jeg da vist nok havde gemt andre fotos i samme stil, til inspiration i en mappe på Instagram.  Nu er billederne til en start printet ud, og gemt samlet i min notesbog, så jeg hurtigt kan slå op og kigge på dem, og indtil videre har jeg fundet alle de farver frem jeg har i samlingen af uld, og de har i nogle uger stået på række i farveorden, imens jeg har spekuleret over sagerne. 




Indtil videre er alle nøgler nu blevet samlet i en taske, og jeg har klippet een tråd af hver farve, som jeg har flyttet lidt rundt på i tilfældig rækkefølge for, at se om jeg kunne danne mig et indtryk af, hvordan det kunne se ud. Der er stor forskel på at se garnet i nøgler, lagt ud i rækker og så at se det strikket op enten i glatstrik eller rillestrik, men det giver alligevel et billede af udtrykket. 


Det første forsøg blev sådan her:






På billedet er alle tråde taget fra en bunke på bordet, og så er de bare lagt på underlaget så jeg tydeligere kunne se resultatet. Det er svært at se på billedet, men overordnet så det meget rødt og orange ud, og de mere neutrale farver forsvandt rent optisk, hvilket ikke var det jeg som udgangspunkt ville have. På billede to har jeg så tilføjet flere grå, sandfarvede og en mørk grøn ind i mellem trådene, hvor jeg lige kunne få dem passet ind, og så blev det sådan her: 
 





Det er måske svært lige at se forskellen, men i virkelighedens lys hjalp det og jeg har nu klistret dem ind i min bog så jeg ikke mister forløbet: 




De billeder jeg har gemt i min notesbog er de her: 





Striber striber striber i alle mulige afskygninger, men med samme udgangspunkt. Der er en masse af dem, der er en masse farver og farverne er ikke, hvad jeg umiddelbart ville tro kunne passe sammen, men når de er i en helhed ser det bare virkelig godt ud. Næste etape handler om at beslutte, hvad jeg så vil lave. Jeg sværmer om en varm vinterkjole eller et tæppe, som det jeg allerhelst vil lave, men det er begge ret store projekter, og så er der jo et sjal, men der har jeg helt andre planer med hele fire styks i spil, så det tror jeg simpelthen ikke jeg ender med, og ja så er der jo en top eller en sweater. Det kunne være fint, bum bum... jeg nærmer mig mere og mere en pippikjole kan jeg mærke, og så kommer det sværeste.

Hvilken slagt striber skal det være?

Brede striber. Smalle striber. Skal der en neutral imellem alle farver? Går jeg med kaosmodellen, eller en form for orden og system? 

Een ting er sikkert. Jeg har masser af garn til en hel kjole, og det kunne nu være ret fedt, hvis jeg fik brugt så meget af det som muligt, bare for at få lidt bugt med samlingen. Meget af det, nok nærmest det meste er både år og dag gammelt, og det meste er fra Holst og Garnudsalg. Jeg har altid elsket at strikke i højlandsulden, og efter vask bliver resultatet bare så lækkert at have på. 

Jeg har som bekendt ikke kunnet strikke i et par uger nu, og det er anden gang i år, at jeg må holde ufrivillig pause, hvilket nærmest kan give mig helt strikkestress, men jeg får da brugt min tid på at forberede mig bedre end ellers til de kommende måneders projekter. Hvad de handler om, hører I om næste gang jeg kigger ind, men jeg kan da forsigtigt hviske jer i øret, at det handler om sjaler i september, cardigans i oktober, og derefter juletæppet som skal være færdigt inden senest nytår, så den her med en hel kjole er reelt komplet tåbelig ambition! Og så har jeg slet ikke været omkring den vinterhvide bløde sag jeg har i kakkelovnen så snart jeg kan bevæge en pind igen...






05 august 2025

Mandagens hyggelige sysler

 

Mandag kom og gik med vejr, der endnu engang var mere efterår end sommer, og selvom jeg er ultra efterårs menneske, begynder jeg godt nok at udvikle en lettere tristesse over den manglende følelse af udeliv, og sommerdage der stille flyder forbi. I år er de nærmere blevet blæst forbi os, og fulgt på vej i bølger af vand! 


Det er som det er, og jeg får da udnyttet tiden fornuftigt synes jeg. 


Mandag blev brugt til, at få proppet alt muligt småtteri jeg ikke har værdiget et blik i evigheder, i en skraldepose og nu er det ude af mit liv, og ude af stuen. Det siges, at har man ikke brugt/kigget på noget i mere end tre mdr ( jeg går så hellere med et år), så er det bare ud med l.. og jeg er enig. Det jeg har kasseret har ligget ubrugt hen i langt mere end både et, to og tre år.. 






Nu ser der pænt og ryddeligt ud på bordet, der fungerer som arbejdsplads når jeg leger med garn eller stof og indimellem også som optagespot til podcasten. Jeg har et ellers ubrugeligt lille rum ude i gangen, hvor der engang var en hoveddør og et lille indgangsparti, og der er nu bare en halv kvm med en dør for, hvor jeg ikke kan andet end at opbevare mystiske og sæsonprægede genstande. Min næste ambition er at få kikket på det, og så skal der i fremtiden simpelthen frigøres plads i den reol jeg har smidt derude, til at alle de former for opbevaringsmuligheder jeg har, kan stå på hold der til jeg får lyst til at bruge dem til noget. Jeg skifter ofte mellem kurve og baljer og krukker og den slags i min indretning, men alt hvad der ikke lige er i brug, har indtil videre stået i stuen bag mit arbejdsbord. Det ville da være mere tjekket at få det ud og væk fra gulvet synes jeg, så ja... det bliver nok i dag jeg leger med det. 


Her kan man se et lille udpluk af både fyldte stykker opbevaring, men værre endnu en del der bare er tomme, og som venter på at jeg får lyst til at fylde noget i dem. Det skal der altså laves om på nu. 

Og sådan gik det til at endnu en sommerdag er øremærket sysler, jeg ellers ville henlægge til vinterdage og mørkere tider.  


PS: kæmpe tak til jer der synes I ville kigge med herovre i går, det sætter jeg stor pris på, og jeg håber virkelig på, at jeg kan finde mig en god rytme og fortsætte med at blogge. Jeg har rettet siden til, så den nu skulle fungere på mobilen også. Jeg har en ide om, at selve Blogger ikke længere bliver opdateret eller udbygget, men så længe jeg kan få et nogenlunde pænt udseende på siden, så er det her jeg huserer. Jeg kan se, at der ikke er udbygget eller ændret på hverken layout ideer eller baggrunde osv, siden jeg var her sidst, så jeg bruger det jeg har at arbejde med herinde. 



04 august 2025

August 2025 og jeg vil så gerne tilbage

 



4 august 2025


Jeg tester lige om det her virker endnu.. Det er tre år siden nærmest på dato, at jeg sidst forsøgte at genoplive min blog, og nu sidder jeg her igen. Årsagen er den samme, nemlig at IG bare ikke er det fede sted længere. Tværtimod er det blevet endnu værre siden august '22, så ja.. nu ser jeg om jeg kan få oprettet en helt ny rutine, som så også bliver et forsøg på at genoptage en vane jeg have stor fornøjelse af, dengang i de "glade" 00'ere.

Jeg har ikke længere styr på hvilke redigeringsværktøjer der findes, om der er bedre alternativer end Blogger, hvilke opslag der evt ikke længere eksisterer herinde osv, men jeg har min adresse og den virker endnu, så nu er jeg her. Og så ser vi hvordan det går OG om I gider følge med herover i stedet for at glo på IG.

Der er ikke så meget forandring siden '22 eller før da, det skulle da lige være at jeg ikke er kattemor længere. Jeg savner det rigtigt meget, men omvendt udnytter jeg, at jeg kan have garn og sager OG porcelæn stående fremme uden, at der sker ulykker. Det er lige om lidt allerede to år siden at jeg måtte afstå Ingolf og Trine pga helbredet, og jeg har savnet dem mere eller mindre hver dag lige siden. 


Ingolf 2022


Trine 2023

Ingolf var så absolut den smukkeste kat jeg nogensinde har været mor til, og Trine den mest nuttede. Ingen tvivl om det. Holger står stadig mit hjerte nærmest som den allerførste og mest cool kat jeg har haft, Herman var den mest uartige og Irmakat den mest kiksede, men det er ment i allerkærligste mening. Han var klart den der var mest uvant med pelspleje og havde tydeligvis aldrig været vant til menneskelig omsorg, så han var helt sin egen, men super nysgerrig, kærlig og taknemmelig. 




Kærlige trofaste Irma hankat





Nu kom første opslag i hus, og så ser jeg om jeg kan få mig en daglig rytme, med at sidde her i stedet for på IG. Ses vi?