En rigtigt dum beslutning, der heldigvis for een gangs skyld kan tages om.. :-))

 

 

 

Jeg sidder på min altan lige nu, og mærker hvordan medicinen endeligt er ved at give fuld effekt igen..

 

 

 

De seneste uger har været fuld af følelser og tanker, allermest om hvorfor jeg fik den gedigne solformørkelse i hovedet. Jeg må bare nu, endnu engang indse, at medicinen har en vigtig betydning og, at jeg IKKE sådan kan holde op med at tage den. Da jeg besluttede at stoppe med at være en del at livet og verden omkring mig, havde jeg ikke taget mine piller i en lille uges tid. Pengene var ikke til det, og før jeg skrev havde jeg ikke talt med nogen om, at jeg var stoppet. Efterfølgene har mine forældre hjulpet mig lidt med penge, og Bettina/Pernille tog sagen i egen hånd. De ville ganske enkelt ikke lade mig i fred de bæster ;-)

 

Medicinen blev leveret, og der er blevet sorteret i mine papirer så jeg bedre kan overskue, at tage fat i problemerne fra en ende af. Efter nogle dage ku jeg så småt mærke effekten, og jeg stod op af min seng igen. Jeg kan nemlig godt fortælle at det ikke er så ligetil at lægge sig, og så bare vente på at kroppen giver op, nej.. 

 

Jeg skrev mit blogindlæg, lukkede computeren og gik i seng, og der blev jeg så. Kun stod jeg op for at sørge for, at min lille kanin ikke led nød eller var ensom og sulten. Ikke engang fjernsynet var tændt!! på tredjedagen begyndte min krop at værke og brokke sig. Jeg ku ikke rigtigt finde hvile, og ondt gjorde det over det hele. Forbandet besværligt er det, at ligge og vente på at forsvinde, især når det ikke er det man egentlig vil. Jeg aflyste alle aftaler og lukkede alt ude, men Pernille ville ikke lege med, så en tirsdag ringede hun på dørtelefonen. Jeg vidste jo ikke at det var hende, og først reagerede jeg slet ikke, men den høje kimen blev ved, så jeg rettede mig op, og dinglede ind i stuen for at tage røret og høre hvem pokker der blev ved med at forstyrre mig.  Her lå jeg jo lige så godt, og gloede op i loftet med hovedet fuld af mørke tanker.

 

På gaden stod Pernille med en pose proviant, og sit dejlige væsen. Hun kom, blev, lyttede og smuttede igen, men da hun var gået var mit humør sgu bedre! Hvad ligner det at komme sådan og afbryde en nedtur???? Ugen efter var det Bettina der troppede op. Med poser og medicin og sit strikketøj.

 

Jeg tog mine piller, og gik vistnok i seng igen på et tidspunkt. Jeg husker det ikke så nøje, for nu er der gået nogle uger, og jeg har det SÅ MEGET BEDRE. To gange før i de sidste elleve år har jeg lagt medicinen af forskellige grunde, og jeg VED JO GODT at det er strengt verboten, men alligevel…  Jeg hører til i den kategori af patienter/mennesker, hvor den er altafgørende for mit liv, og hvor den gør GOD gavn. Den er ikke givet forgæves eller af forkerte og dovne grunde. Den er ikke fejlordineret eller givet fordi jeg er lidt trist. Den er givet fordi jeg ellers ikke er i stand til at leve. Sådan.

 

I ugerne der er gået har jeg også stille og roligt måttet indrømme ( ikke for første gang), at jeg bare ikke må lade være med at blogge. For mig som har svært ved at komme ud, og svært ved det sociale der kan trætte mig enormt, er det af stor betydning at jeg kan kommunikere alligevel. Og det kan jeg jo herinde. Lydløst og uden de store krav, kan jeg skrive og berette om alt muligt jeg har på sinde, og endnu mere vigtigt, jeg kan få respons tilbage. Nok det allermest betydningsfulde ved jeg nu. Som med alt muligt andet jeg har med at gøre, så er een gang ikke nok. Jeg skal have budskabet fortalt mange gange, og her er budskabet at jeg ikke kan undvære jer derude. I som jeg ikke har mødt, men alligevel har kontakt med, I har den allerstørste betydning for, at jeg ikke går helt til grunde i hjernen, og uanset hvor dårligt jeg har det, så kan det altså ikke nytte at jeg skærer jer væk. Jeg behøver muligvis ikke være så ærlig hele tiden, og jeg kan jo sagtens nøjes med at dele mine billeder af stort og småt, selvom jeg stadigt tænker over, om jeg har min berettigelse her. Det burde jeg sådan set slet ikke tvivle på, for jeg kan jo læse alle de vigtige og fantastiske kommetarer, der er skrevet til mig gennem tiden, og se at jeg har gjort en forskel. Jeg gør det man ikke må, når man skal være stærk og fuld af selvtillid.. Jeg indrømmer at jeg har brug for jer, og de ord I skriver til mig.

 

Mails har jeg også modtaget. Fra alle mulige. Kendte og ukendte. Og alle med lige stor betydning. Både nu, men også gennem tiden, og især da jeg blev indlagt. DET kan og MÅ jeg simpelthen ikke give slip på. Og ved I hvad.. allerbedst er det, at den dramatiske beslutning jeg tog for uger tilbage, det er en af den slags jeg kan ændre på og gøre om. HA!  Juhu for det og fordi jeg igen kan nyde solen og den ene dag efter den anden.

 

**********************************************

 

KÆRE alle I mine vigtige læsere og støtter.

Tusinde millioner tak fordi I er der, og bakker mig op, uanset hvad jeg måtte finde på af formørkede ideer. Jeg kan ikke undvære jer, I er der sgu mere for mig end dele af min egen familie.. Jeg åbner mig igen så småt og lukker jer ind i mit liv. Jeg har endog åbnet min dør for Rene’ den hårdt prøvede mand, som endnu står på sidelinien og ikke helt har smidt håndklædet i ringen. Hvad siger det om tålmod??  Et konventionelt forhold kan nok aldrig komme på tale her, men vi kan da prøve at finde en alternativ metode til, at dele lidt af livet ik..  Jeg har stadigt væk brug for enetid, og at passe på mig selv, men jeg er heller ingen ø som man siger.

 

Jeg håber at I er der endnu, eller måske vender tilbage en dag igen, når I har lyst.                          Mange kærlige hilsener fra                                                                                                                   Henriette