Jeg er blevet “efterlyst”

Når der begynder at komme mails fra bekymrede læsere går det op for mig, HVOR længe siden det er, at jeg sidst har vist livstegn herinde. Jeg er glad for at få den slags mails, de minder mig om at nogen derude tænker på mig, på samme måde som jeg forleden også blev mindet om, at jeg ikke bare går her på jorden helt ubemærket og alene. Det føles indimellem sådan i det daglige, men da jeg havde fødselsdag forrige uge, fik jeg så mange hilsener fra nær og fjern, at jeg næsten blev helt svimmel. De hilsener er jo fra mennesker jeg “kender” i kraft af mine mange år som skriver herinde, og på IG.

Så altså, jeg må simpelthen bare tage mig sammen må jeg. At jeg ikke har sagt et ord i næsten to måneder skyldes ene og alene ren dovenskab.. min computer har opholdt sig på bordet der står to meter fra sofaen, og jeg har ikke gidet at forføje mit legeme fra min bekvemme plads og derover!  Ja jeg ved det.. det er simpelthen for ringe er det.

Hvad sker der så her på to måneder?

Jeg kan nærmest ikke huske det, men det ER ikke det store. Min fødselsdag kom og gik. Det samme gjorde flere forskellige besøgende henover sommeren. Jeg har strikket, og jeg har passet edder meget på dette års problembarn. Mit venstre knæ. Det er noget hø med det, men på torsdag får jeg da i det mindste besked om, hvad der er at finde ( eller ikke) på de røngtenbilleder jeg fik taget i sidste måned. Ærligt talt ved jeg ikke, hvad jeg helst håber på at høre. At det er alvorligt og kræver operation, eller at det bare er mig som skal holde knæet i ro. Begge dele er en dræber synes jeg, for haven er ved at gro mig over hovedet bogstaveligt talt, og jeg længes efter at kunne tage fat.

Af de mere alvorlige tanker jeg går med, er der den tilbagevendende gyser lige om hjørnet, hvor det igen er tid til at få synet bilen. Og økonomien omkring det. Det er som det har været i de sidste mange år, vigtigt at jeg har den og at den går igennem. Ligeså er jeg nærmest på kvalmestadiet over mine tænder. Status er to der er røget sidste år, og nu ser det ud til at endnu en kan gå hen og smutte fra mig. En aften for et par uger siden opdagede jeg, at en af de mere synlige tænder er begyndt at blive sort! Siden har jeg nærmest været i en tilstand af konstant hysteri indvendigt, men en tid hos tandlægen kunne først blive min d. 24, og der skal jeg så have kigget på den. Jeg er ikke helt idiot, så jeg ved at en tand der er ved at blive sort, betyder død og kæmperegninger, så ja jeg er helt hysterisk over det.

Med andre ord, får jeg den 24 august om morgenen besked fra lægen om mit knæ, og omkring frokosttid besked fra tandlægen om tanden. Knæet ved jeg da heldigvis at jeg trods alt ikke skal have amputeret, det er straks værre med tanden. En kunstig tand er udelukket.. og det kan dermed blive den tredje tand jeg kommer til at mangle i munden.

Foruden skammen over, at medicin har ødelagt hele mit smil efterhånden, skal jeg også forholde mig til, at jeg stille og roligt men sikkert, mister alle mine tænder. For tidligt og ikke af som følge af ælde. Som det går nu ser det ud til, at det scenarie kan blive en realitet inden jeg fylder rundt næste gang!

Kvalmende er hvad det er.

Kropsligt forfald til side, så er der jo haven. Min dejlige have, som på trods af alt for mange dage med vanvidsblæst og flere skybrud i Rødby end jeg nogensinde har oplevet i min tid her, bare gror og gror. Ingen tvivl om, at det sommervejr vi som mennesker er en pø trætte af, er det ideelle vejr for en have. Der ER planter, som ikke synes det har været så fedt, men overordnet har jeg heller ikke haft så fantastisk en have i mine år hernede. Den boomer lige nu, og har boomet nærmest hele august. Lige nu høvler regnen igen ned, og blæsten får de mere end to meter høje solsikker til at svaje bekymrende, men boomer det gør den. Der er så mange blomster, at jeg i ugevis har foræret buketter til alle jeg kommer i nærheden af. Faste leverancer er der til kiropraktoren hver uge. Jeg har forsynet cafeen hos bageren et par gange og ALLE naboerne har fået fyldt vaserne igen og igen. Jeg elsker at jeg kan, og jeg elsker at se glæden når jeg ringer på rundt omkring. Lægen, tandlægen og frisøren har også fået. Det er så fedt.

Her følger først spam med alle buketterne jeg har bikset sammen, og bagefter er der udvalgte fotos fra haven. Og nå ja, aller aller først kommer der her Holger og Hermans reaktion på de mange skybrud:

Holger gider ikke engang se ud længere

.. og tja.. Hermans udtryk siger vist det hele. KÆFT’ han er træt af det. Billederne er fra en søndag hvor hele tre, siger og skriver   T R E,  skybrud lagde vejen om ad Kirke Alle. De sidste var faktisk så voldsomt, at jeg reelt troede vinduerne ville blæse ind!

Og nu til buketterne:

(jeg advarer, der er maaaaange)

Pyhh, jeg indrømmer at det kan blive lidt kedeligt med alle de buketter, så I får en blomsterpause, for nu er jeg sulten. Jeg vender tilbage med mere fra haven i morgen mandag. Jeg lover det og jeg lader den bærbare stå her på sofabordet, så jeg ikke kan påkalde mig dovenskab igen.

De pokkers dage forsvinder bare

Nå, alle derude. Jeg er her endnu og jeg er ok, men den ene dag tager den anden og med dem erindringen om at jeg har en blog, som jeg har stor glæde af og som jo skal passes for ikke at dø. Fuldstændigt som med haven forresten. Der er bare det ved det, at jeg går forbi computeren hver dag og tænker.. i morgen. I morgen bliver lynhurtigt til igår og sådan går det til, at hele juni røg før jeg igen fik tændt for maskinen.

Man kan sige, at når I intet hører er det fordi det går godt. Til forskel fra de mange mange hundrede skriv fra min hånd, om det ene drama efter det andet, er tavsheden også et hint om, at jeg gudskelov er dramafri og vældigt tilpas med det.

Af overskrifter kan jeg fortælle, at Josefine nu kan kalde sig student og det med bragende karakterer, som uden at overdrive har fået vores lille familie til at gå helt bananas. Ikke fordi jeg ikke har troen på at min datter kan hvad hun sætter sig for, det VED jeg hun kan, men i min familie har vi ingen studenter. Et par langt ude på stamtræet er der vist, men som sådan er hun bare mønsterbryder og jeg er sindssygt stolt af hende. Stolt af det 12 tal hun fik i samfundsfag og stolt af det 10 tal hun fik i matematik… I MATEMATIK!

Jeg måtte prioritere og var dermed “kun” med til translokationen, men heldigvis var der en ring af veninder og lærere omkring hende da hun fik sin hat på.  Jeg fik set hende få bevis OG legat og det var stort kan I tro. Inden længe starter hun på den videregående uddannelse som hun er optaget på, og ja.. jeg er bare helt færdig over hende.

En million spekulationer gik forud fordi jeg ikke har den ringeste erfaring med, hvordan man håndterer sådan en dag. Der er noget med røde roser og en gave VILLE jeg bare have at give hende. Efter længe at have overvejet, hvad jeg kunne give hende ( budgettet spillede en rolle her), slog det mig pludselig. Hun skulle uden tvivl have den ring jeg har fået af hendes oldemor i sin tid. En guldring med blå sten. Oldes forlovelsesring. Det var bare den helt perfekte gave, som kan være et minde om dagen fra mig og til hende. Den passede så fint til hattens blå, og er spinkel ganske som hende selv.

Desværre var der ikke råd til fra skolen til, at studenterne i Nakskov kunne få den traditionelle pyntede vogn til at køre sejrsrunde i. Det kunne jeg ellers virkelig godt have undt dem, men faktum er også at jeg i mit stille sind sukkede lettet da jeg hørte det, for et besøg af den karakter havde jeg helt sikkert slet ikke kunnet håndtere. Men synd er det sgu.

Jeg var også selv blå i dagens anledning forresten..

Seneste strikkede kreation, en hjemmelavet ring fra for mange år siden med Josefines tænder i og blå sten OG krudt i hovedet. Det blev hermed en af de par dage om året, hvor jeg har anledning OG overskud til at se helt smart ud. HA!

Dagen og de næste fire derefter var jeg så knapt så smart.

At ligne havregrød i flere dage var dog ALT værd for mig. Jeg fik oplevet noget jeg en tid aldrig troede ville ske, og det er indtil videre dette års allerbedste oplevelse. Sidste år var det i modsætning til,, hvad man skulle tro IKKE, at jeg fik et andet hus at bo i, men den dag Rasmus ringede og fortalte at han endelig endelig havde fundet et sted at bo. Væk fra sin far, som ikke ville lade ham bade i varmt vand, eller bruge vaskemaskinen, eller koble sig på internettet, eller hænge gardiner op i vinduerne og meget meget mere af samme skuffe. To store dage jeg aldrig vil glemme.

Selv begyndte jeg i juni igen, at få behandlinger henne hos kiropraktoren. Hovedpinen måtte bare håndteres, og det sindssyge er at allerede efter første behandling blev anfaldende både reduceret i antal, varighed og styrke. Det er helt vildt altså. Jeg kvitterer taknemmeligt med gavmilde mængder af buketter fra haven.

Hov forresten..

Jeg har sgu da også fået mig en sofa. Min nye skønne bagnabo var inde for at se have og hus, og hun kunne slet ikke komme sig over at jeg kun havde een stol at strikke i. Bumtikkabum og en uge senere, stod hun og kæresten med en sofa på en trailer! De kendte en der var leveringsdygtig i den slags. Jeg var målløs en stund, men nu kan jeg jo slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve uden. Der blev omrokeret en smule, og det satte gang i en større organisering af garn og kreative sager, som ikke har været i søgelyset siden de blev smidt på plads i december. Jeg er såååååå glaaaad kan jeg godt love jer, og inden længe kan jeg levere valmuefrø og andet godt den anden vej, til hendes have.

Med tæpper og puder blev en ellers småfalmet sofa tryllet om til min nye rygvenlige oase:

Den er fortrinlig til at tørre strik på, og et par katte mener vist nok også lige at den er genial..

Om haven bliver det næste jeg vil skrive om. Men ikke nu. I må vente og jeg tror jeg tør love, at der ikke går en hel måned. Tror.