Hvad kan man med smerte ?

 

 

 

 

 

 

Ja det er jo et rigtigt godt spørgsmål..

Svaret er mangesidet, for som med mennesker er smerte meget forskellig og opleves også på mange måder, alt efter hvem der har den. Jeg selv har lært at leve med, og indrette mig efter den. I hvertfald langt hen ad vejen og ihvertfald med den jeg har i hovedet, men der hvor jeg bliver væltet er med sådan en slags smerte, som den jeg har haft i dag.

HOLD da op. Har man aldrig haft ondt i knolden, er det ikke til at forholde sig til, HVOR invaliderende det er. Der er grader af hovedpine og efter 19 år med migræne som regelmæssig følgesvend, har jeg simpelthen bare besluttet, at det gider jeg ikke leve med og lide under, så der benytter jeg mig af mirakelmidlet Sumatriptan, også kendt under navnet Imigran. De første mange år fandtes de slet ikke, og jeg var henvist til at leve smerten ud indtil den forsvandt igen. Da de endelig kom på markedet, kostede de 700 kr for en pakke med seks styks!  Det siger sig selv, at det har været noget af en udgift, men en jeg bare har taget med, når midlerne var til det. Efter de obligatoriske 10 – 12 år med patent på, blev de så frigivet og i dag kan man få en kopi til sølle ca 40 kr. Så altså..  migrænen bestemmer JEG over. At den ikke helt forsvinder skyldes sikkert mange ting, men under min indlæggelse gennemgik jeg en mængde undersøgelser, og konklusionen fra hjernespecialisten var såre simpel. For det første er den hormonelt betinget ( første anfald kom under min første graviditet), den er sikkert også en del af min arvemasse, da de meste af min mødrene familie lider af den, MEN det mest sansynlige ( pga hyppigheden..), er at det er psykisk betinget. Når jeg er ude af balance accelererer anfaldende.

I dag har været et af den slags tilfælde, hvor ingen kan forklare hvad der lige skete. Jeg stod op, fodrede de pelsede og DOOIINGG, fra et sekund til det næste eksploderede det simpelthen inde bag det ene øje. Uden varsel og uden at jeg kunne nå at handle på det. Medicinen skal nemlig tages INDEN et anfald går i gang, men her var intet forvarsel. Fra syv morgen til otte aften har jeg så været helt væk. Rigtig dårlig og ude af stand til at se eller tænke. Sove har også været umuligt, og alle stillinger har været lige smertefulde. Med en kold klud over ansigtet har jeg ligget og bare ligget. Min overbo har været en guldklump, og cyklede til apoteket efter piller, fordi jeg ikke havde nogle liggende. Men lige meget hjalp det, og jeg ringede så til sidst efter vagtlægen. Og nu kommer så det mærkelige:

Inden han nåede frem, forsvandt smerten lige så pludseligt som den var kommet!

Jeg ringede op igen, og afmeldte besøget, hvilket forresten fik lægevagtemanden til at udbryde et kæmpe tak. Han var målløs, for det havde han ikke oplevet før. Men jeg mener…  hvorfor spilde tid på at besøge mig forgæves?? Jeg har haft det godt siden, og har kun været mast som efter 12 runder i ringen. Helt naturligt med tanke på den energi kroppen bruger under sådan et anfald.  Min egen læge var bange for at det kunne skyldes en hel masse andre ting, eftersom migrænemedicinen slet ingen virkning havde, men det tror jeg nu ikke. Jeg lader det ligge, og håber der går mindst et år indtil næste gang. Det er nemlig godt et år siden sidst såå..

Det jeg egenligt ville skible lidt om, er det med hvad man kan med smerte i kroppen. De fleste herinde i blogland ved jeg, har prøvet at have ondt i ryggen, hold i lænden og at være låst til saltstøtte af pludseligt opståede smerter i bevægeapparatet. At have rygsmerter giver en bevidsthed om, HVOR meget ryggen har af indflydelse på vores bevægelser, MEN man kan faktisk alligevel en del, selv når man ligger i en eller anden sindssyg stilling, og er ude af stand til at flytte sig.  Feks kan man udemærket lytte eller læse en bog, se tv, høre musik, spise, drikke og måske endda nørkle lidt, hvis man er havnet på langs og kan sidde med lidt støtte. Toiletbesøg er en anden sag, og enhver der har prøvet at låse fast og ende på gulvet, ved at DET er noget af en udfordring ;)  Smerter i fødder og ben, arme og skuldre er også øv, men ikke sådan at man ikke kan fordrive tiden med et eller andet, under en eller anden form.

Undtagelsen er når smerten sidder i hovedet, hvad enten det er hovedpine, tandpine, ørepine eller betændelse i bi, pande eller kæbehuler.  DET kan man simpelthen ikke ignorere på samme måde. Når smerten sidder lige netop der, så er man bare henvist til at have ondt. Det fylder så meget, at alt andet er no go. Man kan ikke holde musik ud, ikke se ud af øjenene, ikke spise eller sove/hvile. Med andre ord, er smerter i hovedet

HAMRENDE belastende.

PS: Jeg ved godt at der er mange grader, og at vi alle oplever smerte forskelligt. Jeg selv er en pivskid, og hader at have ondt i kroppen. Men af alle smerter syntes jeg bare at denne er den værste, fordi jeg ikke kan lave andet imens det står på. Det passer ikke min natur, at være henvist til at være passiv. Ihvertfald ikke når jeg ikke selv har lyst til at være det.  NÅ!