Koncentrationsproblemer

Ovre ved Mette kan man i dag læse om en af depressionens mange konsekvenser.

Der er en beskrivelse af hvordan hukommelsen ryger, og det er i høj grad noget jeg kan relatere til generelt, men også lige præcis nu og her i disse dage. Det er nemlig ikke kun depression der kan give anledning til at man ikke kan koncentrere sig, det kan også langvarig stress, press og overbelastning af nerver og hjerne. Som så i sidste ende også kan ende i en depression.


Jeg selv har jo været i behandling i årevis for netop depression og de eftervirkninger der endte med at sætte sig til kroniske "skader". Bla kan jeg ikke tåle nogen former for pres i hverdagen, og min stresstærskel er væk, hvilket betyder at jeg bryder ned med det samme, når jeg befinder mig i et klima af dårlige relationer og en ustabil hverdag, uro, støj og utryghed. De fleste mennesker har en form for stressmax, der gør at de kan handle i pressede situationer på en rationel måde i en kort periode..

Varer denne periode for længe, er det man kommer ud i den dårlige stress, den der gør en ukonstruktiv, arbejdsdygtig og ude af stand til at handle.

Jeg har en læges ord for at jeg har levet i så mange år, men en alt for høj stress/belastningsfaktor at jeg har opbrugt den kvote jeg er blevet " tildelt " som menneske. Med andre ord, jeg har brugt et helt livs stresskvote, i årene op til jeg blev syg.


Jeg skal derfor passe på mig selv hele tiden. Hele tiden veje og måle hvad jeg foretager mig, og engagerer mig i. Jeg ved nu at jeg foretog en fejlvurdering af egen formåen, da jeg troede jeg kunne klare et liv med de fire teenagere og det der måtte komme.


Set i det lys er det jo ikke så underligt at jeg laver de mest utrolige stunts for tiden, og at jeg ikke kan huske fra næse til mund. Det Mette beskriver kan jeg kun nikke ja til, og ihh hvor bliver man ærgelig over sig selv, når det kikser. I dag stod jeg i badet, og fra det ene sekund til det andet kunne jeg ikke huske om den sæbe der flød ud i afløbet kom fra håret eller kroppen! Jeg kunne ganske enkelt ikke erindre hvad jeg havde vasket. Var mit hår rent, eller min krop??

Umiddelbart ikke det store problem ku I så tænke, man tager da bare en tur mere. So what??
Men det er fortvivlende, netop fordi det sker konstant hele dagen igennem. Og når man tilstrækkeligt mange gange skal gøre ting om, begynder det i sig selv at være stressende. En tur på posthuset.. om igen. Bad.. om igen. Ringe om dette eller hint vigtigt... om igen. Hente post i postkassen nede i opgangen.. om igen. Osv osv

Jamen så skriv da sedler, når noget er gjort. Ja jo fint, det gør jeg sådan set også allerede. I hopetal faktisk. Men skal man så skive en seddel når man har været på posthuset for at minde sig selv om, at man skal huske adressen og derop igen??

Man kan hurtigt drukne i sedler, det ved de der ved hvad jeg taler om.

Der er kun en vej, og det er at finde ud af hvad det er der er skyld i hele balladen. Gøre noget ved det. Ændre på situationen simpelthen. Så det er det jeg er i gang med. Jeg har levet i et dårligt klima så længe nu, at filmen for længst er knækket, kæden er hoppet af, toget er kørt og jeg befinder mig et sted langt forbi en kort redningsaktion. Der skal skrappere midler i brug.

De sidste dage har jeg gået i en form for boble. Uden at ænse hvad der sker omkring mig, for min hjerne kværner som en centrifuge. Tanker om hvad der er sket med kærligheden og sammenholdet, fylder så meget at intet andet kan få plads. Jeg spørger og spørger mig selv hele tiden, om hvordan det kunne komme så vidt, men jeg bliver ikke klogere for der tales ikke meget her i huset mere.. Så sent som i dag har jeg rakt ud og bedt om ord til at forklare og udrede hvad der sker, forklaret at jeg er helt ude af den, men jeg sidder igen alene hjemme med børnene, uden at ane hvornår eller OM jeg overhovedet får et svar inden jeg selv går i seng. ( I stuen, for Josefine er kommet hjem en dag tidligere end beregnet ).


Jeg kan ikke holde til det mere og jeg tror ikke længere jeg er elsket. Simpelt, enkelt og den eneste fornuftige forklaring på det der sker omkring mig.



Det burde ikke være svært at tage konsekvensen af det. MEN det er det