10 december 2009

Koncentrationsproblemer

Ovre ved Mette kan man i dag læse om en af depressionens mange konsekvenser.

Der er en beskrivelse af hvordan hukommelsen ryger, og det er i høj grad noget jeg kan relatere til generelt, men også lige præcis nu og her i disse dage. Det er nemlig ikke kun depression der kan give anledning til at man ikke kan koncentrere sig, det kan også langvarig stress, press og overbelastning af nerver og hjerne. Som så i sidste ende også kan ende i en depression.


Jeg selv har jo været i behandling i årevis for netop depression og de eftervirkninger der endte med at sætte sig til kroniske "skader". Bla kan jeg ikke tåle nogen former for pres i hverdagen, og min stresstærskel er væk, hvilket betyder at jeg bryder ned med det samme, når jeg befinder mig i et klima af dårlige relationer og en ustabil hverdag, uro, støj og utryghed. De fleste mennesker har en form for stressmax, der gør at de kan handle i pressede situationer på en rationel måde i en kort periode..

Varer denne periode for længe, er det man kommer ud i den dårlige stress, den der gør en ukonstruktiv, arbejdsdygtig og ude af stand til at handle.

Jeg har en læges ord for at jeg har levet i så mange år, men en alt for høj stress/belastningsfaktor at jeg har opbrugt den kvote jeg er blevet " tildelt " som menneske. Med andre ord, jeg har brugt et helt livs stresskvote, i årene op til jeg blev syg.


Jeg skal derfor passe på mig selv hele tiden. Hele tiden veje og måle hvad jeg foretager mig, og engagerer mig i. Jeg ved nu at jeg foretog en fejlvurdering af egen formåen, da jeg troede jeg kunne klare et liv med de fire teenagere og det der måtte komme.


Set i det lys er det jo ikke så underligt at jeg laver de mest utrolige stunts for tiden, og at jeg ikke kan huske fra næse til mund. Det Mette beskriver kan jeg kun nikke ja til, og ihh hvor bliver man ærgelig over sig selv, når det kikser. I dag stod jeg i badet, og fra det ene sekund til det andet kunne jeg ikke huske om den sæbe der flød ud i afløbet kom fra håret eller kroppen! Jeg kunne ganske enkelt ikke erindre hvad jeg havde vasket. Var mit hår rent, eller min krop??

Umiddelbart ikke det store problem ku I så tænke, man tager da bare en tur mere. So what??
Men det er fortvivlende, netop fordi det sker konstant hele dagen igennem. Og når man tilstrækkeligt mange gange skal gøre ting om, begynder det i sig selv at være stressende. En tur på posthuset.. om igen. Bad.. om igen. Ringe om dette eller hint vigtigt... om igen. Hente post i postkassen nede i opgangen.. om igen. Osv osv

Jamen så skriv da sedler, når noget er gjort. Ja jo fint, det gør jeg sådan set også allerede. I hopetal faktisk. Men skal man så skive en seddel når man har været på posthuset for at minde sig selv om, at man skal huske adressen og derop igen??

Man kan hurtigt drukne i sedler, det ved de der ved hvad jeg taler om.

Der er kun en vej, og det er at finde ud af hvad det er der er skyld i hele balladen. Gøre noget ved det. Ændre på situationen simpelthen. Så det er det jeg er i gang med. Jeg har levet i et dårligt klima så længe nu, at filmen for længst er knækket, kæden er hoppet af, toget er kørt og jeg befinder mig et sted langt forbi en kort redningsaktion. Der skal skrappere midler i brug.

De sidste dage har jeg gået i en form for boble. Uden at ænse hvad der sker omkring mig, for min hjerne kværner som en centrifuge. Tanker om hvad der er sket med kærligheden og sammenholdet, fylder så meget at intet andet kan få plads. Jeg spørger og spørger mig selv hele tiden, om hvordan det kunne komme så vidt, men jeg bliver ikke klogere for der tales ikke meget her i huset mere.. Så sent som i dag har jeg rakt ud og bedt om ord til at forklare og udrede hvad der sker, forklaret at jeg er helt ude af den, men jeg sidder igen alene hjemme med børnene, uden at ane hvornår eller OM jeg overhovedet får et svar inden jeg selv går i seng. ( I stuen, for Josefine er kommet hjem en dag tidligere end beregnet ).


Jeg kan ikke holde til det mere og jeg tror ikke længere jeg er elsket. Simpelt, enkelt og den eneste fornuftige forklaring på det der sker omkring mig.



Det burde ikke være svært at tage konsekvensen af det. MEN det er det

10 kommentarer:

  1. Kære Henriette,
    Tårerne løber ned af mine kinder lige nu. Du kan måske ikke bruge min kommentar til noget men jeg er virkelig ked af at læse dit indlæg. Forleden skrev jeg om spoon-theory - og apropos dén, så: nej det er ikke sikkert jeg kan forstå det hele men jeg kan lytte (læse) og PRØVE at forstå hvordan du har det. Det gør mig ondt at læse, at din kæreste ikke gør det. Og jo selvfølgelig er det svært at tage konsekvensen - det er jo ikke en let beslutning men en forandring af dit liv igen - i en periode hvor du måske har mest brug for ro. Den ro håber jeg du får snart - jeg tror også du trænger til det søde. Håber ikke jeg har skrevet noget værre sludder. Har tænkt på dig i dag og håbede at mændenes snak i går var gået bedre. Mange kram og varme tanker. Anette

    SvarSlet
  2. Åhhhh ja hvor jeg kender dine ord....
    Åhhhh ja hvor jeg kender følelserne...

    For fanden hvor er jeg stolt af dig, du sætter ord på SÅ vigtige ting i vores liv....

    I hate you, dont leave me ;-)

    Du får en mail med samme ord, så ved du hvem jeg er, selvom at jeg vælger at være anonym med denne kommentar.....

    SvarSlet
  3. Åh kære Henriette, hvor er det bare skidt at læse. og hvor ville jeg bare gerne stå på hænder, hvis det kunne hjælpe dig. Du må fanme se at få gjort det der skal gøres og huske på at du skal passe på dig selv, selvom det er svært. Du er den eneste der kan...desværre. For jeg ville ønske, at der var en der kunne tage vare på dig, hvem ville ikke ønske det.Jeg er sikker på, at du er elsket. Men alle er vel klemte og har følelser i alle retninger. Puha, det gør ondt i maven at læse det du skriver. Jeg håber dælme du siger til, hvis jeg på nogen som helst måde kan hjælpe dig. kram fra mig

    SvarSlet
  4. Kære Henriette, jeg sidder her med en klump i halsen og ved faktisk ikke, hvad jeg kan sige. Du trænger sådan til omsorg og varme og nogen, der tager over.
    Mange varme tanker til dig.
    Knus fra Mette

    SvarSlet
  5. Jeg er ikke i tvivl om at det er svært :)

    Men du har erkendelsen og selvom det er svært er jeg sikker på du kan finde den styrke og de handlinger der er nødvendige.

    Knus :)

    SvarSlet
  6. Hej Henriette.
    Det gør ondt at læse at du føler som du gør. Jeg var på "sofiamanning.com" og læste "ugens ord" og kom til at tænke på dig. Her er de:

    "Følg dit hjerte og håndtér dit livs udfordringer, når de er aktuelle"

    - selvom det er skide svært.

    Knus og tanker
    Sonnie

    SvarSlet
  7. Jeg kender så udemærket til det med den dårlige hukommelse... Det er ikke særlig rart, og ind imellem kan man få følelsen af at være totalt tosset...
    Det andet problem kan jeg føle din sorg lyse ud af skærmen i dit indlæg, og det påvirker mig i den grad. Jeg får så meget lyst til at tage dig under min vinge, og hjælpe dig igennem denne krise i dit liv. Men du skal tro på dig selv, du har indsigten og kan mærke hvordan disse vilkår i lever sammen under er dårlige for dig, og du besidder dermed også styrken til at klare det du må igennem før det kan blive bedre... Og jeg mener stadigvæk det jeg skrev i mailen til dig...endnu mere nu... :o)
    Knuss og tanker

    SvarSlet
  8. Jo, Henriette, du er elsket. Det er bare ikke sikkert, at det er det der kommer mest til udtryk - og det er heller ikke sikkert at det er nok.
    Jeg er overbevist om, at John stadig elsker dig, men er det nok til at overvinde alt andet? Er det nok til at vælge dig fremfor en søn, for en form for valg må vel træffes, sådan som situationen er nu?

    Dine børn elsker dig i hvert fald også. Tro aldrig noget andet!

    Der er tydeligvis også mange her i Blogland, der kender dig - nogle kun igennem bloggen, men en stor del også personligt, og de vil dig det bedste - og det er vel også en form for "kærlighed".
    Det er bare ikke nok, vel...

    Jeg kan godt forstå, at det er skide svært, og jeg håber virkelig, at I finder en løsning, som giver plads til både kærligheden og til jer som individer.

    KH Frau Putz

    SvarSlet
  9. Jeg sender dig et stort knus og mange varme tanker. Da jeg ikke kender dig nok til at gå dybere, men det er en hård kamp du for dig.

    KNUS
    Helle

    SvarSlet
  10. Henriette, jeg tænker på dig, jeg ønsker dig det bedste, men du må gøre noget for at komme ud af den situation, du er i NU!!!

    SvarSlet