Overspringshandling numero uno

Jeg har IKKE afleveret Josefine endnu!


Det er så meget sværere end jeg havde forestillet mig og i dag, efter mit tandlægebesøg sprang jeg over igen. Josefine lå og sov derhjemme og vi havde aftalt at jeg skulle ringe, så hun var klar når jeg var på vej hjem fra Lyngby efter tandlægen. Aftalen var også at hvis jeg var for smadret, skulle vi vente til mandag.


Besøget hos tandlægen nærmer sig farceagtige dimensioner, og her bagefter har jeg smerter helt op i hårrødderne. Det går jo over igen, men lige nu er det bedst når jeg holder munden lukket og bare ikke bevæger kæben for meget. Det begyndte ellers så godt. Tandlægen var bevæbnet til tænderne (ha ha) med sprøjter af enhver art, og jeg selv havde ikke taget min medicin, så der skulle være gode betingelser for at bedøvelsen kunne virke. NOT!

Første sprøjte var virkningsløs, næste summede lidt i kindbenet lige under øjet. Tredje blev, for at gå nye veje, lagt af kollegaen, og den sidste og fjerde var en, med efter sigene monstereffekt, og den blev lagt direkte i tandhalsen hele vejen rundt om tanden... stadig uden effekt. Den første var i øvrigt et eller andet jeg ikke har prøvet før, noget med adrenalin i, og det fik mig til at ryste og dirre og svede på den mest ubehagelige måde, og med eet begyndte tårene at rende ud af øjnene uden at jeg selv anede hvorfor, men det sagde Hr. tandlæge var helt normalt. Hmmm

Jeg joker lidt med, at jeg engang fik en kikset sprøjte af en jyde i jylland for hold i ryggen, og den virkede heller ikke, og så er det jo at jeg kigger på Hr. tandlæge som smiler djævelsk, og på klingende jydsk pointerer at HAN er ham med boret og JEG er patienten.. Sååååå... Klinikassistenten syntes her at det hele var mægtigt morsomt. Jeg selv klapper kaje og snerper munden sammen.

Nå, men nu er vi så oppe på en halv time og stadig kan jeg mærke både læber og tænder, så han går ind og ringer til en kirurgkollega for at høre om andre metoder og evt råd, for noget skal der jo gøres. I mellemtiden begynder jeg pludselig at miste følelsen og da han kommer retur er hele mit kranie bedøvet. Vi kan så bare konstatere at jeg er temmeligt langsom om at reagere, hvilket rimer meget godt med resten af mig generelt. Han får sving i instrumenterne og jeg er nærmest halvsovende i stolen på det tidspunkt, da han slår fast at " JA det er da godt at bedøvelsen er så effektiv nu, for du skal rodbehandles..",

OH MY GOD

Behøver jeg sige at jeg var helt firkantet i hovedet da jeg gik derfra? OG at min mund hang som efter bid af en tæge med borelia? OG at jeg ikke lige kunne overskue den svære opgave at aflevere min datter på en psyk.afd for derefter at skulle efterlade hende der?

Det var ihvertfald hvad jeg selv følte, så jeg ringede til hospitalet, forklarede snøvlende hvad der var hændt og de var virkelig søde. Min frygt er jo at de ikke tror vi er seriøse, men der var slet ikke nogen slinger i valsen. Maria som den søde pige jeg talte med hed, forklarede at de venter indtil vi er parate og at der er skrevet et notat om at vi kommer når vi kommer. Hun foreslog så at vi brugte weekenden til at hygge i, og så kunne vi møde mandag.

Mor her er lettet, for gud hvor er det svært at stå alene med den opgave at skulle aflevere hende sådan et sted. Jeg ved jo kun alt for godt hvordan det er at opholde sig der. Nu har jeg udskudt "problemet" til mandag, og der kan jeg så igen vågne med ondt i maven og den der lille dårlige samvittighed, som jeg godt ved jeg ikke burde have. Jeg har jo gjort alt hvad jeg kunne for at hjælpe hende videre i livet.

En laang fortælling om en underlig fredag er til ende.

Tilbage er bare at sige at nu skal jeg pleje min kæbe, slappe af med strik og lidt maling og i weekenden venter både praktisk arbejde i værelset og masser af hygge med ungerne.

PS: jeg har ondt af mig selv, det indrømmer jeg. Jeg gider ikke flere rødder der skal ud af min mund.

PSPS:: VENT med at fyre dårlige jokes af, til EFTER tandlægen har boret..



Sneen falder igen tæt her omkring og jeg dag godt jeg jeg kunne lokke mig selv og ungerne med ud og gå. Det er smukt og lyser op i mørket, men ingen af os vil andet end slappe i den varme stue.