Nå, men altså...

... jeg må vel til det.


Det er flere dage siden jeg sidst har været her. Har ligesom gået lidt rundt om den varme grød, åbnet computeren, kigget lidt rundt, og er så endt med at lukke den igen.


Der er sket en masse på mange fronter siden sidst, både værelse og stue er næsten komplet og færdig, ligeså er soveværelset, strikkeriet kører derud af, og så... ja så er Josefine altså afleveret til andres hænder i går.

Det ligger mig meget på sinde at udbrede viden og kendskab til sindets bagside, og jeg har både skrevet stort og småt om mine egne problemer, om det svære at være forælder til en asperger og så om de ting der ellers har plaget både Theis og Josefine. Selvom samfundet som sådan er mere obs på sindslidelser og deres behandling i dag, er der stadig masser at rette op på, mange ting der kunne være så meget bedre og områder der er helt oversete. Her tænker jeg jo netop på de unge, dem som er børn af psykisk syge, men også dem som generelt bare har det svært. De glemte børn kalder jeg dem.


Lige nu kan jeg bare slet ikke finde de rette ord, der kan beskrive forløbet i går, så jeg venter og skriver når det lige ligger på tungebåndet, MEN jeg vil alligevel erklære at det var en umådelig lettelse for mig, at de tog hende og jeg seriøst, at de lyttede og var klar til at handle. Hun er nu indlagt og så må jeg igen finde optimismen frem, på ny tro på at NU, denne gang sker der noget.
En ting der slog mig var, at hun trods sin tristhed over at det nu var som det var, alligevel formåede at lave sjov og le sammen med mig. Min datter er i besiddelse af den mest vidunderlige og tørre humor, og det viser sig på de underligst tidspunkter. Mit hjerte smelter og jeg ved jo at der inden under hendes skal, ligger der en pige og venter på at springe frem fra sit skjul. En hjertevarm, munter og klovneagtig lille pige, der skal have indhentet nogle års udvikling så hun kan klare sig selv og livet fremover, og så hun kan springe ud som den kvinde hun er tæt på at være.

Jeg talte med min far i aftes, og selvom også han syntes det er så trist at hun skal igennem så svær en tid, er han også tænksom over den tråd der ligger i vores familie. Min farfar var syg og begik selvmord da min far var lille, min far og hans to søstre er sindslidende på hver deres måde, jeg er det, og nu også i hvertfald det ene af min to børn. Det er ikke til at vide hvor langt tilbage vi kan komme i anerne, for farmor vil under ingen omstændigheder tale om farfar, og dermed heller ikke om, hvorvidt der skulle være flere i den del af familien, der har haft symptomer på noget. Summa summarum er, at ud over det der rammer een i vandringen gennem livet, har også generne sin del af forklaringen på hvordan man takler livet. Interessant er det at min mor er stik modsat, en fighter og overlever og altid på farten og i gang, men de gener er slet ikke repræsenteret i mig eller hos mine børn.

Tilgengæld takker jeg hende for at hun har givet mig sine kreative og opfindsomme sider i vuggegave. Dem ville jeg ikke undvære for noget.


Min datter er i mit hjerte og jeg har fundet lidt billeder frem, som giver mig sjove minder:

1 år og fuld af lagkage og gå på mod.


Temperementsfuld, når hun ikke kan som hun vil. Billedet er fra dengang hun ville op og sidde på blepakkerne, men ikke helt magtede balancen. Hun tippede lige så stille forover og der lå hun så. Skreg som en stukken gris.. he he. Mor måtte lige snuppe et billede inden hun hjalp det stakkels barn ned på fast grund igen.


Iført ALT tøjet fra vaskekurve! Se mor jeg ku helt selv ta tøj på.


En sommerdag for mange mange år siden iført sin fineste blå kjole


Og nu..... er hun vokset op og kan stadig ha smil i sine øjne, når hun altså er i trygge rammer.