I små bidder

Efter tirsdagens tunge beslutning, gik hele onsdagen med at være helt stillestående.

Aftalen var at jeg skulle aflevere Josefine på hospitalet i går, men jeg kunne ikke. Ikke lige på et sekund i hvertfald, for der var praktiske ting i den forbindelse jeg ikke selv kunne overskue. Hun havde intet rent tøj viste det sig, og hun fik et flip på tværs over at skulle gå ud, iført bukser og trøje som ikke var nyvasket. Sådan en anfald og medfølgende ordstrøm gør det af med mig, og derfor brugte jeg dagen i går på, at dele problemerne op i små bidder. Placerede de små bidder i en rækkefølge jeg kunne overskue, og nu har jeg så hvad man med et moderne ord, kan kalde en handlingsplan.


Jeg er nødt til at gribe det sådan an, for ellers går min egen hjerne helt i knudder.


I går var derfor dagen, hvor jeg kiggede ud i luften, strikkede ( forkert i øvrigt! ), kiggede ud i luften, skrev lidt ned, kiggede ud i luften, sov, malede lidt mere i værelset, sov, græd, kiggede ud i luften og til sidst da kæresten var hjemme igen, blev trøstet og fik mere overblik over tingene.


I dag har jeg ringet til den psykiatriske skadestue og talt med dem, jeg fået info om hvad der skal ske når jeg afleverer hende, hvilket skal ske i morgen fredag. I dag er også dagen hvor jeg har fået vasket hendes tøj. Jeg har fået orienteret egen læge om hvad vi gør, det ville han nemlig gerne have at vide, og så er der ikke mere jeg skal tænke på før i morgen. Der skal jeg lige til tandlægen og have ordnet den der tand som jeg ikke fik lavet forleden, og godt bedøvet kan jeg så køre hjem og hente datteren.

Fra en venlig dame er jeg blevet gjort opmærksom på pårørendeforeningen, og dem vil jeg tage fat i, i næste uge. Det er slet ikke faldet mig ind, at kontakte dem selvom jeg udemærket kender deres eksistens, har rent glemt at man har den mulighed, men det gør jeg bestemt noget ved nu. Dejligt er det at blogland også fører det med sig, at man kan få råd og oplysning. Det er nemlig en blogger der har skrevet til mig. Jeg lader hende være anonym, men takker hende her alligevel fordi hun skrev.


Min reaktion er nok ikke underlig, i betraktning af hvad jeg ellers har været igennem for nyligt, og det viser vel egentlig bare, at jeg stadig skal være forsigtig med hvad jeg bruger mig selv til. Jeg ER træt endnu sådan rent menneskeligt, så ikke meget skal der til før jeg vælter af toget igen. Jeg ved dog at jeg nok skal klare dette også, og jeg lader mig selv være mat og overvældet. OG så har jeg givet mig selv lidt opmuntring ved at snolde.


JA ja , jeg skriver det kun her og fortæl det ikke til nogen. En fagperson ville sikkert kunne få en hulens masse ud af, at jeg sådan trøster mig selv med lidt indkøb, men det er nu engang det der får mit humør til at stige og min glæde til at genindfinde sig. Farver må der til og jeg har derfor besøgt den Geilsk'e hjemmeside. Hun havde til min overraskelse nedsatte priser på det garn, der er af uld og bomuld. Det skal åbenbart udgå, hvilket jeg slet ikke forstår. Det er så lækkert at røre ved. Derfor har jeg altså hamstret lidt af det. "Beklager John, men det er nødvendigt for min videre overlevelse forstår du nok. "
Også Madam Holst har gjort sit til at muntre mig op, og lidt friske farver kommer til mig med posten. SIDST men ikke mindst har jeg handlet frø til årets blomsterflor på min altan. Det er Isabella der har de skønneste sorter, og problemet er kun at begrænse sig.

Jeg poster billeder af mit synderegister senere.... ;)



Indtil da kan jeg drømme om sidste sommers succes og senere død, da varmen og lusene overtog herredømmet over min altan:

De var flotte til at begynde med, og de muntrer mig op


Der er ikke længe til at stedmødrene kan komme i potter på altanerne. Dejlig dejligt