Denne lørdag har har været trist på flere planer. Fra min egen lille boble i universet meldes der om tiltagende tristesse grundet den lange regntid. Mørke dage og endnu tidligere mørke aftener begynder sgu at påvirke humøret. Jeg VIL ikke lade mig trække ned, men indrømmer at i dag har det været så som så med energien, og jubelscenerne i det lille hjem på Østerbro. Efter at have sovet i flere omgange det meste af dagen væk, tog jeg våddragten på og begav mig uden for. Sejlede et læs til Brønshøj, besøgte marsvinemor, aede nye små babyer med længslen efter mine egne siddene lige inden for skjorten. Fyldte bilen på ny med endnu et læs, tilbage til Brønshøj for at tømme bilen og derefter hjem igen. Fire timer gik der og humøret blev da løftet lidt.
På et helt andet og meget større plan, er der Norges tragedie. Da jeg ikke har nyheder på tv var det først i dag, det gik op for mig at noget var hændt. Man kan læse sig til meget på nettet, men jeg har ikke helt fattet HVOR slemt det egentlig er, og hvad der er sket nøjagtigt, men jeg kan fortælle at jeg mærker en skræmmende side i mig selv. Den side, der med årene er blevet forrået af alle de gentagende storkatastrofer verden har set. Både de menneskeligt påførte, men også naturens kræfter der lægger hele landsdele øde. Jeg ved ikke hvad det er med mig, for det er ved gud forfærdeligt og skræmmende, men jeg bliver ikke som før i tiden fuldstændigt rystet og påvirket mere.
DET skræmmer mig faktisk mere end noget andet..
Et sted midt i mellem tristessen i det nære, og den store katastrofe ligger så nyheden om stortalentet Amy Winehouse’s død. Ikke at den var uventet.. nærmest tværtimod. Os der elsker musik og som har lyttet til hende, og fulgt med i pressens mere eller mindre sobre dækning af hendes menneskelige forfald, vil nok alle kunne være enige om, at det har ligget alt for sikkert i kortene at hun kunne følge i andre store stjerners fodspor. Med et liv der blev kort, levet hårdt og endte i en alt for tidlig og grim død. Jeg har hendes fantastiske album Back to black i bilen og jeg hørte det faktisk i denne uge igen.
Det er som om min egen indre dæmon trækker sig hurtigt tilbage set i det lys. Jeg har ikke noget at være så sk.. trist over trods alt. Solen skal nok skinne over mit hoved igen. Det kommer den ikke til for de pårørende i Norge og England..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar