I virkeligheden..

 

 

Det sidste års tid har jeg ikke været særligt aktiv blogger. Ikke sådan som jeg var i begyndelsen. Det handler helt klart om den turbulens, der har været i mit privatliv, og det at jeg ikke rigtigt har magtet at læse. Virkeligheden er at jeg ikke har magtet at læse overhovedet. Hverken aviser, blade, bøger, tegneserier, og ja.. heller ikke de blogs jeg ellers, og som med alle de andre medier, holder uendeligt meget af. Jeg har altid haft et behov for information. Har altid elsket ord, suget til mig af viden og underholdning om alt muligt. Men jeg har ikke rigtigt kunne rumme det. Har ikke haft pladsen til det i min sjæl og i mit sind.

 

Af den grund har jeg heller ikke helt, haft fulgt med i stort og småt fra verden omkring mig. Jeg har på må og få kigget jer over skuldrene, og har på den måde fanget et eller andet, og så alligevel ikke helt vidst hvad det handlede om. Seneste i dag. Jeg har læst lidt rundt omkring, og igen er jeg faldet over tekster, der har omhandlet et problem jeg også selv står med. Eller problem og problem.. det er jo som man tager det, og forskelligt alt efter hvordan humøret og dagen er. Virkeligheden som den er når man er pensionist.

 

Så vidt jeg har forstået har der i laaang tid været en rivalisering imellem nogle bloggere, der bevæger sig og skriver i de samme cirkler og emner. Der foregår en ivrig debat i kommentarfelterne kan jeg fornemme og meningerne er delte, min egen holdning lader jeg ude her, da det ikke er det jeg selv vil skrive om i dag. Men jeg har ihvertfald fattet at humlen er, hvad man kan eller ikke kan, når man render rundt med en status som “ hjemmegående uarbejdsdygtig “ borger. Mere om det om lidt, for jeg har også her og der, set referencer til en blogger der har sat blogland på den anden ende, alene ved at være kritisk og meningsudtalende. Jeg aner ikke hvem det er, eller hvad det nu er for noget, men vedkommende har da formået at gøre opmærksom på sig selv, ved at vælge en vej der ligger langt fra den jeg selv og de fleste andre har lyst til. Fint nok. Der skal være plads til alle i et demokrati så vidt jeg ved. Hvad jeg ikke ved, er jo så selvfølgelig om jeg selv også har fået et hak i tuden, eller om jeg som menneske er så uinteressant at jeg er gået ram forbi. Hihi…  Virkeligheden her er, at jeg er ligeglad. Tror jeg nok… ;)  Ingen bryder sig vel i virkeligheden om at blive omtalt negativt, men på den anden side så stikker man jo næsen frem alene ved at blogge, såå

 

Jeg selv har prøvet at give et virkelighedsbillede af, hvordan tilværelsen som pensionist i en ung alder er. Når man er mig..  For sådan en tilværelse er nemlig ikke ensartet for alle. Den takles og tolkes forskelligt. Fordi vi som mennesker er forskellige, men i høj grad og MEGET vigtigt også fordi GRUNDEN til at vi er det, er forskellig. Førtidspensinister er nemlig i modsætning til hvad nogen måske kunne forledes til at tro, IKKE blevet pensioneret af den samme årsag. Eller det vil sige jo,  årsagen er selvfølelig at vi alle er endt et sted, hvor vi ikke længere kan udføre et arbejde på normale og forventelige betingelser. MEN GRUNDEN til at vi ikke kan det, er forskellig. Årsagerne er mange og omstændighederne, der har ført dertil ligeså mangeartede og ofte  L A N Gvarige, som problemerne hos DSB i snevejr..

 

Det jeg har oplevet som interessant for mig selv ved at opholde mig i blogland, har faktisk været at erfare HVOR stor en del af os, der faktisk er enten pensionister, eller på anden måde ikke arbejder som det er ment man helst skal. I sig selv er det vel ikke så underligt når man tænker efter. Vi har tiden til det. Når vi altså har energi til det.. Og så kan man vel sige, at det er en god og reel måde at komme til orde på, når nu vi ikke cirkler rundt på de gængse sociale stier omkring os. For virkeligheden er også den, at man som pensionist mister et enormt socialt netværk, alene fordi vi meget let isoleres i hjemmet.  Og virkeligheden er også, at rigtigt mange af os netop ikke orker det sociale på normale vilkår, og endnu mere væsentligt..  (og jeg vil tro at de fleste vil nikke genkendende til det), vi oplever at mange forsvinder fra vores sfære, fordi de ikke kan forholde sig til vores liv, som det nu er blevet.  Man forandres nemlig når man bliver pensioneret. Hvad enten man vil det eller ej. Hvad enten man vil erkende det eller ej. Alene det at skulle forholde sig til sin egen nye position ( eller manglen på samme..), er forbandet svært. Det tager tid. Det kræver mange dialoger med sig selv og måske professionelle, at lære det ikke er et must, at det nu skal være ens identitet at være pensionist. DEN nød er hård at knække. Og det er et hul der er let at falde i. Og man tror, at verden nu også ser det som den identitet man har. Det er det man er.

 

VIRKELIGHEDEN er en anden. For GU er den ej. Den er det kun, hvis man selv vælger at det skal være sådan. OG her kommer jeg så tilbage til det der fik mig til tasterne idag..

 

De bloggere der er pensionister, og som har valgt at invitere indefor i livet som sådan, har ALLE valgt at kæmpe for netop at være så meget andet. Det går jeg ihvertfald ud fra. Jeg skal ikke kunne sige om der er nogle imellem, som har det fint med en identitet som syg, det er da muligt og så er det sådan det er, men de fleste af os kæmper ganske enkelt bare for, at få det bedste ud af den hverdag vi nu har og det liv vi nu lever med. Og det gør vi alle på hver vores måde, og ud fra de forudsætninger vi har med os.  Min egen virkelighed er i min egen verden, den at jeg svinger. Op og ned. Ned og op. Op og op. Og op. Og ned. Ned ned ned. OG måske lidt mere ned, og så vupti op igen. Jeg har vanvittigt svært ved at fordele mine kræfter, og jeg har hidtil betalt en høj pris for det. Men jeg har planer har jeg. Og drømme. Jeg VIL nemlig ikke bare være pensionist. Jeg vil ha det bedst muligt, og det har jeg ikke rigtigt formået at holde fast i indtil nu. Men med det nye liv her, følger også planer der handler om struktur i min hverdag. Som et andet spædbarn skal jeg have faste rutiner og daglige skemalagte opgaver, for ikke at kuldsejle. Jeg ved det. Har vidst det længe, men nu skal det være og jeg får hjælp til at opnå det mål. Min virkelighed er også, at jeg har fjernsynet kørende konstant. For ellers kan jeg ikke holde cantrifugen af ord og samtaler der vælter rundt i min hjerne, fra døren. Jeg har aldrig ro i hovedet og kan ikke koncentrere mig om ret meget. Kun hvis en anden støjkilde buffer for den indre støj så at sige. Den virkelighed er helt reelt vanvittigt trættende og vanskelig at leve med.

 

Virkeligheden lige nu er den at jeg er gået helt ned. En reaktion måske. Hvem ved. På de mange måneder med en tilværelse der taler durk imod det jeg netop SKAL efterleve. Med uro. Ballade. Rod. Skænderier.Uvished. Utryghed. Bekymringer. Forstyrrelser. Med træthed udover det acceptable til følge. Og tårer. Og smerter..

 

Min virkelighed lige nu er den, at jeg trods egen bolig og forventninger om at SÅ er alt godt, overhovedet ikke har det sådan. Godt altså. Jeg har det ad helvede til. Alt sejler. Set med mine øjne og fra min vinkel. Jeg er brugt op og slidt ned. Jeg magter ikke mere flytterod, men har heller ikke kræfterne til at gøre noget ved det. Jeg trivedes ikke med stuen som den ser ud og fungerer nu, og må begynde forfra når jeg kan. Mit soveværelse er heller ikke hverken rart eller overkommeligt. Men jeg kan sidde i min sofa og jeg kan sove i min seng, så det må jeg acceptere som ok, indtil jeg igen kan noget som helst. Jeg savner at have kræfter til at passe mit frivillige arbejde i garnforretningen, som på mange måder er direkte årsag til at jeg er kommet mig forholdsvis hurtigt igen efter november, men..

 

… virkeligheden er, at jeg ikke har været ude siden i torsdags. At jeg har haft så mange smerter at det ikke kan beskrives med ord ( har dog prøvet engang.. ). At jeg er ked af det. Og stresset over det. Og at jeg hver gang jeg tror at NU kan der ikke komme mere uventet ind fra højre og vælte mig, så jo.. det kan der. I går var det en uventet og overraskende høj regning på mere end 2000 kr. IGEN! Jeg aner ikke hvordan jeg skal blive ved med at endevende hver en sten, for at få midler til at gøre det jeg skal. Nemlig begynde helt forfra. På mit liv. En problematik som sikkert også er alle andre pensionister godt kendt. Og her kommer jeg så til at tænke på en kommentar jeg læste et sted. Om værdighed. Og om at ville bevare den. Denne kommentator har valgt netop ikke at ville skrive og fortælle om virkeligheden som den er, og vinklen var en anden, men værdigheden den mister man følelsen af at have, allerede den dag man får brevet med beskeden om at man ikke længere er en borger med krav om at arbejde. Allerede der ryger der en god bid af værdigheden. For man er nu stavnsbundet og henvist til altid at havne i situationer hvor man må række ud after hjælp. Og er følelsen af værdighed ikke netop forankret i at man kan klare sig selv??  Og så er ringen sluttet. Med værdigheden som vakler, er vi tilbagte til det med identiteten og rollen som syg.

 

Det kører i ring, og vi kæmper alle på vores egen mere eller mindre værdige måde for at få det til at fungere. Vi kæmper for at kunne bare noget af det der skal til, for at vi kan tilføre vores liv indhold og glæde og fornøjelse. OG fanden heller om jeg vil skamme mig over at have lyst og vilje til det. Jeg HAR været indlagt og der hvor jeg bare ikke kunne finde hverken lyst eller vilje, men heldigvis var det ikke så lang tid. Og jeg glæder mig over al den hjælp og støtte jeg har kunnet hente netop her. I blogland. For det er i VIRKELIGHEDEN her jeg har fået mest af netop støtte og hjælp. Det er her jeg, da jeg selv sked hul i al værdighed og skrev og bad om hjælp i et indlæg, mærkede at der findes mange dejlige mennesker der vil mig det godt.  Her jeg har fundet venner ( med fast arbejde bør jeg måske lige tilføje.. DE bloggere findes nemlig også.. hehe), og her jeg har kunnet læse mig til at jeg ikke er den eneste der kæmper. Heller ikke med sorg over brud og tabte drømme. Der har i år været flere end mig, der har måttet se deres tilværelse gå i spåner og som har skullet rejse sig igen. Vores forudsætninger for at gøre det er forskellige og min virkelighed er, at jeg faktisk har det så skidt lige nu, at jeg ikke syntes jeg klarer det så godt som jeg burde. I forhold til andre… men den sorg og de ord lægger jeg i kassen med låg på og arkiverer under “glem det”, for jeg er nemlig og med meget gode grunde..

 

Pensionist.

 

 

Min virkelighed lige nu ser sådan ud:

 

 

 

 

  

 

Bunker over alt. Ingen gardiner for vinduerne, men dog et gammelt tæppe sat på med klemmer i soveværelset. Et badeværelse der til forveksling ligner det jeg havde på Psyk, for der er intet derude. Ikke engang en sk.. toiletrulleholder er der opsat. Ikke en knage og ikke en dims på vandhanen hører med til lejemålet. Ikke engang en pære! Heldigvis kommer firmaet og henter de tomme flyttekasser fredag morgen, og det hjælper meget på pladsen i det ene værelse. Og heldig er jeg fordi jeg i går fik opsat to hylder og samlet et bord. Så kan jeg komme lidt videre der. Jeg har også fået fat i damen der skal tage stilling til gas og komfur, så er jeg så langt. Men jeg er træt. Og har ondt. Og kvalme og flimren for øjnene. Og har helt reelt brug for en skammel i badet så jeg kan sidde ned, for ellers kan jeg ikke klare så enkel en opgave som at tage et brusebad. Faktisk er jeg lige til lossepladsen for tiden.

 

Men jeg er jo også bare pensionist ik..