Jeg har ikke overset jer..

 

 

 

Jeg har flere dejlige kommentarer liggende på lager til et svar. I går var advent og jeg fik besøg af mine to livslys. Desværre klarede jeg det mere end elendigt, og alle mine kræfter gik til dem. Det ved jeg heldigvis at I kan forstå og tilgive mig, og jeg vil bare lige her fortælle, at jeg skam både har læst og glædet mig ved jeres hilsener de sidste par dage.

 

Desværre står det slemt til med mig. Værre end jeg vil være ved, og værre end jeg kan beskrive uden tårer. Flere timer inden de to skulle komme, begyndte mavepine og smånervøsitet at indfinde sig. En halv beroligende pille tog det værste, men betød tilgengæld at jeg var mere sløv end nødvendigt.

 

Jeg havde forberedt mig, og der var indkøbt til at de kunne gå sammen i køkkenet om at lave en varm gryderet, og trylle havregrynskugler frem. Både for at de kan lave noget i fælleskab her, men også for at give dem en god oplevelse, selvom jeg ikke kan så meget. Vi er en lille familie, hvis liv er anderledes end så mange andres, men jeg vil så gerne give dem traditioner og fornemmelsen af at VI har hinanden.

 

Det positive er, at de er megasjove de to. De kan få mig til at grine så meget, at jeg får ondt i maven og problemer med at holde mig, de siger så mange vidunderligt sjove ting, foruden at de er gode til at grine af mig. Det er næsten det bedste, MEN jeg selv er en elendig mor. Jeg ved godt at jeg ikke skal sige sådan, men hvordan kan jeg andet, når der ikke går mere end ti min før jeg allerede er svimmel af udmattelse, og min krop reelt lukker helt ned?   Jeg kan dårligt holde mig vågen, bliver ukoncentreret, får svært ved at tænke og tale, og værst af alt bliver jeg overvældet af deres helt naturlige og sunde energi og sniksnakken. Det bliver til en slags støj jeg ikke kan rumme.

 

Helt ærligt.. Mine egne børn, som jeg elsker og ser så sjældent!  Bliver til støj!! 

 

Jeg skammer mig og bliver dybt dybt ulykkelig. Og bange. Bange for at jeg aldrig skal få bare en smule af mig selv tilbage. Er det virkelig sådan det skal være fremover og altid? At jeg må afstå fra nærmest alle former af normalt og vidundeligt inspirerende, og givende samvær med andre?  Skal jeg forever kun kunne magte eet menneske af gangen, og kun i kort tid? 

 

Jeg ved det.. jeg skal være positiv og se lyst på fremtiden. Tro på at det bliver bedre igen. Jeg prøver, men det er virkelig svært. Jeg savner Nøkleriet, Sisse, at være i en forsamling af mennesker, at spise i selskab med andre. Jeg savner at være en familie, at tage på udflugter LANGT væk og mest af alt at være MOR.

 

At KUNNE være mor.