17 december 2012

Jeg har ikke overset jer..

 

 

 

Jeg har flere dejlige kommentarer liggende på lager til et svar. I går var advent og jeg fik besøg af mine to livslys. Desværre klarede jeg det mere end elendigt, og alle mine kræfter gik til dem. Det ved jeg heldigvis at I kan forstå og tilgive mig, og jeg vil bare lige her fortælle, at jeg skam både har læst og glædet mig ved jeres hilsener de sidste par dage.

 

Desværre står det slemt til med mig. Værre end jeg vil være ved, og værre end jeg kan beskrive uden tårer. Flere timer inden de to skulle komme, begyndte mavepine og smånervøsitet at indfinde sig. En halv beroligende pille tog det værste, men betød tilgengæld at jeg var mere sløv end nødvendigt.

 

Jeg havde forberedt mig, og der var indkøbt til at de kunne gå sammen i køkkenet om at lave en varm gryderet, og trylle havregrynskugler frem. Både for at de kan lave noget i fælleskab her, men også for at give dem en god oplevelse, selvom jeg ikke kan så meget. Vi er en lille familie, hvis liv er anderledes end så mange andres, men jeg vil så gerne give dem traditioner og fornemmelsen af at VI har hinanden.

 

Det positive er, at de er megasjove de to. De kan få mig til at grine så meget, at jeg får ondt i maven og problemer med at holde mig, de siger så mange vidunderligt sjove ting, foruden at de er gode til at grine af mig. Det er næsten det bedste, MEN jeg selv er en elendig mor. Jeg ved godt at jeg ikke skal sige sådan, men hvordan kan jeg andet, når der ikke går mere end ti min før jeg allerede er svimmel af udmattelse, og min krop reelt lukker helt ned?   Jeg kan dårligt holde mig vågen, bliver ukoncentreret, får svært ved at tænke og tale, og værst af alt bliver jeg overvældet af deres helt naturlige og sunde energi og sniksnakken. Det bliver til en slags støj jeg ikke kan rumme.

 

Helt ærligt.. Mine egne børn, som jeg elsker og ser så sjældent!  Bliver til støj!! 

 

Jeg skammer mig og bliver dybt dybt ulykkelig. Og bange. Bange for at jeg aldrig skal få bare en smule af mig selv tilbage. Er det virkelig sådan det skal være fremover og altid? At jeg må afstå fra nærmest alle former af normalt og vidundeligt inspirerende, og givende samvær med andre?  Skal jeg forever kun kunne magte eet menneske af gangen, og kun i kort tid? 

 

Jeg ved det.. jeg skal være positiv og se lyst på fremtiden. Tro på at det bliver bedre igen. Jeg prøver, men det er virkelig svært. Jeg savner Nøkleriet, Sisse, at være i en forsamling af mennesker, at spise i selskab med andre. Jeg savner at være en familie, at tage på udflugter LANGT væk og mest af alt at være MOR.

 

At KUNNE være mor.

13 kommentarer:

  1. Stærkt indlæg! :-)jeg sender dig nogle positive tanker,du er god nok :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Engel, jeg bliver så glad og tager imod dine tanker :)
      Mange mange knus
      Henriette

      Slet
    2. du får lige god karma og juleknus med i forsendingen :-)

      Slet
    3. p.s jeg er sikker på dine børn elsker dig og syntes du er den bedste mor i hele verden :-)

      Slet
    4. Hvor er du bare en engel :) Mange knuser til dig og tak fordi du gider muntre mig op.

      Kærlig hilsen
      Henriette

      Slet
  2. Det er aldrig nemt at føle sig som en god nok mor og da slet ikke når kræfterne svigter. Alligevel er jeg sikker på at dine børn ikke vil ønske sig nogen anden for det eneste virkeligt vigtige (i hvertfald for større børn): KÆRLIGHED, det giver du dem i rigt mål og det ved de. Selvfølgelig vil de ønske (især for dig selv) at du ville have det bedre, men hvis de får dig til at grine så elsker de dig som du elsker dem.

    Jeg sender masser af kærlige tanker og håber det nye år vil give dig ny styrke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marina. Hvor er jeg da glad fordi du har været forbi her i dag. Velkommen og tak for det :) Jeg er jo ret så begejstret for din blog, og syntes den er utroligt smukt bikset sammen hihi. Fuld af alt det gode i livet, så at du fandt tid til at skrive betyder meget for mig.

      Tak igen og mange knus
      Henriette :)

      Slet
    2. Tak for dine ord om Badut Henriette. Hvad mange ikke ved om mig (selvom jeg faktisk har skrevet det et par gange) er at jeg også af og til bliver ædt af angsten. Badut er en del af mit forsvar mod de sorte huller i livet for ved at skabe et rum hvor jeg deler ud af overskud og glæde bliver der mere af det -- også til mig. Det kan måske godt lyde sært men sådan har det virket for mig og måske er det derfor jeg hidtil altid har sagt nej tak når jeg er blevet tilbudt penge for at reklamere på Badut. Det er også dumt men jeg er bare sært og skævt skruet sammen.

      Jeg er ikke altid så god til at få kommenteret. Der er mange ting at nå i en hverdag og så får jeg ikke skrevet nok kommentarer rundt omkring.

      Slet
  3. Helt enig med Marina. Og du havde jo faktisk sørget for, at de kunne få en god dag med gryderet og havregrynskugler! Stort kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhh tak søde Mette. Ja det havde jeg, kuglerne blev dog ikke til noget, men vi når det nok inden nytår, for de skal være her julen over. Men jeg sørger lidt, det gør jeg altså.

      mange knus for dit besøg og din hilsen
      Henriette:)

      Slet
  4. Jeg forstår godt du bliver ked af det- for at skulle acceptere alt det man ikke kan og som er helt normalt og har været normalt i dit liv er da et uendeligt tab af - ja af hvad- livs indhold /kvalitet - eller hvad kan man kalde det- jeg ved det næsten ikke-
    men jeg blev utroligt ked af det på dine vegne- når jeg tænker på sur jeg bliver på mig selv om aftenen når ungerne skal i seng- eller skulle have været puttet- fordi at jeg kl. 20 bare er træt- og brugt op- så rækker mine kræfter ikke til mere- men selv om du forsøger at gøre alle de rigtige ting- hvad bringer fremtiden så- utroligt hårdt for dig at skulle leve med- du får en cyberhilsen- og så vil jeg sige at jeg nyder at følge din blog- at du giver rigtig meget via den til andre mennesker- Tak for det :-) Tænkte på om du skriver med dine børn på mailen- på den måde kan du jo også dele deres liv og lytte til dem uden at du bliver for "færdig" og ked af det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Også varmt knus til dig Ellen Kathrine. Det gør godt at vide at det jeg deler gør en forskel, men jeg kan altså godt huske, hvordan det var som du beskriver dine aftener. DE ku også være svære helt bestemt.

      Mange mange varme knus
      Henriette :)

      Slet
  5. Jeg vil bare sige det, alle de andre siger... og når ungerne hygger og griner og fniser og inddrager er det også et udtryk for at de vil dig. På dine præmisser - og på deres. På godt og ondt og hele tiden :)

    Knus

    SvarSlet