Tror jeg begynder med lykken først..
Mine tulipaner har ramt den tid, hvor de virkelig begynder at slå sig løs. En efter en, sort efter sort, og farve efter farve åbner de sig, og min lykke over dem gør det samme. De er investeret i med (frivilligt) afkald på fornuftig kost, og lagt med hjerteblod og omsorg i efteråret. Det er mit valg og det har været let at tage, for jeg elsker bare de sprøde kulørte blomster. De hjæper mig til at se, hvad der ellers ville være svært, at livet har noget at byde på, og at det kan fyldes med skønhed og farver. Måske netop derfor har jeg taget kampen op mod sneglene med ekstra ildhu, for pokker tage mig om de skal tage de tulipaner fra mig. NÅ!
Det er bare også gået op for mig, at jeg helt overså at, de ikke kommer igen bare lige, så dette forår mangler de hvide.. Det var ellers det jeg frydede mig over sidste år, så da jeg indkøbte dette års løg, forkuserede jeg på de røde/gule/orange og violette/pink farver. De hvide var jo lissom i hus. Derfor mangler jeg sååå meget et hvidt bed med frynsede og krøllede og helt enkle høje hvide soldater, men man lærer så længe man lever, og til efteråret kan jeg så prioritere anderledes, MEN
.. her og nu
sidst i april
- er de første ved at være færdige ( dem fra Liedl ), og resten ved at springe ud. Hver dag kigger og kigger jeg på dem, til mine øjenæbler er ved at poppe ud af deres huler, fordi jeg bare ikke kan få nok af det mirakel det jo er. Eet enkelt løg er lig med en livskraft, der er både imponerende og voldsom. Og alt dette sker lige her. I min have. Fordi JEG har arbejdet for det, med spade og på knæ og i både småregn og let kulde.
Nu kvitterer de med kulører, der gør mit forår virkeligt smukt. Og jeg er taknemmelig.
Hvad der er mindre smukt, er den tilstand af total opløsning jeg befinder mig i nu. Ingen tvivl om, at ting ikke længere har plads i den kasse jeg proppede dem i, dengang jeg måtte gøre sådan for at have overskud og fokus, så jeg kunne finde nyt fundament til mig selv og på det tidspunkt også Rasmus. Faktisk er det vel nærmest logik for burhøns. At jeg nu reagerer. Der har ikke været tid/ro/tryghed og fred til det før nu.
Igen forleden bragte klogeågedummefornuftigeogskiderarebehagelige læge nemlig en detalje på banen. Som Ironman slog han ned, og konstaterede roligt og klarsynet, at selvom årene går, forsvinder hverken PTSD eller sorg og smerte IKKE. Det lagres bare. Som hundredevis at småbitte æg under et tykt lag af våde blade. Som mit helt eget kuld af mentale og følelsesmæssigt destrutive dræbersnegle. Det æder i det stille og i ly af, at mit fokus har været på noget andet, indtil det til sidst har ædt sig så kæmpe og slimet, at jeg bare ikke KAN ignorere det mere. Gør jeg det så af alt magt alligevel, ja så er det kroppen træder til med hjælp og opråb. I form af smerte i alle mulige afarter. Og her hjælper hverken hvidløg, kaffegrums, æggeskaller, gift eller andre husråd. Der er kun een vej, og den kan blive både lang og drøj.
Lignelsen med sneglene er min egen.
Så igen. Jeg er ved at gå helt i opløsning. ALT får mig til at bryde i gråd. Som feks lige nu her før. Jeg har glemt at forny min recept på medicin, så jeg ringer til lægehuset. Bliver sat på vent, og der spilles musik. Befriende er det at de har skiftet det rærlige bånd ud med Roy Orbinson, som jeg ikke bryder mig om, belastende er det omvendt at det jeg nu lægger øre til får mig til at tude lige på minuttet! For der midt i mellem sange om dette og hint, lyder pludseligt et nummer, som sætter gang i noget og så har jeg balladen. Og lægen har en tudende patient i røret, som´egentlig ville noget helt andet. Vi var begge så at sige uforberedte på udviklingen.
Og sådan er mine dage nu. Fuldstændigt ude af kontrol. Jeg aner bare ikke, hvornår næste omgang kommer.
I mandags var det så slemt, at jeg endte med at ringe efter assistance hos min bostøtte. Det gør jeg ellers sjældent akut. Som i kun to gange tidligere på halvandet år. Her var det noget jeg havde læst i forbifarten. Fra morgenstunden af. Først efter en snak og henad aftenstide, kom jeg på benene og fik mig et bad. De to ting hjalp, og jeg fik også gjort køkkenbordet ryddeligt nok til at brygge middagsmad og bage lidt.
Tirsdag, i går, gik nogenlunde og jeg gennemførte en dag med planlagt IKKEhaveaktivitet. Sad endda i den, fra om eftermiddagen og til aftenstid. Bare med strik og Holger og et par skrab efter snegle og ukrudt. OG jeg havde pæn kjole på. Nemlig
Med andre ord er jeg hudløs nu. Og lige til at køre på møddingen.
Mange af jer derude er smadder søde til at sende mig hilsener via både mail og Snail(haha)mail. Det er noget af det, som giver mig SÅ meget opmuntring og glæde i hjertet, at jeg ikke helt kan sætte ord på det. Der hvor jeg er lige nu, i selvvalgt men ikke frivillig ensomhed, betyder det ALT at der er nogen, som stadig gider mig, og hænger på. At der findes mennesker, som tænker på mig og, som vil mig det godt. Det får mig faneme også til hyle, men på en helt anden måde, og af glæde.
Der er bare det ved det, at jeg har rigtig svært ved at være stabil og huske. Så jeg kan være længe om at reagere på henvendelser. IKKE af ligegyldighed, det skal alle være klar over. Jeg læser alt, hvad jeg modtager. Hovedet har bare ikke plads til så meget lige nu, og jeg håber I bærer over med det.
