Man er vel klædt behøringt med farvekoordiantion ing!

 

 

 

 

Der er for alvor knald på efterårsfarverne i haven og naturen nu.Inden længe er “ilden” slukket, og så er der kun det brune og nøgne tilbage, men indtil da SÅ nytter det ikke at være havedame, uden at tøjet passer. VEL!

 

Jeg føler mig så rig. Humøret er SÅ meget bedre end for bare en måned siden. Om det skyldes den enorme lettelse over, at min bil blev reddet ( for det har altså virkelig fyldt en del indeni), eller om det handler om, at jeg hele tiden og hver dag tvinger mig selv til at modarbejde trangen til dyne og verdensfjernhed, ved jeg ikke. Eet er sikkert. Det gør en stor forskel, at jeg har to så dejlige børn. To uerstattelige unger, som hver på deres facon er med til at give mit liv betydning. De to er bare blevet rigtigt fine unge mennesker.

 

I søndags stod Rasmus og en kammerat her lige pludseligt.

En fugl havde sunget lidt om, at de ville en tur over vandet, og da indkøb af snol og sodavand var overstået, slog de heldigvis vejen forbi mig. For pokker da, hvor var det dejligt. Jeg fik hilst på vor tids Thorkild Thyrring, som jeg kun har hørt tale om. I flere år faktisk. Mit morhjerte må virkelig tage sig sammen for ikke, at gå helt agurk ved tanken om to fartglade gutter i fri dressur på motorvejen. Mine formaninger, og den hysteriske bekymring slås hen med forsikringer om, at de er fornuftige…. men det virker ikke. Jeg har det bare ikke godt, når jeg ved der er fart på. (kun når det er mig selv der kører…….)

Jeg fik chokolade og masser af knus inden de var væk igen.

 

 

 

Josefine kommer omvendt ikke sådan lige forbi. Vi sludrer når det er aktuelt, for vi er begge uhyggeligt dårlige til at tale om alt og ingenting i telefonen, og derfor er det ikke hver dag vi ringer sammen. Hun og husbond kæmper til stadighed med at finde noget at bo i. Han bor hjemme hos sine forældre og hun på kollegieværelset, men det er bare ikke fedt at være gift, og så måtte bo uden hinanden. Det gør mig så frustreret på deres vegne. Når det er sagt, så er det en fryd at høre hendes stemme i telefonen. Jeg kan høre at hun er glad. Hendes tilværelse som husmor og studerende er hun vældig tilpas med, og så kan jeg sådan set ikke ønske mig mere. I ved jo, at jeg har det lidt stramt med hendes konvertering, MEN der er så også bare nogle værdier i hendes nye liv, som jeg synes er noget man kan lære af. Respekt og omsorg for de “gamle” i familien feks. De har også en “arbejdsfordeling” de to i mellem, som giver ro på, og dermed plads til at begge har en god hverdag. Hun går hjemme og han arbejder. Hun er husmor og han er forsøger. Det er det, som de to har det godt med, og så har jeg det godt. Ikke mange moderne kvinder ville føle sig tilfreds med det, men min datter er. Hun hviler mere i sig selv nu, end nogensinde. Jeg er lettet over, at hun bliver forkælet og passet på af min svigersøn. Han har stor ansvarsfølelse i det hele taget. Og jeg siger jer lige. Hun er godt nok strid ved ham synes jeg til tider. Ganske som sin mor, har hun sine meninger og ideer, så den stakkels mand må finde sig i lidt af hvert. Han pisker rundt for min skønne, smukke, elskede og beslutsomme datter.

 

Og så er vi omsider tilbage til overskriften..

 

Jeg har nemlig fået ny vinterfrakke. Juhuu.

Min gamle og aldeles udmærkede vinterfrakke, er jeg aehm.. host host … vokset ud af. De sidste to vintre har den mildest talt ikke været særligt varm, for knapperne mangler og den kan af andre.. årsager ikke længere lukkes, men den har hele tiden være bedre end slet ingen, så det har været som det nu har været. Jeg er blevet ved med at bruge mine penge på andre ting, og har også haft lidt svært ved at finde lige den model, som jeg synes er mig. Man kan sådan set sagtens finde sig et stykke overtøj til 4-500 kroner, men det holder så heller ikke særligt længe. DEN har jeg været på. Med min hidtidige frakke feks. Syninger og knapper er altid det, som ryger først. Også selvom man ikke tager på i vægt, vil jeg lige slå fast. Så jeg har været påholdende med at kaste mig ud i at købe nyt overtøj.

 

For et par måneder siden så jeg så pludseligt bare lige DEN vinterting, der bare var lige i øjet. Desværre var den også prismæssigt en smule svimlende. Ok.. den ville sikkert være noget bedre i kvalitet, og med garanti mere holdbar, og den var uden tvivl mere laber end alt andet vintertøj, men alligevel. Der er grænser for snot så at sige. Omvendt kunne den være min garanti for varme vintre i mange år fremover, en investering om man vil. Jeg sværmede og talte med Josefine om det. Hun og husbond ville meget gerne hjælpe, og vi endte med at jeg lånte til vinterfrakken.

 

I mellemtiden blev den så sgufanmeedderhuleodder udsolgt!

 

Jeg siger jer.. jeg flippede en lille smule. Ringede sågår fimaet op for, at brokke over deres elendige evner til at disponere osv osv. KÆFT jeg var sur. Den slags gider jeg ellers slet ikke normalt, dertil er mit temperement ganske enkelt for ukrigerisk, men her blev jeg så skuffet og øv, at der skete en lille kortslutning i fornuften. Fandme mand. Her står jeg med en løsning og totalt dejlige børn, som gerne vil hjælpe, og så… så dør den der.

 

Frakken jeg IKKE fik er den her:

Den er helt uimodståelig ik? Og så var der foruden den blå her også en i  orange. Og det var den jeg forelskede mig i. Den græskarorange. Ihvertfald ikke en farve man forsvinder i, i de mørke måneder vi går i møde.

 

 

Som sagt blev det ikke den. Senere viste der sig en næsten ligeså flot en i horisonten, og lad mig sige det sådan.. Den kostede kun en tredjedel, den er ligeså lækker og dejligt varm, men den er bare sååååå kedelig i farven, synes jeg nu. I hegnet med det, og sådan gik det til, at jeg nu kan gå rundt med rive og spand i min have, behørigt påklædt i matchende farver. HEP! (jeg har endda arvet et par dødsmarte busker af en fra byen, og de er bare så fede altså. De er olivengrønne, har knapper i siden under knæene, labre lommer og numsegod pasform)

 

 

Jeg er bare så rig. Fik jeg sagt det?