Hold da lige på hat og briller!

 

 

 

 

Forberedt var jeg måske nok, men jeg må alligevel sige, at jeg blev taget med bukserne nede så at sige, da jeg i nat vågnede fordi huset var på vej til at lette. HOLD nu op, hvor har det været et uvejr. Ingen tvivl om, at jeg er glad for at bo i sikkerhed nu, for med de mængder regn vi har fået her, er køkkenet i Vestergade med garanti ved at drunkne.

 

Jeg glæder mig enormt over, at det ikke længere er mit problem, men jeg er omvendt trist på den nye lejers vegne. Det er en ung mand, som flyttede ind kun “ti minutter” efter at jeg havde forladt matriklen, og indtil videre er der ikke foretaget reperationer af mit gamle hus. Selvom jeg er videre, tænker jeg da alligevel på, hvad jeg har efterladt. Jeg øver mig i ikke at tage andres problemer ind, og af samme grund har jeg holdt lav profil, efter at have hilst på mine nye naboer på den anden side ad gaden. DET hus er nemlig også ejet af min forrige udlejer, og helt i tråd med mig, bokser de med vand, fugt, punkterede vinduer og utætheder. Jeg blev så ked af det, da kvinden med optimisme og fortrøstning fortalte mig om, hvordan de var blevet lovet nye vinduer i hele hytten og udbedring af alt muligt andet, i samme uge som de var flyttet ind, for hvad gør man egentlig?

 

Jeg er blevet rådet til ikke at involvere mig og dele mine bitre erfaringer, fordi jeg skal til at finde mit eget ståsted og overskud igen. Det vil heller ikke være særligt rart, at skulle være den som tager pippet fra dem, men jeg har det faktisk ret skidt med at vide, hvilke drejning deres tilværelse kan tage i et usundt og slidt hus og med en udlejer som ikke overholder sine løfter. Hvor går grænsen egentlig? Mellem at blande sig og at holde sig tilbage?

 

Ville jeg selv have ønsket information i sin tid?

 

 

****************

 

Det har været en våd og stomfuld nat. Kattene og jeg holder søndag i fin stil. De slumrer videre og jeg slapper af. Jeg bagte knækbrød i går og fik endda soigneret alle mine pelargonier, foruden lidt andet dimseri, så søndag kan bare komme an. Dog… den opskrift jeg fandt på nettet på knækkene var bare ikke god, og hele herligheden ligger nu i skraldespanden! Måske det bare er mig, men de blev ALT ALT for salte. Der er angivet to teskefulde til en portion, og jeg studsede faktisk lidt over det, for jeg synes ikke at kunne huske den mængde, men jeg tænkte at det måtte være mig som huskede forkert. Af det kan man lære at lytte til sin fornemmelse.. Knækbrød hjemmebagt smager dejligt, men de skal ikke være en erstatning for franske kartofler. Jeg bagte ovenikøbet to portioner.. totalt ærgeligt. De er nemlig fyldt med en mindre “opsparing” af gode (og kostbare) sager, som feks mandelmel, peacannødder, dadler, vaniliesyltede svesker og ristet økologisk kokos til de lidt kageagtige knæk, og masser af økologiske frø og gryn i de almindelige. Det er noget jeg har gået og samlet over tid når der har været penge tilovers og nu, ja nu ligger hele herligheden på bunden af skraldespanden. Uspiselige og dejligt duftende. ØV!

 

Når det er sagt, så er det ellers super igen at have plads..

… til computer med opskriften og netradio feks. Jeg skal stadig lige finde mig selv derude, men øvelse gør mester, så jeg ender vel med at gå i lag med kager og fondanter en dag HA!