Mit hjerte holdt op med at slå og min hjerne gik i sort..

 

 

 

 

 

…. for en halv time siden fik jeg besøg. Udlejer kom med en opsigelse. En skilsmisse betyder at jeg må flytte herfra.

 

 

Lige nu kan jeg ikke tage det ind. Jeg kan ikke andet end at tudbrøle. Konsekvenserne er slet ikke til at overskue, men jeg ved nu at utrygheden igen tager ophold i min krop.

 

Jeg har gudskelov et års opsigelse.

 

Jeg har ikke mere at sige.

 

Nå jo, jeg må have husket at ringe til min læge, for nu er der endnu engang brug for beroligende medicin i en periode og jeg må have husket at ringe til min bostøtte.

 

Jeg føler mig syg og har kvalme.

 

At ønske mirakler er omsonst. Den tro jeg var begyndt at føle, på at livet også har noget godt i vente til mig er simpelthen bare død. Jeg skrev i december, at jeg havde SÅ svært ved at forstå at dette hus var min nye virkelighed, og at jeg kunne tillade mig selv at hvile i bevidstheden om, at NU var jeg kommet “hjem”.

 

Jeg burde aldrig have tilladt mig selv den tro. Det VAR for godt til at være sandt.

 

Jeg går i seng.