Lammelse. Kan ikke beskrive det på anden måde

 

 

 

 

Mine fingre ligger på tasterne, men .. jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige. At prøve at beskrive det sted jeg står nu er egentlig let nok, men chokket har paralyseret den del af min hjerne, som styrer evnen til at bevæge mig. Og til at handle.

 

Jeg kan simpelthen ikke.

 

Meget har jeg været igennem de sidste seks år og mange forskellige følelser har været med i forløbet, men DET her.. jeg ved sgu ikke, bortset fra at der ikke er en kæreste indover, så har jeg det fuldstændigt som dengang jeg blev kørt hen og afleveret på den lukkede. Sorg. Chok. Uvirkelighedsfornemmelse. Vantro.

 

Vrede eller det der ligner kan jeg slet ikke engang svinge mig op til.

 

 

Til alle I, der på mine vegne har skrevet med råd om indsigelser og LLO. Det nytter ikke noget som helst, for enden bliver uanset hvad, at udlejer selv skal bo her. Punktum. Det vil være nytteløst at forsøge at stampe 700kr op af den tørre muld. LLO svarer ikke på noget som helst før man er medlem, og det vil i sidste ende alligevel være mig, som efter opslidende kamp skal pakke hele lortet ned i flyttekasser een gang til.

 

Og lov mig nu, at I ikke vil begynde at skændes i kommentarfeltet.. Jeg kan sgu ikke klare det, selvom jeg ved I mener det godt, og at det er fordi I føler med mig og vil hjælpe. Jeg er ikke i stand til at leve som andre, med et socialt netværk, der kan troppe op og være der for mig, og derfor har jeg behovet for at “tale” med nogen både her og via de sociale medier. Jeg har brug for jer derude, men I må ikke skændes. Vel.

 

Hvis I gerne vil gøre noget, så er det jeg har allermest brug for, hjælp til at komme videre herfra. Og med det mener jeg ikke i al hast, DET har jeg prøvet og det er gudskelov ikke nødvendigt, selvom enhver tanke om at være her, på eet sekund blev ubærlig. Selv er jeg stået helt af nu. I hovedet. Der skal pludselig til at kigges boliger igen, og jeg magter det bare ikke. Konsekvenserne er for voldsomme og da jeg vågnede i morges, var ansigtet fuld af udslet! BANG og BUM. Kroppen reagerer med det samme, og den gør det over det hele. Smerter og allergi. Noget siger mig, at det igen skal følge mig, og det sandsynligvis lige indtil den dag, jeg står et nyt sted og har pakket ud. Igen!

 

Jeg kan stille min fremtid ret klart op nu:

 

Enten er det slut med private udlejere,  hvilket vil betyde at min fremtid ligger et eller andet sted i en lejlighed. Bliver det sådan, så vil jeg udenfor enhver tvivl måtte aflive begge katte, og selv vil jeg igen havne der, hvor jeg ikke kommer uden for en dør i uger og måneder af gangen. Jeg ved det, for der HAR jeg været.

Eller.. jeg kan slå mig til tåls med, at jeg i al fremtid skal være nomade. Flytte fra hus til hus med jævne mellemrum.

 

Og så har jeg slet ikke taget økonomi og menneskeligt overskud med i ligningen.

 

Det er der jeg befinder mig nu. Mentalt. Og der hvor jeg befinder mig nu, er der så meget mere utrygt og fortvivlende end der, hvor jeg befandt mig for 24 timer siden. Lad det være en lektie til os alle. Intet er stationært. Man kan aldrig være tryg. Man kan miste fundamentet på et sekund uden forvarsel. Og den der med, at “tro på det”, “tillad dig selv at give slip”

 

.. glem det.