Skillevejen, eller hvordan vejen til Maribo ligner min hjerne

 

 

 

 

Aldrig i mit liv, som fører af en bil, har jeg prøvet at køre i sådan en grød, og aldrig har jeg haft trykket på tågelygteknappen, men i går fik jeg prøvet det. Det var IKKE sjovt. Lad mig sige det sådan. Faktisk var jeg i tvivl om det i det hele taget VAR en tågeknap, men det tror jeg nu nok. Søndag formiddag drog jeg ad Maribo til for at hente jord til en god pris, og igen søndag aften tog jeg samme tur af andre årsager, og på en uoplyst kulsort landevej er tæt tåge decideret skræmmende. Her var sigtbarheden sine steder kun til bilens front, alt var stille alt var mørkt, og en følelse af fuldstændig isolering, ufremkommelighed og fare fulgte mig hele vejen.

 

Turen i tågen i mørket var, som en tur  i min hjerne!

 

 

 

Efter ligevedognæsten syv års hudløst ærlige skriverier, er jeg træt nu. Jeg mærker det mere og mere, og især når jeg får en kommentar som “kræver” forklaring. Enten bliver det skrevet fordi vedkommende ikke har læst med så længe, eller også fordi JEG har skrevet så længe. Noget at det jeg deler i dag kan være en del af noget, som jeg tidligere, måske år tilbage har berettet om og nu er jeg så der, hvor jeg simpelthen bliver ramt af bolden på vej retur. Så at sige.

 

Jeg orker det ikke længere.

 

Lige nu handler det om mit skriv i går omkring assistancen fra kommunen, eller manglen på samme. Det undrer, at jeg ikke har betalingsservice i banken, men ved I hvad.. en forklaring og lang historie på det HAR jeg givet tidligere og flere gange, men indrømmet det ligger flere år tilbage. Jeg gør det ikke igen. Jeg er træt er jeg. SÅ træt faktisk, at jeg er nødt til at holde med delingen. Det er muligt det ikke falder alle lige let at forestille sig, men at indvie alle jer derude, fremmede som bekendte og venner i, hvordan et liv med psyken på vrangen leves, er faktisk ikke så nemt som jeg måske er kommet til at få det til at virke. Udefra virker det måske, som om jeg bare sætter mig til tasterne og hælder vand ud af ørene, men sådan er virkeligheden bare sjældent. Oftest er de skriv, som er allermest private også de, som har været tungest og mest tåretrækkende. Jeg har i årevis givet en masse af mig selv i oplysningens navn, i håbet om udbrede tolerance og forståelse, men nu vil jeg ikke mere. Som sagt, jeg er træt. Og jeg er så nærtagende, at jeg ikke kan klare at forklare. Det er tid til at holde inde med skydningen.

 

Gårdsdagens tætte tåge har længe boet i mit hoved, og lige nu er det værre end ellers. For hver dag der der går, bliver jeg en lille smule mindre motiveret til at fortsætte. Med det hele. Ikke kun blog, Instagram og Facebook. Også køreture, forsøg på heling og kamp.

 

Jeg er enormt påpasselig i mine forsøg på at fordele sol og vind lige, så jeg sørger for at poste fine fotos af solskin, arrangerede blomster, kulørte kreationer og hvad har vi for at veje op på de skriverier, som er tunge og triste og negative. Jeg gør det alene for ikke at træde nogen over tærene. For ikke at provokere til kommentarer om utaknemmelighed og forkælelse. Jeg er så hudløs og færdig, at jeg tudbrøler hver gang jeg bliver “sat på plads”. Som nu feks det her med, hvorfor jeg ikke allerede forlængst har fået en budgetkonto!  Jamen herregud, tror man da ikke at jeg ville have haft det allerede for hundrede år siden, hvis det havde været mig muligt? Hvor sjovt tror man  lige det er, at ende med ikke kun et liv som småmentaltinvalid, men også som administreret af kommunen? Hvor meget integritet tror man det er muligt at beholde, når man som jeg ikke kan forsørge sig selv, bidrage til samfundet, arbejde og gøre gavn? Oveni det kan jeg så heller ikke evne og overskue, at holde styr på papirer og blanketter. Eller få min bank til at gøre det.. Det er nok nu.

 

Jeg BURDE være lykkelig nu

Jeg BURDE være tryg nu

Jeg BURDE være tilfreds nu

Jeg BURDE glæde mig nu

Jeg BURDE kunne skille skidt fra kanel

Jeg BURDE kunne se det større billede

Jeg BURDE kunne rejse mig fra sofaen og fra støvet

Jeg BURDE have lyst til livet

Jeg BURDE kunne se at livet er en gave

 

Desværre allesammen, intet af det er mig muligt. Jeg er bare træt. Slået hjem og gået i stykker. Hver dag når jeg går i seng, er min sidste tanke, at så kom jeg igennem den også. Hver dag ser jeg tilbage på timer, hvor jeg spekulerer på, hvad der skal få mig til at fortsætte. Jeg ved godt at mange bliver rasende over at jeg kan skrive sådan. Jeg har to børn. Jeg kan af et ærligt hjerte også godt fortælle, at det er eneste årsag til at jeg er her endnu. Jeg vil ikke være bekendt at være hende der svigtede. DET ansvar er mit, og jeg lever fordi jeg har dem. Men jeg “lever” ikke.

 

Jeg er bare.

 

Hverken mere eller mindre.

 

 

Jeg har delt næsten alt, og det har været fint. Nu vil jeg ikke dele mere. Her. Jeg kan ikke længere skrive som jeg hidtil har gjort, for jeg kan ikke længere klare at det udløser meninger, hvilket i sig selv jo er langt ude. Men det er jeg så også. Det er man når man ikke finder mening med noget, og når man tvivler på om een solopgang mere fra eller til, vil gøre så skide stor en forskel.  Er en rød sol, klar frost, frølinger og kattekillinger nok, til lige at tage 30 år mere? gør det forskel?  I øjeblikket er svaret tæt på nej, og så længe det er det, så længe må jeg lukke mig om mig selv. Da jeg var ung havde jeg mål og masser (troede jeg) at se frem til. Ting at opleve, meget at nå, mere at gøre. Det har jeg ikke længere. I dag handler kun om at holde mig selv kørende fra morgen til aften. Og jeg er træt. Noget så træt.

 

 

 

Jeg lukker ikke bloggen ned. Den bliver hvor den er. Det KAN jo være tågen letter..