Det ses tydeligt

 

 

Flere gange er det blevet sagt, at det er utroligt jeg stadig står oprejst, og at jeg er både stærk, sej og alt muligt andet. Der har været meget de seneste fire år. Mere end jeg selv har kunnet forudse, og ja.. jeg står endnu, for det nytter ikke at lægge sig. DOG er der alligevel tydelige spor af, HVOR meget tiden har ædt sig ind på mig. Der er tydelige tegn på, at jeg er tæret og at al kampen slider. Faktisk er det SÅ indlysende, at jeg uden at overdrive bliver både ked og også lettere rystet af at konfrontere mig selv med virkeligheden.

 

 

Markant ik..

 

Billederne er taget på samme tidspunkt med fire års mellemrum, og jeg kan konstatere at jeg i dag, i feb 2015 ikke ser et hak sundere eller friskere ud end for et år siden. Nok mere tværtimod.  Jeg har ruget over det et tid, og jeg er kommet frem til at noget må gøres, for trods det at jeg kæmper hver dag med indre og ydre problemer, så ER jeg altså stadig ikke fyldt 50, men jeg har det som om jeg er 80. Mindst. De mange års medicin og psykiske nedture har slidt og tæret på min krop feks. At jeg ikke har sovet ordenligt i flere år hjælper heller ikke, og jeg er lige nu et udemærket bevis på, hvad forskere har talt om i årevis. Uden søvn og med stress ældes man urimeligt hurtigere. Usund hurtig kost og smøger lægger desuden ekstra på alderskontoen og i det hele taget ER det rigtigt, at man kan se på psykiatripatienter, at de ikke har overskuddet til at leve anbefalelsesværdigt.

 

Det er IKKE let for mig at offentliggøre sådanne billeder, men måske andre kan få nytte af at se realiteterne af, hvad der sker når livet har skrammet. Oveni det, ligger der også en skam begravet i det her, for jeg har hele livet været værdisat efter udseende. Mine menneskelige kvaliteter har ikke været det væsentlige, så det siger sig selv at jeg nu virkelig har det svært med at være slidt, for så er min værdig jo forringet. Logik for burhøns. At jeg har terpet med diverse terapeuter, at de indre værdier er vigtigere end at se godt ud, hjælper ikke en hujende fis ved det af, at jeg den dag i dag stadig ikke har mødt nogen, der kunne klare min personlighed i længere tid ad gangen. Jeg er for svær at leve med. og som tiden er gået har JEG svært ved overhovedet, at være sammen med mennesker.  Og så er vi tilbage i tiden igen.

 

Til den dag på den lukkede. Da jeg sad dybt medicineret og lyttede til kæresten, som fortalte at hans nye kæreste havde forklaret ham, at borderlinere er der ingen der kan leve med.

 

Det er den bitreste pille at sluge. Sandheden. Den GØR ondt.

 

Hver evig eneste lange dag.