24 august 2022

Årets #sjaleriseptember nærmer sig med hastige skridt

 



September sjalet 2021


August nærmer sig sin afslutning, og som de foregående tre år, vil jeg igen have fokus på sjaler i september. Jeg har haft forskellige vinkler på temaet, og i år bliver det at strikke rundt og klippe op, så vi altså får et glatstrikket sjal ud af det. Det er ikke svært, men kræver kun at man lige kender teknikken, så resultatet bliver fint og ensartet i kanten. 


Årsagen til, at jeg igen igen vælger det her med at strikke rundt og klippe op, er egentlig fordi Dorthe fra podcasten @Leom_Dorthe ( lige en omgang mere ) har forsøgt flere gange at knække koden, og da hun så spurgte, om ikke vi kunne tage den op endnu en gang i september var jeg da frisk på det, så nu har vi sammen lagt en plan for, hvordan september skal forløbe. Der er masser af fortælle om i den forbindelse og det gør jeg hver uge i podcasten, ligesom Dorthe også vil optage sin egen episode i løbet af måneden,  men nu laver jeg også en skriftlig oversigt herinde, i forbindelse med at jeg genoptager mit blogliv.



I mit hoved har jeg haft en forestilling om, at jeg har strikket efterårssjaler hvert eneste år, og at de har været strikket i september, men det er ikke helt rigtigt viser det sig. Det har været den illusion jeg har fået "strikket sammen", efter jeg begyndte med #sjaleriseptember tilbage i 2019. Det er lidt sjovt som erindringen vil have virkeligheden skal være uden, at det på nogen måde passer!  Det er rigtigt at jeg har strikket sjaler hvert efterår, men ikke at jeg har strikket dem alle i september. Ej heller strikkede jeg et sjal overhovedet i efteråret 2020. I 2019 og 2018 strikkede jeg masser af sjaler men ikke i september, så vi skal faktisk helt tilbage til 2017 før jeg reelt strikkede et septembersjal. Det kommer bag på mig selv, eftersom jeg har været overbevist om, at jeg har strikket sjaler i september "altid".  Hvis I forresten er nysgerrige efter at se min sjalshsitorik så kan I se den på Ravelry.


Nå, men i år så, DER skal vi knagme have efteråret kørt i stilling med et sjal, der matcher sæsonen. 


Der er som sådan ingen regler, kun den at vil man deltage i vores samstrik, skal der altså strikkes rundt. Hvis ikke man er til den øvelse, men gerne vil strikke sjaler og dermed være med i legen på den måde, så er det også fedt. Jeg har igen tænkt i tags, og de er endt sådan her:


#sjaleriseptember  ( det duer altid og er allround )

#sjaleriseptember22  ( det giver sig selv )

#gribsakseniseptember 


OG så er der som altid også de, der gælder hele efteråret:


#flammendeefterår

#sosværberedtpåefteråret


Ja ja, jeg ved det godt. Det vrimler med tags, og der er også en masse andre derude at vælge mellem, men alt er frivilligt og husk så bare på, at selvsamme tags er en effektiv måde at samle et særligt emne på, så alle der vil følge med og/eller har noget de gerne selv vil dele af, let kan finde det.





Et eller andet sted er det svært at finde inspiration og drivkraft til at føle for et efterårssjal som jeg sidder her i en stue, der er varm som ind i helvede. Udenfor er det endnu værre. August følger nemlig den nye normal og vi har i en evighed haft supervarme dage. En del af dem endda med regulær hedebølge!  Alligevel forsøger jeg at opbygge en stemning, som jo er det jeg elsker at kunne og, som jo er det der skal til og helst i god tid, hvis alle skal nå at beslutte om de vil være med. Det er lidt som dengang jeg var supermor og superkone, og i stand til at planlægge middage og den slags fancy ting, i dag kan jeg slet ikke det længere, men jeg kan hvis jeg vil, godt planlægge noget virtuelt og på skrift.





Jeg vil forsøge at gøre det overskueligt ved at liste hovedpunkterne op her:


Dorthe og jeg går live fredag aften i begyndelsen, og som afslutning på september. Her vil vi sludre om løst og fast i forbindelse med samstrikken. Datoerne er: 


Fredag d.  2/9 kl. 19.00 

og 

Fredag d. 30/9 kl. 19.00




Det interessante i år er, at vi har fået Amrit fra @Amritsstrik ( Instagram) til at være med os. Hun har sponsoreret vores valg af garn, og har i den forbindelse pakket nogle kits i de tre farvevalg vi personligt strikker i. Så altså, jeg strikker i flammende efterårs farver, Dorthe i rosa/jord farver og Amrit i blå/grå farver. De tre kombinationer kan købes med lidt rabat, hvis man drømmer om et sjal der matcher vores. Det næste er så, at HVILKET sjal I vælger at strikke er helt op til jer, når bare i husker, at vil I være med på den specifikke samstrik så skal det være rundstrikket ;-)  


Jeg vil i podcasten på fredag d. 26/8 vise lidt forskellige valgmuligheder for rundstrikkede sjaler, og jeg vil også komme ind på garnvalg osv. Jeg håber at få kræfter til, at optage en lille særvideo til jer, som I kan bruge til at knække koden til at begynde den lille cirkel med, og jeg har allerede en liggende fra sidst jeg strikkede rundt, som gennemgår hvordan man hæklelåser og klipper op. Den ligger lige her:


https://youtu.be/UxVcDq08k3Y






Som en ekstra bonusdetalje, vil jeg fremhæve at Kirsten fra @knitincolours har sammensat kits specielt til at strikke sjaler med. Det ligger lige her:

https://www.knitincolours.com/kategori/sjaler-i-september





Der er fem fredage i september, så der er altså masser af tid til at nå at blive færdige med et helt sjal, og det praktiske er, at den sidste fredag også er den 30/9, som jo er den fredag vi afslutter og går live, så det kunne ikke være bedre timet. Jeg skal lige huske at nævne, at liveudsendelserne begge foregår på IG og via Dorthes profil, og vi har som altid Ellen @the Dreamknitter med på sidelinjen til at lege miss Moneypenny så vi har styr på tropperne, for ja.. vi har selvfølgelig lidt gaver på højkant, som sidst vi var på. Gaverne er så gavmildt doneret fra søde kolleger fra IG. Ellen har sin egen podcast , som jeg da også lige vil fremhæve, nu jeg er i gang med at smide om mig med links ;-)

Pyhh nu tror jeg vist at jeg har fået det hele med, og hvis ikke så er I velkomne til at skrive med spørgsmål i kommentarfeltet herunder. Jeg glæder mig meget til at strikke sjaler sammen med jer igen i år, og jeg glæder mig især til at se ,hvad I vælger at kaste jer over, og her til sidst kommer der et par links til sjaler, der alle kan strikkes rundt, incl dem som vi har valgt til os selv.  


Henriette strikker Pumpkin and spice sjalet i en årgang '22 udg.

Dorthe strikker Snefald sjalet af Fibertales

Amrit strikker Dubai af Susie Haumann


OG så er der feks de her fra Ravelry. som også er duer så fint til efterårets sjalstrik:


All fall shawll  af tif Neilan

Sallandse shawll af Sopranoknits

Forest Path Hap af Patricia Ann Fortune

Amber Shore af Inese Sang

Boho style Mosaic shawll af Irene Lin


Fælles for alle fem sjaler er, at de ikke i opskriften er angivet til rundstrik, men når først I kan teknikken med de ekstra få klippemasker, som jeg vil demonstrere for jer, så er der nærmest ingen grænser.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar