10 januar 2010

Jeg genoplader...

...mine batterier, i disse dage.


Gid sådan en var nok til mig og min trætte krop..




Som forventet har jeg siden nytårsaften, været virkelig træt. Min krop og mit hoved har været så meget på overarbejde i de seneste måneder, og det toppede jo i december, at jeg nu næsten ikke kan løfte en arm. Lysten til at tage hul på januar med fornyet energi mangler ikke, og jeg vil så gerne i gang med værelset, men da jeg opdagede de forhindringer med malingen, var det som om min organisme sagde " ok, så tager vi den med ro".

Jeg har tegnet og tilrettelag, ved lige hvad farver det skal ha og hvor møblerne skal stå, men så er det også det. Jeg må vente lidt, men jeg er så utålmodig at jeg er ved at eksplodere. Problematikken omkring udleveringen af maling, går jo på at forretningen vil have 1000 kr i depositum. Og I har så ganske ret i, at det er en mærkelig og ikke almindelig fremgangsmåde. I butikken ku jeg fremvise lejekontrakten helt som aftalt, men der blev mumlet noget om, at det har været svært for biksen af inddrive pengene for andre lejemåls vedligeholdelse, så nu har de indført denne sikkerhed for dem selv. Hvad jeg mener om det er underordnet og hverken brok eller prostester kan rykke ved noget.


Det er ikke sådan at jeg ikke får lavet dagens gerning, men mængden af de gerninger er bare beskåret, resten af tiden sover jeg. Spild af lyse timer tænker jeg, og selv efter så mange år med denne konsekvens af sygdommen irriterer det mig stadig lidt, men jeg har lært at forholde mig til det trods alt. I dag med den alder jeg har er der sikkert flere, der kan nikke genkendende til det, at man ikke kan det man kunne engang, flere der vil mene at det ikke er så underligt endda, at være træt efter en månedlang slåskamp og julemåneden. Her er det bare vigtigt at få med, at jeg har haft det sådan siden jeg var 31 år. En meget tidlig alder at være brugt op i. I 12 år har jeg måttet hvile hver dag, nogen dage flere gange, jeg har haft begrænset energi og skullet restituere i dagevis efter en social begivenhed. Jeg har skullet lære at indrette mig efter, hvor meget og hvor lang tid, jeg kan holde til at være i selskab med flere end tre - fire mennesker, og det er ikke længe nok efter min mening.

Allerede efter to timer begynder jeg at længes efter stilhed. Jeg får problemer med at koncentrere mig, og kan ikke længere "høre" hvad der bliver talt om. Med andre ord er alt over to timer noget jeg ikke selv får noget ud af, andet end en enorm udmattelse. Jeg kan så vælge enten at bryde op og gå på et tidspunkt hvor meget slet ikke er sagt, spist eller oplevet endnu, eller også kan jeg blive og svæve et sted udenfor det hele mentalt, og derefter gå hjem med hovedpine, mavepine og med et par dage bagefter hvor jeg er helt sat ud af spillet.

Når jeg fortæller dette, er det for at stille skarpt på de ting der følger med af at have været overbelastet psykisk og uden behandling i en årrække. Ikke mange ved at det faktisk får voldsomme og ofte livslange følger ikke at blive behandlet.
Som jeg har beskrevet ovenfor, er det specielt i sociale sammenhænge, at jeg mærker de mén jeg har fået. Mén der har kostet mig min arbejdsevne, og en masse gode oplevelser i koncertsale, ved middagsarrangementer, alm festivitas og så altså også som mor i en familie....


Jeg ved at selv raske og velfungerende kvinder, ville være gået helt kolde med den ballade der har været her i huset, så med det in mente er jeg egentlig ikke så overrasket over at jeg med min baggrund nu er helt flad. At der er kommet en reaktion og jeg venter derfor bare. Læner mig tilbage og tager en dag ad gangen, indtil jeg langsomt mærker hvordan jeg dag for dag igen kan lidt mere. Jeg har heldigvis lært kunsten at lukke verdens vrimmel ude i små perioder ad gangen, bla når jeg strikker eller broderer, og jeg benytter mig af det som det nu kan lade sig gøre.


Støj og lyde i alle afskygninger og decibel, er noget jeg er blevet helt vildt følsom overfor. Jeg der altid har elsket musik og koncerter, kan nu ikke engang klare når flere end to mennesker taler i munden på hinanden. Det er som om mit hoved er ved at ekslodere, og jeg kan nogle gange se mig selv gå hvileløst rundt for at finde et sted med stilhed. En stilhed der er nærmest umulig at opnå i et hjem med teenagere, og derfor er jeg så glad for at jeg nu har mulighed og udsigt til at få mit eget værelse. Når jeg er der, kan jeg sætte et skilt på døren med besked om, at jeg ikke er til rådighed for spørgsmål om mængden af mælk i køleskabet, menuen i morgen, hvem der må hvad hvorhenne, som mægler i alle mulige skænderier og debatter osv osv. Jeg kan simpelthen gå i hi og overlade verden til sig selv for en stund.

På denne måde sikrer vi at jeg kan give mere af mig selv i denne familie som jeg elsker og så gerne vil.



Win win ik.... :-)

4 kommentarer:

  1. Det bliver bare så godt for dig med dit eget værelse hvor der er fred og ro, indimellem elsker jeg også bare de dage hvor jeg er helt alene og kan slukke for alt og bare priotere roen :-)
    God søndag til dig :-)
    Knus fra nordjylland

    SvarSlet
  2. Jeg kender helt det der med lyde, musik og mennesker!!
    Hvor skønt med dit eget rum ...snart!
    knus

    SvarSlet
  3. Det må vist betegnes som årets scoop, det værelse :-). Det glæder mig virkelig på dine vegne, for ingen tvivl om at det vil blive godt for både dig og resten af familien.
    Hav en dejlig dag.

    KH Gittemay

    SvarSlet