Så kører toget og min nye blog er i luften.
Jeg har haft blogget førhen, men måtte af flere grunde holde med det. Jeg forsøgte igen, men syntes ikke rigtig, at jeg havde noget på hjerte, så det døde temmeligt hurtigt ud .
NU vil jeg så på den igen. Ikke så meget fordi jeg har noget som helst nyt at byde på. Jeg har i det dølgte fulgt med hist og her,og jeg må indrømme at der er rigtigt mange fantastiske quinder der blogger. Der er masser af søde, dejlige, dygtige og kreative piger i blogosfæren, der minder så meget om mig selv, at jeg nogle gange tænker.." Det må være alderen alligevel". De fortæller om nøjagtigt de samme ting jeg selv kunne finde på at skrive om, dagligdag, børn, håndarbejde, mad, haver og blomster og noglegange manden i deres liv. Jeg tror ikke jeg kan gøre det bedre eller komme med nye vinkler på de samme emner
MEN MEN
Der er dog noget jeg kan fortælle om. Der er noget i mit liv, der måske ikke er så mange andre der kender så meget til. Noget der volder glæde, smerte, eftertanke, sorg og tårer. Og skulle jeg være så heldig at der er nogen derude i verden, som kan nikke genkendende til det jeg både kan og må fortælle om på en blog, så er jeg utrolig ivrig efter at få respons. Alle former for erfaringer, gode råde, meninger er velkomne, bare ikke de er ondskabsfulde.. men det er jo givet ik?
Hved er det så jeg har på hjerte?
Jo, jeg har det seneste år fået min verden helt vendt på hovedet. Jeg har fået en ny familie. Men det er ikke det væsentlige, det er jo en helt almindelig ting i dag, men det var ikke ventet, da jeg ikke er som de fleste andre kvinder på min alder. Jeg har en diagnose med i baggagen, en diagnose der til tider gør mit liv svært ,og mig umådeligt trist og træt, og mange potientielle kærester er smuttet, når de hører om det. Bare ikke ham jeg nu ved et mirakel har fisket. :-)Han var aldrig i tvivl og har kastet sig ud på det dybe med en gigantisk optimisme.
Jeg elsker ham.
Det jeg vil skrive om her, handler om livet som borderline, det handler om livet med to nye ekstra børn, den ene med asberger, det handler om livet som mor til en søn, jeg ikke har kunnet få kontakt med de seneste 2 1/2 år, det handler om min kamp for at lære at være optimist og så selvfølgelig om alle de der andre almindelige kvindeting, der optager mig.
Det der betyder noget med andre ord. Det der betyder noget for mig, men også for mine egne børn og mine nye børn. Det der betyder noget for vores familie og om hvordan pokker man får fem mennesker til at leve sammen uden at vi alle bliver bimlende skøre.
Man kunne kalde det vidensdeling, for jeg håber at der er andre der har erfaringer de vil skrive om. Erfaringer med borderline og asberger, erfaringer med træge teenagere en masse, erfaringer med savnet efter børn de ikke kan følge i deres opvækst.
Nu er det vist tid til at nyde kaffen, sytøjet og min elskede.
Jeg tror du kan klare meget og jeg tror at det er godt at du går igang med at skrive og skrive på dette website og kommentarer hist og her.
SvarSletJeg synes det er fantastisk godt at du har fundet en kæreste og jeg tror han bliver glad for dig. En lille egen-erfaring kan jeg ikke lade være med at skrive: Når jeg er træt har jeg sværere ved at sætte en grænse og altså dermed markere de hensyn man bør tage til mig.
Det skal jeg lære.
Er det også noget, du skal lære? Og måske endda lære begge veje, somme tider kan man jo være nødt til at overvinde trætheden og ubehaget ved at være "klar" i hovedet samtidigt med at trætheden lammer ens evne til at formulere og tænke klart. Har du en eller anden nødstrategi?
Har du tænkt dig at skrive mere om borderline her på stedet eller vil du hellere maile - (du har min mail-adresse).
Hej Donald.
SvarSletTak for kommentaren, og ja min plan er at bruge det som en form for aflastning for mig selv også. Ved at det hjælper at skrive tingene ud. SÅ meget som jeg orker.
Jeg kender kujn alt for godt det der med, at det er svært at sige fra. Jeg øver mig hver dag, men igen.. når jeg er træt er grænserne nærmest ikke eksisterende. Det vil jeg nok lave et indlæg om. Lige nu skal jeg finde en stil her og lære lidt mere om hvordan jeg gebærder mig herinde. smil
Jeg har stadig lidt kontakt til nogle bloggere fra min forrige blogside, den læser jeg stadig også med stor glæde.
En nødstrategi... Det er bare at trække mig helt tilbage. Jeg går simpelthen i et andet værelse og lukker døren. Det er den eneste måde jeg kan få ro. Familien ved at når døren er lukket, så er jeg også lukket.
Har du selv en form for psykisk lidelse, siden du kender til det at være klar i hovedet?
Til sidst.. din mail adr. HVor har jeg den henne?? smil
Nej, jeg tog fejl, der er ikke nogen mail-adresse, når man sætter en kommentar her. Men nu har jeg sendt dig en mail med min adresse.
SvarSletJa man kan i den grad bruge en weblog til både aflastning og bekræftelse. At finde en stil kan være et spørgsmål om at sætte grænser, begynd med selvfølgelighederne og de indlysende oplagte ting, som giver godt humør. "Huskebloggen" er god at få forstand af i den henseende.
Jeg tror ikke jeg har nogen psykisk lidelse, selv om jeg ofte spørger om ikke jeg er godt tosset! :-) Men jeg har jo arbejdet med musik, drama, litteratur, og computerprogrammering, og alle mennesker, også de mest skarpsindige, har perioder, hvor trætheden vanskeliggør kreativt arbejde eller omvendt, hvor ideerne bliver så flyvske at man taber fodfæstet.
Hvis man bare ved det, gør det jo ikke noget. Der er nok nogen, der vil sige, at det ligner brainstorming eller mind-mapping (d.v.s. tegninger med små ide-bobler og en masse sammenkædninger).
Jeg har en søn, som har været indlagt, og som har det meget bedre nu. Jeg holder meget af ham, han er rar. Jeg har prøvet at forstå hans verden, og har læst en del bøger om emnet.
Men som sagt, jeg tror man skal begynde med de gode ting: Min søn inviterede mig på vandretur i bjergene i Bahia for nu 12 år siden. Det er jeg ved at skrive om, det var en oplevelse for livet.
Kære henriette !!
SvarSletJeg tror du har meget at dele ud af ;)
Selvom mange blogge handler om det samme, har alle deres indgangs vinkler til det,hver deres små/store problemer de sloges med.
Man kan jo skrive det man har lyst til, og holde resten privat.
Sommetider er det godt at få ting man kæmper med på skrift og få luft.
Med alt det du har, og er på vej igennem har du da helt sikkert en del erfaring, og vidden som du kan dele ud af, hvis og når du har lyst til det.
Håber det var ok og ikke det rene volapyk jeg fik griflet ned ;O
God søndag !!
Yt.
What i don't understood is in truth how you are now not actually a lot more neatly-liked than you may be now. You are very intelligent. You understand therefore significantly in relation to this topic, made me in my opinion imagine it from so many various angles. Its like women and men aren't involved until it's something to accomplish with Girl gaga! Your personal stuffs excellent. Always deal with it up!
SvarSletAlso see my website: topografía